Intet nyt fra Radio Tirana

Weekendavisen| 20.10.2005

Af Øjvind Kyrø

Radio Tirana er, nu som før, magthavernes talerør. Trods alle forandringer i samfundet er det fortsat den gamle garde, der sidder ved magten – senest Sali Berisha, Enver Hoxhas mangeårige livlæge.

TIRANA – Man genkender straks lyden, selv om det er længe siden. Lyden af skrivemaskiner, oven i købet tre på én gang.

Det er oversætterne, der klaprer løs på tasterne. Radio Tirana lyder stadig i æteren på syv fremmedsprog, nemlig engelsk, tysk, fransk, italiensk, tyrkisk, græsk og serbo-kroatisk, men det er en dramatisk nedgang i forhold til tiden under det kommunistiske regime, da Europas stærkeste radiosender udbasunerede budskabet om det sande socialistiske paradis på 21 forskellige sprog.

Det var også dengang i begyndelsen af 1970erne, at der udgik et officielt protestbrev fra Radio Tirana til Danmarks Radio i anledning af en serie satiriske udsendelser, som Jesper Klein stod i spidsen for, og som bar den albanske radiostations navn. »Man gør ikke nar af socialistiske stater,« mindes Jesper Klein, at der stod i protestnoten, som blev formidlet af DDRs ambassade i København.

Det var først sovjetisk, siden kinesisk radioudstyr, der blev importeret for at udbrede de fanfareombruste programmer, men da dønningerne af Murens fald ramte Albanien som den sidste stat i Østblokken, og landet fik demokrati, blev den albanske statsradiofoni omringet af kapitalistiske konkurrenter, og lytterne stillede ind på de nye stationer.

I dag er der 34 andre radiostationer i landet, ligesom de to statslige dagblade er afløst af en underskov af 22 aviser. På tv-siden findes der i dag 64 kanaler, som de tre-en-halv millioner indbyggere kan se.

»Radio Tirana er en katastrofe,« siger Remzi Lani, som er direktør for det albanske medieinstitut. Han er to gange blevet opfordret til at overtage chefstolen i Radio Tirana og det statslige tv, men begge gange takkede han nej.

»Det er nemmere at omstille et kommunistparti end en statslig radio og tv-station, for i det mindste har kommunistpartiet en skyld for, hvad det har gjort, det har ledelsen af en statslig radio og tv-station ikke. Den største fordel ved institutionen er, at ingen hverken ser eller lytter til den.«

Trods nedskæringerne og de lave lytter- og seertal fortsætter journalister og redaktører deres arbejde i den kæmpemæssige bygning, hvis chefgang emmer af nymalet maling. Der er også sat nye gardiner op i pink. »Ja, cheferne har aldrig savnet noget,« kommer det fra Eda Merepeza, som er nyhedsredaktør på Radio Tirana.

Hun viser rundt i studierne, der er udstyret med veritabel fusionsteknik. Gamle spolebåndoptagere forbundet med digitale mikserpulte. »Vi sender på tre kanaler, heraf er den ene rettet mod albanerne i udlandet,« oplyser hun. Efter kommuniststyrets fald flygtede omkring en million albanere til udlandet, fortrinsvis til nabolandene samt Tyskland, fordi der ikke var noget arbejde at få i det fri land.

Kontakten med de eksilerede er af økonomiske årsager særdeles vigtig for Albanien, for omkring en tredjedel af landets indtægter stammer fra de beløb, som eksil-albanerne sender på ’moneygrammer’ hjem til familien. En anden tredjedel skønnes at komme fra illegale aktiviteter, som den albanske mafia, hvis brutale metoder har gjort den mere berygtet og frygtet end den italienske, står i spidsen for. Det er især udsmugling af prostituerede og narkotika samt indsmugling af stjålne Mercedesbiler, mafiaen tjener penge på. Den sidste tredjedel af økonomien stammer fra »ærligt arbejde«, som chefen for det stedlige FN-kontor, Anna Stjärnerklint, formulerer det.

Den gamle garde

Selv om der i snart 15 år har været demokratiske tilstande i Albanien, fungerer Radio Tirana fortsat som magthavernes talerør. Det er nemlig mestendels den gamle garde fra kommunistregimet, der sidder ved magten og bruger statsradiofonien til at udbrede sine meninger og til at stække ethvert tilløb til kritisk journalistik.

Diktator Enver Hoxhas livlæge, Sali Berisha, blev i 1992 den første demokratisk valgte statsminister. Han opfordrede befolkningen til at skyde deres penge i de såkaldte pyramidespil med det resultat, at mere end halvdelen af landets bruttonationalprodukt forduftede sporløst, da ’pyramide-selskaberne’ kollapsede i 1997. Derpå måtte han gå af.

Men i sidste måned satte Berisha sig igen i statsministerstolen. »Sali Berisha blev genvalgt, fordi det ligger i albanernes kommunistiske arv at dyrke ledere, og fordi de var trætte af socialisten Fatos Nanos regering,« siger UNDP-chefen Anna Stjärnerklint, som i fem år har fulgt albansk politik.

EU poster penge ind i landet for at få det på fode, såvel økonomisk som politisk, men korruptionen florerer stadig uhæmmet.

