Hverdagens mirakler
Kristeligt Dagblad| 08.11.2003
Af Kirsten Boas
TRO TIL TIDEN: Journalist og forfatter Øjvind Kyrø takker Gud for solen, det daglige brød og en dejlig kvindes kys, men er skeptisk over for de mirakler, folk tror, de kan få udført på bestilling.
Øjvind Kyrø er skeptisk over for mirakler. Ikke dem, der af Guds nåde tilflyder ham, ved at solen står op hver dag, at han får sit daglige brød, er sund og rask og en gang imellem får et kys af en dejlig kvinde, siger han. Men de mirakler, mennesker tror, de kan få udført på bestilling hos Gud eller mennesker.
Han kan finde på at bede Gud om hjælp til sig selv eller sine kære. Men forsøger at huske at tilføje »ske din vilje« og i øvrigt at takke for alt det, han allerede har fået.
– Det kan godt være, man bliver skuffet lige i øjeblikket over, at Gud ikke bare udfører den handling, man bad ham om. At han ville lade ægteskabet lykkes, skaffe én penge til en ny cykel eller noget helt tredje. Men senere, når man kigger tilbage over årene, viser det sig måske, at der var større velsignelse i at beholde den gamle cykel og finde sig en ny kone!
»En ond og utro slægt kræver tegn og undere«, siger Jesus. I dag kunne man måske tale om en forkælet slægt, der bliver fornærmet på Vorherre, hvis ikke det går, som man beder om. Hvad ved vi, hvad der er bedst for os og de mennesker, vi har med at gøre?, siger Øjvind Kyrø.
I øjeblikket rejser han land og rige rundt og holder foredrag i sognegårde om tro og overtro. Menighederne vil gerne i diskussion med ham efter hans udsendelser i DR-tv i foråret, »Fornemmelse for snyd«, om bedrag og selvbedrag i den okkulte branche og DR-dokumentaren »Forført« om den indiske guri Sai Baba, som han ikke tøver med at kalde en pædofil tryllekunstner og svindler. En del af de medvirkende i programmerne om den okkulte branche truede før og efter tv-serien med erstatningskrav, protestdemonstrationer og retssager. Men kun én af dem klagede til Pressenævnet, fordi han havde tabt kunder på grund af tv-udsendelsen. Nævnet har for nylig frikendt DR og Øjvind Kyrø.
– Faktisk synes jeg, det største under i mit liv er, at jeg bor i et land, hvor alle har mad på bordet og adgang til sygehuse og dygtige læger, og hvor man i det store og hele kan gå trygt på gaden. Jeg kan godt undre mig over, at Vorherre lod mig se dagens lys netop her, i et velhavende vestligt land, og ikke i tredje baggård i Calcuttas slum. Havde jeg været fattig, kasteløs indisk borger, havde jeg ikke levet i dag, for på mine mange reportagerejser har jeg fået både malaria, dysenteri og tyfus, som blev helbredt takket være effektiv behandling. Det er da et under. Det er jeg taknemmelig over, men indimellem også anfægtet af. Vi kender ikke Guds veje. Har kun troen på hans kærlighed at holde os til.
Stene for brød
I søndagens tekst bebrejder Jesus embedsmanden, at denne kun tror, hvis han får tegn og undere at se. Måske fordi det er ordet og ikke det enkeltstående mirakel, der skal skabe troen. Ordet om, at vi aldrig skal være alene, hverken i livet eller døden, og at ens job i tilværelsen er at tjene sine medmennesker. Men tro på kærlighed er risikabel. Vi er så bange for at tro kærligheden og vise tillid. Derfor er det mere attraktivt at satse på håndfaste mirakler og okkulte sportsgrene, tilføjer Øjvind Kyrø.
Danskernes religiøse søgen er intakt, samtidig med at deres viden om kristendom er svundet ind, mener han. Derfor er det modsatte af at tro på Gud, ikke altid at tro på ingenting, men ofte på alting. Og her får clairvoyanterne, åndetæmmerne, healerne, auralæserne osv. den store chance.
– Det er synd og skam at give folk stene for brød, når de søger en større sandhed med livet. Ovre på journalisthøjskolen spurgte jeg for nylig – mens tv-kameraet rullede – 10 tilfældigt udvalgte studerende, om de kunne deres fadervor. Kun én ud af 10 kunne sige hele bønnen. Selv den mest banale mængde kristne børnelærdom er ukendt for de fleste i dag. For mig at se vendte det med den nye folkeskolelov i 1975, som med Ritt Bjerregaard & Co. fik løsrevet undervisningen i kristendom fra folkekirkens opsyn.
Hovedpersonen
Heldigvis er kirken siden, men alt for sent, vågnet op og får nu forældreopbakning til minikonfirmand-undervisningen, som med sin kristendomsundervisning af børn i de yngste skoleklasser, forhåbentlig får rettet en smule op på uvidenheden. Skal man sige ja eller nej til kristendom, jødedom, islam osv. bør beslutningen da i det mindste tages på et ordentligt grundlag, siger Øjvind Kyrø.
Hvad angår interessen for mirakler i kirkeligt regi – ved håndpålæggelse, helgenindblanding, eksorcisme m.m. – synes han nogle gange, den antager karakter af overspændt hang til overnaturlige hændelser. Hvis for eksempel en madonnafigur i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København fældede tårer i månedsvis, sådan som det hævdes, mener han, det grænser til bespottelse at tro, at Vorherre ikke har andet og bedre at tage sig til. Skulle Gud virkelig være gået over i spøg og skæmt-branchen?
På spørgsmålet om, han aldrig er i tvivl om Guds eksistens, svarer Øjvind Kyrø:
– Ok jo, masser af gange. Men så går jeg i kirke. Og bliver mindet om, at jeg ikke behøver tynge mit sind med spekulationer over, hvor meget eller lidt jeg tror. Hovedpersonen i mit liv er alligevel ikke mig selv, men min næste.
BLÅ BOG
Øjvind Kyrø. Født 1952. Journalist, forfatter, foredragsholder. Medlem af Baptistkirken i Danmark. Bifag i kristendomskundskab fra Kbhs. Universitet 197. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1982. Ansat på Weekendavisen indtil 1988. Latinamerika-korrespondent i Chile for Berlingske Tidende og Weekendavisen. I 1992 udenrigsredaktør på TV 2-nyhederne. Siden 1993 freelance, i dag primært for TV og radio. Bland nyeste udsendelser kan nævnes DR2-serien, »Når jeg stiller træskoene« med bl.a. Suzanne Brøgger og Johs. Møllehave. Har bl.a. skrevet bogen »Gidsel for Fred« om de 223 dage end dansker var kidnappet af guerillaen i Colombia.
Søndagens tekst
- søndag efter trinitatis
Johannesevangeliet 4, 46-53
Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.