Rapport fra det ufattelige

Politiken | 17.04.1994

Af Øjvind Kyrø

Med gennemsvedt tøj kom de gående ind i Novotel, lykkelige over selv at være i live, men skygger gik over deres ansigter, når de kom til at mindes den skæbne, deres sorte venner, kærester eller kolleger har fået.

Udmattede i sjæl og krop fik nonner i ordensdragter, hjælpearbejdere og forretningsfolk udleveret nøgler til hotelværelser uden lyde fra maskingeværer, og så snart de havde fået et bad, stillede de sig op i køen for at ringe til deres familie gennem en af de to internationale telefonlinjer, som Burundis største hotel disponerer over.
Efter flugten fra Rwanda søgte Cedric Hopf tilflugt i hotelrestauranten for at undgå de andre hvide, der var blevet evakueret, og høre deres oplevelser af massakrerne. Han tålte ikke mere. 
– Selv ikke dyr dræber så bestialsk, sagde Hopf. Han var tysk chef for et transportfirma i Rwanda og måtte i fire dage sidde skjult og høre på dødsskrigene udenfor, indtil han endelig blev fundet og evakueret. 
Den danske læge Bjørn Jensen fejrede sin 59 års fødselsdag som interneret flygtning i det u-land, han knapt et år har arbejdet i. 
– Jeg opholdt mig i Kigali, da krigen brød ud. Uden for hotellets jernport bragede skud fra maskingeværer og raketstyr. Bevæbnede tyvebander plyndrede butikkerne, hutu-soldater og tutsi-rebeller kæmpede mod hinanden lige uden for porten, og jeg så for første gang et menneske blive skudt. Hvad der berørte mig mest var, at soldaterne så ud til at nyde det. 

INTET NÅDESTØD

Der kom en bil kørende med to soldater oppe på ladet. De så en mand på gaden. Han faldt på knæ og rakte hænderne i vejret mod dem og bad for sit liv, kunne jeg høre. Så lød der to skudsalver, og han faldt om og lå fuldstændig ubevægelig, stendød. Lidt efter kom to andre soldater slentrende op ad vejen, og de skød også ind i ham, selv om han var død. 
Jeg oplevede et had og en brutalitet, som er uforståelig, når man den ene dag ser tutsier og hutuer komme gående med hinanden i hånden og den næste dag dette. 
Alle de askegrå ansigter på Novotel kan fortælle den samme historie. 
Om grusomheder så afskyelige, at fortælleren selv har svært ved at tro sine egne ord, når han hører dem. Om kvinder, der myrder børn. Om soldater, der skyder civile. Om patienter, der bliver hakket til døde i deres hospitalssenge. Om hvordan jernstivere fra betonmure bliver brugt til at smadre hver knogle i kroppen, og at dræberen undlader at give ofret nådestødet ved at knuse kraniet og i stedet efterlader mennesket rallende i blod. 
Men hvad ingen kan forklare er, hvordan et had så ubændigt kan blusse op så hurtigt. 

Krigen brød ud, så snart det blev kendt, at Rwandas hutu-præsident var omkommet i et flystyrt. Det var onsdag aften den 6. april. I flyet sad også præsidenten fra den sydlige tvillingestat Burundi. De havde været til fredsforhandlinger i Tanzania, hvor også Ugandas præsident deltog. 
Rygtet blev spredt, at det var soldater fra den tidligere kolonimagt Belgien, som havde skudt flyet ned, da det skulle lande i Kigali lufthavn. 
Ti belgiske soldater og tre civile blev dræbt i de blodige dage, der fulgte. 
Landet var med et uden autoritet, og tutsierne benyttede øjeblikket til at gribe til våben, angribe enhver hutu på deres vej og soldater fra regeringshæren. 
Nordfra, fra Uganda, hvor tusinder af tutsier i eksil har støttet præsident Yoweri Musevenis væbnede kamp mod forgængeren Milton Obotes rædselsregime, strømmede rebeller fra FPR – Rwandas Patriotiske Front – mod Kigali. 
Og siden har kampene stået på, alt imens alle udlændinge blev evakueret ved hjælp af specialtropper fra Canada, Belgien, Frankrig og USA, som blev sendt til Rwanda. 
I forvejen var der udstationeret 2.500 FN-tropper i Kigali, men de har blot passivt set til, mens folk blev slået ihjel uden for kasernen, for de har ikke fået mandat til at blande sig i konflikten. 

