Efter Guantanamo
Jyllands-Posten | 16.09.2007
Menneskerettigheder: De er aldrig dømt for nogen forbrydelse, men de blev holdt i fangenskab i Guantanamo-lejren i fire år. Nu har USA opgivet at retsforfølge dem og sat dem fri i Albanien – det eneste land, som ville tage imod dem
Af Øjvind Kyrø
Tirana
De synes selv, at de er verdens uheldigste mænd. De var forfulgt, og på flugten blev de anholdt og sendt til Guantanamo. Her blev de spærret inde, torteret og forhørt i over fire år, indtil de blev frikendt og fløjet til Albanien – Europas fattiggård.
Sådan lyder historien fra en gruppe kinesiske muslimer, hvis skæbne påny retter fokus mod USA’s omstridte fængslinger af terrormistænkte og brug af Guantanamo-lejren i Cuba.
Bortset fra fraværet af tortur finder de frigivne fanger ikke livet i Tirana meget bedre.
»Vi er uskyldige, og nu har man anbragt os i et nyt fængsel. Da vi skulle løslades, lovede amerikanerne os et nyt liv i Albanien med bolig og arbejde,« siger Abubaker Qassim og fortsætter:
»Men da vi kom hertil, sagde albanerne, at de var blandt de fattigste i Europa og derfor ikke kunne sørge for os.«
Abubaker Qassim og hans fire fæller tilhører en muslimsk folkegruppe, der kalder sig uighurer. De tæller ni millioner, der holder til i den vestlige kinesiske provins Xinjiang. De værner om deres eget sprog og kultur, og de mest militante arbejder for en løsrivelse fra Kina.
Men den kinesiske regering slår hårdt ned på enhver modstand i den olierige provins og hævder, at separatisterne er terrorister og står i ledtog med Al Qaida. Kritikere som Human Rights Watch anser påstanden for et forsøg på at koble vestlige landes krig mod terror sammen med Kinas egen, så Beijing kan legitimere sin hårdhændede fremfærd mod det muslimske mindretal i Xinjiang. Kina afviser blankt beskyldningerne.
De fem uighurer blev anholdt i det nordlige Pakistan kort efter den skelsættende 11. september 2001. Ifølge kilder i det amerikanske forsvarsministerium, som avisen New York Times citerer, opholdt de tilfangetagne uighurer sig i en træningslejr for uighurske oprørere i det østlige Afghanistan, som var løst tilknyttet Taleban. Her fik de mad og lærte at affyre et bedaget AK-47 stormgevær.
I midten af oktober 2001 bombede amerikanske kampfly lejren, der ligger nær Tora Bora, dræbte en person og sendte de andre uighurer på flugt over bjergene til Pakistan.
Selv siger uighurerne i Tirana, at de var ude på at finde et land, hvor de kunne få asyl.
»Vi var på vej til Tyrkiet, hvor vi ville søge asyl for forfølgelse. Vi håbede og satsede på, at vores koner og børn kunne komme bagefter,« forklarer Abubaker Qassim.
Men flugten blev afbrudt. Pakistanske politibetjente overleverede i alt 22 uighurer, som de havde anholdt, til amerikanske styrker, der fløj dem til Guantanamo. »Vi blev anholdt, for at CIA kunne vise det amerikanske folk, at de gjorde noget effektivt mod terrorismen. Men blandt de mange, der blev anholdt, var der også en 70 år gammel mand, og det viser, at det var et rent skuespil for folket,« siger Abubaker Qassim, som er talsmand for de fem uighurer.
»Vi er alle blevet torteret på Guantanamo-basen på mange forskellige måder, bl.a. ved at blive tvunget til ikke at sove og få nedsat madrationen. Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg forstår glimrende, at flere af fangerne begik selvmord. En af mine medfanger tabte 45 kilo på tre måneder, fordi han stod lænket uden mad. En anden havde i seks måneder hætte over hovedet.«
Den mest traumatiske oplevelse, uighurerne havde i Guantanamo, var den dag et hold fra den kinesiske efterretningstjeneste kom for at afhøre dem. Det var i september 2002, og fangerne blev gentagne gange truet med, at de skulle tilbage til Kina sammen med dem.
