Ministerens ikke-viden

Weekendavisen | 03.09.2010

Den daværende justitsminister Frank Jensen afviste i Folketinget, at myndighederne kendte til planer om en ulovlig våbenleverance til en indisk delstat i 1995. Men et PET-notat viser, at det ikke passer. Juraprofessor karakteriserer Frank Jensens svar som vildledning

Af ØJVIND KYRØ

For professor i forfatningsret Jens Elo Rytter er der ingen tvivl. Frank Jensen har som justitsminister vildledt Folketinget i sagen om en storstilet våbennedkastning i Indien med en dansker som bagmand.

Om den daværende justitsminister er blevet ført bag lyset af sit embedsværk, eller han selv har godkendt, at Folketinget fik utilstrækkelige og forkerte oplysninger, står hen i det uvisse. Frank Jensen, som i dag er Københavns overborgmester, afviser at sætte sig ind i dokumentationen i sagen, der er fra 1995 og har Niels Holck som hovedmand.

»Frank Jensen ønsker ikke at deltage i et interview om Niels Holck-sagen, da han ikke har adgang til sagens akter,« meddeler borgmesterens pressechef.

Niels Holck-sagen handler om en ung mand fra Aars, som i december 1995 stod i spidsen for køb og nedkastning af fire ton våben og ammunition over Vestbengalen i det østlige Indien. Efter nedkastningen flygtede danskeren, som dengang hed Niels Christian Nielsen, og i april i år besluttede justitsminister Lars Barfoed, at han skal udleveres til Indien.

Sagen har gennem alle årene interesseret og mystificeret såvel medier som politikere. Vidste den danske efterretningstjeneste noget om aktionen, før den gik i gang?

I 1999 stillede Jens Hald Madsen, som var udenrigspolitisk ordfører for Venstre, derfor spørgsmål i Folketinget om, hvorvidt »danske myndigheder var blevet orienteret af udenlandske myndigheder om Niels Christian Nielsens indblanding i våbennedkastningen i den indiske by Purulia i december 1995, før nedkastningen blev foretaget?«

Spørgsmålet fik dette svar fra den socialdemokratiske justitsminister: »Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra Rigspolitichefen og Politidirektøren i København. Rigspolitichefen har oplyst, at Interpol København ikke fik kendskab til den omhandlede sag før efter våbennedkastningen. Politidirektøren i København har oplyst, at man først fik kendskab til sagen, da Københavns Politi den 14. august 1996 via Justitsministeriet modtog en retsanmodning fra de indiske myndigheder. Det tilføjes, at Justitsministeriet ligeledes først fik kendskab til sagen, da man modtog retsanmodningen fra de indiske myndigheder.«

Altså: Ingen vidste noget før efter nedkastningen.

»Ministeren svarede under ed, at ingen havde kendt til sagen, og derfor stillede jeg ikke flere spørgsmål,« siger Jens Hald Madsen, som i dag er kommitteret for Hjemmeværnet.

Men i virkeligheden var Politiets Efterretningstjeneste ( PET) blevet grundigt informeret om planerne om at købe og nedkaste våbnene. Fra en udenlandsk efterretningstjeneste havde PET i efteråret 1995 fået en orientering om, at en engelsk våbenhandler ved navn Peter Bleach havde været i kontakt med en dansk forretningsmand, som var interesseret i at købe et parti Kalashnikov-geværer.

Disse kendsgerninger indgår i et internt notat fra PET, som netop er blevet nedklassificeret, og som Weekendavisen er bekendt med.

Peter Bleach, den engelske våbenhandler, havde fra første færd informeret den britiske efterretningstjeneste, og han holdt flere møder med medarbejdere fra Special Branch, som er navnet på den enhed, der arbejder for både MI5 og MI6.

Medarbejdere fra PET tog før våbennedkastningen kontakt med den danske forretningsmand og advarede ham. Dette bekræfter forretningsmanden, der gerne vil være anonym, over for Weekendavisen. Men projektet fortsatte, og våbenpartiet svulmede op fra Niels Holcks oprindelige ønske om 100 geværer til i alt 300 geværer samt yderligere 25 pistoler, 10 raketstyr og tilhørende ammunition.

»Jeg er blevet vildledt. Dette er en alvorlig sag,« siger Jens Hald Madsen efter at have fået forelagt Weekendavisens oplysninger.

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter er enig: »Justitsministerens svar er ikke korrekt. Man må naturligt forstå svaret sådan, at PET ikke vidste om sagen, for PET er en del af Justitsministeriet. Når der står, at Justitsministeriet først i 1996 fik kendskab til sagen, er det både forkert og vildledende.«

Sten Bønsing, der er lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet, er heller ikke i tvivl: »Når PET har vidst besked forud for våbennedkastningen, er ministerens svar forkert og misinformerende.«

Professor Rytter mener, at Justitsministeren kunne have informeret Folketingets særlige kontroludvalg om sagen, hvis man ikke havde villet informere hele Folketinget om de nærmere detaljer i det efterretningsmæssige samarbejde på grund af hensynet til statens sikkerhed i stedet for at benægte PETs viden om sagen.

