Congo: For døde gælder ingen regler

Weekendavisen | 17.10.2008

Trods verdens største FN-styrke, et historisk frit valg og milliarder af kroner i bistand fortsætter kampene, flygtningestrømmene og udplyndringen. Reportage fra landet, der er scene for den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig.

Af Øjvind Kyrø

Congo er som postkontoret i Bunia. Det eksisterer, men virker ikke.

   Det ligger på hovedgaden, og Bunia er hovedstad i Ituri, en provins på størrelse med Irland i det nordøstlige hjørne af landet. Postkontoret blev for et halvt århundrede siden bygget af belgierne og smykket med stukkaturer i to etager. Indgangen er ikke længere at finde på hovedgaden, for lokalerne er blevet lejet ud til butikker og en frisørsalon af den økonomisk kreative stab af postarbejdere.

   Man skal om på bagsiden af bygningen og banke på. Døren åbnes forsigtigt, og en mand i en ulastelig petroleumsfarvet kittel ser overrasket på den besøgende. Postarbejderen fortrækker ikke en mine, når han bliver spurgt, om det er muligt at sende et brev. Han træder tilbage og byder indenfor.

Postvæsenet har ikke fungeret i årevis. Det nationale luftfartselskab, som fragtede postsækkene, findes ikke mere.

   Der troner en omvendt stol på disken, som ellers er tom. Postarbejderen forsikrer, at ens brev vil komme frem til adressaten i Danmark formedelst to dollars. Så snart de to grønne sedler ligger i hans hånd, fremdrager han et nøgleknippe og åbner en låge i et stålskab.

   De eneste frimærker er over 13 år gamle. »De duer ikke,« smiler han og viser nogle ark med Mobutu Sese Sekos ansigt. Feltmarskallen flygtede i 1997 efter at have regeret enevældigt i over tre årtier.

   Inde i skabet står en frankeringsmaskine. Det orange, hånddrevne apparat får omhyggeligt tørret støvlaget af, før dagens dato bliver indtastet, og højtideligt som ved en dåb får konvolutten påtrykt et blegt stempel.

   »Vi er seks ansatte her, direktøren indbefattet,« oplyser medarbejderen beredvilligt.

   – Men hvad arbejder I med, når der kun sjældent kommer en kunde?

   »Vi kan også tilbyde at skabe forbindelse til steder uden telefon,« lyder svaret, og postarbejderen finder en radiosender i stålskabet.

   Fastnettelefonerne er for længst holdt op med at ringe, og indtil mobiltelefonerne kom til landet, gik man til det lokale postkontor og meddelte eksempelvis, at man næste dag på et bestemt tidspunkt gerne ville tale med tante Beate i Kisangani. Herpå sendte postkontoret i Kisangani et bud ud til tanten med oplysningen, og på det aftalte klokkeslæt kunne der via radio føres en samtale mellem de to postkontorer, hvor de talende skulle slutte hver besked med ordet »skifter«, hvorpå den anden kunne komme til orde.

   Men dette system bruger ingen mere. For det eneste, udover øl-forsyningen, der fungerer i Congo, er mobiltelefonerne. Sydafrikanske telefonselskaber har fået rejst sendemaster overalt i landet.

Det samme gælder postvæsenet. Skal man sende et brev, bruger man et privat kurér-firma som DHL.

   Hvad de seks medarbejdere foretager sig på postkontoret i Bunia, er en gåde. Men undertiden kommer der en lønanvisning fra ministeriet i hovedstaden, som opretholder en facade af funktionsduelighed. Til gengæld modtager ministeriet næppe indkomsten fra de udlejede butikslokaler ud til hovedgaden.

   Postarbejderen håber på, at der en skønne dag igen kommer gang i postvæsenet; at staten får penge til at genoptage det hæderlige virke.

   Førhen var det fornemt at arbejde i postvæsenet. Patrice Lumumba, som blev landets første valgte premierminister, havde gennemgået et et-årigt kursus med udmærkelse ved statens postvæsenskole. Det var en af de højeste uddannelser, en congoleser kunne opnå under det belgiske kolonistyre, og da uafhængigheden blev indført og det første frie valg gennemført, var det postfunktionær Lumumba i Kisangani, som vandt og blev indsat som regeringschef.

