Sønderlemmende kritik af tribunal

Politiken | 07.03.1999

Af Øjvind Kyrø

FNs tribunal for Rwanda er plaget af nepotisme, bureaukrati, bestikkelse og mange andre misgerninger. Der foregår ting her, som ville være strafbare i mit hjemland«, siger dommer Lennart Aspegren fra Sverige og henviser til FNs to interne revisionrapporter, der har konstateret, at »ikke en eneste afdeling fungerer« i FNs tribunal for Rwanda, der har sæde i Arusha i det nordlige Tanzania. Chefen for administrationen af tribunalet er Agwu Ukiwe Okali fra Nigeria, der har titel af registrator, og han er skydeskive for den sønderlemmende revisionskritik fra FN-hovedkvarteret i New York.

»Jeg har aldrig før set så slemme rapporter om en FN-organisation«, siger en højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet og tilføjer: »Jo, lige så grov kritik har jeg kun set om en anden FN-organisation, nemlig Habitat. Den stod Okali også i spidsen for«.

Det danske udenrigsministerium ligger inde med et ‘lastekatalog’ over mange af de misforhold, der finder sted i tribunalet. I protest mod at tribunalet ikke har rettet sig efter kritikken fra FN-revisorerne, trak ministeriet før årsskiftet en udstationeret dansk ekspert hjem, juristen Lars Plum, der arbejdede som retschef i dommerafdelingen.

»Jeg kunne ganske enkelt ikke udføre mit arbejde«, siger Lars Plum. »Jeg blev beskyldt for at være urimelig, når jeg prøvede at rette op på det ene eller andet. For eksempel bad dommerne i maj sidste år om at få retsbøgerne. I september opdagede jeg, at indscanningen ikke fungerede og forsøgte derfor at få løst problemet. Det medførte, at Okali skrev rasende breve til dommerne om mig. Men kort efter fik vi pludselig 6.000 sider leveret af op til to år gamle retsbøger«.

Tilbagetrækningen af Lars Plum gjorde Okali særdeles vred. Også efter Plums afrejse fortsatte registratoren med at skælde og smælde. »Jeg har forstået, at registrator Okali har fortsat med at fremsætte sine uforskammede udtalelser om Lars Plum, der var en af tribunalets allerdygtigste og af dommerne mest ansete juridiske medarbejdere«, siger dommer Aspegren.

I MODVIND

Også Lennart Aspegren er bestandig i modvind, når han kritiserer manglen på effektivitet. »Når ambassadører, ministre eller andre betydningsfulde personer fra forskellige lande kommer på besøg og holder møder med os, bliver jeg hyppigt afbrudt, når jeg vil fortælle om, hvordan tribunalets administration fungerer eller ikke fungerer«, siger han.

Et af hans kritikpunkter er, at domstolsafdelingen, som skulle være den vigtigste i et tribunal, er underbemandet, mens der er alt for mange ansat i de andre afdelinger, der skulle tjene som støtte for dommerne.

»Vi er ni dommere, og der er omtrent 20 juridiske og andre assistenter til at hjælpe os. Desuden er der over 500 andre medarbejdere her i Arusha, og jeg mener, at der højst er brug for to tredjedele af dem, hvis de ellers var kompetente og blev rigtigt uddannet og udnyttet. Det er helt urimeligt, hvordan folk bruges. En af de ansatte fik nervesammenbrud over ikke at have noget at lave, mens andre arbejder dag og nat for at få tribunalet til at fungere«.

I modsætning til retsbygningerne i Rwanda, hvor der de færreste steder findes så meget som en skrivemaskine, udleveres der med rund hånd edb-udstyr i tribunalet. Aspegren kommenterer: »Der findes medarbejdere i administrationen, der åbenbart ikke har begreb om at bruge en computer, som får en pc’er. Den spiller de så musik eller spil på«.

LET AT UDNYTTE SYSTEMET

Selv om inkompetence, ineffektivitet og kriminelle gerninger gang på gang er blevet afsløret, fortsætter chefen, Okali, med at skaffe flere penge. FN har netop forøget den årlige bevilling fra 51 til 69 milioner dollar.

»Der er nu blevet ansat endnu flere, så snart er der i alt 882 medarbejdere, selv om en kraftig reduktion vil kunne øge effektiviteten, ganske vist under den forudsætning, at folk var kvalificerede til det job, de fik«, siger Lars Plum. »Informationsafdelingen er så ringe bemandet, at der står flere misvisende end korrekte oplysninger på tribunalets internet-side«, siger han.

