Langt fra Havana

Ekstra Bladet | 06.05.2000

Rejsebeskrivelse: Cuba

Det er ved at være sidste udkald for at opleve uforstyrret idyl og øde strande på Cuba. Og der kommer man normalt kun med lejet bil – eller med bussen

Af Øjvind Kyrø

For en gammel Cuba-rotte som undertegnede er der ikke mange ting i verden, der er bedre end at sidde på torvet i den cubanske provinsby Remedios.

Se skyerne rødme og kirken med klokketårn i tre etager skifte farve i takt med at solen mister sin magt.

Lytte til det lokale byorkester, der holder en lille koncert i pavillonen på midten af pladsen og nyde lugten af den nylavede kaffe, der bliver serveret på café ‘El Louvre’ sammen med en mørk, syv år gammel rom.

Jo, det skulle da lige være at sidde på en anden cubansk plads – den ved siden af kirken i sydkystbyen Trinidad – og lytte til et orkester på 20 mand, der spiller for os ni-ti turister. Med varm hud efter en dag på en tropestrand med tre trin op til en restaurant med rejer, hummer og kylling – samt et gedigent lager af koldt, cubansk øl.

De to byer byder ikke alene på skatte af fine, gamle kolonibygninger, men også muligheden for at opleve det daglige liv i den cubanske provins.

Trinidad er et yndet turistmål for en dagsudflugt fra Varadero, Cubas turistreservat, hvor kun cubanere i tjener- eller stuepigeuniform må komme.

Har man kørt rundt i Cuba, fatter man ikke, hvorfor folk bruger en uge eller to udelukkende i et af de såkaldte turist-resorts, der ikke har ret meget med den cubanske virkelighed at gøre. I og for sig kunne man lige så godt lægge sig på en strand på Gran Canaria eller i det græske ø-hav.

Vil man se det ægte Cuba gælder om at leje en bil og køre rundt selv, eller tage en bus. Det er spild af penge og jet-brændstof at bruge mindre end to uger, når man skal til Cuba, for man kan sagtens bruge tre-fire dage på at akklimatisere sig og så selvfølgelig bese ‘storbyen’ Havanna. Derefter bør man tage ud på landet!

Resten af tiden kan man nå at besøge tre områder. Først ud til Cubas nordvestlige næsetip Pinar del Río, hvor verdens bedste tobak vokser i grønne dale blandt nogle pudsige bjergformationer, der mest af alt ligner strandede hvaler.
I provinshovedstaden af samme navn ligger tobaksfabrikken, hvor man ved selvsyn kan forvisse sig om, at det nærmeste en cigar kommer en Carmens inderlår, finder sted under sorteringen af de høstede blade, hvor lårene fungerer som aflægningssted – de er lige for hånden.

Området byder også på kæmpemæssige drypstenshuler, et galleri på over fire kilometer, som man bliver fragtet igennem i en motorbåd, efter halvvejs at have gået, halvvejs kravlet den første kilometer. ”Cuevas del Indio” hedder katakomberne, som enkelte steder er forstenede symfonier af forsirede sale, der er 135 meter høje.

I den nordvestlige provins er der ingen nævneværdige strande, så næste stop bliver Trinidad. Det tager en halv dag at køre dertil fra Pinar del Río, selv om der næsten ingen trafik er på de otte-sporede motorveje, som USSR i sin tid anlagde, for at de kunne bruges som landingsbane for interkontinentale militærfly i tilfælde af en amerikansk invasion.

Trafikken er så sparsom og vejen så god, at man stort set kan lægge en mursten på speederen og nøjes med en finger på rattet.

Men de sidste par timer kører man på hovedvejen mod Cienfuegos, hvor et atomkraftværk knejser i udkanten af havnebyen. Det var næsten klar til at blive taget i brug, da russerne pakkede sammen i 1989 efter østblokkens kollaps, og det står stadig ubrugt hen.

Kystvejen det sidste stykke til Trinidad er utrolig smuk med Escambray-bjergene på den ene side og det glitrende hav på den anden.

Og så er man der pludselig. Hjulene hopper op og ned på de toppede brosten i den arkitektoniske juvel af en by, hvor det synes som om, at tiden står stille.

De 38.000 indbyggere bor og arbejder i et levende museum fra 1514, da spanierne grundlagde byen. Sin storhedstid havde byen i 1800-tallet, da det eftertragtede rørsukker blev udskibet herfra og sejlet til Europa.

Om aftenen, når turistbusserne er kørt retur til de kedelige turistreservater, kan man gå rundt i de dunkelt oplyste gader og gennem de åbenstående skodder se, hvad familierne laver, hvad enten de øver sig på guitar, ser statsligt fjernsyn, broderer eller stryger.