   Det var i juni 1960. Et halvt år senere blev Lumumba torteret og derpå henrettet som resultat af fælles anstrengelser fra den belgiske og amerikanske regering – der anså Lumumba for en afrikansk udgave af Fidel Castro – samt Moïse Tshombe, som ledte løsrivelsesprovinsen Katanga. For at skjule ethvert spor blev Lumumbas jordiske rester opløst i et syrebad under opsyn af en udstationeret belgisk politikommissær.

Stjæl en smule 

Det tog diktatoren Mobutu tre årtier at lægge landet i ruiner. Belgierne havde opbygget en velfungerende koloni med hospitaler, skoler, veje, jernbaner samt et telefon- og postvæsen.

Nu er det kun resterne, der er tilbage. Det asfalterede vejnet måler 500 kilometer, resten er eroderet bort. Broer er styrtet sammen. Kun cykler – med eller uden motor – kan komme frem, og derfor foregår 95 procent af al person- og godstransport på tohjulede køretøjer, der enten skubbes eller trækkes frem.

   I 1960, da belgierne overdrog landet til dets 16 millioner indbyggere, var levestandarden langt bedre end i dag, hvor her bor et eller andet sted mellem 60 og 70 millioner sjæle.

   Præsident Mobutu stod for befolkningen som et lysende eksempel på, hvordan det gjaldt om at snyde og stjæle, og han opfordrede direkte befolkningen til at berige sig: »Vil du stjæle, så stjæl en smule på en fiks måde. Men hvis du stjæler for meget for at blive rig på en studs, bliver du fanget,« sagde han og satte korruptionen i system.

   Mobutu måtte flygte og overlade præsidentpaladset til den congolesiske oprørsleder Laurent Kabila, der blev indsat af den rwandiske hær i 1997 og som overraskende let erobrede det kæmpemæssige land – Rwanda er på størrelse med Jylland og DR Congo med EU før den seneste udvidelse.

   Men Kabila fortsatte uden tøven Mobutus rutine med at sælge koncessionerne på guld-, kobber-, kobolt- og diamantminerne til udenlandske investorer, som behageligt fri for enhver håndhævelse af love om miljø, arbejdsmarked og andre beskyttende regler kunne fortsætte med at lænse landet for rigdomme.

   Laurent Kabila blev i 2001 myrdet af sin livvagt, som dernæst selv blev henrettet. Paladset blev i stedet overdraget til den 29-årige søn Joseph Kabila. For to år siden sponserede EU et demokratisk valg, som »Petit« Kabila vandt.

   Omverdenen har forsøgt at få hans styre til at følge regler om »god regeringsførelse«, men revisionsrapporten om mine-koncessioner bliver bestandig forsinket.

   Det såkaldt internationale samfund forsøger også at rydde op i det korrupte statsapparat. Det var ikke en overraskelse for nogen, der følger landets skæbne, at Den Demokratiske Republik Congo forleden blev udnævnt til at stå på top ti-listen over verdens mest korrupte lande.

   EU har derfor sponseret et administrationssystem, der udsteder nye ID-kort til de væbnede styrker. Det har hidtil været praksis og i Mobutus ånd, at officererne indkasserede soldaterlønningerne, når de ankom fra Forsvarsministeriet, og derfor måtte soldaterne selv finansiere deres arbejde ved at plyndre eller afpresse indbyggerne for penge og afgrøder.

   Men takket være EUs nye biometriske ID-kort, som regeringssoldater nu er forsynet med, er det blevet afsløret, at hærledelsen havde opgivet et alt for højt tal, når det gjaldt personel, helt præcist var der 135.000 såkaldte »spøgelsessoldater« – altså ikke-eksisterende menige – samt et stort antal officer, der var gået på pension, men som fortsat hævede deres gage.

   Desuden har EUs udviklingskommissær indført et nyt system til at kanalisere løn uden om officererne og direkte til soldaterne, så de har mindre behov for at stjæle fra befolkningen.

