Da verden så den anden vej

Kristeligt Dagblad | 19.11.2004

Af Julie Grothen

Folkemordet i Rwanda kostede en million menneskeliv. Journalist Øjvind Kyrø har nu skrevet en bog om tragedien.

“De var seks-syv stykker. Mariella så, at en af dem var bevæbnet med en kølle med søm i, jeg bemærkede kun de to med macheter. Toyotaen styrtede nedad mod bunden af bakken, og jeg nåede at registrere, at jeg var parat til at dræbe. Det var dem eller os. Der var ingen tvivl. Det eneste, der betød noget, var at komme igennem vejspærringen.”

Den garvede krigskorrespondent Øjvind Kyrø var i Rwanda i 1994. Han var vidne til det folkedrab, som fik det værste frem i folk, og da han sad bag rattet i Toyotaen, mærkede han kimen til ondskab i sig selv.

– Vi bærer alle det onde i os. Hvis vi ikke holder det i ave, går det galt. Jeg har selv oplevet at være parat til at dræbe. Det kunne jo lige så godt ske her i Europa, det er ikke, fordi de er dummere eller ondere end os, siger Øjvind Kyrø.

10 år efter folkemordet har han skrevet bogen “Godmorgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord”. Hans ambition har været at skrive den lige så spændende som en kriminalroman. Forskellen er, at historien er sand, og at der finder flere drab sted i bogen end i de fleste gængse krimier. Over en million mennesker mistede livet på hundrede dage i Rwanda i 1994.

Det er historien, som vi ikke vil høre, mener Øjvind Kyrø. Historien om, hvordan verdenssamfundet med FN i spidsen så passivt til, mens et nøje tilrettelagt folkemord fandt sted. Et folkemord, der ifølge militæreksperter kunne være afværget, hvis blot 5000 soldater var blevet sat ind fra FN.

– Det internationale samfund virkede ikke. Alle svigtede idealerne. Det er racisme, det er det eneste, der kan forklare det. Desuden er vi midt i en forbrugsfest, og når man fester, glemmer man dem, der ikke er med til festen, siger Øjvind Kyrø.

Øjvind Kyrø var professionel og lod sig ikke påvirke, da han reporterede fra Rwandas helvede. Trygt bænket omkring bordet i herskabslejligheden på Frederiksberg viser han billeder frem fra sin rejse. På et af dem sidder den hårdkogte reporter i en vejkant og skriver hjem til Danmark på sin bærbare computer. Omtrent en meter fra hans hvide kondisko ligger en mand i en akavet stilling. Død. Øjvind Kyrø ser op på fotografen fra sit tastatur – det er krigsreporterens kontor, vi besøger.

Men Øjvind Kyrø fortæller, at det har været anderledes hårdt 10 år efter at sætte sig ned og skrive den samlede fortælling om, hvad der skete i løbet af de 100 dage i Rwanda. Langt fra begivenhederne i både tid og sted kom tårerne, fortæller han.

I bogen bliver hele tragedien oprullet. Fortællingen om de to folkeslag: hutuerne, der udgør 80 procent af befolkningen, men længe har været holdt væk fra magten, og tutsierne, som under det belgiske koloniherredømme fik fortrinsret til uddannelse og arbejde, selvom de kun udgjorde under 20 procent af indbyggerne. I november 1959 kom det til angreb fra hutubander på tutsierne, og i løbet af en måned flygtede titusindvis til nabolandene. Ved Rwandas uafhængighed i 1961 fik landet et hutustyre, og endnu flere tutsier flygtede fra landet, mange drog til Uganda. I 1972 tog Juvenal Habyarimana magten og stod i spidsen for et totalitært, men stabilt styre. Men den 1. oktober 1990 angreb RPF, Rwandas Patriotiske Front, der bestod af tutsier i eksil Rwanda. Herefter begyndte massakrer på tutsierne igen.