Jagt på et land til asyl
Allerede i slutningen af 2003 blev efterretningsofficererne på Guantanamo ifølge New York Times klar over, at de fleste af uighur-fangerne hverken var terrorister eller udgjorde en trussel. De anbefalede, at fangerne blev løsladt.
Efter godt fire års indespærring på Guantanamo-basen besluttede et amerikansk militærtribunal, at der ikke var grundlag for at anse dem for “fjendtlige kombattanter” – i hvert fald havde man ikke fældende beviser for anklagen. Men hvor skulle de sende uighurerne hen?
Nogle embedsmænd i Pentagon mente, at de burde transporteres til Kina, men deres overordnede fandt, at det ville være forkert, al den stund de kinesiske myndigheder var berygtet for deres behandling af det muslimske uighurske mindretal.
Det amerikanske udenrigsministerium har selv i sin årsrapport for 2006 beskrevet den kinesiske undertrykkelse af etniske mindretal, knægtelse af religionsfrihed samt forfølgelse og henrettelse af personer, som var under mistanke for at gå ind for løsrivelse – eksempelvis blandt de ni millioner uighurer i Xinjiang, hvor nogle separatister har som mål at etablere et frit Øst-Turkistan. I USA kunne de ikke få asyl, vurderede det amerikanske embedsværk. Den amerikanske immigrationslov nægter nemlig adgang for folk, som har været sat i forbindelse med terroristgrupper eller modtaget “militær-agtig træning” af en gruppe, der er involveret i terrorisme.
Det amerikanske udenrigsministerium gik i gang med at spørge regeringer kloden rundt, om de ville give dem asyl. Over 100 lande blev spurgt, og en af de få, der erklærede sig villig, var Gabons præsident Omar Bongo. Den vestafrikanske statschef betingede sig imidlertid, at hans imødekommenhed blev honoreret med støtte til nye internationale lån samt et besøg i Det Hvide Hus, selv om han få måneder forinden havde været der og mødt George W. Bush.
Jagten fortsatte. Fra Angola over New Zealand og Schweiz og Australien til naboen Canada, hvor man tre gange forsøgte at overtale den liberale regering i Ottawa. Men overalt frygtede man den kinesiske reaktion. Kun Albanien viste sig villig. Og præsident Bush kvitterede med et besøg i juni i år.
Bush – en folkehelt
»Da vi hørte, at Bush skulle komme, gik vi til Berisha (Albaniens premierminister) og klagede over, at vi ikke havde fået bolig og arbejde, sådan som amerikanerne havde stillet os i udsigt,« siger Abubaker Qassim.
»Det blev lovet os, at vi ville få det bedre, men det modsatte skete. Efter Bush’s besøg blev situationen værre.«
George W. Bush blev modtaget som en veritabel helt, da han landede i Tirana. I uger forinden havde albanerne forberedt sig på at hylde ham, og det albanske og det amerikanske flag vajede side om side på toppen af den pyramidelignende bygning i centrum af Tirana, som den afdøde stalinistiske diktator Enver Hoxha havde opført som et monument over sig selv.
Albanien har siden 1991 nydt friheden.
Den nuværende premierminister Berisha er blevet genvalgt, selv om han efter demokratiets indførelse opfordrede befolkningen til at investere i de famøse “pyramide-spil”, som lokkende lovede gigantiske indtægter, men som sendte det meste af landet på fattiggården og i 1997 udløste væbende oprør, som EU måtte kvæle ved at sende italienske tropper til det forarmede land. Albanien konkurrerer den dag i dag med Moldova om at være det fattigste land i Europa.
Efter Bush kom der tre delegationer fra Kina til premierministerens kontor for at kræve uighurerne udleveret, fordi de var terrorister. Men Sali Berisha holdt stand og sendte så sent som i sidste uge endnu et kontingent soldater til Irak for at støtte USA.
»Vi har hørt, at endnu 35 frigivne fanger fra Guantanamo er på vej hertil,« siger Abu Mohamed, som er læge og fra Algeriet.
Han arbejdede i Pakistan for en privat hjælpeorganisation, da hans hjem blev invaderet af et kontingent militærfolk, der arresterede ham. Foruden de fem uighurer og ham, har USA også sendt to andre løsladte fanger til Albanien, som kommer fra Usbekistan og Libyen. Alle anses for at være terrorister af deres hjemlande.