Karakteren af ministerens svar kompliceres af, at Hald Madsen spørger specifikt til danske myndigheders kendskab til Holcks rolle, mens justitsministeren i sit svar ikke nævner Niels Christian Nielsen/Niels Holck, ligesom hans navn og rolle heller ikke nævnes i PETs notat. Ministeren afviser i stedet i bredere vendinger at have være informeret om »sagen« som sådan, selv om PET var særdeles orienteret om mange af sagens detaljer. I PETs notat optræder som nævnt både den britiske våbenhandler og den danske forretningsmand, der skaffede Holck de mange våben.

Briterne orienterede Indien
I Justitsministerens instruks fra 1953, som var gældende i 1995, står der, at PET skal »overvåge, forebygge og modvirke foretagender og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og lovlige samfundsorden«.

Men måske greb PET ikke ind og standsede våbenhandelen, fordi den indiske efterretningstjeneste ønskede, at den kommunistisk styrede delstat Vestbengalen fik modstand.

Våbnene blev kastet ud over delstaten den 17. december, men allerede den 10. november, den 17. november og den 15. december fik det indiske svar på CIA – RAW, som står for Research and Analysis Wing – en fax fra det britiske efterretningsvæsen med detaljeret beskrivelse af nedkastningsstedet, dets koordinater, nedkastningsmetoden samt navnene på de ombordværende. RAW sorterer direkte under premierministeren, som dengang var P. V. Narasimha Rao.

Niels Holck, som var blevet opfordret af en indisk politiker til at anskaffe våbnene til selvforsvar, fik ordrer fra politikeren om, hvornår våbenlasten skulle kastes ned. Den militære radar i området, der kunne have afsløret nedkastningen, var derfor blevet slukket, og under en forudgående mellemlanding i den indiske by Varanasi blev det tungt lastede fly ikke undersøgt, selv om dets sidste destination havde været Pakistan, Indiens ærkefjende.

Da nedkastningen af de fire ton våben var overstået uden en eneste hindring, forlangte den britiske våbenhandler Peter Bleach, at flyet skulle returnere til Pakistan, selv om nedkastningen var blevet afsløret og i BBC blev betegnet som den største våbennedkastning siden Anden Verdenskrig. Under en mellemlanding i Bombay måtte Bleach selv anmelde nedkastningen til lufthavnsmyndighederne, som fik Bleach og besætningen anholdt, men ikke hovedmanden. I ly af nattemørket var Niels Holck smuttet væk.

Peter Bleach havde regnet med, at de alle skulle anholdes i Varanasi. Sådan havde han forstået det på agenterne fra Special Branch. Den britiske højkommissær ville efter et kort forhør få ham løsladt, mens den hovedskyldige, Niels Holck, ville blive fængslet. Men planen blev ikke fulgt, og derfor måtte Bleach angive sig selv og de andre om bord til de søvnige myndighedspersoner i lufthavnen, der ikke havde hørt noget om, at flyet skulle være efterlyst.

Otte års fængsel
Resultatet blev, at Bleach måtte sidde otte år i fængsel, fordi den britiske efterretningstjeneste under retssagen i Calcutta benægtede sit kendskab til Bleach og våbenhandelen. Et par uger efter tilfangetagelsen var Peter Bleachs lejlighed i London blevet ransaget, og alle dokumenter, der vidnede om hans samarbejde med Special Branch, blev fjernet.

Peter Bleachs løsladelse skyldtes alene, at Teddy Taylor, en konservativ politiker fra Bleachs valgkreds, tog efterretningstjenesternes dobbeltspil op i parlamentet. Sir Teddy spurgte, hvad regeringen ville gøre, efter at det er kommet frem i retten i Calcutta, at en agent fra MI5 havde løjet og udtalt, at det var MI5, som havde beordret ham til at foretage ændringer i et dokument, der blev fremlagt som bevismateriale. Ændringerne skulle foretages, for at det ikke skulle komme frem, hvilke efterretningsagenter der var involveret i sagen.

Sir Teddy var også vred over, at efterretningstjenesten havde ransaget Bleachs lejlighed og konfiskeret båndoptagelser af hans samtaler med efterretningstjenesterne. »Jeg har beviser til overflod om de forskellige bestræbelser på at forhindre domstolen i Indien i at kende til de tætte kontakter mellem Mr. Bleach og de britiske myndigheder i denne sag,« udtalte Sir Teddy.

