En dosis diktatur

Weekendavisen | 07.01.2011

Rwanda. Paul Kagame satte en stopper for folkemordet og er donorernes kæledægge – på trods af Rwandas problematiske rolle i massakrerne og udplyndringen af Congo og den hårde behandling af den interne opposition.

Af Øjvind Kyrø

KIGALI – Ingen kan finde det rigtige ord for styret i Rwanda. Det er ikke et diktatur, selv om man skal til Cuba for at se så høje stemmetal til en enkelt person. I august fik Paul Kagame 93 procent af stemmerne, så han kunne fortsæ tte på sin præsidentpost.

Men i Rwanda var der ingen fusk med stemmerne. Er Rwanda så ikke et demokrati? Nej, lyder indvendingen, for der er stort set ingen opposition. Enhver, der går mod Kagames politik, bliver rutinemæssigt anklaget og undertiden indespærret – eller vælger selv at forlade landet.

Ligesom kritiske journalister og historikere, forkæmpere for menneskerettigheder og andre med afvigende meninger enten flygter eller bliver forment visum til det lille land på størrelse med Jylland.

»En hær med et land« er et andet bud på, hvad man kan kalde Rwanda. Det henviser til, at det var oprørshæren af tutsier i eksil med Kagame i spidsen, som under navnet Rwandas Patriotiske Front (RPF) i 1994 erobrede landet og bragte folkemordet til ophør.

I begyndelsen af sin regeringstid, da Rwanda efter 100 dages massakrer var tomt og tømt – en million var døde og flere millioner flygtet – indsatte general Kagame en ny regering i Kigali med en hutu som præsident og sig selv som vicepræsident.

Men når der kom besøgende fra udlandet, var det vicepræsidenten, alle ville møde, for det var ham, der sad inde med magten, ikke præsidenten.

I 2000 afsatte Kagame præsidenten og overtog selv embedet, indtil han i 2003 udskrev et valg, som han vandt overlegent med 96 procent af stemmerne. Det var første gang i landets historie, at en tutsi blev valgt med hutuernes stemmer.

De udgør 85 procent af befolkningen.

Også dengang blev oppositionen og pressen trynet i en grad, så vælgerne følte sig som landsforræddere, hvis de ikke fulgte RPF-regeringspartiets propaganda og satte kryds ved Kagame.

Det er de gamle våbenbrødre, som standsede folkemordet, der fortsat står i spidsen for RPF-partiet og sidder tungt på magten. Deraf betegnelsen »en hær med et land«.

Autoritær – og populær

»Det er fantastisk at arbejde med bistand her i landet, men politisk er det et mareridt,« siger chefen for en ambassade fra et EU-land og sukker.

Han fortæller den »bizarre« historie om Victoire Ingabire, som efter at have været flygtning i Holland, i januar kom tilbage til Rwanda og oprettede et politisk parti. Inden længe sad hun i husarrest, og senere blev hun fængslet, fordi rigsadvokaten mistænkte hende for at finansiere resterne af folkemorderne, der stadig huserer i Congo. De skønnes at tælle omkring 5.000 mand.

Ingabire skulle ifølge anklagerne have givet disse mænd penge for at udgøre »den militære fløj« af hendes nye parti. Og det er denne mistanke, diplomaten kalder bizar.

»Det er utroligt, at præsident Kagame anser hende for at udgøre en trussel. Kagame er i forvejen en populær mand, derfor forstår jeg slet ikke, hvorfor han har brug for at hindre oppositionen og pressen i at fungere,« siger diplomaten opgivende.

Retssagen mod den forhenværende flygtning følges i Holland, hvor parlamentet har gjort sin udviklingsbistand afhængig af processens udfald.

Kagames regering er donorernes kæledægge, fordi man ikke er bange for at prøve nye måder at opbygge et land på, og malkekøer er et af de midler, man satser på. Planen er, at alle fattige familier skal have en ko, og kreaturet skal dels forsyne børnene med mejerigtig kost, dels resten af familien med indkomst fra avl, ost, hud og andre produkter.

I et land, hvor halvdelen er analfabeter, satser man på at forsyne børnene med bærbare computere med indbygget skolebibliotek, og donorlandene kappes om at lovprise landets sikkerhed og mangel på snyd.

»Investeringer – JA. Korruption – NEJ« står der på det første skilt, den nyankomne ser på vejen ind fra lufthavnen til hovedstaden, hvor det er lige så trygt at gå rundt om natten som i Kerteminde.