Og for de turister, der bor i byen, er der flere steder, hvor man kan nyde sang og musik under åben himmel, draperet med et funklende stjernetæppe.

En halv snes kilometer udenfor byen ligger Ancon-strandene, hvor østtyske partikammerater for en snes år siden ude for enden af halvøen opførte et hotelkompleks, som ikke er noget at skrive hjem om.

Men før man kommer så langt, ligger der en restaurant med en tre meter lang hummer udenfor. Og der bør man slå sig ned, for her kan man både ligge lægge sig i sandet nedenfor og bade. Det eneste minus er, at der er mange sten på det første stykke, indtil vandet går én til livet. Til gengæld er vejen fra stranden og op til restaurant og bar kort.

Den sidste by, man kan nå at besøge på ordentlig manér, ligger fire timers kørsel nordpå. Vejen snor sig gennem bjergene og deres urskov med høje vandfald, indtil man kommer ned til kaffemarkerne på den anden side af Escambray-kæden.

Byen Santa Clara er kedelig, men et stop er nødvendigt, nemlig ved det ny, gigantiske monument for Che Guevara. Revolutionsheltens jordiske rester blev for få år siden fundet i Bolivia, hvor han blev henrettet i forsøg på at eksportere den cubanske revolution. Che blev siden endeligt bisat her i byen, hvor han i 1958 havde stået i spidsen for det afgørende slag mod diktatoren Batistas styrker.

Fra Santa Clara tager det sidste stræk en times tid, og så dukker en anden gammel, smuk by op: Remedios med dens 19.000 sjæle. Her er der næsten ingen turister – men det varer ikke længe, før de vil flokkes hertil. For en halv snes kilometer fra Remedios, ude ved kysten, har man anlagt en spliterny dæmning på ikke færre end 45 kilometers længde, der går ud til en perlekæde af små øer, og herude er man i fuld sving med at bygge hoteller. Et enkelt er taget i brug, men det benyttes næsten ikke, fordi alle faciliteterne med udlejning af dykkerudstyr, restauranter, barer, skønhedssaloner, og hvad der nu ellers er behov for i et ‘reservat’, endnu ikke er opført.

Men formedelst 35 kroner kan man få en passérseddel til ‘Cayo Santa María’, som den yderste og største ø hedder. Her har man kilometervis af talkumhvide, stenfri strande med tilhørende blåt, lunt hav for sig selv.

Det er betagende at være så alene, omgivet af naturens skønhed – vel vidende, at om et år eller to ligger her tusindvis af turister, som kan komme direkte fra Europa, fordi der allerede er anlagt en gigantisk lufthavn på en af øerne.

Og når den tid kommer, er det også slut med den uforstyrrede idyl i Remedios. Så får den 78 år gamle Esteban Granda, der er formand for menighedsrådet i den katolske kirke på torvet, travlt med at vise klenodierne frem i en af landets ældste kirker. Og Don Jorge med stråhatten og de udtrådte sko, der kan skaffe alt fra husly til hummer på middagsbordet foruden de eftertragtede hjemmerullede cigarer, vil blive stresset – formentlig for første gang i den gamle cubaners liv.

…………………….

Man kan bo billigt overalt i Cuba, ikke mindst hvis man indlogerer sig privat.

Et dobbeltværelse koster i snit 140 kroner (fås både billigere og noget dyrere) og en middag med f.eks. fisk og hummer 50-75 kr. Overalt bliver man tilbudt privat indkvartering, og som regel er kvaliteten bedre og prisen billigere end på de statslige hoteller.

Bedre kvalitet får man også på de såkaldte ‘paladares’, eller private restauranter.

Det koster 400-900 kr./dagen at leje en bil, afhængigt af størrelsen. Benzinen koster det samme som i Danmark.
Det er vigtigt at skaffe sig et godt vejkort, fordi skiltningen er mere end sparsom.

Busserne rundt i landet er billige.

Er man på egen hånd er det nødvendigt at lære sig nogle af de mest anvendte ord, tal og fraser på spansk, fordi uhyre få cubanere taler engelsk.

Flere selskaber har rejser til Cuba, ikke sjældent på tilbud – se dagbladenes annoncer. Alletiders Rejser flyver hver torsdag med en DC-10’er til og fra Cuba (mellemlanding i London på udrejsen), og dette rejsebureau har værelser på ‘Hotel Ambos Mundos’ i hjertet af det gamle Havanna, det legendariske hotel, hvor Ernest Hemingway boede.