Frie ord fra Revolutionspladsen

Weekendavisen| 30.03.2012

Cubanerne er vant til Fidel Castros timelange taler, men onsdag benyttede de en sjælden lejlighed til at høre en mand, der ikke tilhørte regimet: Pave Benedikt den 16. Pavens tilbud om hjælp til at finde en ny samfundsmodel for Cuba vil dog næppe blive modtaget.

af Øjvind Kyrø

HAVANA – Pavens udtalelse gik fra mund til mund blandt cubanerne.

I et land, hvor kun mænd af den handlekraftige støbning udløser respekt, lå forventningerne lavt ved tanken om, hvad den svagelige pave mon ville sige. Men sandelig om ikke Benedikt den 16. allerede om bord i flyet ytrede sig så skarpt, at det ikke kunne misforstås.

Kommunismen virker ikke i Cuba, og den katolske kirke er klar til at bistå med at finde en ny samfundsmodel, så den kan indføres uden vold, lød hans melding over Atlanten.

Cubas udenrigsminister bemærkede uden at blinke, at styret respekterer alle holdninger, som kan bruges i en ideudveksling om at »fuldkommengøre det cubanske sociale projekt«.

Systemkritikerne jublede. Blot var de skuffede over, at paven ikke ville mødes med folk fra den forfulgte opposition.

»Jeg havde håbet, at paven ville møde repræsentanter for det civile samfund, for eksempel Kvinderne i Hvidt, en blogger, nogle uafhængige journalister eller andre medlemmer af oppositionen,« siger redaktør Dagoberto Valdés, en læg katolsk systemkritiker.

Men Vatikanstatens chef følger protokollen. Man mødes ikke med fjender af værten. Heller ikke hans forgænger, Johannes Paul den Anden, hilste på cubanske dissidenter, da han i 1998 besøgte landet.

Havana var som besat af politistyrker i dagene før og efter besøget. Alle boliger blev hjemsøgt af myndighederne for at undersøge, om der boede fremmede mennesker, der pønsede på at ødelægge et besøg, som regeringen arbejdede for skulle være »mindeværdigt og succesrigt«.

»Cuba har brug for et skifte«

I onsdags blev hundredtusinder af arbejdere i hovedstaden beordret til messe på Revolutionspladsen, hvor de for en sjælden gangs skyld kunne lytte til en mand, der ikke tilhørte regimet, og som frit kunne sige sin mening i mikrofonen. Normalt bliver pladsen brugt til 1. maj-møder, hvor Fidel Castro har talt i op til ni timer til en million mennesker, der stod under den nådesløse, stikkende sol.

Også her overraskede paven. I en usædvanlig skarp og politisk prædiken tordnede han mod »fanatisme«, langede ud efter manglen på frihed i Cuba og sagde, at kirken har brug for frit at kunne formidle sit budskab. Men han erkendte i samme åndedrag, at der er sket fremskridt i forholdet mellem den katolske kirke og den kommunistiske regering, som i flere årtier har erklæret Cuba for at være en ateistisk stat og annulleret juledag som fridag. Siden revolutionen i 1959 har den romersk-katolske kirke ikke fået lov til at bygge en eneste ny kirke.

»Cuba og verden har brug for et skifte,« sagde paven – en næsten ordret gentagelse af hans forgængers ord for 14 år siden om, at »Cuba skulle åbne sig for verden og verden for Cuba«. Før sin hjemrejse til Vatikanet mødtes paven også med Fidel Castro, der bleg og krumrygget måtte støttes af to unge medhjælpere. Mødet, der fandt sted på Vatikanets ambassade i Havana, blev af paven betegnet som »livligt, venligt og intenst«. Fidel Castro blev i 1962 ekskommunikeret af pave Johannes den 23., fordi det revolutionære styre i Havana havde udvist katolske præster, lukket kirkens skoler og sygehuse og erklæret landet for ateistisk.

Den 84-årige pave blev ved ankomsten modtaget i Santiagos lufthavn af den 80-årige Raul Castro, som overtog statsroret for fire år siden, da hans storebror, den 85 år gamle Fidel Castro, blev syg. Landets vicepræsident er 81 år, og den tredje leder i rækken er 79.

