Hårdt at stable en regering på benene

Weekendavisen | 06.09.1991

Afrikas Horn. Efter 30 års frihedskrig er Eritrea endelig uafhængigt, omend ikke anerkendt; landet har fået orden, men ingen lov

Af Øjvind Kyrø

ASMARA – Hvad skal man stille op med et land, der kalder sig fysisk uafhængigt, men ikke er det ifølge internationale lovparagraffer?

Diplomaterne kløede sig i håret og spurgte hinanden. Ingen kunne rigtigt huske nogle fortilfælde.

De sad i Asmara, Eritreas hovedstad, på Afrikas Horn. I tre måneder efter erobringen af landet holdt befrielsesbevægelsen stadig landet forseglet. Ingen post, ingen rutefly, ingen telex og ingen telefon fungerede.

Med charterfly, på muldyr-kærre over grænsen fra Etiopien, med lastbiler var de kommet de 2.300 meter op på højsletten, hvor Asmara ligger.

De fandt »en vidunderlig stemning«, som en norsk Røde Kors-læge udtrykte det. Asmara, som gennem de sidste 17 år havde været holdt som et fort mod de fremrykkende fighters fra EPLF – »Eritrean Peoples Liberation Front« – var stort set uskadt, fordi de afgørende slag fandt sted 40 km syd for byen.

»Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at man gik omkring i en syditaliensk by,« sagde diplomaten, der var ankommet med muldyr.

Sandt nok. Palmebestrøede gader, små haveanlæg med sirligt klippede buske, italienske villaer og cappuccino-maskiner i de mange barer.

Her er der ikke udgangsforbud kl. 22 med derpå følgende skyderier som i Addis Ababa, og det gennemgående syn i gadelivet er: genforening.

Unge med patron- og granatbælter om livet og kalashnikoven på ryggen vandrer arm i arm med deres forældre eller søskende. Mange har ikke set hinanden i et dusin år og ikke vidst, om hinanden var i live.

Lang, ensom krig

Den 24. maj endte den længste, mest glemte og ensomme krig, nogen guerilla- bevægelse har ført.

Tredive år og 50.000 guerilla-fighters liv tog det, for slet ikke at nævne de langt over 100.000 tvangsudskrevne etiopiske soldaters dødsofre.

Først forsøgte kejser Haile Selassie med USAs hjælp at nedkæmpe de ukuelige eritreanere, som holdt fast ved den FN-resolution, der lovede dem selvstændighed, men i forbund med Etiopien, i 1952.

Men gradvist overtog kejseren af Afrikas trediestørste stat magten i Eritrea, for disse mærkelige mennesker, disse effektive italiensk-opdragede undersåtter skulle ikke kontrollere adgangen til havet, Det Røde Hav, som grækerne kaldte Mare Erythrea efter den alge, som gav vandet et rødt skær.

I 1962 begyndte de første kamphandlinger mod den etiopiske besættelsemagt, og de fortsatte også efter, at et militærkup i 1974 gjorde det af med kejseren, og oberstløjtnant Haile Mariam Mengistu et par år senere indførte et socialistisk styre efter alle Kremls regler med Lenin-statue foran Hilton- hotellet i Addis Ababa og nationaliseringer af landets virksomheder.

Eritreanerne mærkede intet reelt til, at kejseren blev udskiftet med en socialist, og at bomberne var sovjetiske i stedet for amerikanske.

De fortsatte kampen, og EPLF, der har et flertal af koptiske kristne blev den førende guerilla-organisation efter nogle års interne politiske trakasserier med den muslimsk-dominerede ELF – »Eritrean Liberation Front«.

De eritreanske fighters erobrede, takket være deres engagement og træning, tonsvis af sovjetisk tros i form af artilleri, kampvogne og de handy kalashnikov-geværer. De gravede skyttegrave og lå i årevis og holdt den etiopiske overmagt stangen.

Bomber for jøder

Etioperne foretog den ene offensiv efter den anden med cubansk, russisk og østtysk assistance, men uden succes. Gradvist erobrede EPLF landet.

Sidste år i februar udkæmpede de to hære et slag, som på grund af verdenspressens arrogance kun blev nævnt i noteform, trods det var det største panserslag siden El Alamein i 2. Verdenskrig.

Eritreanerne vandt igen og erobrede Massawa, den strategisk vigtige havneby, tre timers kørsel fra hovedstaden Asmara.

Etioperne begyndte et intenst luftbombardement af Massawa om dagen, og til EPLFs overraskelse fortsatte bombningen om natten fra søsiden. Men inden længe havde EPLF også erobret den etiopiske flåde.

