Jernets mester

Politiken | 14.12.1991

Når navnet Eiffel nævnes, ser de fleste hans berømte tårn i Paris for deres indre øje. Men den berømte franske ingeniør har meget, meget mere på samvittigheden. Rundt om i verden finder man stadig hans holdbare konstruktioner. Som i Chile hvorfra Øjvind Kyrø skriver om en af verdens mærkeligste kirker

En af de mærkeligste kirker i denne verden står i det nordlige Chile, i oasebyen Arica, omgivet af det dybblå Stillehav mod vest, af hvidtoppede Andesbjerge mod øst og lysebrune sanddyner mod nord og syd.

Når stjernerne tændes, slås strømmen til, og kirken står oplyst som Det kinesiske Tårn i Tivoli på den palmeklædte plads, hvor forelskede par sidder og hygger sig på bænkene, mens et 20 mands orkester med messingblæsere og slagtøj spiller op.

Kirken er helt og aldeles af jern, ankommet i samlesæt for over hundrede år siden og skruet sammen på stedet. Arkitekten er ingen anden end Gustave Alexandre Eiffel, den franske ingeniør, som gjorde sit navn udødeligt med tårnet i Paris.

Eiffels kirke i Arica er holdt i lyse pastelfarver, gule, grå og grønne, og stilen er nygotisk. Facaden er asymmetrisk med et ottekantet klokketårn og spidsbuede jalousivinduer.

Alt blev præfabrikeret i jern fra Eiffels værksted i Paris. Lige fra gesimser og profileringer til bærepiller, skruer og møtrikker. Kun kirkedøren er af træ.
Jernkirken blev i flager sejlet til Arica, samlet, indviet i 1876 og døbt San Marcos.

RIG PÅ SAMLESÆT

Eiffels jernkonstruktioner støder man på de besynderligste steder på kloden.

Tårnet i Paris blev indviet for præcis 100 år siden, men længe inden havde den ferme tekniker naglet sit navn fast verden over. Man kan stadig køre over jernbanebroer i Bolivia, som bærer hans navn, men det er der ikke mange rejsende, der ved.

Ejheller de togrejsende i Vietnam, Portugal eller Sydfrankrig bemærker næppe Eiffels gamle, men slidstærke broer, og der er utvivlsomt ikke mange kaptajner, der ved, at sluserne i Panama-kanalen er bygget af ingeniøren fra Paris.

Gustave Alexandre Eiffel blev en hovedrig franskmand på sine samlesæt, der også omfatter hovedbanegården i Budapest, Frihedsgudinden i New Yorks havneindløb, foruden en række bygninger i hans fædreland – en synagoge, et gymnasium, et varehus, et observatorium samt et hovedsæde for en bank.

Eiffel skibede sine jernkonstruktioner afsted kloden over mellem 1840 og 1890, og i begyndelsen blev de generelt betraget med ligegyldighed, men i særdeleshed med foragt, når det gjaldt det monumentale tårn ved Seinen.

Det er først i de senere år, at franskmandens navn er kommet til ære, fordi konstruktionerne står stærkt, både arkitektonisk og materielt.

Eiffels kirke i ørkenbyen i Nordchile blev således for fem år siden erklæret for et national monument. Den står stadig som om den var skruet sammen for få år siden.

Han var et jern, ham Eiffel.