Menneskeæder i puslinge-klassen

Diamanten – kulturblad fra Det Kgl. Bibliotek | 07.2009

af Øjvind Kyrø

Når medierne undlader at fortælle om den mest dødbringende konflikt siden 2. verdenskrig, er det svært at fatte forråelsen. Virkeligheden i den såkaldte Demokratiske Republik Congo er, at over fem millioner mennesker gennem de sidste ti år er døde, fordi udenlandske hærstyrker og lokale militser har kæmpet mod hinanden om at plyndre Afrikas mest mineralrige land for diamanter, guld og ikke mindst coltan – ”det grå guld”, som er uundværligt i mobiltelefoner og computere. Til september kan man i Diamanten opleve multimedieforestillingen Stragne News om børnesoldater i Congo

Militsgrupperne er stadig aktive, og børnesoldater rekrutteres dagligt, selv om hjælpeorganisationer forsøger at tilbyde dem et liv uden uniform og våben.

Jeg traf sidste år Baraka Lembabe, en 14-årig knægt med et charmerende grin, i den krigshærgede nordøstlige del af Congo. Han havde været soldat, indtil FN havde fået chefen for militsgruppen til at lægge våbnene mod at han – chefen – fik et attraktivt job i regeringshæren, og børnesoldaterne fik amnesti og nogle håndører.

Baraka arbejdede nu i en flodseng i provinshovedstaden Bunia, hvor han vaskede biler og motorcykler, og han fortalte om, hvordan han var blevet indlemmet i den frygtede Cobra-milits.
Årsagen var, at han ikke havde andet valg. Som seksårig var Baraka blevet forældreløs i løbet af få minutter, mens han så på, at hans mor og far blev dræbt af militssoldater. ”Jeg blev skånet, fordi jeg var et barn,” fortalte han. Og har man ingen til at forsørge sig, lokker militsgrupperne. Her kan man få mad, tøj, penge og prestige.

Baraka tilsluttede sig derfor en militsgruppe, som bekrigede den, der havde myrdet hans forældre. Den blev anført af den berygtede Cobra Matata – hvilket betyder ”den onde slange”.

Cobra-militsen bestod af 2.000 soldater, halvdelen af dem var børn. Børn er populære, fordi de er ideelle som spioner og kan sondere terrænet forude uden at blive mistænkt. Desuden er børnesoldater eftertragtede, fordi de parerer ordre uden mukken og er frygtløse, når de går i kamp.

Baraka fik lært at bruge våben og slå ihjel. Efter et sejrrigt slag blev de mest magtfulde officerer blandt de døde fjender valgt ud, hvorpå militslederne skar dem op og spiste hjertet og leveren råt. Den lokale overtro tilsiger, at man på denne måde får overført kraften fra den slagne modpart.
Herefter blev resten af kroppen stegt – bortset fra indvolde og hoved. Lederne opfordrede børnesoldaterne til at spise, fordi menneskekød ville gøre dem stærke, så de kunne slå nogle flere ihjel. Hvis Baraka nægtede, ville han ville blive dræbt.

Cobra Matata havde et nært forhold til Kakadu, en 80 år gammel troldmand, som fulgte militsstyrken. Kakadu gik klædt i en hvid kåbe. Sort magi var hans speciale.

Cobra Matata rykkede ikke i felten, før Kakadu havde taget varsler om, hvornår det var bedst, at slaget skulle stå. Og før soldaterne skulle gå i krig, blev de iført en usynlig, skudsikker beskyttelsesdragt. Den havde Kakadu fremstillet af kogt palmeolie tilsat urter og pulveriserede skeletdele. Børnesoldaterne skulle snitte sig i arme og ben med barberblade og smøre sig ind i olien. ”Vi blev forsikret om, at olien ville beskytte os,” fortalte Baraka.

Baraka overlevede mange kampe, indtil han blev omfattet af en amnesti og som 14-årig igen kunne trække i civilt tøj. Men at være bilvasker i Congo giver kun penge til at overleve, til at købe mad for. Ikke til at gå i skole, selv om han fortalte mig, at det var hans største ønske.

To måneder efter vores møde fik jeg en mail om, at Baraka ikke længere vasker biler. Han har tilsluttet sig en ny militsstyrke.