Det var på denne tid, Israel tilbød oberstløjnant Mengistu det, han manglede. USSR var begyndt at indstille våbenleverancerne til det etiopiske styre, og israelerne trådte til og tilbød effektive chilenske klyngebomber til bombardementet af Massawa. Til gengæld skulle Mengistu lade tusinder af sorte jøder – de såkaldte falasher – forlade landet til fordel for Israel.

Men befolkningen i de få byer, som etioperne kontrollede, var ved at dø af sult, og FN tilbød at bespise dem, hvis det etiopiske luftvåben standsede angrebene på Massawa, hvor skibene skulle anløbe, og hvorfra FN-konvojerne skulle afgå.

Og det skete. Efter et halvt års intens bombardement, der kostede 400 menneskeliv og lagde 800 bygninger i ruiner, standsede det.

I forvejen vidste militærstyret godt, at spillet var tabt. I lang tid inden det tabte Massawa, var den eneste sikre vej derfra til Asmara at flyve. Langs den snoede bjergvej fra Asamra oppe på højsletten og ned til den hede ørkenby ved Rødehavet, havde EPLF gravet sig ned i skyttegrave. Hver eneste etiopisk militærbil blev angrebet.

Ingen lynchninger

EPLF tog i år til fredsforhandlinger med USAs fhv præsident Jimmy Carter og senere i London med den amerikanske regering – det var, da man i Washington indså, at det kun var et spørgsmål om tid, før Mengistu flygtede ud af landet, for i resten af Etiopien marcherede lokale oprørsbevægelser også sejrrigt frem – og samtidig stødte EPLF frem mod endemålet: Asmara.

Tre dage varede kampene uden for Eritreas hovedstad. 30.000 fighters dræbte og sårede omkring 30.000 mand af den etiopiske hærs elitestyrke og tog 80.000 krigsfanger, mens 50.000 flygtede til Sudan.

Den 24. maj om morgenen gik fighterne ind i ad Asmaras gader, og et par dage senere flygtede Mengistu til Zimbabwe, hvorefter en fællesfront af regionale oprørsgrupper overtog styret i Addis Ababa.

Samtidig afbrød EPLF alle forbindelser med omverdenen for at få orden i landet. Krigsfangerne blev sendt til Etiopien og de etiopiske bureaukrater og bestyrere af de nationaliserede virksomheder fulgte efter. »Eritrea for eritreanerne,« som der står på plakaterne i Asmaras butikker.

Dog fik etiopere, så som skræddere, handlende og uundværlige forretningsfolk lov til at blive. Trods rygter viderebragt af det franske nyhedsbureau AFP og dagbladet Le Monde er der ikke beviser for, at der er foregået nogen form for lynchninger efter befrielsen.

Vejen til Det Røde Hav

Så nu er Eritrea altså sig selv. Men »Eritreas provisoriske regering« vil ikke udstede pas før om to år. Til Weekendavisen siger regeringschefen, Issayas Afework, at man vil holde fast ved det løfte, man har givet, nemlig at holde en folkeafstemning blandt de tre millioner indbyggere to år efter befrielsen. Og spørgsmålet, eritreanerne skal stemme ja eller nej til, lyder: »Skal Eritrea være selvstændigt eller i forbund med Etiopien?«

Der hersker ingen tvivl om udfaldet, selv hos de mest skeptiske: EPLF er sejrherren, der i tre årtier har kæmpet for uafhængighed og bragt fred – og hvem vil være i forbund med et kæmperige som Etiopien, der trues af interne stridigheder mellem de forskellige befrielsesbevægelser, der erobrede landet?

Ifølge EPLF er forholdet til den ny provisoriske regering i Addis Ababa fortrinligt, men det er utvivlsomt blot et spørgsmål om tid, før diskussionen begynder om Assab, Eritreas sydligste og største havneby.

Det vigtigste argument for at annektere Eritrea har altid for de skiftende magthavere i Addis Ababa været, at Etiopien må og skal have adgang til Det Røde Hav.

Det har man i og for sig også fået med en aftale mellem de to nye regeringer i Asmara og Addis Ababa. Aftalen går ud på, at Assab bliver en frihavn, men at den tilhører Eritrea.

Etiopere, der har leveret deres sønner og mænd som kanonføde for oberstløjtnant Mengistus krig mod EPLF, og alle de andre, der er bitre eller jaloux på de driftige eritreanere, forstår ikke, at denne tidligere italienske koloni med sølle tre millioner indbyggere skal have lov til at lukke Etiopiens 50 millioner indbyggere inde fra Det Røde Havs grøn-blå bølger. Især ikke, når Eritrea i forvejen har én havn, Massawa.

I sit beskedne kontor svarer Issayas Afework, EPLFs berømte generalsekretær og Eritreas regeringschef på spørgsmålet om Assab. Han er en alvorlig mand, 47 år gammel og bærer sandaler på fødderne.