Også hans forgænger som retschef, dr.jur. Frederik Harhoff, oplevede gennem to år problemerne: »Jeg svævede mellem to herrer, registratoren på den ene og præsidenten for dommerne på den anden, fordi der var uklarhed om ansvaret. Det kom næsten dagligt til sammenstød på grund af kulturforskelle og registratorens mangel på forståelse for, hvad domstolen havde brug for. Vi havde hverken ordentlig sekretærbistand, tolke eller edb-udstyr«.

»Kun få ting fungerede, og det på trods. Dommerne kunne for eksempel ikke få adgang til retsbøgerne og se, hvad vidnerne havde sagt«, siger Harhoff, som tilføjer: »Men jeg beklager, at den direkte danske støtte til tribunalets vigtige arbejde er ophørt med tilbagetrækningen af Lars Plum, for derved har vi sat os uden for indflydelse«.

For halvanden måned siden kom jurist Emilie Wiinblad tilbage til Danmark efter at have været ansat et år som juridisk assistent i tribunalet. »Det hele går alt for langsomt. Kun tre er dømt, og det er snart fem år siden folkemordet brød ud. I min afdeling gik arbejdet sløvt, fordi selv den mest banale fax om, hvornår en bil skulle hentes, først skulle godkendes. Det skaber også mistillid og misstemning«.

»Vi stod for at betale forsvarsadvokaterne, der kunne få op til 120.000 kroner om måneden i honorar – plus rejse- og opholdsudgifter betalt af FN. Systemet er for let at udnytte, fordi det er skrøbeligt«.

Over 80 procent af de ansatte er afrikanere, og amerikanere eller europæere bliver ofte beskyldt for racisme, når de påpeger problemer i tribunalet. Emilie Wiinblad har tit oplevet at blive angrebet:

»I FN-systemet er alle teoretisk lige, men man bliver alligevel konstant defineret ifølge alder, køn og hudfarve. Derfor var racisme et hurtigt skyts at hive frem, hvis man var uenig«.

FANGER PÅ NETTET

I det ny FN-fængsel i Arusha med 56 celler (pris: 5,3 mio. kr.) holder de 32 fanger hver morgen møde. Hvad der præcis foregår, ved ingen. I modsætning til fængslerne i Rwanda er det forbudt pressen at bese tribunalets arresthus i Arusha. Men teoretisk og praktisk set er der intet til hinder for, at hovedmændene bag folkemordet fra FN-fængslet stadig dirigerer deres godt bevæbnede tropper, som skjuler sig i Congo. Det var disse hutumilitser, som stod bag massakren på otte turister i Bwindi-parken i Uganda tidligere på ugen.

Dommer Lennart Aspegren er stærkt bekymret over, hvad der foregår i fængslet: »De fængslede holder åbenbart møder i arresten og udsender politiske kommunikeer ved hjælp af de computere og telefonlinier, som tribunalet har stillet til rådighed for dem. De har sympatisører i en hutuekstremist-bevægelse, som skal have afdelinger i både Belgien, Canada og Kenya«, siger han.

Som dommer i en provinsby som Arusha er han en kendt person, men tribunalet sørger ikke for, at han føler sig sikker, når han bevæger sig rundt: »Registratorens bodyguard har været bevæbnet hele tiden; det er først for nylig, at også dommernes livvagter har fået en pistol. Men jeg føler mig alligevel ikke tryg, fordi jeg har kun en bodyguard, der ikke får den træning, han har brug for«.

HULLET SIKKERHED

Tribunalet har sit sæde i en bygning, der foruden konferencer også huser forretninger og restauranter. Sikkerhedsforanstaltningerne er af en sådan karat, at besøgende efter et par dage ler over antallet af smuthuller, der findes i systemet. Uden problemer kan man fra shoppingcenteret tage en elevator op til en trappe, der fører én direkte ind på den gang, hvor dommerne har kontorer.

I presseafdelingen føler journalister sig sjælden velkomne, og dens armaniklædte chef vanskeliggør til stadighed pressens arbejde.

Det er imidlertid uklart, om årsagen er, at han ikke kender tribunalets egne regler for offentliggørelse af dokumenter, eller imødekommenhed vil skabe unødvendigt arbejde i afdelingen.

»Det er ikke United Nations, dette her. Det er ret beset United Nonsense«, siger en europæisk korrespondent, der dagligt har fulgt tribunalets virke i Arusha.