Overlever muzunguen Kyrø mon i Congo?

Danidas magasin Udvikling nr 5 | 2007

Anmeldelse. Journalisten Øjvind Kyrøs ’road-dokumentar’ tager læseren med gennem det krigshærgede Congo i en blanding af journalistisk reportage og refleksion. Underholdningen er i top og baggrunden for krigen velbeskrevet. Alligevel mangler der noget. Måske et sort menneske?

Af Morten Østervang

”Jeg spørger om Ujiji ligger på den anden side, ovre i Tanzania, som vi ikke kan se. Ja, den gør, bekræfter Laurent. Så var det altså derovre, at min alt for sent afdøde kollega Henry Morton Stanley i 1871 mødte missionæren og skotten David Livingstone som formodet. Stanley havde fået et ubegrænset rejsebudget og en latterligt høj hyre af en amerikansk bladkonge for at finde missionæren i Afrikas indre, for dengang som nu handler gode avishistorier om hvad den hvide mand laver i Afrika, og om han overlever, ikke om afrikanerne”.

Sådan lyder det på en af de første sider i journalisten Øjvind Kyrøs nye bog Congo: Farezone 5. Umiddelbart er det svært at gennemskue, om det skal tolkes på den måde, at Kyrø er oprigtigt træt af navlebeskuende aviser, der, ligesom på Stanleys tid, stadig kun vil skrive om Afrika, hvis der er en hvid kendis med.

Eller om det bare skal forstås på den måde, at Kyrø blot betragter det som et grundvilkår: Hvis man skal have en chance for at få et hvidt publikum til at interessere sig for det sorte Afrika, skal det være med en hvid person i hovedrollen.

At dømme efter den måde Kyrø har tilrettelagt sin bog på, må man formode, at han mener det sidste. Eller måske er sagen bare: På den ene side er han sur over, at det skal være sådan. På den anden side gør han, som der forlanges.

Congo: Farezone 5 er nemlig i stor udstrækning en historie om, hvordan muzunguen (den hvide mand) Øjvind Kyrø overlever Congo. Kyrø har på to uger rejst rundt på en hæsblæsende tur gennem nogle af Congos farefulde zoner – og det er der blevet en veloplagt og medrivende bog ud af, der blander Kyrøs rejsebetragtninger med baggrund og refleksion om landets tilstand.

På to uger skal han nå at besøge nogle af Congos farlige egne fra Kalemie i Sydkivu til Bunia, hvor FN’s – begrænsede – fredsbevarende styrker forsøger at holde en skrøbelig fred.

Kyrøs sprog er veloplagt og til tider finurligt. Beskrivelserne er sjove, og de er krydret med gode betragtninger om, hvordan landet er havnet i denne ulykkelige situation. Men. Det er mest af alt en historie om, hvordan Kyrø overlever sine rejsekvaler og alt fra vabler på måsen, mangel på kolde øl, congolesisk dovenskab til beskidte sengelinneder og FN-bureaukrati. Og det er underholdende, bevares.

Der er intet galt med, at vi ser Congo fra forfatterens vinkel. Det gør bogen læseværdig og underholdende. Men fokus kunne være mindre på Kyrø – og mere på Congo.

Når nu Kyrø rent faktisk har fundet et forlag, der har påtaget sig den noble opgave at fortælle om et land, som de fleste danskere ikke aner det fjerneste om, så kunne man godt udfordre den – nok i virkeligheden usande – hypotese om, at der skal være en hvid mand i hovedrollen for at interessere en dansk læser. Man må antage, at dagbladet Politiken fortsat mener, at nogen læser om Ester, som år efter år kører videre i Politiken.

Vi hører ganske vist om sorte mennesker  Men det er enten i spektakulære roller som menneskeædere eller som uduelige, korrupte og inkompetente mennesker, der forhindrer ham i at udføre rejsen. Tolken er en idiot. Grænsevagten er korrupt. Kaptajnen på en gummi-speedbåd, der skal transportere ham noget af vejen, er en fartgal tosse. De sorte er alle statister.

