På vandretur i en plyndret by
Politiken | 27.07.1994
Af Øjvind Kyrø
Den franske ambassadør i Rwanda har en fin smag. Det kan man forvisse sig om nede i boden om hjørnet, hvor hans vinkælder er til salg. Læg 60 kroner på disken, og der frit valg på alle hylder mellem hans rødvine.
Hans glimrende Cote de Beaune-Villages fra 1987 er drikkeklar.
Ambassadøren flygtede efter blodbadet begyndte 6. april, og driftige folk – læs: RPF-soldater – sikrer nu, at andre kan nyde godt af hans vine.
Hans residens er også taget i brug. I sidste uge kom en fransk delegation til Kigali og bankede på porten til deres gesandts bolig. En vagt lukkede op. Nej, de kunne ikke komme ind, for nu boede her top-officerer fra RPF – den nye regeringshær.
Jamen, dette er fransk territorium, protesterede Mitterrands særlige udsending brysk. Beklager, svarede vagtmanden, men jeg har mine ordrer.
Det er de mest surrealistiske ting, der sker i disse dage i Kigali.
Siden 6. april og til 4. juli, da RPF erobrede hovedstaden, har Kigali været verdens farligste sted at bo. Det er grunden til, at man ikke i noget andet u-land ser så velnærede, herreløse hunde som her. De har mæsket sig i menneskekød.
Under et skyggefuldt tag sidder en hvid mand bag en øl. Med sin safarihat og korte khakibukser ligner han mest af alt en vildfaren turist. Men manden er læge, psykiater fra England, og har i to uger rejst rundt i enhver flække af landet for at samle vidnesbyrd om massakrerne til brug for en britisk menneskerettighedsorganisation. Han indrømmer, at han selv har brug for psykiatrisk hjælp, så snart han om to dage kommer hjem. Han har set, hørt og lugtet for meget død.
Overalt ser man bilvrag, udbrændte, hængende ned fra skråninger eller gennemhullede. De er i færd med at blive kannibaliseret, og enhver brugbar og salgbar del af dem bliver taget ud og solgt på det sorte marked.
Og intetsteds på kloden ser man så mange biler uden nummerplader. Vil man af med tyvekoster, så tag til Kigali. Her fungerer intet andet end det sorte marked. Grønne amerikanske dollars er svaret på ethvert behov. Har man brug for et nyt farve-tv, nye dæk, et stereoanlæg, et dusin okser, så spørg RPF.
De er leveringsdygtige i alt, selv om det er officiel politik, at RPF-soldaterne ikke må plyndre. Men først gjorde de nu slagne regeringssoldaterne det, før de gik på tilbagetog. Og nu da sejren er RPF-soldaterne i hænde, benytter de sig af muligheden for at fejre triumfen med at nyde godt at resterne.
De offentlige bygninger er ruiner, omdannet til skyttegrave. Her finder man bag sandsække ammunitionskasser, kondomer og gennemsvedte madrasser i et syndigt rod. I indenrigsministeriets reception har soldaterne fordrevet tiden med at klippe fotos ud af et fransk lingeri-katalog og klæbe dem op på væggen.
JULEKORT FRA CLINTONS
I den surreale afdeling hører også et besøg i den amerikanske ambassadørs residens.
Her kan man få besvaret spørgsmål som: Hvad er fast inventar i en ambassadørs soveværelse? Hvad hører han af musik, når han er helt alene? Hvilke bøger læser han?
Portene til hans villa står på vid gab. I taget har en granat slået ned.Garagedøren er gennemhullet af projektiler.
Foran hoveddøren, hvor de fineste limousiner i Kigali plejede at køre frem, ligger et syndigt rod af blandt andet ambassadørfruens morgensko.
Inde i dagligstuen med grundmuret pejs er alt af værdi fjernet. Tilbage står kun et foto af den flygtede, temmelig unge ambassadør, der står og trykker den amerikanske udenrigsministers hånd, og denne sidstnævnte legemsdel har under det med kluntet skrift prentet: ‘Til David Rausen. Med påskønnelse og højagtelse – Warren Christopher.’
Desuden finder man et julekort fra ‘The White House’, hvor beboerne på omslaget står under et maleri af Abraham Lincoln og ved siden af et overdådigt pyntet grantræ.
Inden i kortet – der ifølge små bogstaver er trykt på genbrugspapir – har afsenderne skrevet: ‘Our family wishes you and yours a joyful holiday season and a new year blessed with health, happiness and peace’ – underskrevet Bill Clinton & Hillary Rodham Clinton.
