Journalist i lyst og nød

Portrætter og interviews

Politiken | 27.09.2002

Krigskorrespondent, ferie-reporter, kirkejournalist. Der kunne stå mange ting på Øjvind Kyrøs visitkort.

   Han fik sit eksamensbevis fra Danmarks Journalisthøjskole for 20 år siden, og det har siden været hans adgangspas til over 50 lande og – kunne man få indtryk af – et lignende antal redaktioner på danske medier.

   Det første faste job var på Weekendavisen i 1982, da han bl.a. dækkede krige, konflikter, kup, valg og internationale konferencer. I 1988 rejste han fra avisen til Chile. Her slog han sig ned som latinamerikakorrespondent for især Det Berlingske Hus og DR.

   Hjemme i Danmark igen fik han et par år som udenrigsredaktør på TV 2/Nyhederne, inden han i 1993 valgte det usikre og udfordrende liv som freelancejournalist uden sikkerhedsnet.

   Kampen for det daglige brød har ført til et liv så sammensat, at det ude fra set kan virke lidt mærkværdigt: Den ene dag med en fod i en massegrav i Rwanda – den næste på ski med millionærerne i Aspen, Colorado.

   De, som kender Øjvind Kyrø, ved, at han gør, stort set hvad han har lyst til, men at han har hjertesager, som han forfølger med en terriers trods. En af mærkesagerne er et Afrika, som er ved at forsvinde i den generelle danske mediedækning. Det forsøger Kyrø jævnligt at råde bod på ved at rejse til nød- og krigsramte lande for egen regning og med vished for økonomisk underskud. Ugen efter skriver han måske en artikel til et glittet magasin om de forretningsrejsendes foretrukne hoteller i Fjernøsten – eller om de urimelige forbud mod rygning i fly.

   Aftagerne er et bredt udvalg af medier, som spænder fra Politiken, Jyllands Posten og Kristeligt Dagblad over Børsen, Samvirke og skandinaviske dagblade til Danmarks Radios P1 og P2.

   Et andet kerneområde er kirkestoffet. Øjvind Kyrø er en flittig leverandør af udsendelser om tro og kirke til især Danmarks Radio. Størst opmærksomhed og debat har han måske skabt med den nylige tv-dokumentar ‘Forført’, som går bag om den indiske guru Sai Baba og bl.a. anklager ham for at være en pædofil, der narrer sine tilhængere med simple tryllekunster. Endelig har Kyrø skrevet bøger, heriblandt bestselleren ‘Gidsel for Fred’, som handler om kidnapningen og frigivelsen af danskeren Ulrik Schultz i Colombia.

 

Reception/åbent hus kl. 14.30-16.30 i Laugshuset, Nørre Allé 19, København.