Det svigtede gidsel

Weekendavisen | 22.08.1997

Drama. Øjvind Kyrø har skrevet en medrivende, dokumentarisk beretning, som gør det lumsk svært for den, der bakser med den store, danske samtidsroman

Af ULRIK HØY

LAD det være sagt straks: Det er en fremragende historie, Øjvind Kyrø her lægger frem til det læsende Danmark. Den ejer det elementære, menneskelige drama. Den byder på spændende rejseskildringer, den byder på så udmærkede journalistiske dyder som stædighed, grundighed, stædighed igen og den portion tæft, intelligens og gennemskue evne, der skal til for at komme videre. Endelig er Kyrøs bog forfattet af en kyndig skribent, som er blottet for alle falbelader og til stadighed søger det præcise udtryk. Det er ikke litteratur på de høje nagler, kunstfærdige overvejelser over meget lidt og det, der er mindre. Det er virkelighedens eget drama, der taler her, og det er jo en kliché, der kræver at blive udlagt.

Hvis man tror, virkelighedens drama optager ret mange af os, tror man fejl. Jo, som gratisoplevelse. Som »oplevelse« i det hele taget. Som TV-drama bragt ind i stuen. Hvis man tror, virkelighedens drama interesserer journalister og medier skal man også revidere sin opfattelse. Ingen har rigtig gidet røre ved denne kidnapnings-historie, og næsten alle berørte medier har været hurtige til at lade sig afvise. Gider ikke. Orker ikke. Magter ikke. Hvad der igen siger noget om den lilleverden, der kolporteres i danske medier. Man samler det nærmeste op, helst det allernærmeste, og undskylder sig med manglende kapacitet over for udlandet.

Der er en chokerende morale i Øjvind Kyrøs bog, og han er klog nok til at lade læseren selv formulere den: Vores evne til at blande os uden om er formidabel. Vores evne til at lade de nærmeste fordringer ligge ligeså betagende. Man gider ikke rigtig i dansk presse. Man gider ikke rigtig i Udenrigsministeriet. Man gider måske nok, men magter det ikke, i et stort dansk firma, og hvis man gider noget, så er det at føre andre bag lyset og selv undgå at tabe ansigt.

En bister morale, der kaster skygger over os allesammen.

Hvad skete der?

DEN 5. februar 1996 blev den 32-årige maskinmester Ulrik Schultz kidnappet af ELN-guerillaen i Colombia. Han havde blot opholdt sig tre dage i landet, hvor han som udsending fra F.L. Smidth skulle arbejde for en stor cementfabrik. Tre andre medarbejdere blev også taget til fange, en englænder, en tysker og en colombianer. Mens tyskeren blev købt fri efter en måned, måtte Schultz og de to andre gennem 223 dages fangenskab.

De blev ustandselig flyttet rundt, de blev pisket af sted gennem vejløs jungle, de havde til stadighed løftet om frigivelse og truslen om udslettelse hængerne over hovedet, og uden at ane det blev de holdt hen af deres kidnappere, ført bag lyset af dem, der skulle varetage deres interesser og mere eller mindre svigtet af den presse, det ministerium og det firma, hvis opgave skulle være det modsatte.

Kyrø beretter minutiøst om hele dette plagsomme forløb og orkestrerer på fornem vis blandingen af korporlige strabadser for de bortførte og de til tider udspekulerede og sindrige forhandlinger, der blev ført sideløbende. Et spor aftegner sig: Vi er ikke kun dovne og hurtige til at give op. VI er også ret så inkompetente, når det gælder håndteringen af mere komplicerede forhold ude på kloden.

Firma F.L. Smidth nedsatte en tre-mandsgruppe, der skulle varetage forhandlinger om løsesum og frigivelse. Den svigtede næsten totalt. Gruppens inkompetence kom bedst til udtryk i Jan Carlsens tilbagevendende påstand, at »det er forbudt at betale løsepenge i Colombia«, hvad det ikke er og ikke var. Det mest fatale er dog gruppens pacificering af den danske presse, der fik besked på at holde lav profil, fordi indblanding kunne skade. Øjvind Kyrø sandsynliggør det stik modsatte: Pressen skulle have blandet sig. Pressen skulle have holdt fast i forløbet og holdt offentligheden underrettet.

