Manden der ikke var bange for at dø

Politiken | 20.06.1994
På 300 års-dagen for H.A. Brorsons fødsel

Af Øjvind Kyrø 

 

Det vigtigste i verden er at bekæmpe sin frygt.

Lige fra barnsben oplevede Brorson trygheden midt i tragedien. Første gang var sikkert, da hans far skulle dø.

Den 10-årige Hans Adolph stod sammen med sine to storebrødre i soveværelset, hvor deres far, der var sognepræst i flækken Randerup ud til den sønderjyske marsk, lå og så to ting i øjnene denne 28. marts 1704 – dels at han, 41 år gammel, var ved at dø, dels at han efterlod konen og de tre knægte med en bundløs gæld. En præstegård var også et landbrug, og det havde pastoren ikke haft nådegaver til at drive.

Før hans kræfter ebbede ud, citerede han et vers:

”For mine børn og sæd om jeg vild’ sørge,

om jeg hver time græd og vilde spørge:

Hvor skal de deres brød og lykke tage?

Gud lever jo endnu han kommer dem i hu, de skal ej klage.”

Og så døde Broder Brodersen. Vis på, at han ikke skulle bekymre sig. 
Ligesom markens liljer og himlens fugle. 
Verset stammer i øvrigt fra Kingos ‘Nu rinder solen op’, men er i tidens løb blev kylet ud af en salmebogskommission. 

KIERKEGAARD VAR BRORSON-FAN
På Brorsons tid diskuterede man ikke, om Gud var til eller ej. 

Naturligvis var han det. Havde man problemer med Gud, var det som regel, fordi der tilstødte en noget grumt, noget uretfærdigt, noget uforståeligt, som ikke lod sig forene med tanken om den gode, almægtige Gud. 

For Brorson var menneskelivet ikke et fnug på vej mod at blive opsuget i det store sorte hul i universet, i intetheden. For ham var endestationen ‘tidens fylde’, det evige. 

”Det er en liden tid, Saa har jeg vunden,

Saa er den ganske strid Med et forsvunden,

Saa kan jeg hvile mig I rosensale,

Og uafladelig Min Jesum tale.” 

Dette Brorson-vers om den store, evige kommunikation med Guds søn i velduftende omgivelser valgte Søren Kierkegaard som indskrift på sit gravsted på Assistens Kirkegården på Nørrebro. 

Men denne vished om livets trygge facit er i de sidste hundrede år blevet misforstået, især af den teologiske fløj, som ellers hægter deres verdensbillede op på Kierkegaard. De sondrer i enten/eller – enten lægger man vægt på livet her og nu, eller også lever man i fremtiden, i en længsel på et bedre liv hinsides. 

Men denne to-rums-tænken ligger Brorson fjernt. For ham er der ingen modsætning mellem at leve intenst i nuet, fylde minuttet ud, og glæde sig til at tiden bliver helt fuld. For uden dette perspektiv kan man ikke leve trygt trods alle farer.

Afsværger man derimod det evige og lever som fremtiden var intet, bliver livet ikke en skat, men en desperat frist, et tomt tidsrum. For Brorson er tilværelsens basis glæde og tryghed, ikke kedsomhed og angst. 

GIFT MED KUSINEN
Historikerne ved ikke meget om Brorson. Bortset fra faderens tidlige død, og at moderen måtte gifte sig med efterfølgeren for ikke at ende på fattiggården. 

Hans Adolph gik på Ribe Katedralskole, drog til København for at læse teologi, men – uvist af hvilken grund – vendte han hjem fire år senere uden eksamen. Han blev huslærer i Løgumkloster hos sin onkel, amtsforvalteren, og forelskede sig i sin kusine Katrine på 11 år, som han var begyndt at undervise. De giftede sig fem år senere. 

Men inden da blev han også optaget af de nye tanker, som hans to præstebrødre var blevet opflammet af i Tyskland. I modsætning til de tørre, dogmatiske udredninger, som prægede den lutherske kirke, der skulle finde sine egne ben efter reformationen, betonede ‘pietismen’, som bevægelsen blev kaldt, det personlige engagement. Kristendommen lever kun, hvis den enkelte vælger dens sandhed og forsøger at leve den ud i kærlighed. 

