Reportage: Ømme baller og menneskeædere

Politiken  | 25.08.2007

Af Marcus Rubin

Øjvind Kyrøs reportagebog fra Congo er spændende og udbytterig læsning. Også selv om den indimellem er noget overfladisk.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor det hedengangne danske mandemagasin Fokus sagde ja til at finansiere journalisten Øjvind Kyrøs tur til guldminerne i det østlige Congo. Er målgruppen yngre mænd og deres testosteronpumpede kroppe, bliver det ikke meget bedre.

Afrika er det mørke kontinent, Congo er mørkets hjerte, og det gælder især det østlige Congo, der er et ufremkommeligt dødsensfarligt vildnis, som de sidste ti år har været skueplads for en af verdens mest oversete og blodigste krige. Hvis en rejse gennem sådan en røverrede ikke skulle være mandebladsmateriale, står verden ikke længere.

Og Kyrø leverer i høj grad varen. Her er kannibalistiske oprørere, afskårne kønsdele, dyb armod og en halsbrækkende motorcykel- og helikoptertur til de guldminer, hvis rigdomme har været Congos forbandelse. Mindede de artikler, som Kyrø sendte hjem, bare lidt om hans nye bog, er det ikke hans skyld, at Fokus ikke klarede mosten.

Men en ting er magasinartikler, en ganske anden en bog, og her kan man diskutere, om det er rimeligt at udgive en bog baseret på en reportagerejse af to ugers varighed – hvoraf en del af tiden er gået i nogenlunde bekvemmelighed hos Folkekirkens Nødhjælp i området. Det bliver næsten uundgåeligt en ret overfladisk affære, hvor Kyrø gør sig skyldig i netop det fænomen, han på et tidspunkt i bogen beklager, nemlig at det er så tilfældigt, hvad der bliver skrevet om Congo og det øvrige Afrika. Den tendens bliver næppe ændret, så længe folk som Øjvind Kyrø mener, at de kan skrive en bog om kæmpemæssige områder efter en enkelt smuttur.

Når ’Congo: Farezone 5’ alligevel er spændende og udbytterig læsning, er det, fordi Kyrø snyder på vægten og krydrer rejsen med både hyppige flashbacks til sine tidligere reportagerejser til området og lange og generelt gode baggrundsafsnit om Congo.

Ikke mindst afsnittet om den fabelagtigt skammelige måde, hvorpå Vesten generelt, og USA og Belgien især, tillod Congos første premierminister, Lumumba, at blive dræbt, er fascinerende læsning, som sætter den respekt Lumumbas morder og Congos mangeårige diktator Mobuto nød i Vesten (herunder i Danmark, hvor han havde dronningen til bords i forbindelse med Det Sociale Topmøde i 1995) i et yderligere dystert skær.

Hertil kommer, at Kyrø generelt er en velskrivende og observant guide til en eksotisk region, de færreste kender til. Som en god reporter ser Kyrø ikke bare, hvad der er omkring ham, men bemærker også det, som mangler – f.eks. handlende på vejen til guldminerne – og er i det hele taget behageligt ukrukket medreflekterende omkring det, han oplever, og den utrolige ligegyldighed verdenssamfundet har vist over for krigen i Congo, der har kostet næsten fire millioner mennesker livet.

Ikke mindst i starten fylder Kyrøs personlige rejsekvaler med dårlige tolke, vabler på måsen og hede drømme om et varmt bad og en kølig pilsner dog lige lovlig meget. En skrappere redaktør havde med fordel snittet en del af disse noget repetitive afsnit ud og erstattet dem med et mere detaljeret kort over regionen med en ruteangivelse, så man som læser kunne følge med og lettere forstå de gode geopolitiske overvejelser, som Kyrø gør sig. Og så havde et par enkelte fotografier bestemt heller ikke skadet, ikke mindst fordi vi flere gange hører, hvordan Kyrø rent faktisk tager billeder af det betagende landskab.

Lidt ærgerligt al den stund, at havde Kyrø brugt længere tid i området og People’s Press kælet bare lidt mere for bogen og dens udstyr, kunne den have svunget sig op til noget virkelig imponerende. Måske næste gang.

Øjvind Kyrø: Congo: Farezone 5. En rejse gennem verdens største krigsskueplads. People’sPress, 260 sider, 249 kroner.