Mens verden så til

Fyens Stiftstidende | 21.11.2004

Af Ulrik Sass

Folkemordet – og domstolen FN’s Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af 1994, at der skulle etableres en domstol, som skulle retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrabet i Rwanda.

Den internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (International Criminal Tribunal for Rwanda, ICTR) fik året efter sæde i Arusha i nabolandet Tanzania.

Her blev i november 1995 de første otte personer tiltalt. Siden er over 70 personer blevet tiltalt, hvoraf 60 er blevet arresteret og overført til domstolens arresthus. Kun otte afsoner deres straf, de øvrige afventer stadig væk afslutningen på deres retssag. Domstolen er derfor blevet kritiseret for at arbejde for langsomt og for at have et vanskeligt forhold til regeringen i Rwanda.

En af de dømte var Jean Kambanda, der var premierminister i Rwanda under folkedrabet. Han er den første regeringsleder nogensinde, som foran en international domstol er blevet anklaget og dømt for folkedrab. Straffen lød på livs-varigt fængsel. Den internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda er, foruden en lignende domstol for Jugoslavien, den første internationale domstol, der har retsforfulgt krigsforbrydelser og folkedrab siden Nürnberg-tribunalet efter 2. Verdenskrig.

Øjvind Kyrø leverer dog en sønderlemmende kritik af domstolen i sin nye bog. I Rwanda sidder der i dag stadig titusinder af mennesker i landets fængsler, anklaget for at have taget del i folkedrabet. Skyldige og uskyldige mellem hinanden. Ifølge Amnesty International er en del blevet mishandlet eller endda torteret. På grund af manglende ressourcer ville det tage mange hundrede år at stille alle for retten. I den forbindelse blev de mindst belastende, en fjerdedel af de dengang 125.000 fængslede, løsladt i foråret 2003 . Kilde:folkedrab.dk

Rwandas hovedstad Kigali lugter af død. En død, der trænger ind i huden og ikke lader sig vaske af.FN-general Dallaire kører rundt i byen i sin hvide jeep for at se, hvordan det går med at evakuere de udlændinge, der endnu er tilbage i byen efter fire dage, hvor hutuer har myrdet og slagtet tutsier i et antal, så de nu ligger og flyder i store bunker på gaderne.Dallaire ser et opsamlingssted, hvor franske soldater lodser udlændinge ind i køretøjer, mens de håndfast holder fortvivlede rwandere væk.

– Disse hvide, tænker Dal-laire, er blevet velhavende på at hyre rwandere til at være tjenere og arbejdere. Nu – i nødens og dødens stund – smider de dem på porten.

Scenen her er taget fra journalist Øjvind Kyrøs netop udkomne bog om folkemordet i Rwanda i 1994. Som man kan høre er han tæt på. Dels var han selv i området, da drabene skete, dels trækker han på et stort internationalt materiale. For i dag har de amerikanske myndigheder frigivet hemmeligt stemplede papirer om forløbet, den ansvarlige FN-general, Roméo Dallaire, har skrevet en bog om, hvordan det er at give djævlen hånden, og flere journalister og forfattere har fået prestigefyldte priser for deres skildringer af, hvad der egentlig skete.

Alt det nyder Kyrø godt af og bruger til at formidle den fantastisk vigtige historie om, hvordan verdenssamfundet valgte at lukke øjnene for det uhyggelige ragnarok. Et organiseret folkemord, der ikke lader Hitler noget efter i grusomhed og effektivitet.

Hutuernes dødspatruljer vælger for eksempel at lade den 24-årige lærer Rose Burizihiza leve, så hun kan fortælle om deres gerninger. Én dag myrder de hendes mor ved at stikke en machete op i underlivet på hende og langsomt lade hende forbløde.

Næste dag går det ud over hendes to brødre.’ …de tog en sav og savede halsen over på dem begge. Blodet sprøjtede ud fra halspulsåren, og det … prøvede (de) at tvinge mig til at drikke.’Dagen efter har de fanget Roses højgravide moster:’

– Nu skal vi vise dig, hvor dygtige læger vi er, sagde en af dem og tog mig udenfor, hvor hun stod. Hun var bagbundet… De tog tøjet af hende, og én tog en slagterkniv og skar hendes mave op. Er jeg ikke en dygtig læge? Kan du se babyen?, sagde han. Husk at fortælle Gud, hvor gode vi er til at følge Ham og Hans befaling om at udslette tutsier.’

Det bliver værre endnu, men det her rækker vist til at forstå brutaliteten.