Disse nye toner fik Brorson til at vende om og tage til København for at færdiggøre sine studier. Den omvendte Brorson returnerede til Sønderjylland, og året efter sad han i sin fars præstestol, fordi stedfaderen døde efter en stormflod. 

I sit fødehjem nedkom Katrine med seks børn, men de tre døde. Derpå blev han kaldt til Tønder som dansk trediepræst. Her begyndte han at oversætte de mange nye pietistiske salmer og på denne tid – omkring 1731 – gik han også selv i gang med at digte. 

Fra denne tid stammer mesterværket ‘Den yndigste rose’. 

I 1737 kom han til Ribe som sognepræst, og i 1739 udgav han sit store salmeværk ‘Troens Rare Klenodie’. Salmerne lød snart overalt i hjemmene. 

Dengang kunne man sine salmevers. Selv om Gutenbergs opfindelse var begyndt at gribe om sig, var det alligevel stadig kun præsten, herremanden og på de større bondegårde, man havde råd til at investere i en salmebog. Menige mennesker måtte lære salmerne udenad. 

I 1741 blev Brorson udnævnt til biskop, men var på nippet til at afslå. 

Katrine døde nemlig i barselsseng med det tiende barn. Og den ældste søn, Nicolaj, var som 12-årig blevet sindssyg og lam i underkroppen. Han blev ikke sendt til dårekisten, men holdt indspærret i huset. Lige ind til sin død i 1764 kunne Brorson dagligt høre, når hans syge søn fik et anfald. 

RET BEDUGGET OG HIMMELBLÅ

Pietisme betyder fromhed, og Brorson blev folkekær i sin tid, fordi salmerne var personlige og stærke. I dagens ’Den Danske Salmebog’ er han den trediemest brugte digter og nummer to, når det gælder oversættelser.

Salmerne er så eventyrligt billedrige, hans rytmiske stilsikkerhed er formfuldendt og ordvalget forfinet og præcist. Verbalsubstantiver og abstrakte begreber faldt ham sjældent i pennen. Hans vers er malede scener med handling tilsat lyd og dufte. I dag ville man tro, at hans salmer var skrevet til musikvideo, så billedrige er de. 

Brorson får på magisk vis botaniske banaliteter som udsagnet ‘Roserne voxe i dale’ til at rumme en fortolkningsrig betydning i sin berømteste ‘rosen-salme’.

 I en morgensang, der er skrevet på samme melodi som Kingos kærlighedshymne ‘Chrysillis’, bliver sollyset (i vers to) også besmykket med roser samtidig med, at sjælen får samme farve som sin endelige destination himlen, når den røde sol – Jesus – skinner. 

See dagen bryder frem med magt,

Giør himlen lys igien,

Og driver mørket hen.
Op hierte paa din morgenvagt!

Lad ingen trygheds blund

Formørke naadens stund

Hierte tag

Denne dag

Vel i agt, og tænk derpaa,

Mueligt seer Aldrig meer Dine øine soel opstaae. 
Hvor mangen morgen rød

Var inden aften død,

Og i et øjeblik

Sin afsked fik,

Hvad hielper øinene Den lyse dag at see,

Naar sielen vandrer blind

I tiden ind?

Kom morgenrøde rosen-skiøn!

Giør himlen lys og blaa,

At mørket vige maa!

Min morgenrøde er Guds søn,

Hans vunders røde glands

Forfrisker sind og sands,

Jesu død

Purpurrød

Giør mig sielen himmelblå,

At mit sind Kiger ind, Hvor jeg skal for tronen staae. 
Den dug, som over alt

Paa græs og urter faldt,

At væde bierg og dal,

Ei svinde skal,

Før jeg i Jesu blod

Forfrisket har mit mod,

Og ret bedugget faar Udi hans saar.