Føler sig ydmyget
De otte frigivne fanger føler sig konstant ydmyget af USA. Da de fik besked om, at de skulle løslades, lød der ingen undskyldning for den over fire år lange indespærring.
I stedet blev de lænket på hænder og fødder og anbragt i midten af et militært transportfly. Under den 13 timers lange flyvetur var de omringet af 30 svært bevæbnede soldater. Først da de var landet i Tiranas internationale “Mother Tereza-lufthavn” – nobelpristageren var født i Albanien – blev de løsgjort fra deres kæder.
»Før amerikanerne dumpede os her, fik vi fortalt, at vi skulle være albanske statsborgere. Men først skulle vi lære sproget. Pludselig, efter fire måneders sprogkursus, stoppede det. Uden forklaring. Vi bor i et flygtningecenter, hvor vi i alt er 40 mænd. Maden er elendig, 14 timer i døgnet er der hverken el eller vand, og vi får hver især 50 euro om måneden til tøj og vask,« siger Abubaker Qassim.
Bevæbnet politibetjent
Flygtningecenteret i udkanten af Tirana huser også mænd fra Kosovo og Serbien, og en bevæbnet politibetjent sikrer, at det ikke er muligt for andre end beboerne at komme indenfor.
»Vi vil gerne arbejde, så vi kan tjene penge til at få vores koner og børn hertil, men lønnen er lav, og vi kan ikke tale sproget. Vi ved ikke, hvor mange penge, den albanske regering har modtaget for at tage imod os, men vi ser ikke noget til dem. Hvis man dog blot kunne holde sine løfter og give os et job og en bolig, så vi kunne begynde et nyt liv, ville fremtiden se lysere ud for os,« siger Abubaker Qassim.
Det eneste dokument, de frigivne har fået af den albanske regering, er et “rejsedokument”, som giver uighurerne ret til at rejse overalt i verden »undtagen Kina,« som der sirligt står skrevet på det lyseblå papir.
»Men vi kan ikke rejse nogen steder, for vi har ingen penge,« siger Abu Mohamed.
To af de frigivne fanger har i protest mod forholdene sovet på gaden, men demonstrationen har ikke virket.
»Vores fremtid er dyster, og vi er trætte. Kun en sjælden gang er vi i forbindelse med vores familier, dels fordi vi ikke har råd til det, dels fordi de bliver overvåget af de kinesiske myndigheder.«
Tre uighurer og lægen fra Algeriet, som vi møder på en café i Tirana, ryster på hovedet, når de bliver spurgt om, hvem der hjælper dem.
»Der er mange menneskerettighedsorgansiationer i verden, men ingen af dem er her. Vi har ikke hørt noget fra for eksempel Amnesty International. Og med de få penge, vi får, har vi ikke råd til en albansk advokat,« siger Abu Mohamed.
FN’s Flygtningehøjkommissær kan ikke skride ind og hjælpe, siger flygtningene, som har holdt møde med UNHCR. Organisationen må først have en anmodning fra den albanske regering; og det har den ikke fået.
USA melder pas, da de frigivne fanger ikke er amerikanske statsborgere, hvorfor landet ikke er forpligtet til at hjælpe dem.
Blandt diplomater fra EU-lande – Danmark har også en ambassade i Tirana – beskæftiger man sig heller ikke med sagen, fordi man anser den for at være et anliggende mellem USA og Albanien.
Forhører man sig hos “Albaniens Islamiske Samfund”, som er landets største religiøse organisation, vedgår formanden, Selim Muca, at han kender til sine trosfællers skæbne:
»Jeg kender sagen fra tv. Men det er jo en politisk sag,« siger han og afslår at uddybe sin holdning til den.
Mændene er ved at nærme sig desperationens rand.
»Jeg nægter at søge asyl, fordi jeg er blevet tvunget til at opholde mig her af amerikanerne,« siger Abu Mohamed.
»Jeg har nu boet her i Albanien i otte måneder, og jeg kan ikke vende tilbage til mit hjemland, for dér vil jeg blive dræbt på grund af den politiske situation. Min største bekymring er, hvornår jeg igen kan se mine fem børn, som jeg ikke har set i seks år – samt den sjette, som jeg aldrig har set.«
indblik@jp.dk