Castro-brødrene regerer på 54. år, og der er ingen tegn på fornyelse. Der ses ingen unge ansigter i kommunistpartiets top, og på den seneste partikongres forsvarede Raul Castro etpartisystemet mod at blive udvandet. Der var på ingen måde brug for mere end ét parti, sagde han, ligesom han afviste muligheden for, at cubanerne frit kunne rejse ud af landet.

Hans eneste indrømmelse var, at korruptionen havde nået højder, der udgjorde en trussel mod systemet, der var værre end virkningerne af den amerikanske blokade.

Regeringen bekæmper denne indre fjende ved at anholde virksomhedsledere – både udenlandske og cubanske – og lade generaler overtage deres pladser. Turistindustrien er således blevet en betydelig militær indtægtskilde.

»Opdatering« af systemet

»Socialismen eller døden,« lyder slagordet stadig. Men styret har nu »opdateret« systemet ved at lempe på reglerne, når det gælder sort arbejde og andre indtægtskilder, der er nødvendige, hvis en cubaner skal gå nogenlunde mæt til ro.

Således kan mindre erhverv som frisører, vognmænd, pizzabagere, urmagere og mekanikere nu oprette selvstændige forretninger og tilmed ansætte folk – en status, der indtil nu har været forbeholdt staten, så en privatperson ikke kunne profitere på et medmenneskes arbejdskraft.

De nye justeringer hjælper kun en smule på humøret hos en barber, jeg møder: »Jeg slipper for at have inspektører og deres sekretærer rendende,« siger Felipe Castellano, som oplyser, at han ikke tjener ret meget mere på den ny ordning.

Men han tror på, at den gavner staten.

Alle cubanere stjæler fra staten for at overleve, men privatiseringen kan fjerne nogle af de led i systemet, der alene stjal, men ikke arbejdede.

Rationeringsbogen sikrer enhver af de 11 millioner indbyggere ris, bønner og madolie i den første uge af måneden – men resten af måneden må de skaffe penge til at få det daglige brød. En cubaner tjener i snit 90 kr.

om måneden, og hvis man ikke har familie blandt eksilcubanerne i USA, der sender én penge, eller omgås gavmilde turister, må man stjæle fra staten.

Turister kan således bande over, at osten krøller på hotellets morgenbuffet, og at skinken ligner Jaka-bov i opløsning. Men uden for hotellet kan de købe en sandwich med storartet skinke og ost. Ingredienserne har de betalt for én gang før; hotellet modtager nemlig glimrende råvarer, men personalet stjæler dem og erstatter dem med de billigste og dårligste, der findes.

Det ændrer den nyeste »opdatering« af systemet formentlig ikke på. Og der er heller ikke umiddelbart tegn på ændringer i den øverste ledelse; cubanerne må vente på, at naturen går sin gang og efterhånden tynder ud i den gerontologiske forsamling i den cubanske top.

Fidel – nu med undertekster

Fidel Castro ser tynd ud, men ellers toner han frem på tv-skærmen med glød i øjnene og talegaverne intakte. Selv om han officielt har trukket sig tilbage, styrer han stadig bag scenen. Hans syn på verdenssituationen kan aflæses i Granma, det statslige dagblad, hvori han ugenligt skriver kommentarer, eller på fjernsynet, hvor hans timelange taler til udvalgte forsamlinger bringes i sin helhed. Blot er hans besvær med at komme op og ned af en stol bortredigeret.

Fidel Castro ser godt ud af en 85-årig, der har gennemgået en alvorlig kræftoperation, at være. Men han har så svære problemer med et vippende gebis, at det er svært at forstå, hvad han siger. Cubansk tv har således måttet tekste hans lange taler, hvori han igen og igen erklærer sin vilje til at fortsætte det socialistiske eksperiment.

»Castro-brødrene vil ikke erkende, at revolutionen, de stod for, er en stor fejltagelse. De vil indskrives i historiebøgerne som mænd, der stod fast på det, de kæmpede for,« siger en diplomat fra et EU-land.