Tony Blair og Bill Clinton er nogle af Kagames mange beundrere, og USA og Storbritannien er de to største donorer til den rwandiske økonomi, fordi Kagame sjældent forsømmer nogen anledning til at huske omverdenen på, hvordan FN og det såkaldt internationale samfund i 1994 svigtede landet, da det havde mest brug for hjælp.

Det var USA og Storbritannien, som i Sikkerhedsrådet sammen med Frankrig gik imod at intervenere, da massakrerne brød løs, og som tilmed beordrede den udstationerede FN-styrke ud af landet.

Men nu går de i den stik modsatte grøft, mener de fleste menneskerettighedsorganisationer, som anklager briterne og amerikanerne for at lade Rwanda slippe af sted med hvad som helst, også massemord.

De henviser til to skarpe FN-rapporter.

Den ene blotlagde for to år siden Rwandas støtte til en tutsi-milits i Congo, der myrdede og voldtog civile under dens plyndring af landet. Den anden rapport udkom for to måneder siden, og heri anklages Rwanda for at stå bag mange massakrer i Congo. Massemordene fandt sted i junglen, da soldater fra den slagne regeringshær, militser og civile flygtninge – alle hutuer – i 1996 blev jagtet af RPF, efter at den nye regeringshær havde invaderet det kæmpemæssige naboland.

»Soldater uden grænser« er en anden betegnelse for det rwandiske styre.

Med i Commonwealth

Den høje og ranglede forhenværende oprørsleder Paul Kagame kom i marts 2010 i audiens hos dronning Elizabeth II, efter at Rwanda var blevet det britiske statssamfund, Commonwealth’s medlemsland nummer 54.

Forhistorien er den aparte, at det belgiske kolonistyre efter Første Verdenskrig indførte fransk som officielt sprog. Havde Tyskland ikke tabt verdenskrigen, ville rwanderne i dag have talt tysk, og hvis det havde været flamsk-talende belgiere, som havde overtaget kolonien, kunne rwandiske skoleelever have delt lærebøger med afrikaanerne i Sydafrika.

Men nu blev fransk officielt sprog i Rwanda, og da de første massakrer mod tutsierne brød ud, efter at belgierne havde overladt styret til hutu-flertallet, blev tutsi-flygtningene nødt til at lære sig engelsk.

De fleste tutsier flygtede nemlig nordpå til Uganda, som førhen havde været engelsk koloni.

Den daværende franske præsident, Francois Mitterrand, anså de engelsktalende tutsier for fjender af la Francophonie og ydede militærstøtte til det fransktalende hutu-styre i Rwanda, selv midt under folkemordet.

Af en ny bog om Frankrigs rolle under folkedrabet fremgår det, at landsatte franske soldater rådgav lederne af dødspatruljerne om, at de ikke burde foretage massakrer under åben himmel, fordi man tydeligt kunne se det på satellit-fotos.

Siden RPF erobrede landet, har luftrummet mellem Rwanda og Frankrig været fyldt med vrede bemærkninger, og Air France har ikke landet i Kigali, siden den engelsktalende tutsihær i 1994 standsede folkedrabet.

Nicolas Sarkozy kom i februar sidste år på officielt besøg – som den første franske præsident siden blodbadet – men han sagde ikke undskyld.

Sarkozy beklagede blot de »fejlbedømmelser«, hans forgænger havde begået.

Trods den anspændte stemning mellem de to lande har Paul Kagame ikke meldt landet ud af det frankofone statssamfund, men han søgte om, at Rwanda også kunne blive medlem af Commonwealth.

Statssamfundet har sin egen menneskerettighedsorganisation, og den udarbejdede en sønderlemmende rapport, der frarådede, at Rwanda blev medlem på grund af regeringens problematiske rolle i massakrerne og udplyndringen af Congo – foruden dens hårde behandling af kritikere og opposition. Men trods rapportens anbefaling blev Rwanda betingelsesløst indlemmet i Commonwealth.

»Uden en dosis diktatur kan man ikke få en hurtig udvikling,« forklarer en diplomatisk kilde, der vil være anonym på grund af hans synspunkter, der er »politisk ukorrekte« i hjemlandet.

Rwanda vil gerne være Afrikas svar på Singapore og byder udenlandske investorer velkommen med yderst lempelige skatteregler samt hurtig og let adgang til at etablere virksomhed. Det tager under 24 timer at registrere et nyt firma.

Kineserne er allerede ankommet. Kinesiske restauranter er skudt op overalt i hovedstaden, og ser man en flok mænd anlægge en vej, kan man være sikker på også at se en gul stråhat. Under den står den kinesiske sjakbajs.