Børn tvunget til at æde fjenden
Jylands-Posten | 21.09.2008
Krigens gru: To congolesiske drenge fortæller om, hvordan de blev indlemmet i den berygtede Cobra-milits, som blev anført af en troldmand og en massemorder. Al moral dør, og forhærdelsen kommer i højsædet, når krig bryder ud i et forarmet land som Congo, hvor 5,5 mio. mennesker er omkommet i de sidste ti år
Af Øjvind Kyrø, Jyllands-Postens udsendte medarbejder
Bunia
Det er umuligt at være god i Congo.
Gør man godt, kan man ikke overleve. Systemet bygger på korruption; at man skal stjæle. Eller slå ihjel. Og helst på den mest bestialske måde, så det i lige så høj grad er måden, man skal dø på, som selve døden, der virker afskrækkende.
»Øl,« siger de to drenge som svar på, hvad de kunne tænke sig at drikke. De er kommet ind på Bunias bedste hotel og er noget benovede over at være et så fint sted, hvor der oven i købet findes en el-generator, der bliver sat i gang med et mekanisk brøl, hver gang strømmen går.
Knægtene har taget deres smarteste tøj på, nu de er inviteret i byen. Indtil for to år siden boede de ude i bushen som børnesoldater og var med til at spise slagne fjender.
Menneskeædere i junior-klassen
De får hver en Primus – en brun flaske med 72 centiliter øl – til at læske sig med, mens de fortæller om deres skæbne.
Den 14 år gamle Baraka Lemabe blev forældreløs i løbet af få minutter, mens han så på, at hans mor og far blev dræbt af hema-militsen. Han var da seks år gammel.
»Jeg blev skånet, fordi jeg var et barn,« siger han og fortæller, hvordan han flygtede fra den husarrest, han blev anbragt i, over til lendu-militsen, som hans storebror var blevet rekrutteret til.
Den onde slange
Hema og lendu er to etniske grupper, hvis historie til forveksling ligner den om tutsier og hutuer i nabolandet Rwanda.
I 1998 havde Rwanda og Uganda for anden gang invaderet Congo og allieret sig med de lokale etniske grupperinger, og de opretholdt alliancen, efter der i 2003 blev indgået en fredsaftale, som bød, at de udenlandske hære skulle trække sig tilbage.
Uganda og Rwanda fortsatte således med at plyndre Congo ved hjælp af deres allierede. Den ene dag støttede Uganda Lendu-militsen, den næste dag Hema-tropperne. Det hele drejede sig om kontrollen over guldminerne, som denne nordøstlige del af Congo er så rig på.
Baraka Lemabe blev indrulleret i en lendu-militsgruppe under ledelse af den kendte Cobra Matata – hvilket betyder den onde slange. Cobra Matata er en forhenværende soldat i præsident Mobutus hær, som blev arbejdsløs, da diktatoren flygtede for de rwandiske tropper. Cobra Matata er især kendt for at have stået i spidsen for den største massakre i landet samt for sin grusomhed over for soldater, der forsøger at desertere fra hans lille hær.
Cobra-militsen bestod af cirka 2.000 soldater, og mange af dem var børn. En smule under halvdelen af den samlede styrke, skønner de to drenge.
Baraka fik lært at rense og bruge våben samt slå ihjel. Og efter et sejrrigt slag blev de mest magtfulde officerer blandt de døde fjender valgt ud. »Vores ledere skar dem op og spiste hjertet og leveren rå,« beretter den 17-årige Maki Kiza.
»Derpå blev resten af kroppen stegt – bortset fra indvolde og hoved – og så skulle der spises. Vi ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for menneskekød ville gøre os stærke, så vi kunne slå nogle flere ihjel, sagde de til os.«
»Hvordan menneskekød smager? Meget salt. Man behøver ikke at komme salt på.«
Magisk olie med knuste knogler
Cobra Matata var også kendt for sit nære forhold til Kakadu, en 80 år gammel troldmand.
