Vi sejled’ nedad Congo-floden

Jyllands-Posten | 03.10.2000

Mange danske søfolk var for godt 100 år siden med til at plyndre Congo, og de beskriver køligt deres arbejde i dagbøger, der nu er kommet for dagens lys: Slaver i lænker, bjerge af elfenben, udslettelse af de indfødte. I dag har næsten intet ændret sig på Congo-floden .

Af ØJVIND KYRØ
Der er intet mørkere i verden end en regnfuld nat på Congo-floden. Alt er sort, end ikke ildfluerne glimter.
Selv i landsbyerne langs den mægtige flod er der intet lys. Ingen har råd til batterier, og el-generatorerne har ikke kørt længe, ikke siden præsident Mobutos soldater i 1996 plyndrede alt på deres tilbagetog. Et par år efter blev congoleserne befriet nok en gang, da præsident Kabila skulle væltes.
Nu ligger fronten midt mellem hovedstaden Kinshasa og Kisangani – der engang hed Stanleyville – og al trafik på floden, der ellers var den vigtigste hovedfærdselsåre i Congo, ligger stille. I dag er det kun folk i udhulede træstammer, der ses på den grå-brune flod, og at sejle nedad den er som at rejse ind i stenalderen.

På begge sider af bredden står den uigennemtrængelige jungle, og det øvrige landskab har næppe heller ændret sig, siden Henry Morton Stanley i 1876 kæmpede sig gennem denne hvide plet på kortet over det mørke Afrika.

Danskerne
Lige fra første færd var der danskere med i spillet om Congo. Den belgiske kong Leopold II fik det kæmpemæssige land tildelt af de andre magthavere i Europa og drev det som et privat firma, selv om han aldrig satte sin ben i landet. I stedet sendte han den engelske journalist, som var blevet verdensberømt efter sin reportage om mødet med missionæren og skotten David Livingstone på østsiden af Tanganyika-søen, og Stanleys opgave var at grundlægge handelsstationer’ langs floden og indgå aftaler med lokale høvdinge, som skulle underkaste sig den fjerne europæiske konge.
Med sig havde han to danskere, den ene var Martin Andersen fra København, den anden Albert Christophersen fra Odense: ”Han ledsagde mig lige fra det Øieblik, Flotillen forlod Banana, og var med ved Grundlæggelsen af Stationen Mswata og Opdagelsen af Leopold den Andens Sø. Han var stedse flink og hurtig til at udføre sine Pligter, altid høflig i sin Optræden og viste sig at være en ung Mand, som, straalende af Livskraft, ret nød Livet i Afrika”, skrev Stanley i sin bog ”Congofloden og Grundlæggelsen af den frie Congostat”, der udkom i Danmark i 1885 og blev en veritabel bestseller.

Drømmene
Stanleys beskrivelser fik mange unge mænd til at drømme om eventyret, om floden, der som en vældig slange slynger sig op og ned af Ækvator, og da den københavnske grosserer Adolph Levysohn begyndte at hverve folk til kong Leopolds kolonikorps, strømmede de til. De blev sendt afsted med tog til Antwerpen, og i 1891 begyndte der fra den belgiske havneby at afgå en damper hver den sjette i måneden til Congo-flodens udmunding. Skandinavere udgjorde snart det største kontingent blandt udlændingene i Congo, der var gået i kong Leopolds sold, og de var med til at styrke det brutale kolonistyre.

Myrderiet
Alene i år 1889 gik 24 skandinavere, heraf 22 danske, i belgisk tjeneste. De fleste sejlede op og ned ad floden som kaptajner for sternwheelers – hjuldampere med skovlhjulet i agterstavnen – og fragtede slaver og elfenben til Banana, udskibningsstedet ved udmundingen i Sydatlanten.
Bibliotekar Bert Blom fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg har fundet flere af de danske flodskipperes dagbøger, hvori man kan læse deres lakoniske optegnelser om det liv, de fristede ombord:
“Søndag d. 30. Juni. Løitnant Axel Schou har i Dag skudt en Flodhest.
Fik i Aften dejlig Bøfsteg af samme,” skrev kaptajn Siegfried H.L.
Duhst i 1889. Og vildere blev det:
“15. Oktober. Min Besætning paa Ville de Gand’ ere alle Bangalaer, et Folk der omtrent dominerer hele den øvre Part af Øvre Congo. Det er Menneskeædere de samme Folk, dog ikke saa aabenlyst siden den hvide Mand er kommen herud, og der er streng Straf for den Slags Ædeeri. Dog ikke for lang Tid siden døde en Zanzibarit Soldat og blev begravet samme Dag, men Dagen efter var han gravet op og spist …”

