Leder i Ekstra Bladet den 20. september 2017

Manden der reddede verden

Ekstra Bladet | 20.09.2017

Leder

26. SEPTEMBER 1983 reddede 44-årige Stanislav Evgrafovitj Petrov verden. Han sad på en varslingsstation inde i en russisk skov.

Og Petrov gjorde ’ingenting’.

Det var, hvad han svarede sin hustru, da hun senere spurgte sin mand, om han virkelig havde været ’en helt’, fordi det oprindelig – også for hende – var en statshemmelighed.

Den kolde krig var bundfrossen. Den knagede faretruende og gav sig i hver en nyhedsbulletin, der løb fra øst til vest og tilbage igen.

USA kunne ødelægge jordens overflade 2000 gange. Sovjetunionen kunne det samme 3000 gange.

DEN NAT i 1983 lyste alarmskiltet op, og sirenen skreg på varslingsstationen, Petrov havde kommandoen over.

’START’, stod der på det kæmpemæssige skilt over storskærmene i kontrolrummet – USA havde affyret en raket mod USSR.

Petrov forsøgte at samle sig. En enkelt raket! Det gav ingen mening. Han så ned i kontrolrummet gennem glasruden fra sin ophøjede position. Flere af hans medarbejdere havde vendt sig op mod ham.

PROCEDUREN VAR, at generalstaben afventede ’Systemets’ bekræftelse, hvorefter generalsekretær Jurij Andropov ville give ordre til gengældelsesangreb.

Stanislav ringede vagthavende general i overkommandoen op.

’Falsk alarm’, meldte han.

Alarmen gik derpå igen. Og igen en tredje gang. Skiltet lyste hen over skærmen foran Stanislav Petrov. Fem interkontinentale atommissiler meldtes nu på vej mod Sovjetunionen.

Petrov satte sig til at stirre på telefonen, hvorfra en opringning fra en radarstation kunne komme. Her ville de i givet fald kunne se atomraketterne komme mod sig i horisonten.

STANISLAV PETROV gjorde ’ingenting’ og rejste dermed i overført betydning et kolossalt monument over sandheden i, at en beslutning om ikke at handle også er at handle. I hans tilfælde udgjorde det forskellen mellem menneskehedens undergang og overlevelse

Først et halvt år senere opdagede man, at satellitkameraets infrarøde linse i en særlig vinkel havde opfanget solstråler reflekteret af det nordamerikanske kontinent, som var det missilaffyringer. Detaljerne står alle sammen at læse i Øjvind Kyrøs ’Manden der reddede verden.’

Stanislav Petrov blev siden hyldet. Med priser i både USA og Tyskland. Hvorpå han blev glemt og tilbragte livet med en undselig pension i en betonforstad til Moskva.

AT ’MANDEN, der reddede verden’, er død, er først blevet kendt fem måneder efter hans udånding som 77-årig i marts.

Las os mindes Stanislav Evgrafovitj Petrov i taknemlighed.