CUBA: Revolution og silkestrømper

Berlingske Tidende | 14.08.1990

Hvordan vise den kapitalistiske verden foragt og samtidig drage nytte af den? Det problem har Cubas Fidel Castro løst ved at lempe dollar-turismen indenfor i særlige ferie-enklaver.

Af Øjvind Kyrø

VARADERO Manden i receptionen sidder og læser avis. Han ænser øjensynligt ikke andet end Granma, kommunistpartiets dagblad.

Turisten rømmer sig efter et minuts venten. Manden ser irriteret op. »De kan måske skaffe mig en avis?«

»Nej, vi har ikke nogle til gæsterne,« svarer receptionisten.

»Kan De så ikke skaffe mig en?«

»Jeg er ikke autoriseret til at købe aviser til gæsterne,« meddeler manden på stolen.

»Så send en taxa ned i byen og købe en avis, jeg betaler,« beder gæsten.

»Nej, jeg er kun autoriseret til at ringe efter taxaer,« svarer manden og vender blikket mod Granma igen, »De må selv instruere chaufføren og give ham pengene.«

Og derved bliver det.

Og derfor er der kun ganske få turister, der vender tilbage til Cuba. Det jernstive, bureaukratiske system gør et ophold på selv et supermoderne, gennemtænkt og elegant spanskbygget hotel som »Paradiso« i Varadero, 125 km øst for Havana, til en bestandig irritation.

Ironisk nok er det dette plansocialistiske system, som skal frelse den cubanske revolution. Fidel Castro sætter alt ind på at udbygge turistindustrien for at skaffe hård vestlig valuta i statskassen, nu da Sovjetunionen vil nedtrappe sin årlige bistand på tre milliarder dollars til den tropiske udgave af socialismen.

Turist-apartheid
»Nej, señor, lad være,« siger damen i vekselkontoret i Havanas internationale lufthavn, José Marti. »Lad være med at veksle til pesos. De kan bruge dollars overalt.«

I et land, der ingen økonomiske forbindelser har med den nærliggende ærkefjende USA, tikker taxameteret dollars, når man sætter sig ind i en Mercedes eller en splinterny Lada af luksusudgaven med klimanlæg og bag de tonede vinduer betragter cubanerne humpe sig gennem hverdagen i overfyldte busser eller amerikanske benzinslugende dollargrin fra før revolutionen i 1959. Har man dollars, kan man vandre op langs rækken af cubanerne, der i timer har ventet på et ledigt bord, og gå direkte ind i restauranten og få det første og det bedste.

»Forskellen på os og franskmændene er den, at de kan spise i tre timer, mens vi bruger tre timer på at vente at spise,« siger en dissident.

Med dollars har man også adgang til butikker på turisthotellerne, hvor der findes alt fra skotsk whisky til dansk Tulip-skinke og japanske farvefjernsyn.

Men kun turister. En cubaner, der pågribes med dollars på lommen, idømmes to års fængsel. »Turist-apartheid,« vrænger cubanerne i smug.

»På Cubas bedste strand, Varadero, kan ingen cubanere komme, fordi det hele er forbeholdt turister med dollars – absurd!« mener en vesteuropæisk diplomat.

Mens kyllingerne ligger i bunker på stegefadene på turisthotellernes åbne buffet – gæsterne skal selv hente maden, tjenerne rydder blot af – står cubanerne, som altid, i kø i timevis nede på gaden for at få det pund kylling, som hver er berettiget til én gang om ugen. Eller for at få sukker, sæbe, kaffe, olie, smør, tøj eller de andre ting, som også kun fås med rationeringsbogen i hånden.

»Hvilken utrolig forskel der dog er her i Cuba! Her er to verdener, en dollar- og en peso-verden,« lyder det fra to kvinder fra Silkeborg, som i seks uger har rejst rundt i landet og konstateret et udbredt håb i befolkningen om, at der snart sker noget afgørende – men hvorfra det skal komme, ved ingen.

»Imperialistisk pest«

I 1958, året før revolutionen, beværtede Cuba 350.000 turister om året. Fidel Castro satte prompte stopper for »den imperialistiske pest«, som ifølge hans tankesæt ødelagde befolkningen med prostitution, narkotika og hasardspil.

Men snart bliver antallet af udenlandske turister endnu større end før revolutionen, hvis planerne ellers holder. Henved 300.000 turister, fortrinsvis fra Canada, Vesttyskland, Italien og Frankrig, lander nu hvert år i Cuba for at boltre sig i det klare, turkisblå caribiske hav, nyde de UNESCO-restaurerede huse i spansk kolonistil i det gamle Havana og slukke tørsten i rom og »Tropi-Cola«, mens solen går sin gang over Hemingways elskede ø.

Ingen turistmagnat kunne have fundet på en bedre placering af et turistparadis, end den Gud har valgt for Cuba. Kølige bjergegne, eksotiske byer, 6.000 km kyststrækning, palmeøer med let brise og det hele tæt på et gigantisk marked, USA.