Flyforbud

Det er lettere at støde på en ærlig tyveknægt end en hæderlig politimand. 80 procent af alle forbrydelser bliver begået af politi eller regeringshær.

   Ikke alene er Congo brudt fysisk sammen, den moralske forhærdelse er også mærkbar.

Et eksempel er flytrafikken. På grund af det hensmuldrede vejnet, foregår en del transport ad luftvejen. Men selv om det er de mest velbeslåede, der kan rejse på denne måde, er sikkerhedsforholdene så elendige, at der sjældent går en uge, uden at man hører om en flyulykke. Samtlige congolesiske luftfartsselskaber har forbud mod at flyve til EU.

   Et af de mere spektakulære havarier fandt i april sted i Goma, grænseby østpå til Rwanda. Den ene tredjedel af landingsbanen var dækket af størknet lava fra det seneste udbrud fra den nærliggende, rumlende vulkan, hvis munding lyser rødt om aftenen. En DC-9’er med 60 passagerer forsøgte at lette, men dels var maskinen overlæsset, dels var startbanen våd, og flyvningen endte et par hundrede meter senere, da flyet faldt ned på den lokale markedsplads.

   Et øjenvidne, der er ansat i FN-styrken, fortæller: »Når der sker en ulykke, er det normalt i mit hjemland, at folk styrter til for at hjælpe. Her var flyveren havareret på markedet, der ligger for enden af startbanen, og folk strømmede til og begyndte med økser og andre redskaber at få åbnet vinduer og døre ind til kabinen, ind til passagererne. Men de gjorde det ikke for at hjælpe, men for at plyndre dem. De drak champagne oven på ligene.«

   FN-medarbejderen, der vil være anonym, opdagede den samme forråelse kort efter, da der udbrød brand i en beboelsesbygning. Også her løb folk til ulykkesstedet for at plyndre. »Når jeg spørger congoleserne, hvorfor i alverden de gør sådan noget, siger de til mig, at de er døde indeni. Så meget ondt har de stået igennem, og for døde gælder der ingen regler.«

   På samme måde er der siden krigens begyndelse sket en genopvækkelse af gamle traditioner såsom tro på troldmænd, og at man får kraft af at spise faldne fjender.

USAs dårlige samvittighed 

I løbet af den seneste måneds tid er kampene mellem hutu- og tutsi-militser i regionen omkring Goma taget så meget til, at omkring 100.000 er flygtet. Dermed er det samlede antal af internt fordrevne congolesere forhøjet til over en million.

   Det er eftervirkningerne af folkedrabet i 1994 i Rwanda, som folder sig ud i det østlige Congo. I løbet af de seneste ti år er 5,5 millioner mennesker døde som følge af krigshandlinger. Ikke af krudt og kugler, men af sult og mangel på medicin, når de er flygtet fra kampene.

   Da Rwanda i 1996 invaderede Congo, var det for at fange de mordere, som befandt sig i de kæmpemæssige flygtningelejre i Goma og omegn. Men en del undslap, og da Rwanda to år senere igen – denne gang sammen med Uganda – invaderede Congo, var det officielle påskud at bekæmpe de resterende grupper af folkemordere. I virkeligheden var det for at afsætte Laurent Kabila, der havde vendt sine mæcener ryggen og nægtede at fungere som stråmand for rwandiske og ugandiske interesser.

   Men Kabila fik militærhjælp fra Namibia, Angola og Zimbabwe, ligesom Tchad, Sudan og Libyen støttede ham. Denne gang – i det, som siden blev kaldt for »Afrikas første Verdenskrig« – kom de rwandiske og ugandiske tropper ikke længere end halvt ind i landet, som blev delt i to af en frontlinje.

   Besættelsestropperne i den østlige del af landet havde mest travlt med at plyndre deres landvindinger for mineralske rigdomme som guld og diamanter. Ikke med at opspore og fange flygtede folkemordere.

