Misregeret
Weekendavisen | 01.09.2006
Congo. Verdensbanken foretog for nylig en meningsmåling, hvor et af spørgsmålene lød: »Hvis staten var en person, hvordan ville du så forholde dig over for ham?« Svaret lød: »Dræbe ham.« Reportage fra et pryglet land.
Af Øjvind Kyrø
Bunia, Congo – Millioner af mennesker fik ikke lejlighed til at stemme forleden ved Congos første demokratiske valg i 45 år. De var døde af krigen, den største siden Anden Verdenskrig, og den mest ignorerede. Fire millioner mennesker mistede livet gennem de fem år, kampen om Congos råstoffer varede. Og her i den nordøstlige Ituri-provins fortsætter den.
Mens presse og hjælpeorganisationer overså krigen, satte FN ind og udstationerede 18.000 blå baretter, den største FN-styrke i verden. Og næsten en tredjedel af dem befinder sig her i Bunia, den største by i Ituri-provinsen. Selve byen er fredfyldt, men ude på landet hersker militsstyrker stadig, og en AK-47 koster kun 30 dollars, den billigste pris i verden for M.T. Kalashnikovs stormgevær.
Monuc, som FN-styrken hedder (Mission de l’Organisation des Nations Unies en République démocratique du Congo), forsøger at få militsgrupperne til at lægge deres våben og enten vende tilbage til livet som civilister eller blive optaget i regeringshæren. Sidste år blev 17.000 oprørssoldater demobiliseret.
Men selv om Monuc træner regeringshæren, sker der flere og flere overgreb i form af myrderier, voldtægter og plyndringer i takt med, at militssoldaterne får regeringshærens uniform på. Alene på grund af kampe i år mellem militser og regeringshær er 150.000 mennesker blevet flygtninge.
I Bunia er der hverken aviser eller tv, og nyheden om valgresultatet kommer over radioen. Her i det østlige Congo stemmer man på præsidenten, dels belært af gammel erfaring om, at fattige mennesker gør bedst i at støtte den stærke hersker, dels fordi Joseph Kabila om ikke andet har skabt en vis fred ved at lade Monuc komme til landet. Endelig har den 35-årige præsident det fortrin, at han ikke er så forhadt som hans modkandidat Jean-Pierre Bemba, der var stråmand for den ugandiske hær under krigen, da nabolandet lige som Rwanda, Burundi, Zimbabwe, Tchad, Namibia og Angola invaderede og plyndrede og bekrigede hinanden.
Lungepest
De fire millioner døde får dagligt selskab i den rustrøde jord af nye ofre. En lungepest er brudt ud i området, 1.400 liv har den krævet i første halvdel af året, og den spreder sig hurtigere end byldepest. Merete Engell fra Læger Uden Grænser er chefsygeplejerske på et felthospital i byen, og her prøver man at redde mennesker fra den epidemiske lungepest samt fra kolera, tyfus, malaria og andre dødsens farlige sygdomme.
Ved fyraften er lighuset som regel fyldt. Kun få har penge til en begravelse, de allerfleste får et hul i jorden på en nærliggende mark og som pynt ovenpå et par af ligbærernes plastichandsker. I alt dør 1.200 mennesker hver dag i Congo, halvdelen er børn. Det er verdens største katastrofe, en tsunami hver fjerde måned, siger FNs humanitære chef, Jan Egelund, men han bliver sjældent hørt.
De fire millioner dødsofre, som krigen har forårsaget, skyldes ikke krudt og kugler, men mestendels at folk er flygtet fra kampene og er døde i stilhed af sult eller mangel på rent vand, medicin og andre nødhjælpsartikler. Man ser sjældent et gråt hår i det østlige Congo, og nede i havnebyen Kalemie ved Tanganyikasøens bred anslår Mads Schack Lindegård, der er chef for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i det østlige Congo, at »den gennemsnitlige leveralder er 23,5 år på grund af den store børnedødelighed.«
De potentielt rigeste
Congoleserne kunne være de rigeste mennesker i Afrika. De tæller kun 56 millioner, landet er lige så stort som Vesteuropa, og de går rundt på deres bare fødder oven på alverdens mineralrigdomme. Her er diamanter, guld, kobber, kobolt; uran til de to første atombomber kom herfra, og det sidste store salgsnummer er coltan. Det er en forkortelse af columbite-tantalite, et metallisk mineral, som bruges i mobiltelefoner, computere og digitale kameraer. Det blev smuglet ud af tropper fra Uganda og Rwanda og var med til at finansiere krigsførelsen, som også omfattede diverse congolesiske militsgrupper.