Oppe på førstesalen ligger en pladesamling – ‘Stardust Memories’ – indkøbt hos Readers Digest, spredt over flisegulvet. Næppe mange bøger er fjernet, for her ligger værket ‘The Art of Diplomacy’ og flyder ved siden af en uåbnet udgave af den glimrende lille indføring i ‘The Rwanda Conflict.’ Går man huset igennem, udleder man uvilkårligt, at amerikanske diplomater må være særdeles renligt anlagt. For til ethvert kontor eller værelse er der tilhørende badeværelser med musegrå badekar, håndvask og WC.
I ambassørens soveværelse er håndvasken tilmed bestykket med guldbelagt armatur. Her opdager man også, hvad enhver amerikansk ambassadør sover ved siden af.
Indbygget i klædeskabet står en pengeskabs-stor og kompakt ‘Transworld’-radiosender, så han til hver en tid ved hjælp af mikrofonen på siden af denne radiostation kan kommunikere med Washington.
DRAK STUEPIGEN GIN?
I den plyndrede ambassadør-residens kan man ved hjælp af de tilbageblevne genstande danne sig et billede af diplomatens privatliv. Enhver sladderblads-journalist ville have givet formuer for at gå her uhindret og alene.
Her i huset brugte de hvide sokker til at afvente julemandens gavestrøm, i kontoret ligger ved siden af et domino-spil stakkevis af brugte check-hefter, hvori ambassadøren har anført enhver modtagers navn og transaktionens formål.
Desuden ligger alle hans arkiv-mapper spredt i et stort virvar, og gad man, kunne man her skrive hans biografi, fordi arkiverne rummer private breve, optegnelser og regnskaber.
Det eneste, der er tilbage i soveværelserne, er de to tunge hovedgærder af mahogni og en væltet, tom kommode. Madrasser og andre brugbare soveredskaber er væk.
Ude på soveværelsets balkon ligger en del genstande fra garderoben. Blå joggingbukser, nylonstrømper, et lysebrunt silketørklæde og en serie rædselsfulde slips. Desuden skæmmes balkonen af smadrede potter med afdøde planter i, et brilleetui og søndertrampede disketter.
Går man en tur omkring residensen, opdager man, at stuepigen havde et meget lille værelse. Hun havde kun indgang fra haven, og foruden en seng – madrassen er røvet – vidner overleveringerne om, at hun trøstede sig med gin af mærkerne Gordon og Beefeater.
Men det er sikkert regeringssoldater på flugt eller sejrrige RPF-partisaner, som her har forlystet sig med indholdet af ambassadørens barskab.
I et opbevaringsrum ved siden af pigeværelset bemærker man, at røverne ikke har interesseret sig for ambassadørparrets to fornemme ridesadler, endsige kroket-sættet eller de mange duge og servietter af papir, som er påtrykt Stars and Stripes.
NONNENS SKILT
At opholde sig i Kigali kræver medbragte soveposer, dunke med vand samt mad. Men en madras kan man som regel finde.
Hotel Meridien er ikke så plyndret som de andre, så her kan man gratis indlogere sig i et værelse. Man kan give en selvansat stuepige – for luksushotellets personale er flygtet – en skilling for at gøre rent, og så er værelset ellers parat – og gratis.
De fleste tilrejsende pressefolk vælger dog at gøre brug af RPF-Hilton, som stedet er døbt. Dets rigtige navn er ‘Centre Christus’ en missionsstation, drevet af nonner og munke fra jesuitter-ordenen.
Som alle andre steder er her hverken el eller vand, og toiletterne er forlængst gået i strejke. Men om aftenen summer stedet, for da går el-generatorerne fra AP, Reuters, WTN, AFP og alle de andre store nyhedsorganisationer i gang, og så kan satellittelefonerne bruges, batterierne til tv-kameraerne, båndoptagerne og computerne bliver genopladet, og lysstofrør udkonkurrerer fuldmånens kolde skin.
Med al den aktivitet bliver missionsstationen helt hyggelig, hvis man holder øjnene fra blodstænkene på væggen. For 19 af missionsstationens beboere blev massakreret. Nogle her i patioen, de fleste i værelse 28.
Døren til rummet er ikke låst. Et tryk på dørhåndtaget og der ligger den.
En madras midt på gulvet, tilsølet af litervis af blod. Ovenpå et Ny Testamente. De hvidkalkede murstensvægge er arret af skudsalver.
Projektilhylstrene ligger på gulvet. Selv op på lampen i loftet er blodet sprøjtet.
Lukker man døren og går 27 skridt ned ad gangen, ud i haven, ser man hullet, der er tildækket med frisk, rødbrun jord. Der blev de 19 myrdede begravet i en stor massegrav.
Hver nat sover journalister og fotografer i deres senge. Skubber deres vækkeure, fotoalbummer, bøger, breve, briller ind på hylderne og bruger pladsen til askebægre, filmruller, øldåser og friske batterier.
Og før de falder i søvn, kan de læse skiltet på indersiden af nonnens dør: ‘Gud lukker aldrig en dør’.