Mercedeslandet

Samvirke | 03.03.2006

Æselkærre på landet. Mercedes i byen. Det tidligere kommunistiske mønsterland Albanien rummer store modsætninger

Af Øjvind Kyrø

Æsler og Mercedes side om side, muslimske piger med guldglimmer i kavalergangen, nye skyskrabere i en by af arbejdsløse.

I Albanien støder man bestandigt ind i absurde modsætninger.

Tag nu trafikken. Albanien er Europas fattigste land, og æselkærrer bliver flittigt brugt ude på landet. Men syv ud af ti biler er luksuskøretøjer af mærket Mercedes, og i hovedstaden, Tirana, er der så mange, at det er hurtigere at spadsere rundt i hovedstaden end at tage en taxi og sidde i bilkø.

For 15 år siden var privatbiler forbudt, og der fandtes under 1000 personbiler, som alle tilhørte kommunistpartiet eller staten. Tirana var dengang den mest tyste hovedstad i hele verden. Man hørte kun lyden af fodgængere og cyklister.

Men i dag er kommunismen mørk fortid, og de nye herskere er korrupte politikere og den albanske mafia. Tøjlesløs kapitalisme udspiller sig på gaden.

På hvert andet gadehjørne i Tirana er der et kasino, selvom de fleste albanere i 1997 blev grundigt vaccineret mod »kasino-kapitalisme«. Efter at det brutale kommunistiske styre faldt i 1992, opfordrede den ny regering befolkningen til at sætte alle deres penge i de såkaldte pyramideselskaber, der lovede at fordoble indsatsen efter samme system som kædebreve.

Albanerne troede, at kapitalisme, var ensbetydende med et driverliv, blot man satte nogle penge i banken. Men det hele ramlede, og bagmændene flygtede til udlandet med gevinsten og efterlod en ruineret befolkning.

Det lille land på størrelse med Jylland manglede ikke alene penge, det havde heller ikke noget ordentligt retssystem. De mange politifolk og dommere, der glade og gerne tog imod bestikkelse, kom på lønningslisten hos den albanske mafia. Og i dag er Albanien det største smuglerland, når det gælder prostituerede, narkotika og Mercedes.

»Ja, det er paradoksalt, at der her i Europas fattigste land findes flere Mercedeser end noget andet land,« siger Steen Honoré Pedersen. Han er kriminalkommissær og udstationeret i Tirana af de nordiske lande for at dæmme op for mafiaens aktiviteter.

ENS NUMMERPLADER

De fleste Mercedes-biler ruller i land ved havnebyen Dürres, hvor der dagligt anløber tre færger fra Italien.

I udkanten af byen er der nedenfor et kloster rullet asfalt ud, og på begge sider af den ny vej har brugtbilforhandlere indrettet sig med hegn om deres forretning. Går man en tur langs vejen en eftermiddag efter lukketid og studerer havet af luksusbiler, hvor man end ikke har bekymret sig om at fjerne kendingsbogstaver som I eller D, kan man opleve det særsyn, at to Mercedesbiler, der står få meter fra hinanden, bærer den samme tyske nummerplade.

Dagen efter får kriminalkommissær Pedersen forevist fotos af de to biler, og han studser også behørigt ved synet af de ens nummerplader.

Et par dage efter ringer han og siger: Tysk politi oplyser, at de to nummerplader burde sidde på en lastvogn i Essen.«

En veritabel ekspert på feltet finder man i fængslet Vaqar i udkanten af Tirana. Forholdene er middelalderlige. Kakerlakker spæner rundt, når man løfter en madras i en af køjesengene. En af de ti fanger i »Celle 1« har fået seks års fængsel for organiseret biltyveri, og han forklarer fremgangsmåden:

»Der er flest penge i at stjæle en bil. Men man kan også gøre det på en anden måde. Jeg køber en ny Mercedes i for eksempel Danmark, kører den hertil, sælger den, melder den stjålet og får pengene igen fra forsikringen. Ham, der har købt den, går hen på en bilkirkegård og køber registreringspapirer og nummerplader. Derefter får han chassisnummeret forfalsket – der er mange, som er super-professionelle i den kunst. Bliver man stoppet af en betjent, og han bemærker, at man kører rundt i en Mercedes, mens der på registreringspapirerne står, at det skulle være en Fiat Punto, giver man ham nogle »drikkepenge «, og så kan man køre videre.« Den kyndige biltyv tilføjer med et skævt smil: »Men man skal ikke køre udenlands med sådan en Mercedes, for så sker der det samme som for vores justitsminister.«

For et par år siden skulle ministeren til Grækenland på officielt besøg, men ved grænseovergangen blev bilen beslaglagt, fordi den var meldt stjålet i Schengen-området.

Det anslås, at de albanske biltyve har en årlig indtægt på flere milliarder kroner, og ofrene står magtesløse. Steen Honoré Pedersen forklarer: »Domstolene her i landet kræver, at ejeren personligt stiller op med nøglerne til bilen og de originale papirer, men problemet er jo, at det næsten altid er forsikringsselskaberne, der har overtaget ejerskabet.«

DRISTIGT KLÆDTE MUSLIMER

Albanien er modsætningernes land, også når det gælder kvinder. Religion var forbudt under det strenge, stalinistisk-inspirerede styre; kirker og moskeer blev revet ned eller omdannet til fabrikker, sportshaller og kantiner. Alle religiøse symboler som kors og slør var bandlyst. I den enlige statslige tv-kanal blev der propaganderet for ateisme.

