Copa, åh

Politiken | 02.05.1999

Når verdens rigeste, mest prominente og mest berømte mennesker besøger Rio, bor de på Copacabana Palace – hotellet ved ‘verdens mest demokratiske strand’.

Af Øjvind Kyrø

I gamle dage lod kongerne bygge slotte. I dag er det denne verdens fyrster, forretningsmændene, der bygger paladser til sig selv, hvor de kan mødes med ligemænd og nyde luksus. 

Et af dem hedder Hotel Copacabana Palace. 

Det er stedet, hvor våbenhandlere og diktatorer, tandpastafabrikanter og politikere, skuespillere og rockmusikere bor, når de er i Rio de Janeiro. Og den danske dronning, som boede her i 1966 som tronfølger, skal sammen med sin gemal og ældste søn overnatte tre nætter i maj. 

Det talkumhvide hotel står nyrestaureret. Oppe på sjette sal, hvor penthouse-suiterne ligger, har kongefamilien en privat, afkølet swimmingpool til rådighed – foruden værelserne med atlanterhavsudsigt, der er indrettet med møbler i brasiliansk mahogni og med alt, hvad dertil hører, askebægre indbefattet. Den officielle pris lyder på 1350 usd i døgnet, med morgenmad. 

I dag er det seks etager høje hotel en af de laveste bygninger på Copacabana. Men i 30erne var det suverænt det højeste på stranden – dengang Ginger Rogers og Fred Astaire sang og dansede sig gennem filmen Flying Down To Rio med Copacabana Palace som kulisse.. 

Det blev tegnet af en fransk arkitekt, Joseph Gire, der fandt inspiration i Carlton i Cannes, og ‘Copa’, som blev dets kælenavn, blev indviet i 1923 af forretningmanden Octávio Guinle, hvis enke ejede hotellet frem til 1989, da Orient-Express Hotels overtog det. 

Det blev ikke alene mødestedet for de rige, men også for de magtfulde, for dengang var Rio de Janeiro hovedstad, og dens tropiske riviera hed Copacabana. Blot ti minutter tager det at komme ind i centrum. 

Det majestætiske Copa blev op gennem 1930erne et af verdens mest berømte hoteller, fordi de kendte boede her: Tyrone Power, de britiske prinser Edward VIII og George VI, Noel Coward, Henry Fonda, Igor Stravinskij og Stefan Zweig. Uden for vinduerne sejlede luftskibet Graf Zeppelin af sted på vej til og fra Tyskland, og de første sambaskoler defilerede forbi på strandpromenaden. 

Personalet var instrueret i »aldrig at vise kendskab til kundernes excentriciteter«, men rygterne om de orgier, som skuespillerne holdt, vibrerede alligevel gennem den hede, fugtige luft i Rio. 

Eksempelvis om Orson Welles, der under sit lange ophold, da han i 1942 var i gang med filmen It’s All True smed møblerne fra sin suite ned i poolen for at få bedre udfoldelsesmuligheder. 

DA MANSFIELD TRUEDE

Mens Anden Verdenskrig bragede, genlød Copa af croupierernes tilråb ved rouletterne. Hotellet husede også et casino, og trods krigens rædsler blev der satset højt og elegant ved spillebordene, mens de to husorkestre spillede, og korpigerne dansede cancan. 

Copa var blevet så populært, at der måtte bygges et anneks for at man undgik at afvise de velbeslåede turister. Det blev indrettet som små lejligheder med egen indgang, og det var her, Rios rygtesmede fik deres bedste historier fra – utallige er de romancer, der her er fuldbyrdet, og hære af glædes-piger fra gaden, der ikke måtte ses, har nogenlunde diskret fundet vej op til de bløde senge hos rigmændene eller officererne, der i den periode havde taget magten i landet. 

Især i de europæiske og nordamerikanske vintermåneder, der praktisk nok faldt sammen med det eventyrlige karneval i Rio, fløj turisterne hertil for at nyde den friske luft og en af verdens bedste strande, hvor der kan ligge 100.000 mennesker, uden det føles som et fluepapir. 

Og festerne på Copa var legendariske, specielt huskes karnevalet i 1959 for Jayne Mansfield. Hun nærmest paralyserede festen i Den Gyldne Sal, da hendes dress var ved at falde af og truede med til fulde at afsløre de 103 cm, som var grunden til, at divaen bar tilnavnet The Bust. 

I 1960 mistede Rio noget af sin betydning, fordi regeringen flyttede sit sæde op til Brasilia på højsletten, halvanden times flyvning væk, hvor arkitekten Oscar Niemeyer havde tegnet en splinterny hovedstad. 

Diplomaterne, der var hyppige gæster på Copa, måtte også nødtvungent fortrække op til det mere kølige Brasilia. 

Men Rio var fortsat et internationalt finanscentrum med egen børs, det var her de nyeste dollargrin prangede på strandpromenaden, og da jetflyene blev opfundet i 1960erne og Concorden kom på startbanen i 1970erne, var Rio en af de vigstigste destinationer for det internationale jetset. 