 
I denne morgensalme – som heller ikke er optaget i salmebogen – bliver den, der synger, fuld – ovenikøbet temmelig beruset – af at drikke Jesu blod. 
Den tyske pietisme – og især den del, som samlede sig om Brødremenighedens stifter, Herrnhut-greven Nicolaus von Zinzendorf – svælgede i billeder af blod. Og det skulle ikke tages allegorisk for nadvervinen. Nej, det var blodet, der randt fra Jesu omskærelse, det var blodet, der silede ned efter torturen og under korsfæstelsen, og det skulle tages helt bogstaveligt og dvæles ved. 

BILLEDRIG OG KONKRET

Også Brorson har skrevet meditative salmer i den mystiske tradition, som pietismen tog op. ‘Jesum seer jeg for mit øye’ en veritabel via-dolorosa-hymne, som dvæler ved blodet fra fødderne, den torteredes mund, hans brustne øjne, blodet ned ad kinderne fra tornekronen, og det gennemborede hjerte. 

Meget billedrigt det hele, men også noget der – selv i en splattertid – får folk til at rynke på næsen. Men Brorson er konkret, ikke abstrakt. 

Der er handling i hans vers. Den, der synger, skal åbne sig og blive forenet med det eller den, salmen handler om. Man skal i erindringen genopleve, ihukomme, historien om det liv, som Jesus Josefsen, levede på jord. På latin hedder at huske ‘re-cordis’, og det betyder at bevæge sig tilbage gennem hjertet. 

Som med smerten, ligedan med kærligheden. Når Brorson skal beskrive Guds kærlighed til menneskene, så bruger han det bedste, det ypperste udtryk for kærlighed, han ved, nemlig samlejet. 

Højsangen må have været den mest slidte del af hans Gamle Testamente. 

Digtets kåde, forelskede og stærkt erotisk sansede vers blev på den tid udlagt som et billede på Gud & Kirken, Jesus & Mennesket og så videre. 

Hvorfor skulle sådan en hyldest til erotikken ellers stå i Bibelen? Så Brorson lader ustandseligt den, der synger, glide ned i brudesengen til Jesus. 

I nogle af sine salmer går Brorson så vidt, at det virker lummert. I for eksempel ‘O Jesu! min brudgom! livsaligste ven!’ glider salmesangeren ned under dynen i brudekammeret, for ‘den lifligste time er kommen igien’. 

Vers 2 lyder: ’Jeg ligger ved Jesus hans bryster saa tæt, Og bliver af kierlighed drukken og mæt, Med honning og sukker For sielen hand klukker Og giør mig mit hierte saa lystigt og let’. 
Men igen: Brorsons vers er håndgribelige. Luftige, åndelige begreber finder ikke nåde for hans øjne. 

BRORSON LEVER ENDNU
Det geniale ved Brorson, som gør hans salmer uopslidelige, er hans elegante enkelthed. 
‘Op! al den ting, som Gud har gjort, Hans herlighed at prise, Det mindste han har skabt, er stort, Og kan hans magt bevise. 
Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, De magted’ ei det mindste blad, At sette paa en nælde. 

Og i den smukkeste julesalme i salmebogen får Brorson julegæsterne til at skabe rystelser i såvel jord som helvede, hvis man synger ordentlig med. 

Hverken mere eller mindre: ’I denne søde Juletid Bør man sig ret fornøye, Og bruge al sin konst og flid, Guds naade at ophøye Ved den, som er i krybben lagt, Vi vil af ganske siæle-magt, I Aanden os forlyste, Din lov skal høres, Frelsermand Saa vidt og bredt i verdens land, At jorden den skal ryste.

 
Vor tak vi vil frembære da, Endskiønt den er kun ringe, Hosanna og halleluja Skal allevegne klinge Guds ark er kommen i vor lejr! Thi synge vi om fryd og sejr, Mens hiertet sig kan røre, Vi synge om den søde fred, At helvede skal skielve ved, Vor julesang at høre. 

Det er 262 år siden, at Brorson skrev denne salme. 
Han har været død længe. Men han lever endnu. 

 

************************************************************************

Øjvind Kyrø har tilrettelagt en 60-minutters udsendelse i radioens P1 i aften kl. 20.50. Blandt de medvirkende er Per Højholt, Anne-Lise Gabold, professor Steffen Arndal og mag. art. Erik Skyum-Nielsen.