Strictly Ballroom

Politiken | 27.09.1994

Rejsebeskrivelse: Rio de Janeiro

Af Øjvind Kyrø

Henne på væggen hænger der fotos af alle mulige mennesker. Men flest af Liza Minnelli.
Hun nød det også her, ser det ud til.

Stedet ser så ramponeret ud ved nærmere øjesyn, at kom man herind i dagslys, ville man sikkert straks vende om.

Men en sen aftentime, med salen halvt fyldt op, føler man sig som hovedpersonen i en film om paradis på jord.

Man kommer næppe himlen nærmere end her, skønt ‘Estudantina Musical’ – Det Musikalske Studentersted – blot ligger på førstesalen af et hus på Praca Tiradentes nr. 79.

Salen er omkring 250 kvadratmeter stor, loftet er sortmalet og holdes oppe af spinkle, runde metalsøjler, og den gamle, skaldede kontrollør, der også fungerer som udsmider i sin egenskab af forhenværende stormester i brydning, tager imod entreen på, hvad der svarer til seks kroner, mens han står og slår takt med foden til de melodier, som det 10 mand store, drypsvedende orkester udbasunerer på deres upolerede messinginstrumenter.

Rundt om dansegulvet står mere eller mindre vakkelvorne borde, hvor hvidjakkede tjenere med sort butterfly gelinde stepper omkring med deres evigt fyldte bakker.

Tonerne, der gennem de åbenstående fløjdøre ud til balkonen tydeligt kan høres nede på torvet, handler om kærlighed i gamle big-band-versioner eller nyere som ‘Love is in the air’. Det hele er en blanding af samba og Glenn Miller, udsat for stort orkester.

Men det, alt drejer sig om, er dansen under de blå, gule og hvide neonrør.

Den er et brasiliansk modstykke til det søndre naboland Argentinas tango og hedder ‘Gafiera’.
Alle svinger sig med alle, her er ikke forskelle, for ingen er kommet for at undslå sig. Alle er lige, køn, race, alder, frisure, højde og drøjde underordnet.

Mulatpigen med de taktfaste rasta-totter vugger i den fjerne ende, en gammel gråsprængt neger med fremstående bug danser med en langhåret, lysblond og brystfager yngre sag, en piruettynd, kridhvid kvinde i sort, nærmest påmalet kjole, byder en negerungersvend op, hans hånd fylder hele hendes liv, og de danser i timer. Kvinder med lårkorte bukseskørter, med fodlange blomstrede kjoler, med jeans træder dansen, mens deres partneres bagdele duver i takt til truttene fra orkesteret.

Her danses smukt og elegant, folk kan deres trin, mere eller mindre.

Høje valser med lave, et par bærer solbriller, nogle piger har svøbt sig i nedringede kjoler, de fladbrystede hyllet sig i flagrende gevandter, her er kronragede, hårfagre, skæggede, glatte mænd, skridtene tages med med sortpolerede sko, med hvide joggingsko, med cowboystøvler, med sandaler deres indehavere har rundet alt fra 20 til 80 år.

Der er par på det arrede gulv, der danser, som var deres fødder lænket sammen, andre improviserer, mens folk langs bordene nyder synet, luller til musikken, svælger deres serverede drikkvarer eller betragter røgen, som rives bort fra deres cigaretter af blæsten fra de tøndetykke ventilatorer, der durrer på de hullede, slidte vægge.

Det ligner det klasseløse samfund i den stillestående natteluft, et frydefuldt åndehul hævet over al påtrængende virkelighed nede på gaden, hvor familier sover på fortovene, og politiet går løs og leder efter ulovlige måder at supplere deres beskedne indtægt.

Kærlighed i luftens toner.

Her er ingen regler. Og vi længes efter næste dans.
For dans er glædens tøj.
–