HUTUERNE GØR BLODIGT OPRØR
Ikke alene er myrderierne gammeltestamentlige i deres gru, de har omtrent også samme rod. Som Kain og Abel, nomaden og agerdyrkeren. 
Hutuerne – et bantu-folk – indvandrede først og begyndte mellem år 0 og 1000 at dyrke jorden. 
Omkring 1300-tallet kom tutsierne nordfra, sandsynligvis fra Etiopien og Øvre Egypten. De er højere, slankere og lysere i huden end hutuerne, og de er kvægavlere og nomader. 
Snart talte de to folk det samme sprog og fik fælles kultur og religion. 
Men trods sammensmeltningen og trods, at hutuerne udgør 85 procent af befolkningen, var det tutsierne, der regerede og organiserede. 
Da først tyskerne og siden belgierne erobrede landet, støttede koloniherrerne sig til dem, der i forvejen styrede landet. Tutsierne fik derfor også den bedste uddannelse og de mest magtfulde stillinger under kolonistyret. 
Men hutuerne dannede en modstandsbevægelse og krævede af belgierne samme rettigheder, når det f.eks. gjaldt uddannelse, som tutsierne havde. 
I 1959 udbrød der borgerkrig, hvor titusinder blev dræbt. Det var på den tid, da de fleste europæiske lande havde fundet det bedst at afhænde deres kolonier, så belgierne begyndte pludselig at støtte de rebelske hutuer, der krævede demokratiske rettigheder. Da Rwanda fik sin selvstændighed i 1962, var det således en hutu, der blev præsident. 
Hutu-regeringen indførte kvotaordninger, når det gjaldt uddannelse og stillinger i den offentlige administration. Tutsierne, derimod, som gennem århundreder havde været vant til at få den bedste undervisning og de mest attraktive stillinger, følte sig forfordelt, og flere gange indledte tutsi-rebeller angreb på landet fra de flygtningelejre i nabolandene, som blev oprettet efter borgerkrigen i 1959. 
Men hutuerne fik gang på gang nedkæmpet oprørerne – indtil det i 1990 begyndte at se faretruende ud. Da begyndte FPR at invadere landet og nåede næsten frem til hovedstaden Kigali. 
Kun takket være militærhjælp fra Zaire, Belgien og Frankrig fik Rwandas regeringshær slået tutsi-fronten tilbage til Uganda. Men igen i 1992 og 1993 satte eksil-tutsi-hæren angreb ind, og en million rwandesere blev flygtninge i deres eget land. 
Da så flyet med Rwandas og Burundis præsidenter forrige onsdag styrtede ned under mistænkelige omstændigheder, og begge statschefer omkom, brød krigen mellem de to befolkningsgrupper igen ud. 
De etniske fejder næres også af en økonomisk desperation. De mange uroligheder de sidste år har fået høsten til at gå ned, og denne nedgang parret med de faldende priser på kaffe, har fået levestandarden til at falde mærkbart i det i forvejen forarmede land. 

CHECKER ID-KORT FØR MORD

Oveni kommer en kraftig vækst i befolkningen, der har gjort Rwanda til en af klodens tættest befolkede stater. Dengang tutsier og hutuer levede fredeligt side om side, var der masser af plads at deles om. I dag bliver der Oveni kommer en kraftig vækst i befolkningen, der har gjort Rwanda til en af klodens tættest befolkede stater. Dengang tutsier og hutuer levede fredeligt side om side, var der masser af plads at deles om. I dag bliver der dagligt flere og flere nye rwandesere, der skal leve af det samme stykke land. 
Økonomien er så degenereret, at uden udenlandsk bistand ville de fleste sulte ihjel. Men et er nødhjælp, noget andet er bistand til udvikling. 
Her er pengekassen i de vestlige lande solidt låst på grund af det politiske kaos. 
– Krigen skyldes Vestens pres på Rwanda, siger Olaf Anhøj, der sammen med sin hustru og deres to børn er evakueret fra den sydlige del af landet, hvor han i tre år har været rektor på et gymnasium, som danske baptister driver. 
– Vesten kræver, at hutu-regeringen skal integrere 40 procent af tutsi-oprørshæren FPR i hæren. Og hvorfor? Fordi vi i Vesten har en forkærlighed for mindretal, for de er jo altid de svage, tror vi, siger Olaf Anhøj. 
Tutsierne, der udgør 14 procent af Rwandas befolkning, er de mest veltalende og PR-mindede, og de glemmer aldrig deres fordums vælde som landets regenter. 
– Situationen er ligesom under Anden Verdenskrig, siger den flygtede tysker Cedric Hopf. Tutsierne er arierne, herrefolket, og hutuerne har mindreværdskomplekser. 
Han fortæller, at han har set dynger af lig, som lå med deres ID-kort oplukket på brystet. Det er nemlig ofte ikke til at se, om en person er hutu eller tutsi. Derfor checker bødlen først ID-kortet, før han slår ihjel. 

DEMOKRATI GIVER DE RIGE MAGTEN

Men hvordan standser man en stammekrig i det smukke land med de tusind høje, som kalder sig selv ‘Afrikas Schweiz’ og er berømt for sine bjerggorillaer?

– Vi fra Vesten begår overgreb på en befolkning, når vi banker i bordet og som en anden koloniherre kræver, at de skal overtage vores politiske system, som hænger sammen med vores kultur, siger rektor, cand.phil. Olaf Anhøj. 
– Deres kultur, tankesæt og mentalitet er helt anderledes end vores, og vil man indføre demokrati her i Afrika, bliver det de rige, der får magten, fordi de ved, hvordan man skal manipulere med folk. 
– Vesten skal støtte projekter, som hjælper folk til rimelige levevilkår og til en uddannelse, der giver den almindelige rwandeser overskud til selv at vurdere og bestemme, om han vil have diktatur eller demokrati. Vi må ikke nægte dem penge, hvis de ikke gør, som vi siger, mener Olaf Anhøj.