Og denne fasthed gør, at militæret styrer økonomien, og at de allestedsnærværende sikkerhedsstyrker skræmmer og holder befolkningen nede. »Ja, oppositionen er splittet og svag, men det kan man ikke bebrejde den, når man kender betingelserne,« siger diplomaten og henviser til, at dissidenter bliver aflyttet, infiltreret, anholdt, truet og spottet som »amerikansklønnede spioner«.

Dissidenterne

To af dissidenterne i Havana er blevet indstillet til Nobels Fredspris. Den ene, den 35-årige Yoani Sanchez, modtog forleden Cepos’ Frihedspris, som består af 300.000 kr og en otte kilo brok af Berlinmuren, som den borgerlige tænketanks chefjurist Jacob Mchangama smuglede gennem paskontrollen og overrakte hende. Yoani Sanchez blev nægtet udrejse til Danmark, da hun sidste år skulle modtage prisen.

Hun blev i 2008 af Time Magazine udpeget til at være blandt de 100 mest betydningsfulde personer i verden, fordi hun i en blog skriver om den cubanske dagligdag. Hendes blog bliver oversat til 17 sprog og har sammenlagt 2,5 millioner hits om måneden.

Yoani Sanchez skjuler hverken faren eller glæden ved at være systemkritiker: »Også min familie betaler prisen. Den er pludselig under observation af ordensmagten. Min telefon bliver aflyttet, og mit hus bliver overvåget. Når jeg går på gaden, bliver jeg næsten altid overvåget. Men jeg har det sådan – når jeg lægger hovedet på puden, inden jeg falder i søvn – at det er tilfredsstillende, at det er risikoen værd. Det er umagen værd at blive dæmoniseret. For slutresultatet er, at jeg for hver dag er mere fri.« Den anden kandidat til Nobelprisen, Oswaldo Payá, oplever det samme. Den 60-årige ingeniør er leder af Den Kristne Befrielsesbevægelse – en fælleskirkelig sammenslutning.

»Også vores aktivister bliver undertrykt ved hjælp af terrorhandlinger, udført af statens sikkerhedstjeneste,« siger han. »Vores ledere forbyder de at forlade hjemmet, og de truer os, så folk ikke får kendskab til vores forslag, så de ikke får at vide, at der er alternativer, at der er en anden vej at gå. Når det gælder mig selv, bliver jeg også overvåget, og alle, der kommer ind i dette hus, følger de, generer og truer de. Min familie bliver overvåget, tilmed fra motorcykler, og de sørger for, at alle personer, der omgås mig, får at vide, at de kommer til at betale en pris for det.«.

Kvinder i Hvidt

En af de bedst kendte grupper af dissidenter er Kvinderne i Hvidt, som siden 2003 hver søndag har mødtes i den katolske Santa Rita-kirke, der ligger i ambassadekvarteret.

Efter messen bevæbner de sig med en gladiolus i den ene hånd og et foto af deres kære i den anden – en mand, en bror eller søn, som sidder fængslet af politiske årsager. Derpå vandrer de stille et par hundrede meter ned ad den brede avenida.

Det er flere gange sket, at bøller er gået til angreb på dem, og ærkebiskoppen har klaget til Raul Castro over overfaldene. Castro meldte hus forbi og sagde, at det var uautoriserede ballademagere. Derefter ophørte chikanen i en tid, indtil otte dage før pavens komme. Et halvt hundrede af kvinderne blev præventivt anholdt, før de kom hen til kirken, resten blev pågrebet efter messen og ført med på politistationen.

»Her blev vi beordret til ikke at gå i kirke som en gruppe,« fortalte Berta Soler, kvindernes leder, efter messen i søndags.

»Vi sagde selvfølgelig, at det var ikke noget, der stod i nogen lov. Vi fortsætter selvfølgelig.« Men ikke én eneste af Kvinderne i Hvidt blev set i onsdags til den store messe på Revolutionspladsen. I dagene før og under pavens besøg er over 60 dissidenter blevet anholdt eller sat i husarrest for at holde dem væk fra messen, der blev transmitteret over hele verden.

Billedtekst:

Formentlig er det ikke pavelig syndsforladelse, Fidel Castro bad om under mødet med paven på Vatikanets ambassade. Fidel, der var kordreng som barn, blev ekskommunikeret fra den katolske kirke i 1962.