Koplevs små skridt til døbefonten

Jyllands-Posten| 12.04.2009

Omvendt: Kjeld Koplev interviewede i timevis mennesker i DR om det, der inderst inde optog ham selv: religion og tro. Det tog næsten et liv for ham at lægge sin jødiske opvækst bag sig og turde blive døbt.

Af Øjvind Kyrø

For to år siden tog journalist og forfatter Kjeld Koplev en beslutning, som han i årtier havde kredset om. Det skete, efter at han havde overværet, hvordan hans kone tog sin døende mor i hånden og bad fadervor sammen med hende. Moderen, der længe havde kæmpet mod døden, blev med ét rolig.

   »Det var, som om en engel gik gennem stuen,« mindes Kjeld Koplev.

   Næste dag døde svigermoderen, og Kjeld Koplev besluttede sig for at blive døbt.

   Dåben fandt sted i Skovshoved Kirke.

   »Jeg fik fred. En konflikt var fjernet, og jeg følte mig ikke længere som forræder ved at blive kristen, fordi jeg med årene efterhånden har lagt min jødiske opvækst bag mig,« siger Kjeld Koplev, som for nyligt fyldte 70 år. Den venstreorienterede journalist har altid været religiøst anlagt, men aldrig fundet den rette tro. Ikke før nu.

   »Lige siden min mor døde af mavekræft, da jeg var tre år gammel, og jeg kort efter måtte flygte til Sverige med min far, har jeg haft brug for en gud at bede til, som lyttede til mig, og som passede på mig. Jeg er livet igennem vågnet mindst en gang om ugen på grund af et mareridt om, at jeg ikke anede, hvor jeg var, og hvordan jeg kom hjem. Et typisk flygtninge-traume.«

   Kjeld Koplevs far og stedmor var begge af jødisk herkomst, men selv om de sjældent kom i synagogen, blev han tvunget i jødisk skole.

   »Mit forhold til min stedmor var rædsomt. Hun kunne ikke lide mig, ænsede ikke mine problemer. I dag kan jeg se, at hun var psykisk medtaget af sin flugt, men sådan en analyse kan en lille dreng ikke foretage,« siger Kjeld Koplev og fortsætter: »I skolen gemte jeg mig under bordet og hang i gardinerne på grund af min forfærdelige barndom, men ingen af lærerne kunne indse, at jeg var skadet. Halvdelen af lærerstaben var kulturradikale eller kommunister, resten bar kalot og inspicerede vores madpakker for at se, om de indeholdt den rette kosher-mad. Vi terpede hebraisk og anede ikke meningen med de remser, vi skulle recitere udenad.«

   Den utilpassede elev brød sig ikke om at høre, at jøder var bedre end andre mennesker, fordi de var Guds udvalgte folk. I protest meldte han sig ud af Dansk Mosaisk Trossamfund, da han fik mulighed for det som 18-årig.

   »Jeg forlod jødedommen på trods af, at jeg savnede en dimension i min tilværelse; noget, der var mere end den daglige sump.

   Jeg ville ikke have været så ensom, hvis jeg havde haft en gud, der kunne lide og støtte mig. Men i jødedommen gjaldt det om at følge regler, og en følsom dreng havde brug for andet og mere end et reglement.«.

Smidt ud af DKP

 

I kirken derimod hørte Kjeld Koplev som gul spejderdreng klar tale. Under en nytårsparade i 1946 talte sognepræsten til de opmarcherede spejdere og sagde, at han var lykkelig for at se, hvor dårlige de var til at gå i takt.

   »Tænk, det sagde han virkelig. Det var noget, jeg kunne forstå, for det var befriende antiautoritært. Og det var dansk, ikke hebraisk,« husker han.

   »Det var en ganske anden forståelse af Gud. Hos jøderne var alt bestemt af skæbnen, og man skulle vente på, at Gud greb ind – og måske er det grunden til, at jøderne gjorde så lidt modstand under Anden Verdenskrig. I hvert fald brød jeg mig ikke om denne defaitistiske holdning.«

   Efter at have fået svendebrev som kok begyndte den unge Koplev som journalistelev på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Han havde partibogen i orden. “Da jeg var lærling, var kommunisterne de eneste, der støttede vores krav og talte arbejdsgiverne imod. Jeg anede dengang intet om, at der var diktatur i USSR. Udenrigspolitik var uden for min horisont.«

   Kjeld Koplev skulle sammen med andre unge mænd som Per Kirkeby og Jan Stage peppe avisen op, men ustandseligt ragede han uklar med de ortodokse redaktører. Eksempelvis når han kritiserede, at avisen i modsætning til alle andre ikke nævnte, at Sovjetunionens leder Nikita Khrustjov var blevet afsat i 1964, selv om Land og Folk på det tidspunkt var det eneste medie med en korrespondent i Moskva. Efter godt to år blev Kjeld Koplev smidt ud af partiet og fyret fra avisen.

   Chefredaktør Victor Andreasen lagde mærke til den iltre journalist, som offentligt kritiserede ham for at indføre nøgne damer og petit-journalistik i Ekstra Bladet. Andreasen kvitterede med at ansætte ham. I et halvt år var Kjeld Koplev med til at kulegrave underverdenen, og resultatet udmøntede sig i en kampagne mod “bolighajer”.