“7 November 1889. Havde Krig med de Indfødte i Vangata. Høvdingen Mojela’ vilde ikke give tabt, men holdt os i Aande i 4 Dage. Vi brændte hele hans By af og der faldt mange af hans Folk.”

“30 December. Forlod Jambinga Kl. 7 Morgen og sejlede op ad Itimbiri.
Allerede i Mundingen af Floden mødte vi en Kano med Indfødte, der fortalte os, at højere oppe var der en By, hvis Indbyggere ikke vilde lade os passere og hvis vi prøvede derpaa, vilde de slaaes med os. Vi fortsatte ganske roligt og da vi et Par Timer senere sejlede op langs Villagen, truede de Indfødte med deres Spyd og kastede flere Spyd efter os. Vi sejlede da op og nedefter et Par Gange, hvorpaa vi pludselig løb ind. Idet vi løb ind, blev vi modtaget af en Regn af Pile og Spyd.
Ingen blev ramt. Vore Bagalaer styrtede sig alle i Land og der opstod et sandt Myrderi. Mange bleve dræbte. Efter et Par Timers Forløb var de alle flygtet, og da Kl. var 16,00 forlod vi Villagen, hvis navn er Jombo. Efter en halv Times Sejlads, laa vi til ved Skoven og agter at sove her i Nat. Vi har Villagen i sigte endnu og kan høre Krigstrommerne og de Indfødtes Hyl.” 

“8 Januar. Har faaet sikre Beviser for, at de Indfødte ere Kannibaler, da jeg har set og haft en Menneskearm i røget Tilstand, som en af de Indfødte havde i en pose.” 

“2. Februar. Afsted Kl. 6, Kl. 9,30 stoppede vi ved en Village for at købe Fødemidler. Her blev min Boy taget til fange af de Indfødte. Vi savnede ham først efterat vi var afsejlet, men vendte tilbage for at faa ham udleveret. De Indfødte vilde ikke udlevere ham, hvorfor vi maatte erklære dem Krig. Vi dræbte 1 og tog 4 tilfange samt tog 2 Kanoer og 1 Ged. Nu udleverede de først Drengen, der var meget forskræmt, og som allerede var bestemt til at spises, og han var allerede mærket af paa Kroppen hvilke Stykker, der skulle fordeles. Vi fortsatte nu vor Rejse.”

“4. Septbr. Afsted Kl. 5,45 Morgen, ankom til Bumba Kl. 13. Fik her noget Elefenben ombord og 25 slaver. Skal afgaa i Morgen tidlig.
5 Sept. Afsted kl. 6,15 Morgen og kom til Upoto Kl. 14,30. Fik ogsaa her noget Elfenben ombord samt 35 slaver, alle i Lænker.”

Dødsrisikoen

Med ombord havde flere af de danske flodskippere en mand, som formåede at skildre rædslerne på en måde, der gik over i verdenslitteraturen.
Den polskfødte Joseph Conrad sejlede i fire måneder på Congo-floden, indtil han blev så nedbrudt af sygdom, at han måtte sendes hjem.
“23 Oktbr. Jeg er i Følge med en engelsk Captain Joseph Conrad fra Kinchassa Compagniet. – Han er stadig syg af Dysenteri og Feber,” noterer kaptajn Duhst i 1890.

