Hjemme hos Rwandas diktator

Politiken | 29.05.1994

Af Øjvind Kyrø 

Præsidenten ville hjem til middag, og det kom han. Hans fly faldt ned i hans have. I styrtet gennembrød det lille jetfly den tre meter høje murstensmur omkring præsidentboligen. Vragrester spredte sig i en ujævn vifte på 50 meters længde ind i parken, og noget af flyet brasede også gennem taget og ned i hjemmekontoret på anden sal.

Det hele skete den 6. april. Rwandas præsident Juvenal Hapyarimana skulle hjem fra fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania.

To usandsynlige hændelser indtraf den dag.

Selv om paragraf 1 i håndbog for præsidenter lyder, at to statschefer aldrig må rejse sammen, inviterede Hapyarimana sin kollega fra tvillingestaten Burundi med i flyet. 

For det andet blev hans fly skudt ned med et missil af endnu ukendte attentatmænd og dumpede ved skæbnens grumme ironi ned i hans egen have, hvilket enhver aktuar ville anse for komplet usandsynligt. 

Under alle omstændigheder blev attentatet startskuddet til, at massakrerne i Rwanda få timer senere brød løs. 

I mandags, efter at tutsi-oprørsbevægelsen, RPF, havde erobret området omkring Kigalis internationale lufthavn, fremviste den stolte feltherre, oberst Samuel Kaka, den henfarne hutu-præsidents residens for de få tilstedeværende repræsentanter fra verdenspressen. 

JULEKORT FRA MITTERRAND
Alt ligger urørt i parken, bortset fra at liget af de to præsidenter og de andre otte ombordværende er fjernet, sandsynligvis med pincet. 

Nær den halvtomme swimmingpool med baderinge i ligger flyets sorte boks. 

Andre vragdele er strøet rundt i den eksotiske, botaniske præsidenthave med gummitræer og duftende blomster og påfugle kækt spankulerende rundt. 

Der er alt lige fra flysæder, dørhåndtag og motordele til ryggen af en håndbog med titlen ‘Jeppesen – Airway Manual’. 

Man kan ane den gigantiske residens gennem et ituslået vindue. Hoveddøren er låst. 

Villaen ser ud, som om den blev efterladt i panik. Alle skabe, skuffer og låger er åbnet, og de vigtigste ting – såsom smykker – pakket ned i hast.

Gennem vinduet træder man på glasskår ind igennem en stue med hjemmebar, hvor der står fransk pærebrændevin, gin, cognac og vodka parat til at blive hældt op i de farvestrålende cocktail-glas på hylderne og serveret for tørstige gæster i møblementet, der må beskrives som en nymodens imitation af rokokomøbler, udført i hvidlakeret spånplade, polstret med skumgummi og betrukket med rødt plys. 

Baren gemmer også en bog med guldsnit, der ved første blik ligner en bibel, men som ved nærmere eftersyn og opslag rummer seks små glas og en flaske spiritus. I spisestuen hænger to imposante prismelysekroner over det hvide bord med seksten siddepladser om. På skænken står julekort fremme. Blandt dem et med de varmeste ønsker om en god jul og et lykkeligt nytår, underskrevet ‘Danielle og Francois Mitterrand’.

 
SELV-DYRKELSE

I stueetagen finder man et af husets utallige soveværelser med spejle i hovedgærdet på dobbeltsengen, der også er udstyret med indirekte lys, radio og båndoptager. På sengekanten – ved siden af en kondicykel – sidder et par af de eskorterende RPF-soldater og kigger i præsident Hapyarimanas samling af fotos. 

De er tydeligvis forbløffede over at være omgivet af sådan en luksus. 

– Ja, han var ret velhavende, bemærker oberst Kaka. 

Rwandas myrdede præsident ejede desuden en selvglæde ud over det sædvanlige. 

Over alt i huset hænger der malerier eller fotos af ham, og forud for hver eneste offentlige fremtræden må han have befalet, at den skulle foreviges.

Men finder nemlig stakkevis af albums med fotos, der viser Hapyarimana blive modtaget i snart den ene snart den anden by af den lokale øvrighed, hvor smilende børn står i rad og række med flag og plakater med portrætter af nationens enevældige hersker, generalmajor Hapyarimana, som kuppede sig til magten i 1973.

