Opera i regnskoven

Politiken | 14.06.1998

Midt i Amazonas ligger et overdådigt operahus bygget for 100 år siden af nyrige gummibaroner.

Af Øjvind Kyrø

Hør Tosca i regnskovens dyb, se Den Glade Enke ved Amazonfloden, nyd balletten fra Skt. Petersborg danse på scenen i Manaus, hovedstaden i Amazonas.

Det hele var muligt under den festival, Teatro Amazonas tiltrak operaelskere og andre kultiverede turister med i april måned. Det er slet ikke så svært at komme dertil. Hvis man tager af sted fra Kastrup kl. 20, kan man nå næste aften at komme i teatret midt inde i Amazonas.

Manaus er i dag en millionby, hvor 400 udenlandske, fortrinsvis japanske firmaer producerer elektronik, fordi byen er udlagt som et toldfrit område. Men for 102 år siden, da teatret blev indviet, boede her kun 20.000 sjæle, inklusive de 100 europæiske familier, der styrede det hele. ‘Gummibaroner’ blev de kaldt, fordi de tjente latterligt mange penge på at sælge rågummi til de nye bilfabrikker. Automobilet begyndte dengang at blive populært, men der var kun et sted i verden, hvor der voksede gummitræer, som kunne sikre bilisterne en let kørsel på jord, og det var regnskoven i Brasilien.

VASKETØJET TIL PARIS
De 100 nyrige familier spildte ikke al deres tid med at arbejde, de mange penge skulle også bruges. Derfor blev en af verdens mest moderne byer anlagt midt inde i Amazonas. Manaus var den første by i Sydamerika, der fik sporvogne og gadelygter med elektrisk lys, og nede ved havnen blev der opsat en tro kopi af den britiske toldstation i New Delhi, som blev bygget i England og i stumper og stykker fragtet over Atlanterhavet.

Rederiet Booth Line gik i fast rutefart mellem Europa og Manaus og medbragte sten til brolægningen, og kvinder til at gå på dem – bordellerne blev forsynet med polske og franske piger – og takket være den faste ruteforbindelse kunne handelshusene inden for en måned skaffe hvad som helst.

De rige var så latterligt velhavende, at de sendte deres vasketøj til Paris eller London, hestene fik undertiden lov til at slukke tørsten i fransk champagne, og der blev importeret sauerkraut, rypepateer og russisk kaviar i stride strømme.

Men klimaet krævede også store ofre. Den danske opdagelsesrejsende Walther Christmas – der senere skrev drengebøgerne om Peder Most – besøgte i 1892 byen: ‘Tropernes svøbe, den gule feber hærgede Manaus ved vor ankomst til byen, daglig drog ligtog gennem gaderne og altid lige forbi hotellet, hvis beboere skyndsomst trak næserne til sig ved synet af et sådant optog … i 11 dage døde 6 af de 14 mennesker, der med mig ankom til Manaus.’

Det hårde slid med at tappe rågummien blev udført af gamle negerslaver, indianere eller tilrejsende løsarbejdere – datidens økonomiske indvandrere fra Europa – der havde hørt om gummiboomet. De kom hurtigt til at stå i gæld til de 100 familier, der styrede handlen, for de tog ågerpriser for såvel madvarer som værktøj. En kylling kunne koste, hvad der i dag svarer til 350 kr., en pose gulerødder 120 kr.

ALT DET FINESTE
De 100 familier besluttede at opføre et operahus midt inde i regnskoven. Hos de førende arkitekter i Europa indhentede de tre forslag, og de valgte det dyreste projekt.

 Alt blev importeret og var af fineste kvalitet, kun noget af træet kom fra Brasilien, og det blev først fragtet til Europa for at blive forarbejdet af verdens bedste håndværkere. Ellers kom spejlene og krystallysekronerne fra Venedig, balkoner og søjler af støbejern fra Glasgow, mosaikker, statuer og møbler i Ludvig XV-stil fra Paris, marmor fra Carrara, parketgulve fra Riga, det elektriske system fra New York, fliser fra Portugal og gardiner fra Damaskus.

Den første opera, der blev opført nytårsaften 1896 var italiensk, Ponchiellis La Gioconda. De 100 familier fyldte teatret – 90 af dem havde egne loger – og før tæppet gik, kunne de og deres gæster studere det. Det var malet i Paris af en brasiliansk kunstner og viser Amazon-floden, hvis to arme flyder sammen ud for Manaus. I midten sidder den indianske gudinde og vandmoder Yara, som beskytter floden. Fortæppet bliver ikke rullet sammen, men hejses direkte op under kuplen.

Kuplen, som kan ses milevidt, er beklædt med 36.000 emaljerede tagsten, der blev produceret i Alsace i Frankrig. Emaljen får kuplen til at skinne i den stikkende sol, og stenene, der er lagt som fiskeskæl, symboliserer det brasilianske flags farver: gult, blåt og grønt.

Loftsmaleriet i teatersalen består af fire felter, der viser de skønne kunster: opera, ballet, musik og tragedie. De fire felter er opdelt af ben, der afbilder Eiffeltårnet i Paris, så man har fornemmelsen af, at man står nedenunder det.

Som et ekstra raffinement blev opkørslen foran teatret, der ligger på en forhøjning, belagt med en blød, smidig masse, der blev mikset af ler, gummi og sand for at undgå støj fra skramlende hestevogne.

SLÅET AF BRITERNE
De 100 familier inviterede verdens førende solister og orkestre hertil. Men ofte fik de afbud, for eksempel af Enrico Caruso. Da han kom til havnebyen Belem ved Atlanterhavet og hørte rygterne om, hvordan den gule feber hærgede i Manaus, vendte han om.

Men i 1912 standsede musikken brat. Manaus’ monopol på rågummi blev punkteret af briterne. Allerede 36 år før havde den britiske opdagelsesrejsende Henry Wickham i al hemmelighed udført 70.000 frø fra gummitræerne og afskibet dem til den botaniske have i England, hvis direktør havde lovet ham 10 pund for hver 1000 frø han kunne skaffe.

Wickhams forsøg lykkedes – og han blev adlet for sin bedrift. Da frøkapslerne blev lagt til spiring i Kew Garden, var der stadig liv i dem. Få måneder senere blev de første spirer sejlet til de britiske kolonier i Ceylon og Malaysia, og i 1910 var de britiske gummiplantager klar til at blive tappet.

Plantagerne i Østen viste sig at være meget mere effektive end dem i Amazonas, og derfor blev gummibaronerne i Manaus hurtigt udkonkurreret. Og den dekadente by forfaldt. 

I 1967 erklærede regeringen Manaus for toldfrit område for at tiltrække udenlandsk industri, og derefter begyndte handelen igen at gå i gang i regnskoven. Også teatret nød godt af opsvinget – der blev investeret 56 millioner kroner og 18 tons insektdræbende midler til en restaurering.

Turisme er nemlig en af de ting, den lokale regering satser på, og da Teatro Amazonas for to år siden fyldte 100 år, og for fjerde gang i sin historie var blevet restaureret, fik den spanske tenor Jose Carreras en invitation til at synge. Han kom.

Nu lyder der igen skønsang under kuplen, og der slås på tromme for teaterforestillingerne, der også kan kombineres med økologisk rigtige udflugter: en ‘opera-jungle-special’, annoncerer et af rejsebureauerne. Der er et par forestillinger om ugen, og billetpriserne rangerer mellem 35 kr. og 315 kr..