Når læseren bliver taget som gidsel

Jyllands-Posten | 06.10.1997

Af POUL BLAK

Gidseldrama

Peter Asschenfeldts Nye Forlag

I begyndelsen af januar sidste år blev fire personer bortført af en lokal bande nord for Colombias hovedstad Bogota. En af de fire var den 32-årige danske maskinmester Ulrik Schultz, der var udsendt af sit firma F.L. Smidth.

For Ulrik Schultzs vedkommende varede gidseltagningen i 223 dage. Før han atter var fri og kunne begive sig til Danmark.

Stor medieopmærksomhed! For kort tid siden udkom så denne bog.

Endnu større medieopmærksomhed! Ikke mindst fordi bogen afdækker en række forhold, der burde give en række navngivne personer røde øren.

Fra dansk side blev behandlingen af gidseldramaet ikke klaret særlig hensigtsmæssigt _ for nu at anvende en særdeles afdæmpet sprogbrug.

Bogudgaven

Og så sidder man da her og skal anmelde bogen – som bog betragtet. Og altså skal man ikke anmelde virkeligheden bag bogen. Man skal ikke tage stilling til de handlinger og handlingslammelser bogen beskriver, men udelukkende tage stilling til bogen. Hvilket nok er værd at minde sig selv en ekstra gang om som anmelder – og som læser af anmeldelsen.

“Ulrik Schultz – GIDSEL FOR FRED” er skrevet af journalisten Øjvind Kyrø. Han har fortælleteknisk valgt at dele bogen op mellem kapitler, hvor han selv fortæller, og kapitler, hvor bogen lader som om, det er Ulrik Schultz, der selv fortæller – hvilket han selvfølgelig forud har gjort til Øjvind Kyrø.

Så langt, så godt! Bogens helt store problem er, hvad forfatteren nok i planlægningsfasen har tænkt på som bogens helt klare kvalitet, nemlig dens omhu.

For mange detaljer Begrebet research er et adelsmærke. Og det uanset om man er en journalistisk fortællende skribent – en reporter – eller en litterært fortællende skribent – og dermed forfatter.

Research er i sit væsen det samme som omhu, pålidelighed og rigdom af detaljer.

Som skribent kan ens research aldrig være for omhyggelig. Problemet opstår først – når det opstår – hvis man bagefter insisterer på, at “det hele skal med!!” Ligegyldige detaljer Og det er her det går galt i denne bog: Som læser sumper man bogen igennem rundt i en verden af ligegyldige detaljer, der trætter og forplumrer i en sådan grad, at man til sidst som læser selv føler sig taget som gidsel, og hvor lidelserne er påbudte og nødvendige, hvis man vil frem til slutningen. Læs: Løsladelse for læsning!

Lad os tage et par eksempler fra den del af bogen, der beskæftiger sig vor egen verden af aviser og journalister: “Sidst på eftermiddagen ringede telefonen hjemme hos Peter Feldberg. Denne onsdag var hans fridag og velsignet af en stilhed, den 39-årige nyhedschef ikke var vant til. På Morgenavisen Jyllands-Posten kimede telefonen uafladeligt. Det var en af hans mors bridge-kammerater fra Skanderborg, som var i den anden ende.”

Eller her: “Det var den bramfri, digre chefredaktør Arne Mariager, som fire år tilbage i tiden havde fundet på, at en provinsavis som Fyns Amts Avis ikke burde stå tilbage for andre, den skulle også have sin egen dybdeborende afdeling på centralredaktionen i Svendborg. Peter Faber kom direkte fra værtshus og styrede hen mod skrivebordet, hvor den 45-årige nyansatte chef for reportage-gruppen, Frede Jakobsen, sad med sin sædvanlige King’s mellem fingrene.” Det virker som sætter reporter Kyrø sig på en stikkende høtyv mellem Thorkild Hansen og Raymond Chandler.

I sammenhængen her er det ikke alene ikke godt: Det er skidt.

Senere får vi at vide om et familiemedlem til den bortførte at: “Hun græd hele dagen. Hun orkede end ikke at læse det digt, hendes hjerteveninde gennem 20 år havde skrevet til hende og som førhen havde trøstet.” Og gæt nu om bogens læsere får digtet? Jamen det gør vi da. Alle tre vers! Vigtigt og uvigtigt Det er fra først til sidst denne bogs altoverskyggende problem at Øjvind Kyrø ikke har formået at trække en streg i sandet mellem væsentligt og uvæsentligt.

Det overflødige kan være den markante sminke, man som fortæller vælger at give sin personer. Her virker det næsten hele vejen igennem forstyrrende og – hvad værre er – upassende.