Verdens værste flyselskab

Berlingske Tidende | 10.03.1990

Der er ingen risiko for bomber. Men det er også det absolut bedste, man kan sige om det colombianske flyselskab S.A.M. Vor medarbejder lagde krop og nerver til.

 Af Øjvind Kyrø

PANAMA – I flyverdenens kapløb om at opnå den mest enestående ranking, er et selskab overset. Det drejer sig om det colombianske S.A.M. Det indtager en klar føring som det absolut mest rædselsfulde flyselskab.

Kun få ved, hvad S.A.M. dækker. En opringning til selskabets kontor i Panama Lufthavn opklarede mysteriet. Sociedad Aeronautica de Medellin er Colombias næststørste flyselskab efter Avianca, ligesom Medellin er landets andenstørste by. En millionby, der i de sidste år er blevet kendt for en stærk karteldannelse for et hvidt pulver, man ikke kan vaske tøj i: kokain.

Går man ombord i den daglige flyver fra Bogotá til Panama, kikker man forgæves efter en afdeling for rygere. Man må ose over det hele. I sædelommen foran er der ingen magasiner. Kun en brochure over nødudgangene i den ramponerede Boeing 727.

Læner man sig tilbage, følger ryglænet efter og forbliver i hvileposition. Slår man bordet ned foran sig, afsløres det, at sædebolsteret er så mørnet, at der er uhindret udsigt til fjedrene.

Som man sidder dér tilbagelænet, ude af stand til at »sætte ryglænet i en lodret position«, som kaptajnen næsten uhørligt anmoder om, og maskinen rasler ud ad startbanen, mens dørene til WC’erne springer op, kan man kun glæde sig over den sikkerhed for bomber, som en flyvning med S.A.M. udgør.

»Det bedste ved at flyve med Medellin-selskabet er, at de ikke lægger bomber i deres egne fly,« bemærkede en udenlandsk medpassager lakonisk med klar adresse til byens hovederhverv: kokainhandel.

Vel oppe i luften går stewardesserne i gang med et tilbagevendende ritual: at sminke sig og smøre læbestift på. Således rustet til arbejdet går de ti minutter senere rundt med smilende, våde læber og fortæller til de formastelige, der vover at spørge: »Nej señor, vi har ingen aviser ombord.«

Lidt efter begynder stewardesserne og deres chef, en purser med bløde øjne og et forførende smil parat til de mandlige passagerer, at uddele – ordet servering ville være en overdrivelse – en plasticbakke indeholdende en smuldrende tør kage og en plastflaske med sugerør til at trække en sød frugtsaft op.

Flyet mellemlander naturligvis i hjembyen Medellin, hvor der kommer forsyninger ombord. De nymalede stewardesser udleverer byens avis El Colombiano til de underholdningssyge passagerer, som i dagbladet kan holde sig orienteret om bystyrets planer om at anlægge en offentlig svømmepøl med bølgegang og studere biografannoncerne, der lokker med snarlig premiere på »Bye, Bye Baby« med den danske strutpige Brigitte Nielsen i hovedrollen.

Før døren smækkes, er nogle af bysbørnene kommet ombord. Selv om det er formiddag, ser det ud som om, at de skal til fest. Men damen med nedringet jaguarplettet kjole og sylespidse stilethæle og hendes lige så fint udklædte bysøstre fejrer måske blot, at de skal ud at flyve med S.A.M. De ser i hvert fald begejstrede ud, hvad enten det skyldes flyvningen, eller de blot nyder sig selv.

Mad og whisky
Med Medellin bag sig og flyet oppe i march-højde begynder sminknings- ceremonien igen. Derefter sætter stewardesserne en bakke med varm mad og plastic-bestik foran én.

Der ligger også en flaske vin under plastfolien, som af de betænksomme Medellin-borgere er forsynet med advarsel på etiketten om, at »Overdreven indtagelse udgør en fare for helbredet.« Risikoen er imidlertid til at overse. Væsken smager værre end en tre-ugers kemikalievin. Næsten ingen af stamkunderne rører flasken, men venter på, at purseren blidt smilende ruller vognen med whisky ned ad gangen.

Rejsen er ved at nå sit mål. »Vi er stolte af, at De i dag har valgt at flyve med S.A.M.,« forkynder purseren i højttaleren, mens stewardesserne sminker sig.

Hjulene bider i Panamas landingsbane. WC-døren springer op igen. Nogle redningsveste falder ned under stolerækkerne. Flyet rasler i hele skroget.

»Var De tilfreds med vor service?« spørger purseren med et interesseret smil ved udgangen. »Det var helt fint,« lyver man og styrter ned ad lejderen.