Følelsen af forræderi

 

Da Kjeld Koplev som 40-årig blev forelsket i lærer Marianne Koester, begyndte de snart at diskutere etik og tro.

   »Marianne mente, at jeg overdrev for meget og ikke var nok sanddru, fordi jeg ikke var opdraget kristent. Vi havde voldsomme sammenstød.«

   De blev viet af Johannes Møllehave, og Kjeld Koplev opsøgte siden hen digterpræsten talrige gange for at tale om tro og dåb.

   »Jeg havde meget svært ved at konvertere, fordi jeg følte mig som en forræder over for den jødedom, jeg var vokset op i. Jeg var jo omskåret – “lemlæstet” vil jeg kalde det – og havde lært, at man derfor var en del af jødernes skæbne, og at man skulle stå sammen om Israel.« Kjeld Koplev begyndte at læse Bibelen og bøger af den tyske teolog Dorothee Sölle.

   »Hun havde som jeg selv et marxistisk udgangspunkt, og hun tolkede de bibelske tekster på en måde, som sagde mig noget. Hun skrev om, at “mennesket lever ikke af brød alene, det dør endog af brød alene”, og at man kunne være død blandt de levende.« Koplev fandt også frem til, at hvis kristendommens bud skulle føres ud i livet, ville den mest af alt ligne “socialisme med et menneskeligt ansigt”.

   Kjeld Koplev blev ansat på Danmarks Radio og traf her kolleger, der delte hans interesse for tro og religion. »Især mine to redaktører Poul Erik Søe og Jørgen Schleimann ville gerne have etiske og moralske spørgsmål ind i udsendelserne, og jeg syntes også selv, at det var meget mere interessant end blot at producere nyhedsindslag.«

   Andre folk på venstrefløjen som Ebbe Kløvedal Reich og Bente Hansen var også sprunget ud som kristne, og da Kjeld Koplev fik sit eget samtaleprogram – “Koplevs Krydsfelt” – inviterede han mange mennesker ind i studiet, som han gerne ville diskutere tro og religion med.

Korstog og Darwin

 

Men han var stadig ikke parat til at blive døbt.

   »Da jeg en trist dag i 1990 skulle være med til at begrave min gode ven og kollega Sten Bramsen, åbnede der sig et nyt land foran mig, da vi sang sidste vers af “Se, nu stiger solen”, et land, som jeg ikke kunne gå ind i. Jeg var stadig tilbageholdende, gik kun med små skridt.« Da indvandringen fra muslimske lande tog fart, aktualiserede islam behovet for en stillingtagen.

   »For mig var islam med dens koranskoler som at se ned i et sort hul. Det var præcis det samme terperi på et fremmed sprog, som jeg havde oplevet i den jødiske skole. Vi forstod ikke en brik af de remser, vi skulle fremsige. Men jeg nærer dyb respekt for den udgave af islam, som fandt sted mellem 711 og 1492 på den iberiske halvø, da muslimerne førte den romerske og græske kultur og kunst videre i form af den smukkeste poesi og pragtfuld arkitektur.

   Som en lærd muslim sagde til mig i Damaskus, så har vi alle – både muslimer, jøder og kristne – Abraham som farfar, og vi er alle blomster i den samme buket. Der er ingen grund til, at vi ikke skulle kunne leve fredsommeligt sammen og berige hinanden. Men såvel i kristendommen som i islam er der ting, jeg ikke kan tolerere. Det gælder korstogene, inkvisitionen og fornægtelsen af Darwins udviklingslære,« siger Kjeld Koplev.

   De mange samtaler for åben mikrofon – over 600 personer har der været i studiet i institutionen Koplevs Krydsfelt – gav personen Koplev “en enestående mulighed for at interviewe mennesker for min egen udviklings skyld”, og han gik “med små skridt den lange vej” til at lade sig døbe.

   Men roen og freden i sceneriet den dag, da hans svigermor døde, gav det endelige stød til, at Kjeld Koplev opsøgte den præst, han ofte hørte prædike, og som havde viet deres datter. Han bad Skovshoved-præsten Johannes H. Christensen om at blive døbt.

   Og det skete en søndag efter højmessen i Skovshoved Kirke: »Det gælder om at finde ind til kernen, og den hedder næstekærlighed. Den øver jeg mig i hver dag. Men hvor er det dog meget nemmere at holde af sine nærmeste end at elske sine fjender.«.

Fakta: Kjeld Koplev

 

1939: Født i Århus.

1943-45: Flygtning i Sverige.

Efter mellemskolen med et uset lavt gennemsnit blev han sat i kokkelære og der ofte straffet med kartoffelskrælning for sin flabethed.

1960: Militærnægter.

1962: Journalistelev på den kommunistiske partiavis Land og Folk – blev smidt ud efter to år pga. sine højreorienterede meninger.

1964: Headhuntet til Ekstra Bladets boligkampagne.

1968: Redaktionssekretær på Orientering, P1.

1970: Leder af Fiolteatret.

1973: Programsekretær i DR, bl. a. Orientering, Kulturmagasinet og senest samtaleprogrammet “Koplevs Krydsfelt”, der gennem mere end ti år er blevet kultprogram på P1.

2001: Publicistprisen.

Arbejder nu freelance med foredrag, artikler og det ugentlige radioprogram “Koplevs Køkken”.

Har skrevet over 30 bøger, mange af dem med hustruen Marianne Koester.