Takket være fundet af de danske sømænds dagbøger bliver der kastet et nyt lys ind over romanen ”Mørkets hjerte”, som Conrad udgav i 1902. Den danske kaptajn Fresleben, som Conrad omtaler, hed i virkeligheden Freiesleben, og romanens egentlige hovedperson, den mystiske ”Kurtz”, som levede i det dybeste indre af junglen, hvorfra han afskibede tonsvis af elfenben, hed i virkeligheden Klein og døde på en missionsstation ved floden, da han dødsyg skulle fragtes hjem.
Sygdommene fik mange til at bukke under i en tidlig alder. ”Klimatfeberen” kaldtes den og dækkede over alt fra dysenteri og malaria til tyfus og sovesyge. For at skjule hvor stor risikoen egentlig var for at dø, sendte det belgiske handelskompagni som regel sine ansatte hjem, så snart de blev syge.
”Klimatfeberen” ramte eksempelvis også danskeren Ludvig Rasmus Koch. Det var Koch, der lærte Joseph Conrad at navigere på Congo-floden, og i løbet af sine første tre år i landet blev Koch såret to gange under overfald – først fik han et spyd i armen, den anden gang borede en pil sig ind i kinden. Til sidst blev han så plaget af sygdom, at han blev hjemsendt. Han døde 40 år gammel.
En dansk opgørelse fra 1905 viser, at risikoen for de udsendte ”i 4 af 5 Tilfælde lyde paa Død eller til Dels ødelagt Helbred”.

Plyndringer
Kong Leopold II plyndrede Congo med assistance fra danske søfolk, og makkede congoleserne ikke ret og skaffede Handelskompagniet elfenben og rågummi i de forlangte mængder, blev deres hænder hugget af.
Forholdene har ikke ændret sig synderligt siden. Indtil 1996 var det præsident Joseph Mobuto, som personligt plyndrede Congo, efter at den amerikanske efterretningstjeneste fik myrdet Congos nyvalgte premierminister, Patrice Lumumba, få måneder efter, at landet i 1960 var blevet selvstændigt.
Efter Mobuto blev Laurent Kabila indsat som præsident, og han fortsatte sin forgængers kleptokrati. I dag kæmper titusinder af soldater fra de omkringliggende lande – Angola, Namibia, Sudan, Zimbabwe, Uganda, Burundi og Rwanda – om magten over de store naturrigdomme.
Sejler man ned ad Congo-floden i dag – og det har den danske læge Gitte Hesthaven gjort to gange om måneden i over et halvt år for at uddele medicin mod de mange epidemier, der raserer på grund af fattigdommen – går folk rundt på bare fødder, og resterne af civilisationen ligger i ruiner. Der er er hverken madrasser eller medicin på de udplyndrede sygehuse, og folk lever af larver, aber eller grøntsager. Flodhestene er forlængst skudt, krokodillerne spist og omdannet til dametasker.
“Med den tilstand, Congo nu befinder sig i, kan man nemt forestille sig, hvordan det har været at rejse op ad floden for hundrede år siden,” siger Gitte Hesthaven, der blev udstationeret i de oprørskontrollerede dele af Congo af ”Læger uden Grænser”.
Den tjærede flodpram fra hjælpeorganisationen drives frem af to påhængsmotorer – ikke en dampkedel som dengang – og folk på bredden råber:
“Vi er syge!” og slår sig på maven eller skriger “diarré”, når de får øje på båden.
“De eneste hvide, der er her, er nogle missionærer og vi få nødhjælpsarbejdere,” siger Gitte Hesthaven og tilføjer: “Derfor vækker vi opmærksomhed og samtidig tillid til, at de ikke er glemt af omverdenen.”

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo
Fakta: Congo
Areal: 2.345.410 kvkm (54 gange større end Danmark)

Naturressourcer: Diamanter, guld, sølv, kobolt, kobber, cadmium, olie, zink, mangan, tin, uran, radium, bauxit, jern, kul, tømmer.

Befolkning: 50 mio. indbyggere, heraf 48 pct. under 14 år.

Tilvækst: 3 pct. årligt. Levealder: 49 år. Befolkningen består af over 200 etniske grupper, hvoraf flertallet er bantu-folk. Cirka halvdelen er analfabeter.

Religion: 50 pct. katolikker, 20 pct. protestanter, 10 pct. muslimer, 20 pct. synkretister og traditionelt troende.

Infrastruktur: 2.500 km asfalteret vej