Lige siden den portugisiske kaptajn Diogo Cão i 1482 anløb Congo-flodens udløb, er congoleserne blevet udnyttet. Først som slaver i Brasilien og Nordamerika, dernæst som slaver i deres eget land, da den belgiske kong Leopold II i 1885 ville gøre sig rig på gummi. Belgisk Congo blev simpelthen kongens private ejendom; hans rædselsregime kostede 10 millioner liv. Da den belgiske stat overtog landet i 1907, begyndte venlige vinde endelig at vifte over landet. Belgierne byggede et skolevæsen op, sygehuse blev opført i de fjerneste byer, og der blev anlagt veje på kryds og tværs og skråt over Afrikas tredjestørste land.
Med den materielle udvikling fulgte også uafhængighed og demokrati. Patrice Lumumba blev i 1960 valgt til statsminister, men blev likvideret med billigelse af CIA, som anså Lumumba for at være for venlig over for østblokken. CIA bakkede oberst Joseph Mobuto op, manden, som plyndrede landet og blev en af verdens rigeste mænd, god for fire milliarder dollars. Hans regeringsform bestod af et potpourri af korruption, brutalitet, etnisk had og kaos.
Mobuto måtte flygte, da det lillebitte Rwanda i 1997 pludselig invaderede landet, fordi 1,2 millioner hutu-flygtninge fra folkemordet i Rwanda foretog nålestiksaktioner i forsøg på at destabilisere det nye tutsi-styre i Kigali.
Rwanda indsatte en congolesisk discount-rebel ved navn Laurent Kabila, som allerede Che Guevara havde kasseret – »Kabila kan man ikke bygge en revolution på,« noterede han i sin dagbog om den ofte berusede oprørsleder – da han i midten af 1960erne forsøgte at eksportere den cubanske revolution til Afrika. Til rwandernes store forbløffelse vendte Kabila sine mæcener ryggen og fortsatte udplyndringen af landet, hvor Mobuto havde sluppet.
Igen blev Congo invaderet. Kabila skulle detroniseres. Denne gang fik Rwanda støtte af Uganda og Burundi, men Kabila undgik at blive væltet, fordi han fik undsætning fra Angola, Namibia, Tchad og Zimbabwe. Congo blev delt midt over af en frontlinje, Afrikas »første verdenskrig« rasede. Millioner af mennesker flygtede, og fire millioner af dem døde.
De allierede på hver sin side af fronten brugte mere energi på at plyndre landet for råstoffer end at bekrige hinanden. Fra den ene dag til den næste blev Uganda et guldeksporterende land. Præsident Robert Mugabe i Zimbabwe sendte 20.000 soldater til at assistere Kabilas tropper, mod at Mugabe kunne få diamantminebyen Mbuji Mayi til sin disposition.
Laurent Kabila blev myrdet ved højlys dag i 2001 i sit kontor af en livvagt. I hans sted blev hans 29-årige søn, Joseph Kabila, indsat som verdens yngste statschef, og efter fem års krig lykkedes det for udenlandske diplomater at få en fredsløsning i stand i Sun City i Sydafrika, kontinentets svar på Las Vegas.
De udenlandske hære trak sig ud, sådan som fredsløsningen bød, men urolighederne fortsatte, især i det østlige Congo, hvor Rwandas indflydelse er lige så stærk som før.
»Jeg er ikke kannibal«
Det er Monucs fortjeneste, at det første valg siden 1965, der skulle få landets stærkt vildledende navn – Den Demokratiske Republik Congo – til at tilnærme sig sandheden, overhovedet er blevet holdt. EU har betalt broderparten af de 2,5 milliarder kroner, det har kostet at organisere valget for de 27 millioner vælgere i et ufremkommeligt land, hvor der højst er 500 km asfalteret vej, ingen af dem uden huller.
De tre vigtigste figurer af de 33 mænd, der stod opstillet som præsidentkandidater, var spektakulære på hver sin særlige måde.
»Petit Kabila« satsede med bistand fra et amerikansk reklamebureau på at sætte sit ansigt på T-shirts og kasketter, der blev uddelt i millionvis til befolkningen, hvoraf 80 procent er analfabeter. Den lavmælte statschef høstede flest stemmer på sin hjemegn i det østlige Congo, hvor han sjældent ses. Hovedstaden Kinshasa ligger lige så langt væk som Lissabon fra Warszawa.