Belgisk race-hygiejne

Jamen, er det ikke bare sådan de der afrikanske stammer har gjort ved hinanden i hundrede vis af år? Det mente mange amerikanske journalister i hvert fald, da grusomhederne begyndte at stå klart for den store offentlighed.

Men nej, sådan forholder det sig ikke.Hutuer (bønder) og tutsier (kvægavlere) taler samme sprog og var ofte gift med hinanden. Da tutsierne kom til landet, dominerede de, men skal man tro Kyrø, begyndte de to grupper først for alvor at hade hinanden, da Belgien overtog kolonien fra tyskerne omkring 1930.

 Med baggrund i datidens race-teorier satte kolonimagten de høje, tynde og lyshudede tutsier til at fungere som slavepiskere over for de firskårne og ikke særlig høje hutuer, som immervæk udgjorde 80 procent af befolkningen.

Det blev hævnet, kort før landet blev frit i 1961, og hundredtusindvis af tutsier blev drevet på flugt. Senere kom de to grupper igen på tale- og levefod, og i en lang periode så det ud til at skulle ende i en form for harmoni.

Men det var alt sammen før 6. april 1994, da præsident Habyarimanas fly blev skudt ned og hutu-ekstremister begyndte deres bersærkergang. De dræbte mænd, kvinder og børn, alle omhyggeligt registreret på særlige lister. Folk blev hevet ud af hospitalssenge, læger og sygeplejersker blev hentet på arbejde, skolebørn blev delt og henrettet.

De moderate hutuer, der forsøgte at lægge sig imellem eller bare forsvarede tutsierne mundtligt, blev også dræbt.

Handlings-lammet FN

Tre måneder før myrderierne begyndte, fik FN og general Dallaire besøg af en højt-stående hutu-overløber, der detaljeret fortalte om planerne for, hvad der skulle ske. Hvordan dødspatruljer var gearet til at myrde 1000 tutsier på bare 20 minutter. Hvordan våben fra depoter rundt om i hovedstaden skulle fordeles og så videre.

Overløberen, hvis mor var tutsi, var chokeret. Han fortalte også, hvordan lederne af den ekstremistiske Hutu Power havde planlagt at myrde 10 belgiske FN-soldater for at sikre, at resten af styrken ville trække sig ud af landet.

Belgierne udgjorde rygraden i FN-styrken, som var et spraglet og sammensat foretagende uden den store slagkraft. Når belgierne var væk, var der fri bane til myrderierne.

FN-general Dallaire havde ikke mandat til at beslaglægge våbnene i depoterne og spurgte derfor pænt i FN-hovedkvarteret i New York. Lederen af kontoret for de fredsbevarende missioner, den senere generalsekretær Kofi Annan, afslog blankt.

Han frygtede et nyt Somalia, hvor amerikanske styrker året forinden var blevet ydmyget og efterfølgende måtte trække sig ud.

Hovedkvarteret foreslog i stedet, at generalen skulle tage op og snakke med hutuerne om det, han havde hørt. Dallaire indledte en veritabel fax-krig med hovedkvarteret, ringede op og tiggede for at få lov til at gribe ind, men der var intet at gøre.

Ragnarok

Tre måneder senere blev overløberens beskrivelse til virkelighed. Telefonen på FN-kontoret i Kigali ringede og ringede med desperate og skrigende folk, der tryglede FN om at hjælpe – men Dallaire måtte ikke.

Tutsier havde søgt ly hos de belgiske styrker og den amerikanske ambassade. Da de rejste hjem til Europa og USA, rykkede hutuer ind og mejede folk ned med macheter og håndgranater.

Som dagene gik, kom gader og pladser til at flyde med lig – og rotter og hunde mæskede sig i menneskekød. Nogle rotter åd så meget, at de voksede til hundestørrelse, alt imens hundene mistede deres hæmninger og også begyndte at angribe de levende. De var så vant til, at de mennesker, de satte tænderne i, ikke forsvarede sig.

General Dallaire rapporterede dagligt til New York og beskrev præcist situationen over for generalsekretær Boutros Boutros-Ghali – der i sin tid som egyptisk minister selv havde været med til at sælge masser af våben til hu-tuerne. Nu valgte generalsekretæren at holde oplysningerne for sig selv i stedet for at dele dem med de medlemmer af Sikkerhedsrådet, der ikke rådede over avancerede militærsatellitter og folk i området.

Folkemord – og hva’ så?