Men USAs blokade gør det ulovligt for amerikanere at købe rejser til Cuba, så Fidel Castro satser på canadierne og vesteuropæerne. I 1995 skal der ifølge planen lande 600.000 turister årligt, og de skal sikre den politisk isolerede stat 300 millioner dollars i indtægt. Cubas nuværende valutabeholdning er på 40 millioner dollars.

Folk og røvere
»Jeg kunne ikke drømme om at sætte mine sparepenge i turistindustrien her, så dårligt som den fungerer,« siger en diplomat fra et NATO-land.

Selv på hovedstadens gamle, fine Hilton-hotel, der i dag hedder »Havana Libre« og stadig hævdes at være det bedste, er der koldt vand i bruseren, brevpapir eksisterer ikke, ved den ramponerede svømmepøl er der hverken håndklæder til badegæsterne eller toiletpapir på det beskidte WC, dugene i restauranten er snavsede, maden uappetitlig og betjeningen dvask.

»Cubaneren er det mest gæstfri, det mest venlige, det mest opmærksomme menneske i verden. Men giver man ham en tjenerjakke på, er det slut, så sker der noget forfærdeligt,« indrømmede Fidel Castro i en usædvanlig tale, han i maj holdt i Varadero i anledning af indvielsen af et luksushotel, bygget i samarbejde med et spansk firma.

»Det er den første gang i revolutionens historie, at vi udfører et arbejde sammen med en udenlandsk virksomhed, eller – for at det skal stå helt klart – sammen med udenlandske kapitalister,« sagde Castro, der sædvanligvis betegner kapitalister som »røvere«.

Castro erkendte blankt, at cubanerne ikke har forstand på turisme, og derfor er staten gået ind i en fifty-fifty joint venture med det spanske konsortium. Castro understregede dog, at det ikke bør tolkes som en ideologisk retræte, men at det udelukkende drejer sig om »et teknisk, videnskabeligt spørgsmål.«

For at få tingene til at fungere, har styret givet det statslige turistfirma »Cubanacan« frie hænder til sammen med de spanske partnere at tilbyde højere lønninger for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og friste med bonusordninger til arbejderne, der opfører de nye hoteller langs Varaderos perlemorhvide strand. Man kan således nu få serveret sin »Cuba Libre« – rom med cola og citronsaft – af en ingeniør med hydraulik som speciale.

Dollar-reservat
»Perestrojka ad bagdøren,« kalder nogle diplomater optimistisk udviklingen inden for turistindustrien.

»Nonsens, turisterne holdes i et dollar-reservat og skal blot plukkes for udenlandsk valuta for at undgå en statsbankerot,« siger andre, der forudser, at dette apartheid-system for turister vil øge polariseringen i Cuba og skabe større misfornøjelse med regimet.

»Change?« lyder det dæmpet og hurtigt i turisternes ører på Havanas strøg. Sortbørshandelen blomstrer ligesom prostitutionen som aldrig før, slidte cowboybukser aftages for fyrstelige summer, sågar i dollars.

Men vekslingen er det sparsomt med, selv om man kan få seks pesos for en dollar mod 0.75 i den statslige bank. Fruen i lufthavnens bankkontor har ret, man behøver ikke at veksle. For der er ikke noget at få i cubanernes butikker. Det eneste, der findes i overflod, er Lenins værker i 37 pragtbind, pamfletter med Castros tre timer lange taler og plakater med den argentinskfødte revolutionshelt »Che« Guevara. For det er der ikke salg i til de unge cubanere.

Omkring 60 procent af øens 10 millioner er under 30 år og har således aldrig oplevet noget andet system end Fidel Castros monotone, rationerede, altid krigsforberedte regime. Statussymboler for de unge er amerikanske cowboybukser, farvestrålende T- shirts og walkmen, som de kun kan få ved at blive kriminelle eller som gave fra de hundredetusinder af eksil-cubanere, der er flygtet til Florida, blot 145 km fra Cubas kyst.

De unge ved udmærket – for det bliver fortalt dem dagligt i radio, tv og i Granma – at de lever i et land, der er enestående i latinamerikansk sammenhæng, når det gælder uddannelse og sundhed. Gennemsnitslevealderen er 74 år og spædbørnsdødeligheden er lige så lav som i sydeuropæiske lande. Alle kan læse og skrive, og der er fri adgang til de højere læreanstalter.

Men turisternes blue jeans og silkestrømper har en demoraliserende indflydelse på den revolutionære ånd, og flere og flere unge håber lønligt på en ændring, der gør det muligt for dem at opnå disse materielle goder, for ikke at tale om den ukendte luksus til at kunne tale frit uden frygt for den allestedsnærværende statslige sikkerhedstjeneste.

»Vi er trætte af at leve under dette system, og selv om det på mange måder er godt, så er vi villige til at risikere det for at få friheden til selv at bestemme,« siger en ung mand på betingelse af, at han ikke nævnes med navn.

Revolutionen æder sine sønner.