Anna Stjärnerklint: »Det politiske klima er rædsomt, og pressefriheden har det skidt. De politiske partier har økonomiske interesser i medierne, og de er derfor ikke uafhængige. Den analytiske formåen er ikke stor, og i det hele taget mangler der meget, før man kan kalde pressen for ’god’.«

I den private presse har historierne om den afgåede statsminister Fatos Nanos svimlende høje forbrug, som blev finansieret via statskassen, floreret. Nano lagde ikke skjul på sin glæde over prangende biler og både.

»Han sidder altid selv bag rattet i sin firehjulstrukne Porsche eller kæmpemæssige BMW eller står bag roret, når han sejler i sin yacht. Desuden er han en hardcore spillefugl og går på kasino i udlandet samt ejer kæmpestore lejligheder her i Tiranas centrum – alt sammen noget, der ikke stemmer overens med den løn, han fik som statsminister, siger FN-chefen.

Men den slags oplagte skandaler er ikke noget for Radio Tirana. Nyhedsredaktør Eda Merepeza siger: »Nej. Sådan et emne egner sig kun til de private medier. I vores radio bringer vi udelukkende meddelelser fra myndighederne, eksempelvis fra regeringen eller præsidentens kontor. Desuden har vi ikke nogen erfaring med den slags journalistik. Vi er vant til at være tilknyttet staten og regeringen, og derfor er det svært for os at være uafhængige.«

Alle er korrupte

Albanien er Europas fattigste land og angler efter at blive optaget i EU. I næsten et halvt århundrede levede albanerne under det strengeste kommuniststyre i verden. Regimet brød først sin alliance med Sovjet, dernæst med Kina, for til sidst at gå enegang med diktatoren Enver Hoxha i spidsen.

Bortset fra Radio Tirana og dens knap 1.000 ansatte er alt ændret i Albanien. De unge kvinder, der hver aften promenerer i så udfordrende tøj, at man føler sig hensat til et bordelkvarter, har deres idealer fra amerikanske tv-serier som Baywatch, for nu er det slut med uniforme klædedragter. Under Hoxhas stalinistisk inspirerede styre var trompetbukser og anden vestlig dekadence forbudt, og der var under 1.000 biler i landet, alle tilhørende staten eller partiet – i dag er Tiranas gader fyldt til bristepunktet med stjålne Mercedesbiler. Og trods den bitre erfaring med pyramidespil er lysten og tiltroen til en hurtig gevinst intakt, der ligger nemlig spillekasinoer på hvert andet gadehjørne i centrum af hovedstaden.

En anden mærkværdighed ved landet er den epidemisk udbredte mistro til politikerne. Selv embedsmænd holder sig ikke tilbage for at nedgøre deres politiske chefer. »Det var fortjent, at statsministeren måtte gå af i 1997. De enorme tab på pyramide-spillene var en dyr, men nødvendig lektie for os at lære, nemlig at pengene ikke falder ned fra himlen. Og den genvalgte Sali Berisha har indrømmet, at det var en fejl, at han anbefalede folk at investere i pyramide-selskaberne,« siger dr. Besin Islami, som leder det nationale energiselskab.

Undskyldningen for den kroniske korruption lyder altid, at albanerne endnu ikke er vant til demokrati, og at politikerne derfor anser en post i regeringen som adgangsbillet til personligt at berige sig og indsætte venner og familie samt betydningsfulde folk fra den klan, de tilhører, i ledende stillinger.

»Ja, alle er mere eller mindre korrupte, for systemet lægger op til det,« siger Anna Stjärnerklint og tilføjer: »I Albanien er samfundet baseret på klaner, og derfor mangler der en følelse af samhørighed.«

Begejstret for USA

Meningsmålingerne viser, at stort set hele befolkningen ønsker at blive en del af EU, men EU udskyder gang på gang sin underskrift på bindende dokumenter og vil heller ikke give så meget som et årstal for, hvornår albanerne kan håbe på at komme ind i unionen, dertil er korruptionen for stor og den albanske mafias forbrydelser for grove.

Spørger man en menig albaner om landets dårlige rygte, kommer der rituelt en forklaring om, at albanerne er godtroende og naive, fordi de i så mange år har levet under det mest undertrykkende kommunistiske diktatur, hvor selv religion og lytten til udenlandsk musik var strengt forbudt. Derfor blev de svageste sjæle, da friheden kom, forført af udlændinge til at gå ind i den kriminelle underverden. Efter sådan en forklaring går albaneren ud og starter sin Mercedes og kører bort.

Begejstringen for kapitalisme i den form, USA står for, er synlig i gadebilledet. Der er mange cafeer og barer, der bærer navne som Cowboy Pub, Manhattan Piano Bar og Bushi Bar, og film og tv fra Hollywood er de mest populære.

Det er uden tvivl lettere for Albanien at blive optaget i NATO end i EU, fordi den albanske regering fuldstændig ukritisk har støttet USAs krigsførelse i Irak og sendt 70 soldater til at forstærke de amerikanske tropper. For et par måneder siden kom nyheden om, at tropperne nu skulle forstærkes med yderligere 50 soldater. Og der lød ingen kritiske kommentarer om den beslutning fra Radio Tirana.