Romrejsen år 2011

Politiken| 26.12.2010

I Cuba kan man ikke alene gå i Hemingways våde fodspor og drikke mojito, man kan også opleve de betagende bygninger, hvor Bacardiklanen solgte sin populære rom, indtil den flygtede fra Fidel Castros diktatur.

af Øjvind Kyrø

HAVANA Oppe på Bacardifamiliens gamle hovedkvarter har flagermusen slået sine vinger ud. Dette logo blev sat på flaskerne, for at også analfabeter kunne genkende en god rom, dengang familien kom fra Spanien og slog sig ned i den sydlige del af østaten. Salget gik så godt, at der blev råd til at bygge et smukt hovedkvarter i hovedstaden, og i dag er skyskraberen for Havana, hvad Chryslerbygningen er for New York.

På mezzaninen gemmer sig en bar, hvor familien holdt fester, og her har Rubio, som bartenderen kalder sig, aldrig smagt en Bacardirom. Han serverer glad og gerne en rom fra den gamle Bacardifabrik, men den hedder Caney, Caribbean Club eller Santiago. I det sidste halve århundrede har det nemlig ikke været muligt at få en Bacardirom i Cuba.

Men både bartenderen og andre cubanere er ikke gået glip af noget, mener Leonardo Padura Fuentes, den berømte kriminalforfatter og journalist, hvis hovedperson løser sine eksistentielle problemer med lige dele kvinder og rom.

Leonardo Padura er en af de få cubanere, der har mulighed for at rejse udenlands og besøge lande, hvor man kan smage Bacardirom, som fremstilles i Puerto Rico, USA.

»Den er næsten umulig at sammenligne med en rom fra Bacardis gamle destilleri i Santiago, som vel er det bedste i verden«, siger Padura.

Den surrealistiske historie om, hvordan et spiritusmærke endte som politisk sprængstof, begyndte i 1830, da vinhandler Don Facundo Bacardi y Maso udvandrede fra Catalonien til den spanske koloni i Caribien.

Cuba var en af verdens største producenter af sukker, og af affaldsprodukterne udvandt man en grumset brændevin, som bar navnet ‘ vand-til-tanden’. Den unge Bacardi fandt på at filtrere væsken og lagre den på fad, så det blev en nydelse at drikke den lyse, rene rom, og i 1862 kunne han åbne en fabrik i Santiago.

Bacardis søn, den 24-årige Emilio, satte ved siden af romfabrikationen sit liv på spil i kampen for, at verdens rigeste koloni blev løsrevet fra Spanien. Han smuglede våben og samlede penge ind til at støtte befrielsesbevægelsens krig, og to gange blev han fængslet af de spanske magthavere.

I fire år sad han fængslet i det lokale fort, mens rommen vandt den ene medalje efter den anden verden over. Ironisk nok blev Bacardi i 1886 udnævnt til hofleverandør af den spanske konge, som mente, at den cubanske rom havde helbredt ham for en ondartet lidelse.

Emilio Bacardi blev siden borgmester i Santiago, og han byggede et søjlesmykket bymuseum, som rummer hans private samlinger. Ikke af romflasker, men af bøger, malerier og arkæologiske fund – blandt andet kan man se en mumie fra det øvre Egypten. Rom fra Bacardifamiliens destilleri blev berømt over hele kloden, og takket være forbudstiden i USA begyndte tørstige amerikanere i 1920 at strømme til Havana, som blev omdannet til Caribiens Las Vegas med dertilhørende gode cigarer med forskellig glød, ‘ Kom og bad i Bacardi’, lokkede annoncerne.

Barcardirom var lig med god rom, og pengene fossede ind på familiens bankkonto.

De driftige familiemedlemmer ville have et smukt hovedkvarter. Fem år varede opførelsen af Cubas højeste bygning.

Hovedkvarteret blev smykket med et klokketårn øverst og en flyvende hund som vejrhane. Fundamentet blev lagt af granit fra Norge.

