Da biskoppen glemte Gud

Jyllands-Posten | 25.09.2005

Biskop Jan Lindhardt har lagt låg på sagen om Thorkild Grosbøll – præsten, der ikke troede på Gud. Kritikere er utilfredse med, at statsmagten dominerer folkekirken.

Af Øjvind Kyrø

Der står seks mennesker i et kontor.
Værten tager ordet. Det er Jan Lindhardt, biskop i Roskilde. Over for ham står Thorkild Grosbøll, præsten fra Taarbæk.
Lindhardt beder ham bekræfte trosbekendelsen og siger som ved en dåb: »Thorkild Grosbøll. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?«
»Ja,« svarer præsten, der er blevet verdensberømt for ikke at tro på en skabende Gud.
Biskoppen fortsætter: »Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …« og remsen fortsætter, og Grosbøll svarer ja til det hele.
Lindhardt lægger ritualbogen fra sig og skal til at sige noget, da han bliver afbrudt af Grete Bøje, der er Grosbølls provst: »Undskyld, jeg bliver nødt til at gøre min biskop opmærksom på, at han glemte noget – første trosartikel«.
De andre om det kirsebærrøde træbord nikker. Lindhardt har glemt den sætning, hele dette møde drejer sig om, nemlig: »Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber?«
Jan Lindhardt ser sig forvirret omkring: »Ja?« og giver sig med pokeransigt til at læse den glemte sætning op.
Derefter byder han Grosbøll sætte sig og igen skrive under på det præsteløfte, han allerede for 29 år siden første gang satte sit navn under. Til sidst beder Lindhardt Fadervor – fejlfrit – og får sin kontorchef til at føre Grosbøll, hans teologiske bisidder, og hans juridiske rådgiver fra Præsteforeningen ud. Det hele har taget 13 minutter.
Da Lindhardt rækker hånden frem for at sige farvel, når han i skyndingen at huske at sige til Grosbøll, at han fremover skal stille til skriftemålssamtaler i hans bispegård, og at han indtil videre har »mundkurv« på.

Det, han mener, er

Mødet i Det Gule Palæ fandt sted om eftermiddagen den 20. maj. Uden for bispegården ventede en flok pressefolk, men de fik ikke et ord at høre fra Grosbølls mund, som nu var lukket efter biskoppelig ordre.
I princippet er kirken den mest offentlige institution i verden, men Jan Lindhardt trak en ny og hidtil uset grænse.
»Jeg kan ikke komme i tanke om, at det er sket i nyere tid, at en biskop har pålagt en præst censur,« siger professor i kirkehistorie Martin Schwartz Lausten.
Biskop i Viborg, Karsten Nissen, undrer sig også: »Jeg har svært ved at forestille mig en situation, hvor jeg ville give en præst i mit stift mundkurv på«.
Steen Skovsgaard, der er ny biskop i Lolland-Falster Stift: »I princippet skal man ikke give nogen mundkurv på, og jeg forstår slet ikke, at Jan Lindhardt har overtaget tilsynet med Grosbøll. Jeg ville selv have sagt nej, for jeg er uenig i hans meninger«.
Thorkild Grosbøll har siden tre gange været til skriftemål i bispegården, og derefter udsendte Jan Lindhardt en pressemeddelelse, hvori han skrev, at Grosbølls tanker er i slægt med den »kirkelige pietisme, som Grosbøll ret beset har en del tilfælles med«.
Hvad Grosbøll siger til at få sine meninger udlagt på denne måde og af en anden end sig selv, kan man ikke få at vide på grund af mundkurven. Eller er Grosbøll blevet omvendt? Heller ikke det må han sige noget om.
I sin pressemeddelelse skriver Jan Lindhardt også, at han vil opretholde sit tilsyn med Grosbøll, og at han bedst ved, hvad Taarbæk-præsten mener. Lindhardt har nemlig pålagt Grosbøll at afstå fra »grænsesøgende« ytringer, »når det, han mener er, at vi kender Gud gennem Kristus og ikke andetsteds fra«.
På sin kirkes hjemmeside plejer Grosbøll at skrive en »spids« kommentar. I dag står der: »Da sognepræsten stadig har mundkurv på (dog ikke i kirken), er det rimeligt at overlade også denne udgave af Spidsen til en anden«.
Herefter citerer Grosbøll N.F.S. Grundtvigs 150 år gamle ord om præsternes frihed i Folkekirken: » vil man have sin tale troet, må man først og fremmest holde sin mund fri og ikke for nogen pris leje den ud enten til kejser eller pave,« for ellers bliver det umuligt »for andre end kødhoveder, rænkesmede og plageånder at føre ordet i sådanne tugthuse«.

