Skæbnedage

Weekendavisen | 29.04.2010

Det er et politisk mysterium, hvorfor den nye justitsminister pludselig har besluttet at udlevere Niels Holck. Det hele er gennemsyret af storpolitik, siger hans advokat

Af Øjvind Kyrø

For tre uger siden, den 9. april, gik Niels Holck rundt i Hillerøds gader for at finde en fødselsdagsgave til sin kone. Den lille, vævre og bomstærke mand huskede med glæde tilbage på den 9. april i 2002, da han kunne komme frem fra sit skjul og få kørekort, kone og børn. Denne dato havde justitsminister Lene Espersen i Folketinget sagt, at Indien havde fået at vide, at han ikke kunne udleveres. Sådan var den danske lov.

Men denne fredag i Hillerød blev Niels Holck anholdt af to civilklædte betjente, og næste dag stod den 48-årige direktør for et husbådefirma i byretten. Tyge Trier, Holcks advokat, bad dommeren afvise sagen, dels fordi den handlede om en politisk forbrydelse, og sådan én kan man ikke udleveres for, dels fordi justitsministeren i 2002 havde udtalt, at udlevering til Indien ikke kunne finde sted.

Men en byretsdommer i Hillerød afviser ikke en 20 sider lang og juridisk detaljeret skrivelse fra sin chef i Justitsministeriet på Slotsholmen, hvor sagen i otte år har simret, og Holck fik ordre til at melde sig på politistationen hver anden dag for at bevise, at han ikke igen er på flugt.

Men hvorfor havde den ny justitsminister Lars Barfoed besluttet at udlevere Niels Holck?

Svaret skal måske findes på en anden skæbnesvanger dato, nemlig 11. september. På denne dag sidste år var den ny statsminister nået til Indien på sin rundrejse til en stribe vigtige lande forud for Klimatopmødet. I Indien mødtes Lars Løkke Rasmussen med premierminister Manmohan Singh og andre ministre. Men hvad de drøftede ud over kultveilte, ønsker hverken den danske ambassadør i New Delhi eller statsministeren at oplyse Weekendavisen om.

I betragtning af, hvor emsige de indiske myndigheder siden 2002 har været med at rykke Danmark for et svar på deres krav om udlevering, ville det være besynderligt, hvis kravet ikke også var blevet gentaget ved denne anledning. Det var nemlig sket året før, i februar 2008, da statsministerens forgænger, Anders Fogh Rasmussen, var i Indien for at forhandle klimaaftaler. Her svarede Fogh Rasmussen ja på de indiske journalisters spørgsmål om, hvorvidt Danmark ville udlevere Niels Holck. Der manglede blot nogle løfter, sagde han: »Det er et spørgsmål om, hvordan han vil blive behandlet i Indien – inklusive en garanti for, at han ikke vil blive dømt til døden.«

Beslutningen denne 9. april om udlevering kom overraskende, fordi den nye konservative justitsminister Lars Barfoed havde arvet et eklatant nederlag fra sin forgænger, nemlig Camilla Broe-sagen. For første gang var en dansk statsborger blevet udleveret til et land uden for Norden, og i USA besluttede dommeren at sende den danske kvinde retur, fordi sagen var forældet. Camilla Broe kræver nu to millioner kroner i erstatning af den danske stat.

Så hvorfor udlevere Niels Holck til Indien, et land, der end ikke har underskrevet FNs konvention om tortur? At tortur er en hyppig handling i Indien blev atter dokumenteret fire dage efter Holcks anholdelse. På forsiden af en rapport om »udbredt og systematisk polititortur« kunne man bese den amerikanske journalist Joel Elliots mishandlede krop. Journalisten, som blandt andet skrev for The Christian Science Monitor i USA havde i oktober sidste år i New Delhi set fire betjente slå på en person. Elliot udstødte chokeret et hyl ved synet, og det udløste knippelslag som reaktion. Klagen over torturen, der stod på i seks timer, er stadig ikke besvaret af myndighederne.

»Denne sag handler om en umiskendelig udlænding, som ligner en europæer. Hvis denne person kan blive udsat for tortur i en sådan grad – fotografierne taler for sig selv – i hjertet af Delhi, kan man forestille sig, hvad der ville ske med en almindelig borger,« sagde Suhas Chakma, direktør for Asian Centre for Human Rights, da han offentliggjorde rapporten.

I Indien føres der ikke statistik over tortur, medmindre der finder et dødsfald sted i myndighedernes varetægt. De officielle tal er stærkt stigende: 1.977 sager i 2008 mod 1.037 i 2001.

