Krydstogt for fulde sejl

Jyllands-Posten | 10.09.2011

Nilen er i krydstogtsammenhæng mest kendt for store hotelskibe. Men der er også mulighed for at holde ferie på den traditionelle bådtype felukka.

Af Øjvind Kyrø

Kaptajnen byder velkommen om bord med en ordre: »Glem tiden. Spørg ikke, hvornår vi er fremme. Nyd livet.«

  Besætningen kaster trosserne, vinden fylder det håndsyede sejl, og strømmen fører os nordpå.

  Foran os har vi 100 kilometers sejlads i en felukka, en oldgammel type sejlbåd, der repræsenterer det største nybrud på Nilen, siden Moses lå og drev i en sivkurv.

  “Oriental Dream”, som fartøjet er døbt, er dobbelt så stor som en normal felukka, og den er som den eneste på Nilen udstyret med en lille kabine med WC, håndvask og bruser, så man undgår at skulle lægge til land, finde et ugeneret sted i ørkenen og grave et hul til sin nødtørft.

 

Kvalitets-krydstogt

Det bedste krydstogt i verden er efter min opfattelse en felukka på Nilen. Selvfølgelig er luksus godt, og som passager på en af de 450 motordrevne turistskibe, der osende og larmende pløjer Nilens vande, kan man nyde svømmebassin, luftafkølede kabiner og restauranter med menukort.

På en felukka sejler man uden motorstøj, og man kan bade i Nilen, som sydpå ikke er forurenet, fordi her ikke bor så mange mennesker, og den friske luft gør ethvert apparat til luftafkøling overflødigt.

Der er en besætning på tre mand, og en af dem, Mohammed, sørger for mad og drikke. Når solen stille stiger op over den østre bred ved 5.30-tiden, har kokken forinden været oppe at tænde for gaskomfuret, så han kan dumpe et varmt krus kaffe eller te ned i soveposen til én, mens man sidder og misser mod det glødende himmellegeme og nyder, at alt er tyst.

Solens gang bestemmer livet om bord. Når den går ned over verdens største ørken, og generatoren er båret i land og tændt, så man kan se, hvad der bliver anrettet på det øverste dæk, falder man efter aftensmaden snart omkuld nedenunder, hvor dækket i mellemtiden er blevet omdannet til sovekabiner ved hjælp af “gardiner” og myggenet.

Morgenmaden er værd at stå op til. Den er lækker med omelet eller pandekager med mørk honning, kaffe og hibiskus-te, brød, ost og marmelade.

En dukkert i Nilen og afsted igen.

Man kan slænge sig ovenpå under den stærke sol, men inden længe klatrer man ned ad stigen til det underste dæk, hvor man kan sidde eller ligge og læse en bog, spille yatzy, male, nynne, tage sig en lur, bede kokken om en kold eller varm drik eller blot sidde og falde i staver over livet langs Nilen.

De eneste lyde kommer fra kolossale forbipasserende motorfartøjer, som kaldes for krydstogtskibe, selv om de ikke krydser noget som helst.

Undertiden hører man eksplosioner fra stenbrud, som bruger felukkaer til at fragte byggematerialet.

Eller der lyder en snurren fra en af de lysegrønne og mobile pumpestationer, som Japan har givet Egypten som ulands-støtte. For det er den grønne stribe af marker og træer langs floden, der delvis føder landets indbyggere, og uden fyldte vandingskanaler måtte mange af de 83 mio. egyptere gå sultne i seng.

En hemmelig mumie

Dagligt går vi i land og tager på udflugt en times tid eller to. Vi lægger til ved et tempel, som er viet til krokodilleguden Sobek, og dagen efter kører vi rundt i Daraw i en spliterny tuk-tuk – en motorcykelrickshaw fra Indien – for at se, hvad der er at opleve ud over det store kamelmarked i byen. Imens provianterer kokken og køber fjerkræ og grøntsager.

Men den første dag har kaptajn Siki spurgt, om vi vil se hans hemmelige mumie, som ligger begravet i sandet ved hans hjemstavn. Vi anduver, og bønderne på markerne retter sig op og hilser, når de får øje på kaptajn Siki og hans følge af fire turister.

Mens et jetfly langt oppe over os trækker en fane af damp bag sig, går vi i et landskab, som det må have set ud, dengang Det Gamle Testamente blev skrevet. Køerne brøler, og vi forcerer brede vandingskanaler, hvor der er lagt et par palmestammer på tværs, som gør det ud for bro, og snart kommer vi ind i en flække af en landsby med lerklinede huse.

Her er kvælende varmt i de små, tilsandede gyder mellem husene, og det er mestendels kvinder og småbørn, man får øje på. Mændene er taget på arbejde i markerne eller til Aswan, den nærmeste storby, der ligger en snes kilometer sydover. De skolesøgende børn befinder sig i den nye centralskole for denne og fire andre landsbyer.

Kaptajn Siki byder os indenfor i sit hus, og hans kone kommer forbi med tildækket ansigt og lange gevandter og hilser på afstand. I huset ved siden af sidder hans svigermor og ælter ler til sten, der bliver brændt hårde af den skarpe sol.

Efter at have fået et glas vand og dampet af i skyggen under mangotræet på gårdspladsen fortsætter vi gåturen vestover. Vi er på den vestre bred af Nilen, og de gamle faraoer havde den skik at blive begravet i det verdenshjørne, hvor solen gik ned – her var de dødes rige.