En misforstået uskyldighed

En formiddag i februar ringede telefonen hos en medarbejder i Kirkeministeriet. Det var en kollega, der var i røret, og som sagde: »Der findes en kærlig Gud«.
»Javel. Hvorfor siger du det,« spurgte den ene medarbejder den anden.
»Tove Fergo går af som kirkeminister,« lød svaret.
Der brød en stille jubel ud i ministeriet, for ingen kunne huske, hvornår de havde prøvet at lave så mange feberredninger for en minister. Tove Fergo ville noget med den folkekirke, hun skulle bestyre, og hun havde mange selvstændige ideer, hvilket biskopperne skulle erfare fra den første dag, hun sad i ministerstolen og fejede ti års arbejde væk med at udarbejde en ny salmebog.
Selv om Tove Fergo godt tre år senere mente, at det var pressens skyld, at vælgerne vragede hende ved folketingsvalget, forsøgte hun ikke om at få lov til at fortsætte. I stedet blev Bertel Haarder minister, og medarbejderne trak igen vejret lettet, for han var kendt for sin politiske tæft.
Biskopperne åndede også lettet op, da elefanten i glasbutikken, som mindst to bisper havde kaldt Tove Fergo, fik silkesnoren af vælgerne. Aldrig før havde ægteskabet mellem stat og kirke været så tæt på at revne på grund af Tove Fergos frimodige ideer. Det kirkelige landskab havde adskillige gange stået i flammer.
På Bertel Haarders skrivebord lå der serveret en rygende varm kartoffel fra forgængeren: Grosbøll-sagen.
Taarbæk-pastorens biskop i Helsingør, Lise Lotte Rebel, mente, at han skulle for retten og dømmes og havde indleveret nogle citater fra Grosbølls seneste udtalelser, der skulle bruges til at rejse en sag i præsteretten mod ham. Men ministeriets jurister havde fundet ud af, at citaterne ikke kunne bruges i byretten, hvis man var ude på at vinde sagen.
Den drevne politiker Haarder løftede sagen væk fra biskop Rebel og bad en anden biskop, Jan Lindhardt, der er kendt som en hårdnakket tilhænger af det eksisterende tætte forhold mellem kirke og stat – han har skrevet en bog om Machiavelli – om at overtage det gejstlige tilsyn med den uvorne præst i Taarbæk. Ingen af de andre bisper ville have sagen. Men Lindhardt accepterede opgaven.
Haarder og Lindhardts håndtering har givet ro i den kirkelige lejr. Men hvor længe skal Lindhardts tilsyn vare, hvor længe har Grosbøll mundkurv på?
Lindhardt: »Mit tilsyn skal højst vare to år, for så går jeg på pension. Jeg ved ikke, om biskop Rebel til den tid vil have tilsynet tilbage«.
   Hvorfor har du givet Grosbøll mundkurv på?
»Fordi han har sagt nok. Han bliver lokket af journalister til at sige mærkelige ting«.
  Hvad vil der ske, hvis han ikke vil finde sig i mundkurven?
»Det kan jeg ikke forhindre, men det ville ikke være klogt af ham. Jeg har betinget mig over for Bertel Haarder, at hvis jeg finder tilsynet umuligt, ville jeg træde ud af det, og så går sagen tilbage til hans bord«.
  Hvad siger du til, at Indre Missions formand Christian Poulsen kræver, at Grosbøll offentliggør en erklæring, hvori han trækker det tilbage, som han har sagt.
»Interessant,« siger Lindhardt.
  Hvis Grosbøll spørger dig til råds om hans famøse bog skal genoptrykkes, hvad vil du svare?
»Det vil jeg ikke fraråde, for nu har vi et nyt dokument, hvis lys den skal læses i,« siger Lindhardt og henviser til den redegørelse, han har bedt Grosbøll skrive (se boks).
 Hvad er der sket under de såkaldte skriftemålssamtaler?
»I en samtale i skriftemåls-regi bekender man først sine synder og derpå fortsætter man i en fortrolig samtale«.
Er Grosbøll blevet omvendt?
»Han er ikke blevet omvendt, men der er sket en afklaring af den form, han fremlægger sit ærinde i. Han er en god præst og en dygtig teolog. Han er en misforstået uskyldighed, fordi han ikke har evnet at udtrykke sig nuanceret nok. Vi har forskellige teologiske opfattelser. Jeg lægger mest vægt på første trosartikel om Gud som almægtig skaber, mens Grosbøll fokuserer på den anden trosartikel om at vi kender Gud gennem Jesus«.

Staten dominerer folkekirken

For anden gang i år er bisperne blevet underkendt af statsmagten.
Først fratog Bertel Haarder Grosbølls biskop sagen og fik Lindhardt til at lægge låg på.
Og i sidste uge underkendte Højesteret Københavns biskop Erik Norman Svendsens beslutning om at slette kirketjener og menighedsrådsmedlem Steen Ribers medlemskab af folkekirken. Steen Ribers agiterer for reinkarnation, og det er i strid med den kristne lære.
»De to sager udhuler bispeembedet,« siger biskop Karsten Nissen, og kirkehistoriker Martin Schwartz Lausten føjer til: »Jeg kan ikke komme på, at man i nyere tid har haft en så dominerende holdning over for biskopperne fra myndighedernes side«.
For at undgå at lærestridigheder som Grosbøll- og Riberssagen skal behandles af retsvæsenet, hvor en ateistisk dommer teoretisk kan komme til at dømme i trosspørgsmål, har bisper og andre fremtrædende teologer slået til lyd for, at der skal etableres et teologisk lærenævn.
Men biskop Lindhardt er ikke så sikker på, at det er vejen frem: »Det kan være udmærket med sådan et nævn, men det kan jo ikke fyre en præst, højst opfordre ham til at gå. Nej, bispernes tilsyn er det bedste, selv om vi ikke kan fyre præster – og det skal vi heller ikke kunne – højst indstille det til ministeriet«.