   USA og Storbritannien, som led af dårlig samvittighed for eklatant at have svigtet Rwanda, da blodbadet brød løs, kritiserede ikke invasionen eller udplyndringen. Heller ikke pressen og de private nødhjælpsorganisationer råbte op om uhyrlighederne, og deres indsats under folkemordet var også stærkt kritisabel. Rwanderne og deres nye tutsi-chef – »Afrikas Napoleon« – præsident Paul Kagame skulle ikke udsættes for kritik. Rwanda skulle hjælpes.

   Efter fem års udplyndring og millioners død trak Rwanda og Uganda i 2003 deres hære ud af landet, sådan som en fredsaftale, de havde underskrevet, bød.

   Men både Rwanda og Uganda havde vænnet sig til de store indtægter fra guld og diamanter – i Rwandas hovedstad var en ny, mondæn bydel skudt op, der blev kaldt for »Congo-kvarteret« – og derfor finansierede de to lande lokale militsgrupper, som skulle overtage kontrollen med minerne.

   Ligesom magthaverne i Rwanda i 1994 udnyttede de etniske forskelle ved at puste til og nære hadet mellem hutuer og tutsier, lod de to nabolande gamle modsætninger mellem to etniske grupper, lendu og hema, flamme op i lys lue.

    Og postkontoret i Bunia stod som et tavst vidne til massakrerne på hovedgaden. Den ene uge herskede hema-militsgrupper og slog lendu-beboere ihjel – næste uge skete det modsatte.

EU iværksatte sin første fælles militæraktion i Bunia i 2003, og Operation Artemis fik hurtigt standset blodbadet. Derpå fløj de 1.800 soldater retur til Europa, og byen blev overladt til FN-tropper.

Ingen fred uden Rwanda 

I dag er det de to Kivu-provinser syd for Bunia, der er uregerlige. Der finder dagligt træfninger sted mellem militssoldater fra Laurent Nkundas hær og de flygtede folkemordere fra Rwanda.

   Laurent Nkunda forsvarer de congolesiske tutsier, kaldet banyamulenge, som kom til Congo for mange årtier siden, mod angreb fra de folkemordere af hutu-herkomst, som for 14 år siden flygtede til det østlige Congo.

   Nkunda beskylder ikke uden grund regeringshæren for at bruge mere energi på at samarbejde med end bekæmpe de flygtede folkemordere. Mange af regeringssoldaterne er demobiliserede militssoldater, og ofte slår de sig sammen med folkemorderne om at dele et minefelt mellem sig.

   Verdens største FN-styrke har ikke nogen magtmidler til at tvinge regeringssoldaterne til at gå i aktion, de »blå baretter« kan højst forsøge at begrænse deres plyndringer og voldtægt af lokalbefolkningen.

   Nkundas tropper modtager træning og våben fra Rwanda, oplyser en kilde i FN-styrken på betingelse af at være anonym. En anden kilde siger, at man ikke kan forestille sig en fredsløsning, uden at Rwanda har fået en tilfredsstillende adgang til Congos rigdomme.

   Congo har nemlig alt, hvad Rwanda behøver. Rwanda er overbefolket, mangler råstoffer og brænde. Congo er tyndt befolket og ejer en overflod af mineralske rigdomme og tømmer.

   Det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs konkluderede i juni i år, at »Congo nu er scene for den største humanitære katastrofe i verden – langt større end krisen i Sudan.«

   Mellem 3,5 og 7,8 millioner mennesker er døde siden 1998 som følge af krigshandlingerne, viser regnestykket fra forskere, som har udarbejdet en rapport for den amerikanske hjælpeorganisation International Rescue Committee.

   Men trods verdens største FN-styrke, et historisk frit valg og milliarder af kroner i bistand fortsætter kampene, flygtningestrømmene og udplyndringen.

    Og man kan konstatere, at resten af verden først vil forstå den fulde virkelighed, når grusomhederne er overstået, ikke mens de finder sted.

 

Billedtekst: Flyulykke i Goma – en af mange. Da ilden var døet ud, strømmede folk til og begyndte med økser at få åbnet vinduer og døre ind til kabinen, ind til passagererne. Ikke for at hjælpe, men for at plyndre dem. FOTO: ALAIN WANDIMOY

BILLEDTEKST

 2: Fra postkontoret i Bunia – mon brevet når frem? FOTO: ØJVIND KYRØ