Rwandas vågne mareridt

Politiken | 06.11.2004

Af Marcus Rubin

Øjvind Kyrø leverer en grufuld og medrivende beskrivelse af folkedrabet i Rwanda. Han fejler dog i analysen af den internationale politiske scene.

I bakspejlet var det ikke verdens klogeste beslutning. Den danske journalist Øjvind Kyrø og to udenlandske kolleger havde siddet i Burundis hovedstad, Bujumbura, og hørt de gruopvækkende beretninger om, hvad der foregik i nabolandet Rwanda. Og drevet som cirkusheste af den utrolige historie var fristelsen blevet for meget for journalisterne. Trekløveret havde lejet en 13 år gammel Toyota Carina af bartenderen og var draget mod Butare, en by i Rwanda, de havde hørt stadig var sikker. Det skulle de ikke have gjort.

Allerede ved grænsen møder de en gruppe mænd med bloddryppende hænder, som tager alle deres penge. Her var undertegnede vendt om, men trioen fortsatte ufortrødent til Butare, hvor de bliver mødt af en lavine af vejspærringer. Knap er de gennem den ene, før de bliver standset igen, og det bliver mere og mere ubehageligt. Til sidst må de flygte, tilbage mod de bloddryppende mænd ved grænsen, der viser sig at være mindre flinke på tilbageturen. Bilen bliver angrebet, og kun ved kombinationen af et ualmindeligt stort held og mændenes uvidenhed lykkes det at forhandle sig tilbage til Burundi formedelst deres sidste 20 dollar.

Med denne episode indleder Øjvind Kyrø sin bog om folkedrabet i Rwanda og slår derfor en gang for alle sine kvalifikationer fast. Han var til stede, fulgte begivenhedernes ulykkelige gang og omverdenens ligegyldighed. Og når det kommer til at fortælle historien om folkedrabet, der kostede op imod en million mennesker livet, er han mere end opgaven voksen. Fra præsident Habyarimanas fly bliver skudt ned i april, til de sidste ansvarlige for folkedrabet flygter over hals og hoved til Goma i juli. Med passende introduktion om optakten og landets historie og epilog om, hvordan det gik både landet og forbryderne. Alt sammen medrivende og sine steder decideret gribende fortalt. Leder man som gymnasielærer efter en letfattelig og dog tankevækkende beskrivelse af folkedrabet i Rwanda, behøver man ikke lede længere.

Desværre kan man ikke sige det samme, når det gælder Kyrøs analyse af det internationale politiske spil. Her er alt sort/hvidt. Helten er fuldt fortjent den canadiske general Roméo Dallaire, der er chef for UNAMIR, den underbemandede FN-fredsbevarende styrke, der må se hjælpeløst til, mens folkedrabet finder sted. Igen og igen tigger han FN om flere mænd og bedre materiel, hver gang for at blive skuffet, når faxen tikker ind fra New York med meddelelse om, at Sikkerhedsrådet har besluttet ikke at gøre noget. Det svigt var uden nogen som helst forbehold en skandale af dimensioner for både FN og det internationale samfund, herunder især stormagterne.

Men selv dårlige beslutninger har en forklaring, og skal man lære af historien, nytter det ikke at lade vreden forhindre en i at se klart. Og det har den tydeligvis gjort for Kyrø, især når det gælder Frankrig. At skrive »at det hele var for sprogets skyld« er lige lovlig simpelt, når man skal forklare Frankrigs lidet glorværdige rolle i folkedrabet. At Kyrø ikke kan fordrage fransk udenrigspolitik, skal være ham vel undt, men at inddrage Jeanne D’Arc og Napoleon som bevismateriale for, at det var hadet til den angelsaksiske verden, der fik Frankrig til at støtte regimet alt for længe, den holder altså hverken i byretten eller de internationale domstole. Verden er trods alt mere kompliceret.

Øjvind Kyrø: Godmorgen Rwanda, er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkedrab (Lindhardt og Ringhof, 252 sider, 299 kroner).