Politiker i særklasse
Weekendavisen| 07.01.2005
Da Lula, socialistisk fagforeningsboss, blev valgt til præsident, frygtede diplomater og pengemænd for et nyt Cuba. I dag har landet rekordvækst, udlandsgælden betales til tiden og ledere fra verdens stormagter bejler til Brasilien
Af Øjvind Kyrø
RIO DE JANEIRO – Globaliseringen har ramt Brasilien. Det kan man se på brysterne, der er blevet større i de sidste par år, fordi tv-serier fra USA og Europa har sat præg på de lokale skønhedsidealer. Først var det studieværtinder og skuespillerinder, der kunstigt fik øget brystmålet, nu vil de menige unge kvinder også følge trop. I det stærkt kropsbevidste Brasilien bestod de fleste brystoperationer førhen i at reducere barmen, i dag dikterer den ny mode det modsatte.
Udover dette håndgribelige tegn på globaliseringen kan man på gaden også se, at Brasilien er blevet endnu stærkere knyttet til resten af verden, fordi kablerne i lygtepælene er blevet tyk-
kere. Brasilianerne graver ikke deres ledninger ned, de hænger i master, så de er nemme at reparere og forøge. Over 20 millioner brasilianere har fået adgang til internet, men målt i procent
af befolkningen svarer det kun til 11, for fattigdom er fortsat barsk dagligdag for 53 millioner mennesker, der lever for under en dollar om dagen.
I de sidste par måneder har der været fornemme udenlandske besøgende i regeringsbyen Brasilia – besøg, som viser, at Brasilien, i stedet for at være et land, man i udlandet ikke kunne tage alvorligt på grund af den epidemiske inflation og kroniske korruption, nu er ved at finde sin plads på den internationale scene. Ruslands præsident Putin, Sydkoreas præsident Roh og Kinas præsident Jintao kom på besøg i november, hver med sin dagsorden.
Putin ville sælge kampfly og samtidig give sin støtte til, at Brasilien får permanent plads i FNs Sikkerhedsråd. Roh kom for at sælge højteknologi mod at få adgang til Brasiliens enorme naturressourcer, og det samme ærinde havde Jintao, som desuden indgik aftaler om at bygge såvel en naturgas-ledning som en jernbane fra nord til syd i Sydamerikas største land.
Alle tre præsidenter kom flyvende for at møde Lula, som præsident Luiz Inacio »Lula« da Silva rettelig hedder, for Lula har givet Brasilien en ny betydning.
Selv om pengemændene frygtede, hvad denne socialistiske parti-boss mon kunne finde på for at holde sine valgløfter til de fattige, har han overrasket dem. Renter og afdrag på den gigantiske offentlige gæld på 240 milliarder dollars bliver betalt tilbage til de udenlandske långivere til tiden, og hans erhvervspolitik får ros.
De fattige, derimod, føler sig snydt. Brasiliens første præsident fra arbejderklassen blev blandt andet valgt på en storstilet plan om at afskaffe sult og skabe millioner af arbejdspladser samt at skaffe jord til 400.000 familier – hvilket svarer til 1,6 millioner mennesker. Men når det gælder det sidste problem, har Lula efter to år i embedet kun fået bosat 106.000 familier.
Takket være en økonomisk vækst, der sidste år nåede over fem procent, er det derimod lykkedes Lula at skabe masser af nye arbejdspladser, fordi de udenlandske børser er ved at blive trygge ved Lulas styre. Spanien og USA er de to største udenlandske investorer, og besøgene af præsidenterne fra halvdelen af BRIC-landene plus Roh, der gerne vil føje et K for Korea til akronymet (som står for Brazil, Russia, India og China), vidner om, at Brasilien ikke er til at komme udenom.
Også internationalt fører Lula sig frem og smeder sammen med Tyskland, Indien og Japan politiske alliancer for at få plads i Sikkerhedsrådet. Han har sendt militære styrker til FN-operationen i Haïti for at vise, at han mener noget med sit internationale engagement. Lula vil spille en af hovedrollerne på verdensscenen som chef for verdens 12. største økonomi og ejer af nogle af de største naturressourcer på kloden.
Mor er idolet
Men hvem er denne præsident Lula egentlig? Han fik 61 procent af stemmerne, og hans Arbejderparti (PT) dannede i 2003 en koalitionsregering med andre venstre- og centrum-venstre-partier. Og alle ved, at han blev født i et af de mest ludfattige hjørner af landet, og at han mod alle odds arbejdede sig op gennem fagforeningerne i bilindustrien og endte som partiboss.
»Han brugte denne myte til at blive valgt,« siger Christian Dutilleux, som gennem 20 år har arbejdet i Brasilien som belgisk Latinamerika-korrespondent. I februar udgiver han på et fransk forlag en bog med titlen Lula, som han har foretaget 50 rejser og 100 interviews for at samle stof til. Men den fulde historie om Lula, viser den ny bog, er anderledes end de nærmest stalinistiske lovprisninger, offentligheden hidtil har været præsenteret for.