»Der er 14 afrikanske lande, der ikke ligger ud til havet, og de har løst deres problemer med adgang til havet med dem, der kan give den. Etiopien har ingen problemer med havadgang; der er Djibouti, Assab, Massawa og flere andre havne. Med bilaterale aftaler kan man møde behovet for adgang til havet. I fremtiden – med de gensidige interesser alle her i regionen har – er der ikke brug for at bruge muskler eller for at kræve overgivelse af en havn – det vil kun skade landenes basale rettigheder og medføre ustabilitet,« siger han til Weekendavisen.

Den provisoriske regering er selvsikker og stolt. Eller også beholder den nogle stærke kort i hånden for at have noget at forhandle om.

Politistyrke er nok

Inden for partiet – eller organisationen, som EPLF bestandig kalder sig – er der divergerende meninger. Ledende skikkelser fortæller Weekendavisen, at der ikke kan blive tale om nedrustning, for man kan ikke byde en befolkning, der har kæmpet i 30 år og ydet så store ofre, en usikker fremtid. – Heller ikke selv om fighterne har erobret et helt søværn, syv MiG-23-jagere, et ukendt antal kamphelikoptere, over 100 panservogne og utallige stykker artilleri, lastbiler og jeeps – eller cirka halvdelen af det sorte Afrikas største militærstyrke.

Men spørger man regeringschefen, om Eritrea ensidigt vil afruste, svarer Issayas Afework: »Vi har været tvunget til at skabe en stor hær ud af en lille befolkning. Men nu føler vi, at der ikke er brug for nogen stor hær. Vi vil beholde en meget beskeden hær, måske er der kun brug for en effektiv politistyrke til at holde lov og orden. Vi bekymrer os ikke om situationen i de omliggende lande, og vi går ind for en ensidig nedrustning.« 

En del udenlandske iagttagere har været nervøse for, hvad der kunne ske i Eritrea efter magtovertagelsen, hvor der nok hersker orden, men ingen lov. Hvordan kan man sikre kriminelle en retfærdig rettergang og befolkningen, at menneskerettighederne overholdes?

Issayas Afework: »Befolkningen har under de 30 års væbnet kamp været frarøvet såvel deres fundamentale politiske rettigheder som menneskerettigheder – de har levet som 3. eller 4. klasses borgere i deres eget land og er blevet forfulgt, blevet nægtet at bevæge sig frit og at udtale sig frit – uden nogen form for indblanding fra det internationale samfund eller de organisationer, der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Nu har vi indført menneskerettighederne med svære ofre. Vi lever i fred nu, og folk føler sig nu som 1. klasses borgere.«

Hans pressechef, Yemane Ghebrab, beretter, at det ny styre har givet amnesti til alle de eritreanere, der har kollaboreret med de etiopiske besættelsesstyrker. Det drejer som om et antal på 2.000.

»Men dem, der har begået alvorlige forbrydelser, skal stilles for en domstol. Det drejer som om under 100 personer, og deres sager undersøges i øjeblikket. Kun få af dem er anholdt. Retssagerne vil foregå for åbne døre.« 

En ny straffelov er for tiden ved at blive udarbejdet af EPLFs jurister, og de skal have den færdig i midten af september. Endnu diskuterer de, om dødsstraffen skal afskaffes. I det hele taget er det – med talsmandens ord – »et hårdt job at stable en ny regering på benene og udforme nye love. Selv om vi i 30 år har været sikre på, at denne dag ville komme, har krigen taget al vor tid og kræfter.«

Et nyt land på verdenskortet
*Areal: 120.000 kvadratkilometer med et ørkenagtigt kystområde, sletter mod vest ved Sudan, en central højslette, hvor hovedstaden Asmara (400.000 indb.) ligger samt et utilgængeligt bjergområde i nord.

*Indbyggere: Cirka tre millioner. Hertil kommer en halv million, der lever som flygtninge i Sudan og 250.000, som befinder sig i Golfstaterne, Europa og USA.

*Religion: Halvdelen er kristne, der tilhører den koptiske kirke. Desuden få procent protestanter. Resten muslimer.

*Historie: Var en del af det ubesejrede etiopiske storrige frem til 1890, da Italien erobrede området. Forblev Italiens koloni til 1941, da britiske styrker overtog styret frem til 1952. En FN-resolution gav fra 1952 landet selvstyre i forbund med Etiopien. Men Kejser Selassie indlemmede Eritrea som Etiopiens 14. provins. Og i 1962 indledte løsrivelsesbevægelsen væbnede angreb.

*Flag og nationalsang: Den ny provisoriske regering vil udskrive en konkurrence herom.