Man ser Hapyarimana indvie en Unicef-kampagne, hvor han lader de bittesmå børn komme til sig, så han kan lægge hænderne på dem, inden de bliver vaccineret, og man ser Hapyarimana holde fest på terrassen i residensen med et batteri af champagneflasker på bordet og underskønne, lyshudede kvinder, der omfavner ham. 

STADSSTUEN

I alle soveværelserne hører næsten lige så store badeværelser til, nogle med chokoladebrune håndvaske, bidet, wc og ovalt badekar, andre med whirlpool, marmorgulve og guldbelagt armatur. 

I et af dem svulmer skabene med et så omfattende depot af vitaminpiller foruden tabletter, salver og anden medicin, at man uvilkårligt skulle tro, at han var hypokonder. 

Stadsstuen er nærmest en søjlesal af arabisk tilsnit på over 150 kvadratmeter, og langs væggen hænger vitrineskabe med champagneglas en masse , the- og kaffekander, sølvtøj og champagnekølere. 

Interiøret her omfatter lave, moderne lædersofaer, der er placeret over for en række forgyldte stole i udskåret træ, og i festsalen er der også små fontæner af porcelæn med indlagt belysning. 

Oven på finder man værelser til præsidentparrets otte børn, hvor dyre legetøjsbiler ligger hulter til bulter på det blomstrede gulvtæppe. 

I en salon står der ved siden af en gulvvase med plasticblomster en montre med krystalfade og et dødt ur, som ifølge inskriptionen er en gave fra det egyptiske søværn, hvad interesse så end en præsident i et land med over 10.000 kilometers kørsel ud til Det Indiske Ocean har i en flåde. 

HEMMELIGE PAPIRER

I øverste etage støder man i herreværelset med mørke trælofter på en hel del udstoppede hoveder af eksotiske dyr. Habyarimana må have været en inkarneret jæger, for spredt ud over gulvet ligger der store, blanke jagtpatroner, som præsident-enken øjensynligt ikke har fundet det nødvendigt at tage med i flugten.

Ved siden af opdager man præsidentens private kontor, der skæmmes af et meterstort hul i loftet, men det er ikke til at afgøre, hvad der faldet ned gennem taget. 

Under et brunt støvlag fra de pulverisede teglsten står en fax-maskine, reoler med leksika og en uåbnet katolsk katekismus samt tre-fire attache-tasker, nogle aflåst, andre til at åbne. 

I dem kan man studere dossiers ’til præsidentens godkendelse’, hvori der ligger breve til ‘Hans Excellence’ med lovforslag, hvorpå der er stemplet ‘fortroligt’. 

Andre papirer er stemplet ‘hemmeligt’ på hver eneste side, og de indeholder forslag til udnævnelse af nye ambassadører i Bonn, Bruxelles, Washington, Moskva, Dar-es-Salaam, Kinshasa og Kampala samt en håndtegnet plan over en ny administrativ struktur i finansministeriet. 

Ved siden af skrivebordet ligger fornemme fløjlsæsker med gaver. En af dem rummer en platte med ‘komplimenter fra Saudi-Fonden for Udvikling i Riyadh’ og et gyldent fad ledsages af ‘mine bedste ønsker for nytåret’, underskrevet af en egyptisk feltmarskal Ghazala, som er forsvarschef og leder af våbenproduktionen. 

Uden for præsidentboligen pryder et stort maleri af husets og nationens tidligere herre væggen på vagthuset. Foran det er et par RPF-soldater i gang med at beundre en af de hvide, BMW-motorcykler, som blev brugt til eskorte, når Habyarimana skulle på arbejde i limousinen. 

Han er aldrig blevet begravet, og hvor hans jordiske rester egentlig befinder sig, ved ingen af områdets nye magthavere, tutsi-rebellerne. 

Det eneste sikre er, at resterne af hans præsidentkollega, Cyprien Ntaryamira, blev fløjet til Burundi. Efter at de havde været på køl i Bujumburas førende bryggeri, som rådede over landets eneste fungerende kølerum, blev han begravet en uge efter nedskydningen. 

Storhed står for fald.