Enlig mor trodser krig og uvejr

Politiken | 12.09.1993

Af Øjvind Kyrø

Det var først, da hun lukkede døren indefra, det gik op for mig, at Heather var piloten.

Vi var et halvt dusin søvndrukne mennesker, som klokken halv syv blev modtaget af den smilende britisk-kenyanske kvinde i Nairobis Wilson Lufthavn. Hun serverede pulverkaffe fra rullebordet i kontoret, der også fungerer som ventesal, cafe og lager.

Henne for enden af kontoret stod sammenrullede madrasser, kasser med medicin, sæbe, gummistøvler, frosset kød, mineralvand, whisky og andre livsfornødenheder, som skulle flyves ud til nødhjælpsarbejdere. De befinder sig enten inde i det sydlige Sudan, hvor borgerkrigen raser på 10. år, eller i det tørkeramte Somalia.

Radioen på reolen knitrede af forvrængede stemmer, og på væggen hang et gigantisk landkort over det østlige Afrika oversået med røde knappenåle, der markerede landingsbaner.

I det mandsdominerede Kenya er de allerfleste piloter mænd med fire guldstriber på skulderstropperne. Men Heather i blå striktrøje og cowboybukser er undtagelsen. Og hun er ikke sekretær i foretagendet, men chef.

Heather er omkring de 50 år, en lysblond, kortklippet enlig mor til en søn på 19, der nu flyver Herkules-fly. Heather siger ikke et ord, der ikke lyder gennemtænkt, ejer en medfødt elegance, ser altid veloplagt ud, og – viser det sig – er frygtløs.

WILSON AIRPORT er den mest trafikerede i Afrika. I dagtimerne lander eller letter der et fly hvert femte minut, for efterspørgslen på småfly er støt stigende på grund af tørken og krigen i nabolandene.
Heather ejer selv et fly og har lejet fire andre. Det er imidlertid ikke safari-ture, hun er specialist i, som mange af de andre selskaber i hangarerne ved siden af.

Heavy-Weather-Heather lyder hendes kælenavn, fordi hun tør lette, selv om vejrudsigten truer med det værste, og fordi hun ikke er bange for at flyve ind i krigszonen midt om natten og lande på opblødte marker i en rydning af junglen for at hente nødhjælpsarbejdere, der er truet på livet. Sidste år blev tre samt en norsk journalist myrdet.

I dag skal hun fragte os op til Arua, i det nordvestlige Uganda, som titusinder af sudanesere forleden flygtede til, fordi jagerfly fra det fundamentalistiske islamiske militærstyre i Khartoum bombede løsrivelsesbevægelsens bastioner ved grænsen til Uganda.

Blåsorte tordenskyer trækker op, og den lille Cessna Titan-maskine begynder at hoppe, danse, ryste og falde, regnen dundrer mod forruden, og Heather sidder urokkelig som en klippe bag styrepinden.

Skyerne blæser væk, nogle solstrejf glimter, og Heather læner sig en anelse tilbage i ryglænet.

Uganda dukker op, flyvelederen i den internationale lufthavn, som kan tage jumboer, melder klar. Her er der ingen særlig lufthavn for småfly, for trafikken på ‘Afrikas Perle’, som Winston Churchill kaldte Uganda, er yderst sparsom. Der står kun to propelfly fra ‘Uganda Airlines’.

Klokken er 9.39, dækkene bider i asfalten. Turen tog præcis en time og fyrre minutter, sådan som Heather havde sagt. Det støvregner.

VI KOMMER ind i et interimistisk paskontor. Skandinavere skal ikke have visum til Uganda, fordi vore lande støttede oprørsbevægelsen NRA, som nu sidder ved magten. Briten Martin må fremvise sit visum, fordi England til det sidste støttede det forrige regime.

Pasbetjenten brokker sig over, at der næsten ikke er plads til flere stempler i mit rødbedefarvede pas. Martins britiske pas rummer 88 sider, og formatet er næsten dobbelt så stort. Svenske Gerd har hele 59 sider i sit.

Mens mit danske EF-harmoniserede pas kun tæller 25 småsider. Hvilken tumpet bureaukrat i Bruxelles har kalkuleret med, at borgerne i EF ikke ville rejse uden for det grænseløse fællesskab?

Vi kravler om bord med våde stempler i passene. Seks minutter senere slår Heather et skarpt sving ude over Victoria-søen: ‘Undskyld, men jeg glemte at få landingstilladelsen til Arua med. Sidste gang blev jeg forhørt af militæret deroppe i tre timer i deres kaserne, fordi jeg ikke havde nogen.

Tolv minutter senere er vi igen i luften. Så er vi igen nord for Ækvator, 9.100 fod oppe.

MENS en plastikpose med indholdet af frugtskålen på værelset i Hotel Serena i Nairobi går på omgang, fortæller veteranerne blandt passagererne om vor pilots bedrifter, uden hun hører noget.

– Heather er dybt professionel. Hun kender Etiopiens, Syd-Sudans og Somalias landingsbaner bedre end nogen anden. Aldrig afslår hun en opgave, selv om hun flere gange har ødelagt flyvemaskiner, fordi deres understel blev smadret, når hun var nødt til at lande i rent mudder.

– Når hun flyver til Somalia, sidder hun på sin skudsikre vest. Og hun går ikke af vejen for at flyve ind i krigszoner om natten.

– En gang, da vi fløj over Turkana-søen i Kenya, bemærkede jeg, at hun sagte svingede rundt. Jeg spurgte hvorfor, og hun svarede stille, at ‘den ene motor sætter snart ud’. Hun virkede overhovedet ikke nervøs. Så snart vi var kommet ned på landingsbanen, gik den ene propel i stå.

KLOKKEN er 11.40, og det er overskyet. Heather lægger Cessnaen ned på 5.100 fod. Arua ligger skråt nede til venstre.

Ved siden af et diminutivt skur aftegner en rød stribe sig på en ryddet mark. Det må være landingsbanen. Heather flyver over den og ser om der er fri bane. Det eneste tekniske hjælpemiddel, som denne ‘lufthavn’ er udstyret med, består af en vindpose, der dovent slasker mod stangen.

11.45 viser uret, da Heather blidt lander i det høje græs, der vokser op gennem gruset. Da alle er ude, spørger hun, hvad tid vi vil hentes i morgen.

‘Jamen, så kommer jeg klokken 15. Muligvis skal jeg til Somalia, men så sender jeg en anden,’ smiler hun.

Så hæver hun for første gang øjenbrynene, da hun opdager, at en bisværm er i færd med at flyve ind ad den åbne dør til flyet.

Om alle bierne er ude, da Heather letter klokken 12.00, ved hun ikke. Men hun regner med, at de ikke er aggressive.

I det hele taget stoler hun meget på sit held.