Kakadu kunne tale gennem træer og dyr, og rygtet gik også, at han kunne ændre sit ansigt fra gammelt til ungt så hurtigt som et fingerknips. Kakadu gik klædt i en hvid kåbe. Sort magi var hans speciale.
Cobra Matata rykkede ikke i felten, før Kakadu havde taget varsler og set ud i fremtiden, hvornår det var bedst, at slaget skulle stå. Derpå gik troldmanden ind i en hytte, bredte et landkort ud på jorden og skar halsen over på en hvid hane.
Den løb hovedløs og flaksende rundt og sprøjtede blod, og hvor den faldt om på kortet, skulle Cobra Matata angribe.
Før soldaterne skulle gå i krig, blev de beordret til at iføre sig en usynlig, skudsikker beskyttelsesdragt. Den havde Kakadu fremstillet.
»Med sin trolddomskraft havde han kogt palmeolie, som var blevet blandet med urter og et sort pulver, der var lavet af skeletdele fra fjenden,« fortæller Maki Kiza.
»Vi skulle snitte os i arme og ben med barberblade og smøre os ind i olien, når den var kølet af,« fortsætter Maki Kiza.
»Vi blev forsikret om, at olien ville beskytte os,« nikker Baraka Lemabe.
Glem kristendommen
Troldmanden og militslederen havde bastion i Tchei, et bjergrigt område dækket af tyk skov, et halvt hundrede kilometer fra søen, som igen hedder Albert og ikke mere Mobutu efter diktatoren. Området så ud til at være umuligt at erobre, ingen køretøjer kunne forcere de stejle stier.
Specialstyrker fra regeringshæren, støttet af FN-tropper, forsøgte i februar 2006 med morterer og kamphelikoptere at få Cobra-militsen til at overgive sig. Men missionen mislykkedes.
Først senere på året lykkedes det en FN-deling, anført af en sydafrikansk oberst, at få Cobra Matata til at overgive sig – mod at få et godt job i regeringshæren. En af årsagerne var, at Cobra Matatas soldater var gået i panik og havde gjort oprør, efter at hans næstkommanderende var faldet død om, ramt af en kugle i brystet. Magien virkede pludselig ikke. Og den faldne var tilmed Kakadus søn.
Mens Cobra Matata forhandlede om, hvorvidt han skulle optages som oberst eller general i regeringshæren, fik børnesoldaterne amnesti, og Baraka og Maki fandt i provinshovedstaden Bunia arbejde i en flodseng, hvor de kan tjene et par kroner om dagen ved at vaske biler og motorcykler.
Den yngste, Baraka, siger:
»Jeg vil aldrig i krig igen. Jeg blev kommanderet til alt muligt, til at dræbe, til at spise menneskekød – det er forfærdeligt at være soldat. Jeg vil i skole. Men jeg har ikke råd til at gå i den protestantiske skole, der ligger nær det hus, hvor jeg har lejet et værelse sammen med en ven. Jeg arbejder hele dagen med at vaske biler og motorcykler, så jeg kan få nogle penge til at købe mad og tøj.«
– Havde du ikke lært af dine forældre, at Jesus vil have, at vi skal elske hinanden og ikke spise hinanden?
Hertil svarer den 14-årige:
»Kristendommen gælder kun i fredstid. Da krigen brød ud, blev vores hjerter hårde, og vi tænkte kun på onde ting. Der var intet andet at gøre, når man ser sin bror blive dræbt, sin far, sine familiemedlemmer – så glemmer man Jesus og begår onde ting.«
Også den 17-årige Maki er vokset op med kirkegang, og spørger man om, hvordan man kan tro på trolddomskunster, når man er en kristen, svarer han:
»Vi blev alle sammen tvunget til det, og de overtalte os til at tro på, at olien ville beskytte os – og vi fik at vide, at vi skulle glemme kristendommen.«
Samfundet bygger på korruption
Det er kun 100 år siden, de første missionærer kom til disse egne af Afrika.
