Hårde ord og løse ender

Nordjyske Stiftstidende | 16.11.2009

Af Ove Nørhave

****oo

“Med venner i lys” er samtalebog nummer (mindst) seks med den blodprop-i-hjernen-ramte, men stadig næsten lige utrættelige Johannes Møllehave (efter samtaler med Benny Andersen, Gösta Petersson, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, landets biskopper og senest Synne Garff).

Denne gang er samtalepartneren ungdomsvennen, tidligere biskop Jan Lindhardt, de to har kendt hinanden i 52 år – og “Med venner i lys” har nøjagtigt samme fordele og ulemper som andre samtalebøger:

Med den rigtige partner fremkommer emner og ytringer, som man måske ikke lige havde regnet med – til gengæld hænger nogle udsagn og flagrer, fordi de ikke rigtigt bliver fulgt op.

Bogen har mange løse ender og blindgyder, men også en del ret tankevækkende anekdoter og ikke så få heftige udsagn – lige ud af posen om Møllehaves hang til andre kvinder end sin kone og om en udtalt ødselhed, når det gælder drikkepenge til servicepersonale og en skilling til tiggere.

På sin side har Jan Lindhardt flere meldinger af den type, som man både kan slå og skære sig på: “Ateister er bløde i bolden. Det naturlige er at være religiøs”.

Her som andre steder viser Møllehave og Lindhardt sig ret uenige om meget

– For eksempel står Lindhardt tydeligvis uforstående over for, at troen for Møllehave er en form for vejrtrækning samtidig med, at samme Møllehave nærer dyb respekt for ateister.

Sammen kommer Møllehave og Lindhardt ad mange vild- og smutveje fra fortid og opvækst over religion og trosliv videre til magt, ære, liv og død frem mod en bemærkelsesværdig erkendelse af, hvor forberedte de er på, at livet skal have en afslutning – og at de såmænd er parate til at begrave hinanden (efter døden, altså).

Som med så mange andre Møllehave-udgivelser får man lyst til at orientere sig mere om i det mindste nogle af 117 forfattere, kunstnere m.fl., som de når at berøre, men noget kunne godt være skrevet om eller helt udeladt.

Hvad skal vi for eksempel med oplysningen (side 188) om, at skuespilleren Olaf Ussing havde “tilbøjeligheder”, der gjorde det ubehageligt, at der ved hans begravelse blev sunget “Elefantens vuggevise”?! Halvkogt sladder er egentlig værre end ingen sladder.

At samtalerne har foregået i Rom bliver egentlig ikke brugt til så meget, og fotografierne har noget grynet, besynderligt altmodisch, 50’er-agtigt over sig.