Meget tidligt i forløbet stod det klart, at der ikke bare var en borgerkrig i gang, der var tilmed tale om et folkemord. Og efter jødernes udryddelse i 2. Verdenskrig er en af FN’s vigtigste opgaver netop at forhindre den slags.

Det bed dog ikke på de øverste ansvarlige i FN’s hovedkvarter, det bed ikke på de amerikanske embedsmænd og politikere – eller de franske for den sags skyld. I hvert fald så lang tid katastrofen fik lov til at blive i Afrika og ikke blev blæst ud i de i store magtfulde medier.

– Loyalitet over for staten og dens ledere var det eneste, en ordentlig bureaukrat skulle have for øje….Hvad de gjorde, drejede sig ikke om rigtigt eller forkert, det handlede om orden og organisation, skriver Kyrø.

Frankrig støttede åbent hutu-ekstremisterne, mens drabene stod på, og de endte med at komme dem til undsætning, da de engelsk-orienterede tutsi-styrker fra nabo-landet Uganda var ved at erobre hele landet. Skal man tro Kyrø, skyldtes det udelukkende ønsket om at bevare så store områder i Afrika som muligt på franske hænder.

Den amerikanske regering og den nyvalgte præsident Bill Clinton valgte omvendt at forhale de FN-resolutioner, der ville have sendt et par tusind flere soldater til området. Soldater som FN-general Dallaire igen og igen tiggede om at få for at stoppe blodbladet.

Medierne

Præsident Clintons rådgiver i sikkerhedssager, Anthony Lake, gjorde det meget klart over for en rwandisk menneskerettigheds-forkæmper, der havde taget turen til USA for at vække magthaverne.

– Hør her. USA har ingen venner. USA har interesser. Og i USA er der ingen interesse i Rwanda. Og vi er ikke interesseret i at udsende unge amerikanere, som så kommer hjem i kister.

Hvad så med journalisterne da? Da myrderierne brød løs, og belgierne trak deres del af FN-styrken hjem, indså general Dallaire hurtigt, at en journalist var lige så meget værd som en mindre hær, for journalister kunne skabe opmærksomhed om uhyrlighederne, og med opmærksomheden fulgte også et krav om at handle og gøre noget.

Problemet var bare, at der ikke var ret mange journalister, der havde lyst til at udsætte sig selv for livsfare for at rapportere fra Rwanda. BBC var et af de få medier, og journalisten herfra fik lov til at låne generalens satellittelefon til dagligt at sende historier hjem.

Efterhånden som oprørshæren kom på banen og trængte hutuerne tilbage, begyndte morderne i tusindvis og dødspatruljer en masse at flygte til de omkringliggende lande. De blev interneret i flygtningelejre, og det var dem, de fleste journalister stiftede bekendtskab med, da de kom flyvende for at dække folkemordet.

For det var de store menneskemængder, der trængte ind i nabolandene, som for alvor fik verdens øjne op for Rwanda. Og her sad hutu-flygtningene og fortalte, hvordan tutsierne havde myrdet løs, selv om det var lige omvendt.

Hjemsøgt

Mange journalister havde tilmed svært ved at skelne folkemordet fra den i gangværende borgerkrig, og det var endnu en grund til, at der gik noget tid, før den store offentlighed for alvor blev klar over, hvad der egentlig var sket.

Selv om general Dallaire kæmpede heroisk, formåede han ikke at stoppe myrderierne i tide. Til sidst lå han og kørte rundt i sin jeep i håb om at blive dræbt, for han kunne ikke holde ud at tænke på, hvad der var sket.

Han kom hjem til Canada igen, men brød sammen år senere, da han blev bedt om at vidne ved krigsforbryderdomstolen. Han kæmper stadig med efterveerne og den dårlige samvittighed.

– Rwanda vil aldrig nogensinde forlade mig. Det er i min krops porer…Min sjæl er hos sjælene i alle de mennesker, som har jeg set, og som blev slagtet og myrdet. Deres øjne plager mig stadig; vrede øjne eller uskyldige øjne; ingen øjne der ler. De værste øjne, der hjemsøger mig, er øjnene hos de mennesker, som var i den dybeste vildrede. De stirrer på mig, på min blå baret og siger:Hvad i Helvede skete der?

Man fornemmer, at den dårlige samvittighed også nager Kyrø. Ikke så meget på det personlige plan, som på vores alle sammens vegne.Hvordan i alverden kunne vi tillade at lade det ske?

Øjvind Kyrø: Godmorgen Rwanda, er I begyndt at arbejde?Håndbog i Folkemord. Lindhardt og Ringhof, 252 sider, 299 kroner.