Hævnens time er inde i Rwanda

Politiken | 04.10.1994

Af Øjvind Kyrø

De nye magthavere kan ikke længere kontrollere regeringshæren, som beskyldes for at begå ‘systematiske myrderier’ Rwandas egentlige magthaver, generalmajoren for den triumferende tutsi-dominerede hær, der siden den militære sejr også smykker sig med titel af vicepræsident og forsvarsminister, har ikke længere styr på sine tropper.

Den 37-årige feltherre med de bløde hænder og hans 10.000 mand erobrede på tre måneder Rwanda og slog folkemorderne på flugt, alt imens FNs Sikkerhedsråd ikke gjorde andet end at trække de 2500 FN-tropper ud og verbalt tage afstand fra blodbladet.

– Paul Kagame er en brillant general. Lederskabet var godt, tropperne disciplinerede, og Kagame holdt sin strategi gennem hele krigen, siger major Jean-Guy Plante, presseofficer for den lille FN-styrke, som blev i Kigali under blodbadet, men ikke havde mandat til at gribe ind. 

Plante blev ligesom andre militære fagfolk forbløffet over at opdage, hvilken kampkraft RPF lagde for dagen. På 100 dage slog RPF-soldater iklædt uniformer fra DDRs overskudslagre og med erobrede våben den større, veludrustede og fransktrænede regeringshær på flugt ud af landet. 

– RPF vandt krigen på grund af Kagame. Han var elsket af soldaterne, og de troede på deres sag. Kagame var modig, satte et eksempel, spiste og levede beskedent sammen med sine soldater, siger major Plante. 

Men nu beskylder FNs Flygtningehøjkommission i en rapport, grundet på 300 vidnesbyrd, RPF-styrker for at stå bag ‘systematiske myrderier’. 

Overgreb på tilbagevendende flygtninge er flere gange blevet afsløret, og omkring 60 RPF-soldater er blevet anholdt. 

– Mellem en halv og en million mennesker blev massakreret, og i den sammenhæng må man sige, at RPF opfører sig vel, mener major Plante og tilføjer: Folk dræbes, men slet ikke så mange, som vi regnede med. Et par dusin er alt, vi kender til og kan dokumentere. 

Men UNHCRs rapport får sandsynligvis den begyndende tilbagevenden til at standse brat. Flygtningene vil hellere friste en kummerlig tilværelse i lejre i nabolandet end vende hjem til et land, hvor UNHCR ikke kan garantere deres sikkerhed. 

Mange nødhjælpsarbejdere tvivler imidlertid på, om materialet i rapporten er holdbart, for i en del tilfælde, hvor journalister har efterforsket vidnesbyrd om massakrer, har det vist sig, at de har været rene projiceringer – at anklagerne kom fra folk, der selv havde stået for massakrer. 

Endnu flere er skeptiske over for, om mordene er systematiske, som UNHCR-rapporten siger. Når drabene er sket, har det som regel været, fordi naturen går over optugtelsen når soldaterne står over for folk, der angives at have myrdet familie eller venner. Desuden er soldaterne frustrerede over, at ikke en af de ansvarlige for folkemordet endnu er straffet. De er flygtet til nabolandene. 

Og endelig har Kagame ‘fredsproblemer’ i sin hær. Et er at bekæmpe en fælles fjende, noget helt andet er at overvinde de kulturelle forskelle, der er i en styrke bestående af eksilerede landsmænd. De fleste er som Paul Kagame vokset op i Uganda, nogle kommer fra Burundi, andre fra Tanzania og Zaire. 

TROEN PÅ HJEMVENDEN
Siden 1959, da flugten fra pogromerne i Rwanda begyndte, har de i al ubemærkethed spundet et kontaktnet over hele kloden fra Canada og Belgien til Kenya og Burundi. 

I modsætning til palæstinenserne og kurderne har eksil-tutsierne ikke ført højrøstede kampagner tilsat lejlighedsvise terrorangreb, men har i stilhed og med deres stærke sammenhold ligesom zionisterne aldrig opgivet troen på, at de en dag kunne vende tilbage til deres fædreland. 

Paul Kagame var en unge på tre år, da hans forældre tog flugten til Uganda. 

I skolen fik han en klassekammerat ved navn Yoweri Museveni. 

Kagame kæmpede sammen med tusinder af eksiltutsier i Musevenis guerillahær mod præsident Milton Obotes blodige regime, fordi tutsierne i Obotes regeringstid blev udsat for chikane. 