Peter Bleach har aldrig siden fået en forklaring fra det britiske efterretningsvæsen på, hvorfor våbenhandelen, der blev aftalt i en villa med udsigt over Øresund, fik lov til at gå glat igennem. Ikke mindst nager det Bleach at tænke over, hvorfor MI5 ville ofre ham – han stod til dødsdom: Var det udelukkende for at løbe fra sit ansvar, fordi man kan det som efterretningstjeneste?

Og i Danmark går Niels Holck rundt og grunder: »Det undrer mig, at den danske regering nu gør det modsatte af den britiske. Sir Teddys pres for anstændighed fik den britiske regering til at undsige de falske vidnesbyrd i retten om, at efterretningstjenesten intet kendte til sagen. I stedet lagde premierminister Tony Blair et hårdt pres på den indiske regering, som sendte ham hjem til frihed.«.

……………………………………………………………………………………………………………………..…

Sagens gang

August 1995: En dansk forretningsmand inviterer den engelske våbenhandler Peter Bleach til møde i Danmark.
Mødet foregår i forretningsmandens villa i Taarbæk, og heri deltager Niels Holck, som ønsker en mindre ladning våben til forsvar af u-landsprojekter i Vestbengalen. Peter Bleach skriver efter mødet et memorandum til DESO ( Defence Export Services Organisation), det britiske forsvarsministeriums afdeling for våbensalg.
September 1995: To medarbejdere fra Special Branch – en britisk efterretningsenhed, der skal indhente oplysninger og foretage undersøgelser af især politisk natur – opsøger Peter Bleach, som fortæller om sit møde i Danmark. De to agenter beder ham fortsætte projektet og siger, at de allerede har kontaktet deres kolleger i Indien.
I Letland mødes Niels Holck med Peter Bleach og den danske forretningsmand og køber et Antonov-fly for 250.000 dollar.
Peter Bleach holder i England igen møde med medarbejderne fra Special Branch, som oplyser, at de indiske myndigheder ville anholde deltagerne i våbenhandelen, når flyet skulle mellemlande på indisk jord for at tanke op. Agenterne råder Bleach til ikke at stå på nogle dokumenter som involveret i våbenhandelen, fordi det ville betyde, at Bleach kunne blive sigtet i sagen.
Niels Holck orienteres af den danske forretningsmand om, at to medarbejdere fra PET har opsøgt ham.
December 1995: Flyet lander den 10. i Bulgarien, hvor Peter Bleach har arrangeret indkøb af fire ton våben for 169.000 dollar. Den 17. letter flyet fra Karachi i Pakistan og lander i den indiske by Varanasi.
Våbnene kastes ned over Purulia i Vestbengalen den 18. om natten. Men piloten sigter forkert, og våbenladningen havner i myndighedernes varetægt.
Peter Bleach kræver, at maskinen flyver retur til Pakistan over Indien, selv om nedkastningen er blevet afsløret. Under mellemlanding i Bombay den 22. anholdes Bleach og de fem russiske besætningsmedlemmer, mens det lykkes Niels Holck at flygte.
Niels Holck smugles ud af Indien af en indisk toppolitiker – samme mand, som opfordrede Holck til at skaffe våbnene.
Januar 1996: Niels Holck kommer til Danmark og går under jorden.
Januar 2000: Niels Holck står frem i TV-Avisen. I Calcutta dømmes Peter Bleach og de fem russiske besætningsmedlemmer til fængsel på livstid.
Marts 2002: Justitsminister Lene Espersen udtaler i Folketinget, at Indien er blevet informeret om, at Niels Holck opholder sig i Danmark.
Justitsministeren tilføjer: »De indiske myndigheder har endvidere modtaget underretning om, at den pågældende, der er dansk statsborger, efter udleveringslovens § 2 ikke vil kunne udleveres fra Danmark til strafforfølgning i Indien.«
December 2002: Indien begærer Niels Holck udleveret.
Januar 2004: Peter Bleach løslades. Den russiske besætning var fire år forinden blevet frigivet efter pres fra præsident Vladimir Putin.
Februar 2008: Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler til indisk tv, at han ikke afviser en udlevering. Det sker efter et møde med hans kollega i New Delhi, hvor det forestående klimatopmøde i København skulle drøftes. Ifølge den daværende statsminister er det nu op til domstolene at afgøre, om Niels Holck kan udleveres.
September 2009: Statsminister Lars Løkke Rasmussen er til møde i New Delhi forud for klimatopmødet. Med sig har han et talepapir om Holck-sagen.
April 2010: Justitsminister Lars Barfoed beslutter, at Niels Holck skal udleveres til strafforfølgning i Indien. Niels Holck anholdes.