Det var på grund af Indiens dårlige statistikker, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol for fire år siden – og med tolv stemmer mod syv – afgjorde sagen »Chahal v. The United Kingdom« sådan, at en Sikh-aktivist ikke skulle deporteres til Indien, fordi der var »væsentlige grunde til at tro, at der ville være en alvorlig fare for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller afstraffelse i modtagerlandet«.

Justitsminister Barfoed – og ikke mindst hans embedsværk – måtte have forudset, at Holcks beskikkede advokat vil gribe til denne dom for at undgå deportation. Men i ministeriet udtaler man sig ikke.

»Hele sagen er gennemsyret af storpolitik,« siger Tyge Trier, Holcks advokat.

Ingen kommentarer
I Politiets Efterretningstjeneste er man også tavs. Denne rutine herskede også i det britiske efterretningsvæsen MI5, som nægtede at kende til sagen, da den kom for retten i Calcutta. En britisk våbenhandler, Peter Bleach, og fem russiske besætningsmedlemmer var blevet anholdt efter våbennedkastningen i december 1995, og Peter Bleach forsøgte forgæves at oplyse dommeren om, at MI5 fra første færd var blevet holdt underrettet om nedkastningen.

Kun takket være et konservativt britisk parlamentsmedlem, Teddy Taylor, som havde dokumentation for samarbejdet mellem MI5 og Bleach, begyndte den britiske regering at arbejde på frigivelsen af våbenhandleren. Peter Bleach havde troet, at han straks ville være blevet løsladt, fordi han havde holdt MI5 informeret.

Men Bleach måtte vente i otte år. Efter blot tre år i Presidency Jail lignede han en kz-fange på grund af mangel på mad, og han var ved at omkomme, fordi han fik tuberkulose. Da lægen omsider dukkede op, fik han en forkert medicinsk behandling og var også ved at dø af den.

»Hvis Niels Holck bliver udleveret, frygter jeg, at han dør under et fingeret flugtforsøg,« siger Peter Bleach til Weekendavisen.

»Hovedmanden bag nedkastningen findes i den indiske regering i New Delhi. Inderne kunne have forlangt Holck udleveret i 1995, da retssagen mod os andre begyndte. Men de indiske myndigheder ønskede ikke at høre hans forklaringer om, at såvel efterretningstjenesterne i Danmark og Storbritannien som Indien var vidende om flyruten, de ombordværende i maskinen samt lasten – fire tons våben.

Denne sandhed fik jeg gennem de fem år, retssagen varede, ikke mulighed for at fremføre. Eksempelvis ‘forsvandt’ en 30 sider lang dokumention, som jeg havde skrevet om efterretningstjenesternes involvering i nedkastningen,« siger Bleach og tilføjer: »Men nu er bagmændene bag nedkastningen åbenbart ikke mere ved magten, siden inderne i 2002 begyndte at kræve Holck udleveret. Men hans liv er i fare, hvis han nogensinde kommer tilbage til Indien, for han kender navnene på bagmændene. Han er kun i sikkerhed, så længe han bliver i Danmark.«

Kommunistiske overgreb
Niels Holck fortæller, at våbnene skulle bruges til at beskytte ulandsprojekter samt det oprindelige folkeslag i et område af Vestbengalen, som konstant blev angrebet af bevæbnede bander udsendt af den kommunistiske delstatsregering. En politiker i New Delhi, som var valgt på egnen, kendte til problemerne med de kommunistiske overgreb og opfordrede Holck til at armere vagtmandskabet, så vagterne kunne handle i selvforsvar.

»Jeg havde møde med såvel politikeren som en højtstående officer fra CBI – det indiske efterretningsvæsen – og begge støttede aktionen om nedkastning,« siger Niels Holck og tilføjer: »Før nedkastningen fik jeg besked fra mine indiske allierede om, hvilken dag nedkastningen skulle finde sted, og da den foregik, var den store militære radarstation, der nemt havde kunnet registrere nedkastningen, blevet slukket.«

Hele aktionen blev kun afsløret, fordi våbnene blev kastet et forkert sted over Purulia, som området i Vestbengalen hedder. The Purulia Arms Drop blev den store skandale, og det er den fortsat, fordi den bliver beskrevet som et mysterium af indisk presse, selv om både Peter Bleach og Niels Holck er tilgængelige for udtalelser.

Niels Holck: »Mine handlinger var resultat af indisk politisk modstand mod det kommunistiske regime i Vestbengalen, og mine gerninger står jeg ved. Jeg vil gerne overbevise en international domstol om, at det var nødværge, men jeg vil ikke deporteres til Vestbengalen, hvor jeg frygter en hurtig død. Der er stærke politiske interesser i, at sandheden ikke kommer for en dag.«

Billedtekst: Niels Holck: »Mine handlinger var resultat af indisk politisk modstand mod det kommunistiske regime i Vestbengalen, og mine gerninger står jeg ved.