Glædeligt gensyn – Dronninge-besøget i Brasilien er noget særligt

Politiken | 02.05.1999

Rejsebeskrivelse: Rio de Janeiro

af Øjvind Kyrø

For 87-årige Elza Lerche er det kongelige besøg noget helt særligt. Elza Lerche tropper – om Gud og bentøjet vil – op i Den Danske Klub i Rio, når dronning Margrethe kommer på besøg.

»Men jeg håber, at mine naboer ikke finder ud af, at jeg taler så meget om Danmark – alle her tror, at jeg er brasilianer, og jeg føler mig også som én«, hvisker hun på nydeligt gammeldansk.

Elza Lerche har nemlig kun besøgt Danmark en gang i sit 87 år lange liv, og den rejse blev foretaget med luftskibet Graf Zeppelin.

Som treårig kom hun fra Danmark til Brasilien, fordi hendes fader havde fået job som ingeniør i en fabrik, der fremstillede isblokke til køleskabe, og efter 21 års opvækst i Rio de Janeiro var tiden kommet til, at hun skulle gense sit fædreland, sådan som hendes fader havde lovet hende.

»Det var onsdag den 5. august 1936, og klokken var fire om eftermiddagen, da vi kørte med tog ud til lufthavnen, hvor luftskibet ventede. Det kom nede fra Buenos Aires. Først spiste vi middag på flyvepladsen, og ved nitiden om aftenen lettede vi, mens vi fik vin og kaviar. Vi fløj op langs kysten til Recife i det nordlige Brasilien, hvor min far var på arbejde i de dage. Hundreder af fattige mennesker holdt luftskibet fast hele natten med de reb, der blev smidt ned. Det var ikke noget rart syn. Imens sov vi på Hotel Central«, fortæller hun.

Men posten var ikke nået frem fra oplandet til Recife, og derfor blev rejsen udsat med en dag. Fredag morgen gik det ud over Sydatlanten i en højde af 250 meter over havet. Nu og da steg Graf Zeppelin op til 1.000 meter, hvis vejret blev dårligt.

ØVERST PÅ GÆSTELISTEN

Det var det tyske rederis tiende tur til Sydamerika, og i den trykte gæsteliste for overfarten står Fräulein Elza Lerche øverst, nedenunder følger 18 andre rejsende på den lange rejse fra Rio de Janeiro til Friedrichshafen i Tyskland, som var berammet til at tage fire dage. Besætningen talte ni mand med ‘herr Kommandant Kapitän Hans von Schiller’ som øverstbefalende.

»Der var en stor stue med klapborde, hvor vi spiste. Om aftenen, da vi fløj over ækvator, blev vi døbt og fik et certifikat af luftkaptajnen«, husker Elza Lerche og fortsætter: »Der var også en brasiliansk sangerinde med om bord, og hun underholdt os med sang og guitarspil. Om natten sov vi i kabiner, hvor der var to køjer i hver«.

Elza Lerche var ikke nervøs ved at opholde sig i kabinen under bugen på det gigantiske luftskib. I det bogtrykte program anførte rederiet, at al erfaring viste, at det var et sikkert transportmiddel: »Siden Grev Zeppelins første færd den 18. september 1928 og indtil forår 1935 har det gennemført over 420 længere og kortere rejser, deriblandt en verdensomrejse, en tur over Arktis, og cirka 80 kryds over verdenshave, som har ført luftskibet 70 gange over ækvator. Derved er over 1.000.000 km blevet tilbagelagt samt omkring 28.000 personer, cirka 5,5 mio. postforsendelser og omtrent 42.000 kg fragt befordret«.

Der var således ingen grund til frygt, og de luksuøse forhold lokkede. Som der stod i rederiets egen omtale: »Det elektriske køkken leverer under rejsen en ypperlig forplejning, som ikke lader nogen førsteklasses storbyrestaurant noget efter. Måltiderne serveres ved små borde i salonen«.

Men midt ude over Atlanterhavet blev vejret dårligt: »Der kom så mange skyer, at vi måtte lukke vinduerne og trække gardinerne for. Der var ikke noget at se udenfor, og vi fløj højt oppe. Den 9. august om aftenen fløj vi over Gibraltar, og dernede rettede man lyskastere op mod os. Næste dag klokken tre om eftermiddagen kom vi til Friedrichhafen og indlogerede os på Kurgarten Hotel«.

FARVEL TIL FAMILIEN

Herfra gik turen videre til Danmark, hvor alle syntes at cykle, og Elza Lerche traf sine kusiner, fætre og bedsteforældre, som hun havde hørt så meget om. Efter tre måneder, uden en eneste regnvejrsdag, med udflugter til Skagen, Himmelbjerget og Tivoli måtte hun sige farvel til sin familie i Danmark – vel vidende, at hun sikkert aldrig mere skulle se dem. Og sådan blev det.

Elza Lerche sejlede retur over Atlanten i et dampskib med tennisbaner, swimmingpool og bal om aftenen. Tilbage i Rio blev hun uddannet som sekretær, og fik arbejde først i Essos lokale afdeling, siden på den kongelige danske ambassade i Rio.

Der hænger danske juleplatter på væggen i hendes pensionistbolig, og der står en lille flagstang med Dannebrog på skænken ved siden af det kongelige porcelænsaskebæger med Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kirkes spir.

Men hvorfor vendte hun aldrig tilbage på ferie? »Jeg havde ikke råd. De sidste ti år af min mors liv var hun meget syg, og det er dyrt her i Brasilien at få lægebehandling. Jeg måtte betale det hele og brugte alle mine penge på hendes hjertesygdom«.

Når invitationen fra Den Danske Klub i Rio kommer med posten, vil Elza Lerche gerne takke ja, for den oplevelse vil hun gerne gentage. Dronningen besøgte nemlig Brasilien i 1966, da hun var tronfølger. »Jeg har hilst på dronningen før, da hun var i Rio, og der var en stor fest i yachtklubben. Jeg synes godt om hende, og det er jo fantastisk, så vellidt hun er i Danmark«, siger Elza Lerche.