Efter krigen belønnede præsident Museveni sin våbenfælle Kagame med posten som efterretningschef og sendte ham på et militærakademi i USA. 

‘Intet kan holde os fra at vende hjem’, sang tutsi-rwanderne i en RPF-hymne og begyndte i al hemmelighed at planlægge en invasion. Alene i Uganda var de eksilerede vokset til det dobbelte, omkring en halv million. 

Alle mæglingsforsøg var hidtil slået fejl, fordi Rwandas hutu-præsident Habyariamana afviste alle krav om tilbagevenden ved at henvise til, at Rwanda var Afrikas tættest befolkede land, og at der ikke var plads til flere. 

KAMP OM FREDSAFTALE

I 1990 deserterede 4.000 tutsi-soldater fra den ugandiske hær og begyndte en invasion. 

Tidspunktet var velvalgt. Efter at have ført Rwanda gennem en blomstringsperiode, var landets enehersker, general Juvenal Habyarimana, blevet viklet ind i et edderkoppespind af stammeintriger. Præsidenten indsatte sine familiemedlemmer og stammefrænder fra det nordvestlige Rwanda i de bedste stillinger i landet, og alle klagede over korruption, nepotisme og overgreb. 

På fire dage førte Paul Kagame sine tropper frem til fods fra en stribe erobret land i det nordlige Rwanda til hovedstaden. 

RPF tog hutu-hæren på sengen med sit invasionsforsøg. Ikke alene forlangte RPF demokrati, pressefrihed og respekt for menneskerettigheder – krav, der blev hilst velkommen især i den sydlige del af landet, hvor man var imod dominansen fra nord – men først og fremmest ret for tutsierne i eksil til at vende tilbage. 

Donorlandene og OAU – Den Afrikanske Enhedsorganisation – pressede RPF og den modvillige Habyarimana til forhandlingsbordet. Efter et par blodige invasionsforsøg mere, der gjorde en million til interne flygtninge i Rwanda, underskrev Habyarimana endelig i august 1993 en fredsaftale i Arusha i Tanzania. 

Men han førte kun få af aftalens punkter ud i livet, fordi hans hof af familiemedlemmer og partifæller kæmpede imod en magtdeling med ‘kakerlakkerne’, som RPF-guerillaen kaldtes af hutu-styret. Og det var sandsynligvis de mest rabiate hærfolk, der skød præsidentflyet ned i Habyarimanas egen have, da det lagde an til landing 6. april. 

HÆVNTØRSTEN MÅ TØJLES

Denne brogede hær af eksiltutsier skal nu til at besætte stillinger i regering og centraladministration og genopbygge et udplyndret land, hvor mindst en halv million indbyggere er massakreret, to millioner er flygtet til udlandet og næsten lige så mange er fordrevet fra deres huse. 

Hovedproblem nummer et bliver at forsone sig med hinanden og tøjle hævntørsten. 

På posterne som præsident og premierminister er placeret to hutuer, men de skygger ikke for den kendsgerning, at det fortsat er den splejsede general Paul Kagame, der er landets stærke mand. Ifølge hans plan skal den nyudnævnte regering styre Rwanda i fem år, før der udskrives valg. 

Mange udtalelser fra de nye magthavere peger på, at de stiler mod at kalkere en styreform, som Ugandas præsident Museveni har indført, nemlig at samle alle politikerne i en slags samlingsregering. 

– Ideen er at undgå at stammemodsætninger står i vejen for genopbygning af landet, siger en europæisk ambassadør og tilføjer: Devisen er, at det er bedre at samle alle parter i et telt, hvor de kan stå og pisse ud, end de står uden om teltet og pisser ind. 

Paul Kagame har været høgeagtig besat af disciplin i sine egne rækker. At der nu meldes om massakrer kommer derfor bag på de fleste observatører, diplomater og nødhjælpsarbejdere. 

Men ikke på Bob Koepp, chefen for Det Lutherske Verdensforbunds luftbro til flygtningene i Goma, som har levet det meste af sit liv i Afrika:

– RPF er simpelt hen for godt til at være sandt. De har været meget virksomme på deres image i omverdenen, men underneden er de anderledes. 
De vil regere som afrikanere. De fleste RPF-folk venter blot på at få hævn, når flygtningene kommer tilbage. Jeg siger hermed ikke, at de er værre end os – se for eksempel på Nordirland – for vi er lige så grusomme.