I 1993 blev der indgået en fredsaftale. FN sendte en fredsbevarende styrke på 2500 mand af sted under ledelse af den canadiske generalmajor Roméo Dallaire. Dallaire fandt snart ud af, at der reelt var behov for en fredsskabende styrke, som kunne gribe ind i konflikten. Men USA ømmede sig stadig oven på Somalia, og der blev ikke givet grønt lys til canadierens planer. Sideløbende fortsatte drabene på tutsier, og den 6. april 1994 fandt en afgørende begivenhed sted. Præsident Habyarimanas fly blev skudt ned, og militæret tog magten. RPF gjorde klar til at sætte angreb ind, hvilket ville betyde, at borgerkrigen atter blussede op. Den lokale radio spillede popmusik med hadske omkvæd og opfordrede til at dræbe tutsierne, der blev kaldt skadedyr og kakerlakker. Terminologien, der beskriver fjenden som skadedyr, er et sikkert pejlemærke for folkemord. Og den virker.

– Man får jo et had til folk, når man anser dem for at være skadedyr. Det blev gjort til en god gerning at slå dem ihjel. Man slår ihjel ligesom jægeren og fiskeren, siger Øjvind Kyrø.

FN ville stadig ikke gribe ind. Man kunne ikke alliere sig med RPF, og mandatet til FN-missionen var stadig fredsbevarende og ikke fredsskabende. Da FN anerkendte folkedrabet, var det for sent.

Det er en sindssyg historie. Den er sand. Og vi bør kende den. Soldater gik ind på hospitaler og slog alle tutsier ihjel i deres sygesenge. Radioen opfordrede til at fortsætte folkemordet. Og præsterne tillod myrderier at foregå i kirkerummet.

– Den romerskkatolske kirke er et moralsk fyrtårn, og kirken var den eneste uafhængige instans, der kunne sætte sig op imod regeringen. I stedet opfordrede præsterne til, at befolkningen støttede regeringen. Kirken bærer et utroligt stort ansvar, fordi den ikke greb ind, siger Øjvind Kyrø.

I FN bekymrede man sig kun om at evakuere udenlandske statsborgere, og franske transportfly bragte ammunition til den rwandiske hær. I FN-hovedkvarteret i New York var man klare i sine instruktioner; anvend magt om nødvendigt for at evakuere udlændinge, ellers ikke. For Dallaire var der ikke megen kølig refleksion; han pendlede mellem den ekstremistiske regering og RPF gennem gader fyldt med lig og flygtende mennesker i et forsøg på at stoppe vanviddet. Han kunne ikke stoppe det. Måtte ikke.

Roméo Dallaire er helten i Øjvind Kyrøs beretning. Ene mand forsøgte han at overbevise ledelsen i New York om, at det, der foregik i Rwanda, ikke var en borgerkrig, men et nøje tilrettelagt folkemord på tutsierne. Og Øjvind Kyrø beskriver, hvordan Dallaires frustrationer voksede, som den kvalmende stank af lig bredte sig i det afrikanske land, og han måtte opgive at beskytte de tutsier, som var jaget vildt.

– Han troede, at han var ved at blive skør, da FN-styrken blev skåret ned til 270 mand. Han havde fået en opgave, som han ikke kunne løse. Men trods alle svigt fra verdenspressen, nødhjælpsorganisationerne og stormagterne blev han ved med at kæmpe, selvom han til sidst knækkede mentalt. Han er en rigtig helt, siger Øjvind Kyrø.

Om verden har lært af tragedien i Rwanda, står ikke helt klart. Det afrikanske kontinent bliver stadig bekvemt overset af vestlige medier og politikere, og Øjvind Kyrø mener, det er en dyr arrogance.

– Det, der skulle til for at udløse folkemordet ud over vores iboende ondskab, var arbejdsløshed, økonomisk nedgang og en racisme, der blev skabt oppefra i systemet. Det farligste i verden er at lade unge mennesker gå arbejdsløse. Vi skaber en kaste af potentielle forbrydere i verden. Det er verdens socialklasse fem, siger Øjvind Kyrø.

Og det ulmer endnu i Rwanda, hvor retsopgøret stadig er i gang.

– Problemet i dag er, at ingen har sagt undskyld. Hvordan kan mennesker tilgive, når der ikke bliver sagt undskyld? Hadet er der stadigvæk, og i dag ligger hutuerne under for et diktatorisk styre, siger Øjvind Kyrø.

Øjvind Kyrø: Godmorgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord. 252 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.