En flugt mod sult og frygt
Politiken | 19.07.1994
Af Øjvind Kyrø, Goma
Kvinden på fortovet var den, der fik det til at vende sig i maverne på de journalister, som ellers troede, at de havde set alt ondt i denne verden.
Hun sad der bare, på hug og kiggede fortvivlet på de forbipasserende franske militærlæger, der var blevet bedt om at se på hende. Langsomt løftede hun skørtet. Under hende lå et lille, dødt foster. Rædslen fra aftenen før havde fået hende til at abortere.
Nede ved Kivu-søens bred, ved grænseovergangen med de afskallede, dannebrogsfarvede bomme, der i de sidste fem dage ikke har været nede, lå omkring 120 lig. En del af dem børn, der var trampet ihjel. Granatnedslag havde revet den bageste fjerdedel af en ung mands hoved. Dødsårsagerne var utallige, hvis man magtede at se ligene efter.
GRÆNSEN LUKKET
Grænsen mellem Rwanda og Zaire var lukket. Dagen før var et eller andet sted mellem 200.000 og en halv million strømmet over den på flugt fra den tutsi-dominerede RPF-oprørshærs fremmarch. Den indtog søndag aften Gomas naboby, Gisenyi, Grænsen mellem Rwanda og Zaire var lukket. Dagen før var et eller andet sted mellem 200.000 og en halv million strømmet over den på flugt fra den tutsi-dominerede RPF-oprørshærs fremmarch. Den indtog søndag aften Gomas naboby, Gisenyi, og derefter kom der ikke flere flygtninge over.
En minibus med letbevæbnede soldater fra RPF kom ved middagstid pludselig hen mod grænsebommen, og soldaterne fra Zaires hær stivnede. Dem havde de ikke ventet at se så hurtigt. Men det var øjensynlig en stolt, sejrrig, mini-demonstration af, at den sidste hutu-bastion var faldet, og at RPF nu havde total kontrol.
Efter at have trykket sig sammen hele natten, mens det regnede med granater og projektiler i Gomas centrum, kom flygtningene igen på benene, så snart solen fik magt.
De skulle hente det livgivende, men ikke særlig rene vand nede i Kivu-søen, for fødevarer fra nødhjælpsforsyningerne er stadig mere end sparsomme.
De 3000 soldater fra Zaires hær, der kørte ind i Goma, mens skudsalverne søndag aften var heftigst, begyndte i formiddagens løb at afvæbne de slagne rwandesiske regeringssoldater, som de stødte på. Mange var det i kampens hede lykkedes at forcere grænsen med deres våben i behold.
Med dagslysets komme blev skudsalverne efterhånden sporadiske, og FN besluttede, at luftbroen med nødhjælp skulle fortsætte efter klokken 12 middag.
BRUG FOR ALT
De har brug for alt, disse flygtninge, som jeg er holdt op med at tælle – der er bare alt, alt for mange over alt, sagde Johanna Grombach, som er chef for Internationalt Røde Kors’ hjælpeaktion. Hun stod i et hjørne af lufthavnen, hvor tre granater natten før var eksploderet og havde fået FN til at suspendere al videre flyvning.
– Men nu kommer flyene igen, og det største problem, vi ser i øjnene, er ikke at få fødevarer til Goma, men at få maden ud til flygtningene, sagde Johanna Grombach optimistisk, selv om lufthavnen i går kun modtog et enkelt transportfly med nødhjælp.
De henved 100 pressefolk, der er kommet hertil fra hele verden, og som hele tiden taler i satellittelefoner i en babylonisk forvirring, blev kaldt sammen i det franske militærs telt-pressecenter af en bleg, korpulent pressesekretær i nyindkøbt safaritøj.
Hans boss var lige landet i privatfly.
Det var Brian Atwood, chef for USAID – USAs modstykke til Danida – som landede en times tid for at forsikre verdenspressen om USAs oprigtige bekymring.
Brian Adwood var også iklædt et splinternyt safarisæt, og han blev gået på klingen af de mest beskidte journalister, han nogen sinde havde set.
Han oplyste, at han var præsident Clintons særlige udsending, og at USA netop lige nu havde bevilget 31 millioner dollars til flygtningene i Goma.
Da han blev spurgt om, hvorfor USA i de snart fire måneder, der er gået, siden folkemordet begyndte, har forholdt sig så passivt, kom der en længere udredning, som ingen sorte negle formåede at komprimere ned på blokken på grund af manglen på indre logik.
Og så fløj han.
FEBERREDNING
Folkevandringen fortsatte i Goma. Nogle flygtninge trak deres ejendele ud af byen i retning af de steder, som FNs Flygtningehøjkommissariat i en feberredning har fundet østpå. Men ikke mange fulgte rådet, for hvorfor skulle de, når der ikke var mad at få der? Andre fik ikke beskeden og gav sig til at gå til angreb på træerne i Gomas alleer og haver. De blev fældet med indsmuglede macheter under jubelråb, så der blev brænde til bål.
– Jeg ville blive helvedes sur, hvis en million mennesker invaderede min by og begyndte at fælde træerne, lave bål og bruge den som lokum, mente fotografen.
I et af Gomas gadekryds strejkede færdselsbetjenten. Dagen før stod han tappert og prøvede at dirigere menneskehavet med fløjte og fagter. Nu havde han opgivet ævred.
Og mens solen sendte sine sidste, svage stråler gennem luften, der er fuld af lavaaske, voksede frygten for mørkets ugerninger. Tusinder af slagne, bitre hutu-soldater havde stadig deres våben. Og de pengekære soldater fra Zaires militær var begyndt at bruge deres våben til at plyndre flygtninge.
I månelandskabet af lavasten uden for byen begyndte flygtningene i den fækalie-stinkende Monigi-lejr at dele de sidste rester af det mad, de havde nået at tage med på flugten.
Nat over Goma betyder sult og frygt.