Endnu en guru styrtet

Danmark, Europa, Foredrag: BØH

Weekendavisen | 01.02.2002

Af BO BJØRNVIG

Kultursammenstød. Fra det okkulte overdrev meldes:

AK, ak så røg endnu en illusion. Jeg havde igennem mange år beskæftiget mig med okkulte emner og fulgt Bhagwan-bevægelsens nedtur, dén med fri sex og en leder, Bhagwan Shree Rajneesh, med hang til Rolls Royces. Det endte med stop for sex – dog kun for disciplene – paranoia, bevæbning og afvæbning i ashramen i Oregon i slutningen af 80’erne.

Men så var der Sai Baba, som ingen kunne beskylde for urent trav. Han var ganske uegennyttig, udførte socialt arbejde og helbredte folk, som søgte til hans ashram i Indien. Uhelbredeligt syge danskere kunne fortælle om mirakuløse helbredelser, blandt andet en kræftramt, som Sai Baba så ind i øjnene, hvorefter der om natten løb klar væske ud af hendes næse. Efter hjemkomsten til Danmark blev hun erklæret rask af lægerne. Forløbet er beskrevet i Morten Henriksens dokumentarfilm Den skjulte virkelighed og står til troende.

Sai Babas renommé blev yderligere styrket i Danmark, da Handelsskole-folk som professor Peter Pruzan og lektor Thorbjörn Meyer og tidligere Superfos-direktør Jørgen Trygved blev ivrige tilhængere og jævnligt besøgte Babas ashram. Godt og vel 500 danskere blev Sai Baba-tilhængere – ud af mindst 10 millioner på verdensplan.

For to år siden blev der stadig kun skrevet smukt om denne guru, som så lyset som 14-årig i 1940. At være guru og uplettet i næsten 60 år må siges at være noget af en bedrift, men det lykkedes for Sai Baba at fremstå som ’ren’ – med en formue på 15 milliarder kr., egen lufthavn, topmoderne hospitaler, masser af udviklingsprojekter i fattige landsbyer, skole-projekter osv. ’En moderne Robin Hood’ blev han kaldt i en artikel i B.T. så sent som i 1999.

Men så begyndte anklagerne om misbrug af drenge og unge mandlige disciple, fremlagt af de misbrugte selv. I DR-Dokumentaren Forført, tilrettelagt af Øjvind Kyrø og vist i onsdags, fortæller de om hvorledes der overgik dem den enestående ære at få en samtale i enrum med guruen, som tog sig godt betalt. 20 af dem har indgivet anklager til det indiske retsvæsen, som endnu ikke har reageret. For Sai Baba har stærke beskyttere, bl.a. Indiens premierminister.

Men UNESCO er bekymret. Udsendelsen viste også, at Babas mirakler er simple tryllekunster – den hellige aske kommer fra sammenpressede piller, som nulres mellem fingrene, ringene tager han op fra en lomme i ryggen osv.

 Der var desværre ingen tvivl når en professionel tryllekunstner fremlagde sagen. Men stadig vil en masse disciple hævde, at Baba har gjort dem raske og at han socialt set har udøvet en masse godt. Og det pokkers er, at de jo godt kan have ret – at der er en forside og en bagside af medaljen. Hvilket vi altid har haft svært ved at acceptere.

Nu har Sai Baba fået vendt sin bagside op, men jeg tror ikke at han føler sig særlig skyldig – kun ærgerlig over at være afsløret: At hans udstråling lammer tilskuerne, så de tror de oplever mirakler, er jo hans metiér. At have sex med unge disciple, opfatter han sandsynligvis som en naturlig ret kun vesterlændinge vil sætte spørgsmålstegn ved. I andre samfund accepteres magtudøvelse jo som en anderledes naturlig ting.

Sai Babas disciple i Danmark har købt Arresødal slot i Nordsjælland som kursuscenter. Bl.a. for danske skatteyderes penge, for bevægelsen er et statsanerkendt trossamfund, dvs. pengegaver kan trækkes fra i skat. Men når lederen snyder med miraklerne, puger penge og udnytter unge disciple seksuelt bør den anerkendelse være i fare. Selv om en tilhænger som professor Pruzan afviser alle bekyldningerne, og selv om Sai Baba vist ikke ser sig selv som nogen stor forbryder – hvis nogen overhovedet. Her er igen tale om et af de forbandede kultursammenstød…