Ifølge bogen brugte Lula helt bevidst eventyret om den fattige dreng, der blev en af landets mest populære politikere, til at blive valgt. Lula vidste, at tv når ud i selv de fjerneste landsbyer blandt folk, der hverken kan læse eller skrive, og at tv er midlet, der kan fortælle myter. Derfor var han opsat på, at eventyret om ham blev fortalt, for det kunne folk identificere sig med.
Og ingen journalister undersøgte historien, ingen af de syv forfattere til lige så mange biografier om metalarbejderen Lula gjorde sig den umage at tage op til det allerfattigste nordøstlige hjørne af landet, hvor Lula blev født som nummer ni i børneflokken, før Christian Dutilleux købte en billet og kørte ud på landet.
Historien viste sig at være endnu mere dramatisk end den myte, der blev liret af i fjernsynet, siger Dutilleux: »Hans politiske idol er ikke en socialist, men hans moder, der hed Euridice. Hun kunne ikke læse, kom aldrig uden for hjemmet, for hun fødte 12 børn, hvoraf de fire døde i vuggen. To gange i sit liv brød hun op og trodsede alt, fordi hendes mand havde svigtet hende og børnene og rendt af sted med hendes kusine, der var blevet hans elskerinde. Moderen delte middagsmaden – for eksempel en fisk – op i otte stykker til sine børn, solgte familiens jord og få ejendele for at få råd til en busbillet til familien til at tage sydpå til Santos, hvor hendes mand havde slået sig ned med elskerinden, der var 14 år gammel. Men salget af boligen og jorden, fortalte hendes naboer, indbragte end ikke nok til busbilletterne, så fattig var hun.”
Moderen fandt sig ikke i uretfærdigheder og brugte ikke-voldelige midler for at få sin værdighed igen. Og det er moderen, der er Lulas ledestjerne, ikke marxismen. Lula opdelte førhen befolkningen i klasser, for hans parti, sagde han, var for arbejdere, ikke forretningsfolk. Og sådan var det fra de store strejker i 1977, som han stod i spidsen for, og frem til 2001, da han senest stillede op til præsidentposten. På det tidspunkt gik han ud af skyttegraven, tog erhvervsmanden i hånden og sagde, at nu skulle de sammen lave en ny pagt. Så i dag er det sådan, at skopudserdrengen er præsident, mens vicepræsidenten er en forretningsmand.
»Det mærkelige er, at han ligesom en elevator er i stand til at fare fra den ene etage til den næste og alligevel være den samme,« siger Dutilleux. »Han har boet mange forskellige steder, haft mange jobs og deltaget i et utal af sammenhænge. Og ingen folk fra de forskellige steder og grupper forstår hinanden, hvis man bringer dem sammen, men de kan alle lide ham, hvorimod Lula forstår dem alle sammen; han kan være kammerat med kammeraterne fra bilfabrikken, og han kan være kollega med præsident Bush – uden at have mange ansigter, han har kun ét.
Lula har også været heldig. Første gang var, da hans kommunist-bror pressede ham ind i en fagforening, selv om Lula ikke anede spor om politik. Fagforeningen blev hans ny familie, for samtidig døde hans højgravide kone, som han netop var blevet gift med. Det andet held var, at den fagforening var den bedst organiserede i landet. På trods af at Lula dengang var genert og skælvede ved synet af en mikrofon, overvandt han sit handikap og blev den største fagforeningsleder, Brasilien har haft. Lula er ligesom Bush brillant til at skjule, hvor intelligent, han er – derfor er han så populær. Selv om Lula aldrig har studeret og først som ti-årig lærte at læse, kan han tale jævnbyrdigt med intellektuelle. Han er talentfuld på en ganske enestående måde.«
Christian Dutilleux mener, Lula er »en af de mest interessante politikere i det 21. århundrede«.
»Når han mod alles forventninger begynder at betale udlandsgælden tilbage, skyldes det igen hans moders indflydelse: Man skal spare og ikke være afhængig af lån. Han er et politisk dyr, en pragmatiker, som kan ændre holdning på et sekund. Førhen gik han til valg på at udsætte udlandsgælden, nu går han ind for at betale den uden nogensinde at have forklaret hvorfor. Og internationalt blander han sig, fordi han ligesom sin moder er stolt af sit land og derfor siger, at brasilianere både er nationalister og internationalister. Lula er som en kunstner, der står på en scene, han selv har bygget op; han skriver selv stykket og spiller selv hovedrollen. Men inspirationen kommer fra hans nu afdøde moder.«
Den 59-årige Lula har ikke ændret karakter, selv om han i dag er så populær, at »han vil have svært ved ikke at blive genvalgt ved næste valg,« som professor i økonomi Luiz Roberto Cuhna, der er professor ved et af Rios prominente universiteter, siger det til Weekendavisen.