Men da Albanien som det sidste land i Østblokken blev frit, begyndte de unge kvinder at klæde sig, som skulle de medvirke i en pornofilm. De havde i fjernsynsudsendelser fra Italien og USA set, at sådan gik rigtige kvinder klædt, og derfor kan man i dag se myriader af giftefærdige piger promenere på stilethæle iført udfordrende klæder. Og de fleste af dem er muslimer.

Ifølge statistikken er 70 procent muslimer, og i Albanien findes der en lille og sjælden udgave af islam, som hedder bektashi. Bektashi-muslimer spiser svinekød, drikker alkohol, og kvinderne er det stik modsatte af tilslørede. Sidst på eftermiddagen, når solen mister sin magt, begynder den traditionelle »giro«, hvilket vil sige en rundtur, som de giftefærdige unge tager hver aften for at se og blive set. Kvinderne har guldglimmer i kavalergangen, mens de unge mænd kører rundt i Mercedes med blåt lys under vognen. Ved ti-tiden om aftenen går de alle hjem, og byen er som uddød.

I det hele taget er Albanien et fuldstændig fredeligt land. Selv om den albanske mafia er kendt over hele Europa for sine brutale og blodige metoder, så er det ikke hjemme, at kriminaliteten bliver begået. Volden er blevet eksporteret.

Chefen for FN i Albanien, Anna Stjärnerklint, regner med, at en tredjedel af pengene i landet stammer fra illegale aktiviteter, en anden tredjedel fra de summer, som en million albanere, der lever i udlandet, sender hjem til deres familier, mens den sidste tredjedel stammer fra »ærligt arbejde«.

NARKO OG PROSTITUEREDE

Der findes næppe noget sted på kloden med så mange benzinstationer, caféer, kasinoer og halvfærdige højhuse som her. Det meste er skalkeskjul for hvidvaskning af penge, som den albanske mafia har skrabet sammen.

Kører man sydpå til landets andenstørste by, Gjirokaster, ser man, at der er ved at blive opført en stribe skyskrabere. Der kører en pansret pengetransport rundt mellem de seks udenlandske banker, der har afdelinger her, og smarte caféer skyder op i gaderne. Gjirokaster tæller 38.000 sjæle, og de allerfleste er arbejdsløse: Hvordan hænger det sammen?

»Det hele er mafia-penge, som bliver vasket hvide,« siger en udenlandsk kilde, der betinger sig at være anonym.

»Gjirokaster ligger på hovedvejen mellem Grækenland og Tirana, og byen her er én stor transithal for narko-smuglere og prostituerede.«

På byens borgmesterkontor, står der i forkontoret en gammel mand med kasket og råber »diktator « ved synet af Flamur Bime, da han åbner døren. Borgmester Bime er forhenværende formand for ungkommunisterne i byen, og efter demokratiets indførelse sidder han fortsat ved magten.

Da han bliver bedt om at svare på, hvorfor en by af arbejdsløse ser så driftig ud, går han i gang med at holde halvanden times uafbrydelig enetale om Gjirokasters »fremragende forretningsklima «, og han fortæller, at hans egen rigdom skyldes hans heldige »spekulationer i rentesatser«. Borgmesteren hævder, at han stort set ikke kender til, at der begås nogen form for ulovligheder i hans by og henviser til politiet, som har til opgave at bekæmpe kriminalitet, for yderligere oplysninger.

FORTIDEN GEMT

Gjirokaster var engang en driftig by, for her lå landets største tekstilfabrik, en tobaksfabrik og en fabrik, der fremstillede køkkentøj. Det hele skyldtes, at landets diktator, Enver Hoxha, var født her. I dag fungerer kun tekstilfabrikken med ti procent af sin kapacitet. Under kommunismen var et »anti-fascisitisk museum« indrettet i et af byens smukke, fortlignende huse og fungerede som helgenagtige mindestuer for Enver Hoxha. Man kan stadig besøge huset, men det er nu omdøbt til »Det etnografiske museum« og fremviser byens traditioner udi træskærerarbejder og broderier. Der er ikke et eneste levn tilbage af Enver Hoxha. Men kommer man til at åbne et af de sirligt udskårne skabe, vælter fortiden ud. Helt bogstaveligt. Her ligger der hulter til bulter fotos af Enver Hoxha, og går man ned i kælderen og åbner døren til et uoplyst og muggent rum, kan man i lommelygtens skær se bøger og kommunistiske pjecer, fotostater, buster af Enver Hoxha og andre kommunistiske koryfæer.

I modsætning til de fleste andre lande, hvor der har været et retsopgør efter et langvarigt diktatur, lyder parolen i Albanien, at man skal se fremad, ikke tilbage på de 45 års brutale undertrykkelse.

»Vi har aldrig haft en seriøs debat om fortidens ugerninger, og nu er jeg bange for, at det er ved at være for sent,« siger Remzi Lani. Han er leder af »Det albanske medie-institut« og en anset kommentator af det politiske liv. Han mener at, »løsningen er at glemme.«

Remzi Lanis begrundelse er, at »vi var alle fanger. Og de politiske fanger forstod, at de var systemets fanger, ikke hinandens. Da en af mine venner blev løsladt efter i mange år at have siddet som politisk fange, sagde han til mig: »Jeg har siddet i det lille fængsel, du har siddet i det store.««