I 1929 blev hovedkvarteret indviet, og da forbudstiden hørte op i 1933, var rommen blevet så berømt, at eksporten til USA sprang i vejret. For at undgå toldafgiften byggede familien en fabrik i Puerto Rico, som tilhører USA, og indtægterne voksede hurtigt, ikke mindst fordi den nordamerikanske afdeling allierede sig med Coca-Cola. Sammen markedsførte de Cuba Libre – en forfriskning, der blev opfundet af en amerikansk hærkaptajn i 1900, da USA havde smidt spanierne på porten. Han bad bartenderen om det bedste fra Cuba og fra USA og løftede glasset med ordene »Por Cuba libre« – for det fri Cuba. Siden hen blev der sat musik til, så man med The Andrew Sisters kunne synge ‘ Rum and Coca-Cola’.

Støttede mordplaner på Castro

Efter Emilio Bacardi var det familiemedlemmet José Bosch, der kæmpede på to fronter. Dels førte Bosch firmaet videre med succes, dels kæmpede han mod diktatoren Fulgencio Batista og støttede Fidel Castros oprørsbevægelse med flere millioner kroner.

Da Batista i 1959 flygtede og Castro tog magten, var Bacardifamilien de sejrrige revolutionæres mest prominente støtter.

Men snart følte Bosch sig forrådt. Det ny styre førte sig diktatorisk frem og nationaliserede alt.

Bacardifamilien flygtede til USA og støttede ethvert initiativ til at få Che Guevara og de to brødre Castro udraderet – både politisk og fysisk. José Bosch havde nære forbindelser til CIA, og sammen med ma-fiamedlemmer var han med til at udpønse planer om at myrde de tre magthavere samt at bombe de nationaliserede olieraf-finaderier. Planerne blev enten afsløret eller mislykkedes, men Barcardiklanen, der i dag tæller næsten 500 efterkommere af Don Facundo, har ikke helmet i sin iver efter at få gjort en ende på regimet i Cuba.

Fidel Castro fortsatte med at producere rom på den nationaliserede fabrik – og i Bacardis navn. Men familien lagde systematisk sag an mod ethvert firma i noget land, der solgte cubansk Bacardirom. Fra nu af var Bacardirom fremstillet i Puerto Rico.

Castro tabte det juridiske slagsmål og måtte fjerne etiketten fra den statsproducerede rom og i stedet eksportere den under navnet Havana Club.

I dag er Bacardi verdens største romfabrikant, men som både forfatteren Padura og firmaets egne annoncer peger på, skal denne rom fra Puerto Rico blandes med en anden væske for at kunne drikkes med nydelse.

Gennem årtier lå cubansk rom underdrejet på verdensmarkedet, indtil den europæiske koncern Pernod Ricard i 1993 blev Castros salgsled i over 80 lande og gjorde Havana Club til et mærke, man kunne købe i sin lokale Brugsen.

rejser@pol.dk

Fakta: BESØG BACARDIBAREN

La Barrita er navnet på den private bar, som familien Bacardi indrettede i sit hovedkvarter.

Baren er åben hver dag fra kl. 10-22 og gemmer sig på mezzaninen i gaden Monserrate 261 i det gamle Havana.

Flagermusen på Bacardis etikette er egentlig en flyvende hund. Sådan hedder denne særlige gruppe af flagermus, som kan blive op til 40 cm lange og har et vingefang på 1,5 meter, fordi dens hoved har samme facon som en hunds. Under taget på Bacardi-familiens første destilleri hang en koloni. Fru Amalia Bacardi fik ideen til at bruge en flyvende hund som logo, fordi dyret ifølge katalansk mytologi er lykkebringende.

Billedtekst:

GLADE DAGE. Bacardi var ensbetydende med god rom og Cuba – indtil revolutionen for 52 år siden. Bacardi-familien flygtede til USA, hvor de siden har produceret en rom, der kun kan drikkes, hvis man blander den med noget andet.

Det er Havana Club, der drikkes i Cuba. Det er sjældent at møde en cubaner, der har smagt en Bacardi. Det var den unge indvandrer Facundo Bacardi, der fandt på at filtrere den grumsede brændevin, som var et biprodukt af sukkerproduktionen, og lagre den på fad, så det blev en nydelse at drikke den lyse, rene rom.

KONTRAST. Bacardis tidligere hovedkvarter i Havana med firmaets logo på toppen er en af de fineste art decobygninger i Latinamerika.