I stedet bøjede man sig for en selvbestaltet, tildels inkompetent gruppe, der holdt pressen hen og ikke magtede at spise kirsebær med de store. Endelig kaster Kyrøs skildring et afslørende lys over det danske Udenrigsministerium, der har sin uvisnelige styrke, når den ene ambassadør skal tale med den anden, men ikke råder over nogen stor kompetence og udpræget evne til at improvisere, når mere kvalificerede slyngler melder sig på scenen.

BEVARES, i Himmerige er vi alle kloge. Det, jeg ikke kan lide, er blandingen af inkompetence og bortforklaringer, tilsat rene løgne. F.L. Smidth lyver i det øjblik, de bedyrer, at firmaet har taget alle mulige forholdsregler for at passe på sine medarbejdere. De er blevet instrueret på grundig vis, specielt da om faren for at blive kidnappet på den famøse stræking i junglen. Hævder man. I tvivlstilfælde skal medarbejderne bruge helikopter i stedet for bil. Bil er alt for farlig. Hævder man.

Kyrøs fremstilling afviger overordentligt fra disse påstande. Firmet har ikke instrueret nogen om noget som helst, skønt området er noget af det farligste, hvad kidnapning angår – i hele verden – og maskinmester Ulrik Schultz fik tilbudt et lift med bil, fordi helikopteren var optaget. Som det fremstilles i bogen, blev han faktisk tvunget til at køre bil.

Det ligner det pure letfærdige letsind på medarbejdernes vegne, hvis man da ikke blank vil hævde, at ledelsen i F.L. Smidth sendte deres medarbejder ud i elendigheden.

Kompliceret var det dog. ”Kirsebær med de store”, de store slyngler, de træske banditter, de hemmelige forbindelser og skjulte alliancer ser således ud i Kyrøs optik:

”Werner Mauss benytttede situationen til det yderste for at presse Jan Carlsen”. (Mauss var en tysk privatdetektiv, som havde fået overdraget opgaven, Jan Carlsen medlem af Colombia-gruppen hos F.L. Smidth).

”Colombia-gruppen og rådgiverne fra Control Risks havde prøvet at få deres kontaktmand til guerillaen, Mercurio, til at sende breve og pakker ind til gidslerne, men ELN ville ikke tale med ham og sendte ham og posten retur. Al kontakt skulle gå gennem deres forhandler i Tyskland, lød bekeden”.

”Og forhandleren, denne ’Weber’, som Mauss kaldte sig over for Carlsen, havde til fulde demonstreret, at han havde magt over tingene. Han havde fået en direkte radioforbindelse etableret til junglen, så Carlsen kunne forvisse sig om, at gidslerne var i live, og han havde sørget for, at der var kommet post ud til dem.

Men at det var guerillachefen ’Gabino’, der sad ved mikrofonen i nabolandet Tyskland og dikterede spørgsmålene videre til de to lejre i junglen, vidste hverken Colombia-gruppen, Control Risks eller Udenrigsministeriet”.

Oh, Danmark, på rænker du dig aldrig forstod. Måske var det rænker for viderekomne, det internationale konsortium gik jo også i gyngen, men efter endt læsning forstår man til fulde, hvorfor ingen af de omtalte øsnkede at samarbejde med Øjvind Kyrø.

Hvad der ikke har hindret ham i at skrive en medrivende historie af den slags, der fungerer på mange planer. Hvorfor sukke efter den store danske samtidsroman, når historier af denne kaliber ser dagens lys. På én gang spændende krimi, fængende rejseskildring, indsigtsfuld udenrigsanalyse, dokumentarisk funderet kirsebærspisning for de store og sluttelig happy end.

Ulrik Schultz blev løsladt, vendte hjem til fædrelandet, blev forenet med sin familie, der medvirker i bogen og giver den en smuk dimension af fortættede følelser. Ja, og hvis husarer kan læse, er der såmænd også partisan-sex i junglen. Først og sidst er det dog en stor, moralsk fortælling, Kyrø her lægger frem. Til lykke med det.