Dutilleux: »Lula er stadig jævn og uformel, magten har ikke ændret ham; Han er lynende flittig, flyver i løbet af en dag ned til en delstat, sætter sig på en bulldozer for at indlede bygningen af en ny vej, holder et par timer senere tale i parlamentet i Brasilia om ny infrastruktur, træffer et utal af beslutninger om vigtige sager, som hans nære rådgivere forelægger ham, og om aftenen elsker han at invitere venner hjem, smide skoene og trække nogle bajere ud af køleskabet. Han er lige gode venner med Jacques Chirac som med Fidel Castro, og han vil hellere samle på venner end at bruge sin tid på at puge penge sammen på en konto i Schweiz. Han er en puritaner ligesom sin moder.«
Amazonas i flammer
Det succesfulde ny styre i Brasilia tæller foruden præsident Lula også den magtfulde finansminister Antonio Palocci, som førhen kun havde et idealistisk forhold til økonomi. Palocci er læge og tidligere trotskist. Han har en stor del af æren for, at landet kan mønstre et rekordstort handelsoverskud i 2004 på 33 milliarder dollars, takket være en uset stor eksport af især sojabønner og jernmalm. Økonomien gløder, og væksten blev sidste år på over 5,3 procent, hvilket ikke er set bedre siden 1994.
Den 44-årige Palocci har ligesom Lula lagt sine marxistiske idealer på hylden og hyldes af erhvervslivet og de internationale børser for sin konservative finanspolitik, men internt i PT bliver han ofte kritiseret. Da Palocci senest blev angrebet af sine partifæller, forsvarede Lula ham og sagde, at Paloccis politik var i samklang med hans, »ligesom instrumenterne i Beethovens femte symfoni«.
Men uroen rumsterer stadig, fordi Lula sætter den økonomiske politik over de sociale forbedringer, for slet ikke at nævne de miljømæssige. »De økologiske problemer ligger langt nede på listen, fordi Lula først og fremmest vil skabe ti millioner nye
arbejdspladser, brød på bordet og sidst, men ikke mindst ordentlige hospitaler. Hans første kone døde nemlig i sin tid på grund af lægesjusk,« fortæller Christian Dutilleux.
Forrige år blev et område af Amazonas, der næsten svarer til størrelsen af Jylland, lagt øde af kvægavlere og landmænd, der ville indvinde nyt land. Miljøaktivister protesterer mod destruktionen af »verdens lunger«, som Amazonas kaldes, fordi regnskoven er i stand til at absorbere drivhus-udledninger. Men protesterne nytter tilsyneladende ikke, skoven står dagligt i flammer.
Amazonas-junglen er hjem for 30 procent af verdens plante- og dyrearter, men landbruget og erhvervslivet mener, at miljøbeskyttelse hæmmer landets fremdrift. En af Lulas mest kontroversielle planer går ud på at anlægge en motorvej til de nyligt ryddede områder af Amazonas, og disse planer, der snarere vil fremme ødelæggelsen af regnskoven end hæmme den, møder voldsom kritik, mestendels fra miljøorganisationer, sjældent fra partnerne i BRIC-samarbejdet, der blot er interesseret i at erhverve de vældige naturressourcer, som Brasilien er velsignet med.
Miljøaktivisterne anklager Lula for at ofre regnskoven for at skabe eksportindtægter og arbejdspladser, og de mener, at regeringens tal over ødelæggelsen er alt for lavt sat. Regeringen hævder, at kun 16 procent af Amazonas er blevet lagt øde, mens Imazon – en brasiliansk miljø-gruppe, hvis arbejde med satellitfotos blandt andet støttes finansielt af Tysklands og USAs regering – mener, at 47 procent af verdens største jungle, der dækker et område på størrelse med Australien, allerede er forsvundet i flammerne.
Ny pagt
Brasiliens vigtigste markeder er nabolandene i Sydamerika samt EU og USA, og til sidstnævnte er det flyvemaskiner, der udgør hovedeksporten. Men i løbet af de sidste fem år er eksporten til udviklingslandene steget med 35 procent. Kina er blevet den tredjestørste handelspartner, med sojabønner som den foretrukne eksportvare.
Lula udtalte forleden stolt, at Brasilien under hans styre var ved at skabe et »nyt handels-geografisk landkort«, med Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien som de store lokomotiver i verdenshandelen.
»Denne alliance vil stå stærkere over for USA, som traditionelt har styret Latinamerika, og det er ikke sundt at være afhængig af en så stor handelspartner,« siger Luiz Roberto Cuhna. »Især Kina er interesseret i at investere i infrastrukturen her i landet, fordi de har pengene, og vi har de naturressourcer, som de har brug for.«
Men økonomiprofessoren indrømmer også, at alliancerne, som præsident Lula utrætteligt kæmper for at opbygge, ikke er særlig holdbare på længere sigt, fordi partnerne i disse såkaldte syd-syd-pagter indbyrdes kappes om at sælge billigst muligt til de rige markeder i nord, i EU og USA. Og det er de stærkeste økonomiske magter og deres kultur, der styrer handelen – og nu også brysternes størrelse.