En af præsterne i den hærgede provinshovedstad Bunia, Londroma Bandony, er specialist i Det Gamle Testamente, som han har studeret i Holland. Han måtte flygte, da krigen var værst, og hans hjem ligger stadig i ruiner. I dag bor han med sin familie i en kontorbygning, hvor han for Det Congolesiske Bibelselskab er i færd med at oversætte biblen til lendu.
Londroma Bandony kender en del demobiliserede soldater, der har været med til at spise menneskekød, og han mener, at grunden til, at det skete, er, at kristendommen ikke har slået tilstrækkeligt dybe rødder.
Enhver, der har oplevet krigen i Congo, undrer sig over den uhæmmede brutalitet. Militssoldaterne havde som trofæer heftet menneskenyrer eller ører til deres skulderbælter, når de gik i kamp mod deres fjender. Men de vendte sig ikke mod dem, der plyndrede deres land, mod bagmændene i nabostaterne, men mod hinanden. De plyndrede og voldtog og myrdede i en rus, der tit blev forstærket af alkohol og hash. De opførte sig som bæster. Spædbørn blev flækket med en machete eller knust mod væggen og omformet til blodige klumper kød.
Selv om de udenlandske invasionsstyrker fulgte fredsaftalen og trak sig i 2003, ulmer konflikten stadig i denne del af det kæmpemæssige land, der er på størrelse med EU. Regeringshæren, som i vid udstrækning består af tidligere militsledere med blod op til armhulerne, begår 80 pct. af alle forbrydelser i landet, og de voldtager og plyndrer i lige så høj grad som de militsgrupper, de skal bekæmpe.
Det er derfor intet under, at hen ved en million mennesker i denne østlige del af landet stadig lever som flygtninge.
Det eneste moralske fyrtårn i landskabet er kirken. Men det er svært for kirkens ledere at bekæmpe korruption og tyveri, al den stund samfundet bygger på det. At følge de udmærkede love, som står i statens lovsamling, men som ingen overholder, ville være lig med sult.
Stjæl på en fiks måde
Præsident Mobutu, der drak lyserød champagne til morgenmad og ringede efter Concorden, når hans viv skulle shoppe i Paris, opfordrede skamløst sine landsmænd til at stjæle ligesom han selv:
»Vil du stjæle, så stjæl en smule på en fiks måde. Men hvis du stjæler for meget for at blive rig på en studs, bliver du fanget,« udtalte han. Mobutu satte lovløsheden i system.
Desuden har de demokratiske valg forrige år ikke ændret på hverdagen. Folk nærer intet håb. De mest udholdende ejer endnu lidt humor og kan fortælle vittigheder som denne.
»En lille dreng spørger sin mor: Mor, mor, hvad gjorde I, da du var barn, og I ikke havde nogen stearinlys? Og moren svarer: ‘Vi tændte for lyset.«
For et par årtier siden var strømforsyningen jævn og god – og havde det ikke været for krigen og det korrupte regime, kunne Congos vandmasser forsyne det meste af Afrika med elektricitet.
Døden er bitter hverdag, folk udånder på en måtte i en jordstampet hytte med et uhørligt suk, fordi de sulter, er syge af kolera, tyfus, diarré, malaria, mæslinger, og der ingen medicin findes, eller de ikke har ikke råd til at købe den. Hver eneste måned dør 45.000 mennesker af sult eller sygdom. Det svarer til antallet af indbyggere i Horsens.
I løbet af de seneste ti år er 5,5 mio. mennesker døde som følge af krigen. Først og fremmest fordi de er flygtet fra deres marker og husdyr og ind i de dybe skove, hvor de er omkommet af mangel på nødhjælpsartikler som mad og medicin. Det er det største tabstal siden Anden Verdenskrig.