Siki vil vise os en mumie, han har fundet, og mens vi trasker gennem det tunge sand og op ad en lav bjergkam, ser vi rester af mumier liggende her og dér i sandet. Kaptajn Siki smiler og forklarer, at området her bag landsbyen er fuldt af grave med mumier, og når der kommer kraftige regnskyl – men det sker sjældent – hænder det, at nogle mumier bliver blotlagt og kommer for dagens lys.

Der er flere her i landsbyen, siger vores kaptajn.

Om natten tømmer gravrøvere gravkamre og sælger deres fund til en rig køber. Førhen var det en kendt sag, at flere af den nu afsatte præsident Mubaraks familiemedlemmer handlede med mumier og guldsmykker fra gravene, siger kaptajn Siki. Og det var let nok at finde ud af, hvem i landsbyen her, der havde haft held med at finde et rigt gravsted og sælge skattene – det var dem, der boede i de huse, hvor man pludselig fik bil og fjernsyn og polstrede møbler.

I en gryde i ørkensandet standser Siki. Vi er nær toppen af et lille, tilsandet bjerg, og her tager blæsten fat. Siki fjerner et par flade klippestykker, der er furet af vind og vejr, og begynder forsigtigt at skrabe og skubbe sandet nedenunder væk med hænderne. Pludselig dukker et par fødder op. Nogle tæer mangler, men fødder er det, og det meste af dem er omviklet af en art gazebind, der har antaget samme farve som sandet i ørkenen.

Siki graver langomt resten af mumien frem.

Han fandt den for to år siden efter et kraftigt regnvejr, og siden har han gemt den i sandet. Den mangler kun hovedet, men torso og lemmer er intakte. Det ser ud til at være en stor dreng, som er kommet til sandets overflade efter måske at have ligget begravet siden faraonisk tid.

Efter denne afsløring af mumien, og efter at have tildækket den igen, sætter kaptajn Siki sejl, og vi krydser igen op ad Nilen.

Frihedskæmper-kokken

Kaptajn Siki er en fornøjet mand og sidder gerne ved den enorme rorpind og synger. Han har i disse dage fire danskere at sejle med, og det er godt midt i denne krise for turistindustien, som ingen ved, hvor længe varer. Revolutionen tidligt i 2011 har medført, at kun en brøkdel af det sædvanlige antal turister holder ferie i Egypten i denne tid. Der skal først være valg, der skal indføres en ny forfatning, og en ny regering skal have vist sin troværdighed, før turisterne atter strømmer til Egypten.

Det viser sig, at der er en veritabel frihedskæmper om bord, nemlig Muhammed, kok og andenstyrmand. Han tog til Kairo, da de store demonstrationer brød ud i hovedstaden i januar, og i fire dage deltog han på Tahrir-pladsen i protesterne mod præsident Hosni Mubarak.

Efter tre dage i felukkaen frygter man den fjerde – den dag, vi skal fra borde. Vi har på intet tidspunkt kedet os, og selv om vi hverken har haft adgang til internet, tv, radio eller aviser, føler vi intet savn. Der er ikke noget spejl om bord, og ingen har heller efterlyst sådan en indretning.

Fire dage med uredt hår er uvant skønt.

Krydstogtet ender i byen Edfu, hvor vi ser det berømte Horus-tempel, det bedst bevarede i Egypten, og vi kører i bil til Luxor, byen med de imponerende templer, Karnak og Luxor.

Vi møder Osama Younes, som er “vores” felukkas ejermand. Han traf her i landet sin danske kone, og de har i Danmark åbnet et rejsebureau.

Sammen har de trodset turistkrisen, søsat felukkaen og fortsætter med at tro på Egypten.

 

Fakta: REJSEN DERTIL

Fly: Egypt Air og flere charterselskaber flyver direkte fra Danmark til Egypten. Skal man med felukka fra Aswan, kan man enten tage nattoget fra Kairo eller et indenrigsfly.

Pakkerejser: Mange rejseselskaber sælger charterture til bade-, dykkeog snorkelstederne ved Det Røde Hav, rundrejser i landet og krydstogt på Nilen med hotelskib. Nilkryds fra ca. 4.000 kr. pr. uge inkl. fly og helpension.

Vi rejste med Younes Rejser (www.younesrejser.dk) i ni dage, der omfattede fire nætters felukka-krydstogt med fuld forplejening, to nætter i Kairo og to i Luxor.Det kostede 10.495 kr. pr. person for fly, udflugter i Kairo, Aswan og Luxor, visum samt hotel med morgenmad. Halv pris for børn mellem 2 og 12 år.

Morgenavisen Jyllands-Posten var inviteret af Younes Rejser.

 

RÅD TIL REJSEN

Skibet: En felukka som “Oriental Dream” er 13 meter lang, 5 meter bred, og der er 25 meter til toppen af det håndsyede sejl. Om bord er der plads til 12 gæster, men normalt sejler man med færre personer, så en familie på f. eks fem kan have båden for sig selv.

Om natten sættes der “gardiner” op på det nederste dæk, så hvert par/ familie har sin egen kabine.

Forplejning: Der er køligt flaskevand, og især morgenmaden er udmærket, de spartanske køkkenforhold om bord taget i betragtning.

Faciliteter: Om aftenen tændes der for en el-generator, og der findes køleboks om bord med plads til sodavand og øl. Langs hele Nilen er der mobildækning.