Kabila vandt i alt 45 procent af stemmerne, men det er ikke nok til at opfylde valgreglerne, og derfor skal der den 29. oktober holdes et nyt præsidentvalg. Den dag skal Kabila møde Jean-Pierre Bemba, som høstede 20 procent af de afgivne stemmer. Han var oprørsleder, indsat af Uganda, indtil fredsslutningen i Sun City gjorde ham til en af fire vice-præsidenter. Under et af hans valgmøder i det østlige Congo spurgte han retorisk forsamlingen: »Mit folk, hvad ønsker I af mig?« Svaret lød: »Lad være med at spise os.«
Bemba anses for at være en korrupt tyran, der kun kæmper for at blive præsident med det formål at kunne fortsætte med at berige sig. Men forsamlingens replik dækkede også over de rygter, der har været i omløb om, at Bemba under et væbnet sammenstød i 2002 i det lovløse Ituri skulle have sat et par pygmæer til livs. Kannibalisme findes kun sporadisk i Congo, derimod er det en udbredt praksis blandt soldater i oprørsstyrker at spise den slagne fjendes lever eller hjerte for at få hans kraft og blive dobbelt stærk. Derfor måtte Bemba udtale: »Jeg er ikke kannibal.«
Den tredje topkandidat opnåede ikke stemmer nok til at komme med i omvalget. Det er Pierre Pay-Pay, hvis efternavn blev hans skæbne. Han har været ansat af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken og blev siden leder af Congos centralbank. Hans bestikkelighed gjorde ham værdig til en ministerpost i Mobutos regering. Dengang ejede han en flåde på 20 biler af mærket Mercedes-Benz, hver i forskellig farve til at matche den habit, han den dag havde på.
Lovløst
FN har udråbt valget til at være en succes, og i betragtning af hvilke kandidater, congoleserne havde at vælge imellem, er det utroligt, at de mødte frem til stemmestederne.
Mads Schack Lindegård, Folkekirkens Nødhjælp, kalder Congo for »det mest kapitalistiske land i verden. Her er alt privatiseret, hæren, hospitalsvæsenet, toldvæsenet, politiet.« Han henviser til, at såvel Mobuto som Kabila har lært befolkningen at stjæle fra det offentlige. Når en general kun har en månedsløn på, hvad der svarer til 480 kr., er det alment accepteret, at han
må supplere sin indkomst ved at kræve afgifter af dem, han hævder at beskytte.
Verdensbanken foretog for nylig en meningsmåling, og et af spørgsmålene til de adspurgte congolesere lød: »Hvis staten var en person, hvordan ville du forholde dig over for ham?« Svaret lød: »Dræbe ham.«
Er man syg, er der ingen hjælp at hente på hospitalerne. Har man ingen penge, kan man lige så godt selv lægge sig ud på kirkegården. Skolevæsenet fungerer på samme måde: Betaler man ikke skolepenge, får man ingen undervisning.
Den nationale sport, bestikkelse, er drevet til det yderste raffinement over alt i landet og på alle niveauer. En undersøgelse viser, at 90 procent af alle toldafgifter er blevet opkrævet uden lovhjemmel, og at kun fire procent af afgifterne nåede frem til statskassen. Resten havnede i de kreative tolderes lommer.
På regeringsniveau sælger man landets naturressourcer til spotpris. Det er den, der indbetales til statskassen. Men de pengebeløb, som køberen indbetaler på politikerens – sælgerens – udenlandske bankkonto er latterligt mange gange større. Mineraler udgør landets største eksport, over 60 procent, men kun få af de internationale selskaber, der har købt rettigheder til at udvinde råstoffer, betaler skat. Det står i kontrakten, at de er undtaget.
En råvare som tømmer giver ifølge de officielle statistikker kun indtægter på 12 millioner kr., selv om Congo rummer over halvdelen af Afrikas skov. Forklaringen ligger i, siger førsteksperter, at mindst syv gange så meget bliver smuglet ud af landet.
Det samme gælder guld. De officielle tal i 2004 angav eksporten til at være 44 millioner kr., mens FN skønner, at det reelle tal er 348 millioner. Militæret svindler for 35 millioner kr. om måneden. Der er et månedligt budget på 48 millioner kr. til at betale og brødføde soldaterne med. Men kun 13 millioner kr. når altså frem til kasernerne, og derfor udgør de ringe betalte soldater den største trussel mod befolkningen. En udbytterig metode at svindle på er »spøgelsessoldater«. Ifølge lønningslisten tæller hæren 340.000 soldater, men 210.000 af dem har aldrig eksisteret.
Det bedste, man kan sige om den congolesiske stat, er, at lovene er fremragende. De bliver blot ikke fulgt. Og retsvæsenet bliver ikke brugt. Der er tilmed blevet oprettet et statsadvokatur for økonomisk kriminalitet; det var et krav fra Verdensbanken, der ikke ville finde sig i at øde penge til korrupte statsansatte. Men statsadvokaten fik aldrig stillet et kontor til rådighed, og først i år har han fået penge af Den Afrikanske Udviklingsbank til at arbejde med.
Og fjernt fra regeringskontorerne og endnu fjernere fra de internationale selskabers hovedkvarterer går livet sin stille gang i byer som Bunia, hvor de fattige er vant til udnyttelse og korruption, fordi, som en statsansat udtrykker det: »Ulve æder ikke hinanden.«