Poul Nielson var som EU-kommissær for udvikling involveret i Congo, og i dag er EU landets andenstørste donor. Spørger man Poul Nielson, hvorfor 5,5 mio. mennesker i løbet af et årti kan dø, uden at nogen ænser det, lyder hans svar:
»Vi fortrænger, og det er en forudsætning for ondskab. Verden er langt mere primitiv, end vi vil være ved. Og politikerne økonomiserer med de ting, de ikke kan. Voldtægten af Congo sker så diskret og er så svær at håndtere, at politikerne derfor ikke griber ind.«
ooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo
Fakta: Den Demokratiske Republik Congo
Areal: 2.344.858 km²
Folketal: Mellem 60 og 70 mio. indbyggere
Officielt sprog: Fransk. Desuden tales ca. 500 forskellige sprog og dialekter af over 200 etniske folkeslag.
Højeste punkt: Mount Stanley 5.110 m
Præsident: Joseph Kabila. Vicepræsident Jean-Pierre Bemba blev for nylig anholdt af den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
Religion: Katolikker udgør formelt halvdelen af befolkningen og protestanterne 30 pct. Desuden er 10 pct. muslimer. Flertallet praktiserer fortsat de traditionelle naturreligioner.
Bruttonationalindkomst pr. indbygger: 120 dollars.
Congos nyere historie:
* 1885: Belgiens konge Leopold den Anden får tildelt landet som sin private ejendom og kalder det “Fristaten Congo”.
* 1908: Den belgiske stat køber landet af kongen efter international kritik af hans rædselsregime. Landet omdøbes til “Belgisk Congo”.
* 1960: “Republikken Congo” opstår, da landet får selvstændighed, og Patrice Lumumba vælges til premierminister.
* 1961: Lumumba myrdes. Belgiske og amerikanske intesser står bag.
* 1971: Landet skifter navn til Zaïre. General Joseph-Désiré Mobutu kupper sig til magten og omdøber alt til afrikanske navne, fx bliver hovedstaden Leopoldville til Kinshasa.
* 1996-1997: Den Første Congo-krig. Rwanda invaderer, Mobutu flygter, og Laurent Kabila indsættes som præsident. Kabila kalder landet “Den Demokratiske Republik Congo”.
* 1998: Den Anden Congo-krig (også kendt som “Afrikas Verdenskrig”). Med støtte fra Burundi invaderer Rwanda og Uganda, fordi Kabila har vendt dem ryggen. Kabila får militærhjælp fra Zimbabwe, Angola, Namibia ligesom Chad, Libyen og Sudan støtter Kabila. Landet deles op af en frontlinje i to halvdele, indtil der indgås en fredsaftale.
* 2003: De udenlandske tropper trækker sig tilbage.
* 2006: Demokratisk valg, hvor Joseph Kabila vælges som præsident – et embede, han havde overtaget efter sin far, som i 2001 var blevet myrdet af sin livvagt.
* 2008: Krigen ulmer stadig i den østlige del af landet. Det opgøres, at konflikten har kostet 5,5 mio. menneskeliv, og den er dermed den mest dødelige siden Anden Verdenskrig.
Citat
”Vi ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for menneskekød ville gøre os stærke, så vi kunne slå nogle flere ihjel, sagde de til os.«
17-årige Maki Kiza , om sin tid som børnesoldat
Citat
”Jeg blev kommanderet til alt muligt, til at dræbe, til at spise menneskekød – det er forfærdeligt at være soldat. Jeg vil i skole.«
14-årige Baraka Lemabe , om at være soldat i Congo
- Børnesoldater er eftertragtede, fordi de parerer ordre uden mukken og er frygtløse, når de går i kamp.
- Maki Kiza og Baraka Lembabe blev tvungettilat dræbe og bagefter spise den faldne fjende. Normalt lod de ligene blive liggende, overladt til hunde og andre dyr. Kun deres egne blev begravet, ved at der blev skovlet jord over liget – som her i nærheden af Bunia. Foto: Øjvind Kyrø
- Omkring 30.000 børner blevet rekrutteret tilmilitsgrupperne i Congo. Drengene – fra seks til 17 år – bruges især som vagter, bærere eller regulære soldater. Pigerne, nogle blot ti år gamle, bliver ofte holdt som sexslaver.