Selvfølgelig er der en indirekte moralsk pointe i hans observationer om congoleserne. Kyrø ærgrer sig over, at så meget elendighed kunne være undgået, hvis der bare var lidt færre, der var dovne eller tænkte på egen berigelse. Men jeg savner at møde en congoleser, der har noget på hjerte.

Sorte skurke

En mere prominent plads får derimod de heltemodige danskere, der er ude i den gode sags tjeneste. Vi møder sygeplejersken Merete fra Læger uden Grænser (MSF), som mange af os kender fra tv som verdens sejeste dansker. Vi møder nødhjælps-bossen Mads fra Folkekirkens Nødhjælp (FKN). Vi møder den pæne, franske værtinde, antropologen Camille, der også arbejder for FKN. Hun laver god mad til Kyrø, der ellers må leve af tørre kiks og ildelugtende fisk. Og vi møder den danske minerydder fra FKN. Altsammen fint.

Men når nu chancen er der for at give læseren en fornemmelse af congoleserne, så er det  ærgerligt, at Kyrø misser den.

En del af forklaringen er nok, at Kyrø har rejst rundt i Congo (og det er ikke alene farligt, men også sindssygt dyrt alene i forsikringer) i blot to uger. Her har han skrevet til danske medier – heriblandt det hedengangne mandeblad Fokus, der nok har lagt vægt på de dramatiske personlige vinkler – og bogen genbruger naturligt nok de samme historier, hvor der formentligt fra starten er anlagt en dansk vinkel. Samtidig er rejsen et mareridt, og tolken taler dårligt engelsk. Det er svære vilkår at få nok stof til en bog under.

Og det er synd. For Kyrøs formål med bogen er ædelt. Han vil sætte fokus på en konflikt, der ikke er forstået særligt godt af særligt mange mennesker, og som indtil nu har kostet fire millioner mennesker livet.

God baggrund

Bogen blomstrer imidlertid, når Afrika-kenderen Kyrø går nærmere ind i baggrunden for konflikten. Der er særdeles gode tilbageblik på historien. Konfliktens regionale tråde bliver pædagogisk forklaret. Og fortællingen om hvordan sammenbruddet i Congo hænger sammen med folkemordet i Rwanda er forklaret, så enhver kan forstå det.

Særligt spændende er afsnittet om den rolle, som Belgien og amerikanske CIA spillede, da de tillod, at Congos første premierminister Lumumba blev dræbt. Ikke alene er forløbet beskrevet dramatisk, men de storpolitiske omstændigheder er pirrende – og forargelige.

Lumumba kunne have været starten på et demokratisk Congo, men faldt ikke i vestlig smag. I stedet kom Mobutu til magten.

Bogen er et prisværdigt forsøg på at nå en bredere skare. Men det er mest for feinschmeckere, når bogen er spækket med gok i nødden til folk i medie- og ulands-branchen: Kristeligt Dagblad, der har nedlagt ulands-tillægget. Redaktører, der kun sender journalister til fattige lande, hvis NGO’er betaler. Og navngivne informationsmedarbejdere i ulandsbranchen, som – temmelig urimeligt –anklages for at lægge forhindringer i vejen og være ’spin-generaler’.

For læsere, der interesserer sig for branchen, er det nyfigen og god underholdning. Men det er måske ikke rimeligt at byde den almindelige læser.

Og der må da være andre end Merete Engel, der gør en forskel?

Øjvind Kyrø bruger også en god portion tid på at forklare, hvordan han havde fået overtalt kendissen over alle kendisser, når der skal fortælles historier om de varme himmelstrøg – Carsten Jensen – til at tage med. Det skulle der komme et tv-program ud af med titlen ”Jeg har set verden ende”. Til Kyrøs store ærgrelse ville ikke engang DR2 sende programmet.

Men når nu Øjvind Kyrø er sådan en fabelagtig fortæller, der formår at fortælle Congos historie på en dramatisk måde og samtidig give læseren en fornemmelse af at være i Congo – hvorfor skal vi så spændes for en kendis?

Øjvind Kyrø: ’Congo: Farezone 5. En rejsegennem verdens største krigsskueplads’. 240 sider, 249 kr, People’s Press.