Her kunne man i 1962 se Rita Hayworth danse samba, og året efter optrådte Kirk Douglas udklædt som Spartacus i karnevalsfesten. I 1966 solede den danske kronprinsesse sig her, og det var på denne tid, at bossa novaen var begyndt at flyde gennem luften fra de mange barer langs stranden.

I 1977 måtte ejeren smide Rod Stewart og hans band ud af hotellet. De spillede for voldsomt i præsidentsuiten. Fodbold. 

PAS PÅ KRONJUVELERNE  

Et er Copa. Luksus vænner man sig hurtigt til, og det er livsfarligt at være afhængig, påpegede allerede Jesus. 

Men hvis man tager eleva-toren med udskårent træværk ned til lobbyen og kanter sig forbi blomsterdekorationen, der er på størrelse med et træ, står man foran en af verdens smukkeste, mest charmerende og folkelige strande. 

Her skal man imidlerid passe på kronjuvelerne. Dels lurer der farer for angreb fra det lette kavalleri, som ligger i solen og hviler ud fra nattens arbejde og søger nyt bytte, dels er tyveknægtene lynhurtige. 

Man skal blot ikke have noget værdifuldt på sig. Tyve er kloge mennesker; de stjæler ikke medmindre de er sikre på et givtigt udbytte. 

Først går man over det sort-hvide fortov, hvor brostenene slynger sig i mønstre som bølger, forbi limousinerne, hvor ædru chauffører står klar, over den sekssporede vej, hvor der på den brede midterrabat står gadesælgere med bikinier til salg – nyeste mode hedder tandtråds- tanga – badehåndklæder og sololie, alt til en billig penge. 

Der er således aldrig nogen undskyldning for ikke at tage en dukkert, det hele fås på vejen.

Videre forbi boderne på det modsatte fortov, hvor man kan købe en iskold kokosnød for otte kroner og drikke dens mælk, og forbi strandvolley-banerne i sandet, ned til de smaragdgrønne, meterhøje bølger, der buldrer ind mod stranden. 

Straks kommer en mand med parasol og flugtstol – 24 kr. – og han bringer gerne og vedholdende øl eller sodavand på dåse (4 kr.), mens man nyder solen og udsigten. 

Ude på bølgetoppene suser surferne rundt om hersker-strandkulturen. Der er særlige mødesteder for intellektuelle, børnefamilier, bøsser, pensionister. Alle kommer her, hvad enten det er forretningsmanden, der sidder og ordner dagens handler med mobiltelefon i den ene hånd og kalenderen i den anden, eller det er skopudserdrengen, der lægger sig ned ved siden af millionæren og slikker sol. ‘Verdens mest demokratiske strand’, kaldes den, fordi alle nyder godt af den. 

Vender man ryggen til havet, ser op på Copa og til begge sider, kikker man på et af de tættest befolkede områder på kloden. Stranden er knap tre km lang og fra første husrække, hvor Copa og de mange andre hoteller samt luksuslejligheder danner front, er der en kilometer på den anden led bygget skyskrabere. Omkring en kvart million mennesker lever der, klemt inde mellem bjergene. Og de bor her på grund af stranden.

VERDENS SMUKKESTE

Går man en blok om bag Copa, støder man ind i en larmende forretningsgade med supermarkeder, modebutikker, restauranter. Her sidder blinde og halte tiggere, om natten sover gadebørn og fattige i indhug mellem bygningerne, i sidegaderne er der bordeller og natklubber og souvenirbutikker. 

Mylderet af liv er utrætteligt døgnet rundt. Her går mænd rundt i habit og slips ved siden af pensionister i badetøj, skolebørn køres af sted i minibusser med fjernsyn indeni på grund af de lange bilkøer ved myldretid, sekretærer lufter deres dybe udringninger eller korte skørter, taxichauffører dytter af dem, gamle koner får farvet krøllerne orange og går klædt i stram trikot, ekspeditricerne sender ægte smil, og juvelfunklende midaldrende kvinder i silke køres rundt i skudsikre biler. 

Selv om Brasilien er et af de lande i verden, hvor ulighederne mellem rig og fattig er størst, finder man næppe noget sted i en storby, hvor folk nynner så meget. Og kysser. 

Stranden, siges det, dæmper mismod og misnøje.

Og det er ikke noget nyt. 

Som digteren skrev: 

»1763 – Rio de Janeiro: Koloniens centrum flytter sig fra nord mod syd.

Bahía, sukkerhavnen, viger tilbage for Río de Janeiro, guld- og diamanthavnen … Den ny hovedstad ligger på det smukkeste sted i verden. Her synes bjergene at være forelskede par, i luften er der dufte, der får én til at le, og den varme brise bærer fuglene frem.

Tingene og menneskene er skabt af musik, og for ens øjne stråler havet, så det ville være en nydelse at drukne sig.«

 (Fra Eduardo Galeano:Ildens erindring II)