Beretning om broget dansk gidselaffære i Colombia

Ritzaus Bureau | 21.08.1997

Dramaet er der naturligvis. Såsom selve bortførelsen, hvor nervøse partisan-knægte med tørklæder for den nederste del af ansigtet og gevær i hænderne standser den hvide trooper-jeep og kommanderer passagererne ud og på hastig tur bort i det tropiske vildnis. Ulrik Schultz, som var i bilen, beretter i jeg-form om sine 223 dage som gidsel hos den venstreorienterede partisanbevægelse Den Nationale Befrielseshær (ELN). Og det lige fra han og tre andre i februar 1996 bliver taget til fange umiddelbart efter hans ankomst til Colombia. Her skulle han som F.L. Smidth-maskinmester på opgave på en cementfabrik.

Men forfatteren af bogen ‘Gidsel for fred’, som ville blive præsenteret af Peter Asschenfeldts Nye Forlag torsdag, fletter også beskrivelser af omstændighederne i forbindelse med bortførelsen og bestræbelserne på at få frigivet Ulrik Schultz ind i historien.

Og forfatteren, journalist Øjvind Kyrø, har en hovedpointe. Det er samtidig en skarp anklage mod F.L. Smidth, der ikke har villet være med til at kaste lys over gidselaffæren: F.L. Smidth sørgede ikke for tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for personalet i Colombia. Fra lokal side var der blevet bedt om endnu en helikopter til transporten af medarbejdere fra storbyen Medellín til Rio Claro-cementfabrikken.

Det var kendt, at både ELN og en anden oprørsbevægelse, som gerne tager gidsler, er aktive i det mellemliggende område. Og F.L. Smidth-folk var tidligere blevet standset af ELN-partisaner på landevejs-strækningen Medellín-Rio Claro.

Men da nyankomne Ulrik Schultz skulle videre fra Medellín, var der reelt ikke andre muligheder end at køre i bil – der var ikke plads nok i den ene helikopter til alle. Alligevel sagde Jan Carlsen, lederen af den Colombia-krisestab, som efter gidseltagningen blev oprettet hos F.L. Smidth, senere, at der var aftale med den lokale kunde i Colombia om, at alle skulle flyve med helikopter. Han har også antydet, at Ulrik Schultz og de andre bortførte selv valgte at køre i bil.

Forud for afrejsen fra Danmark fik Ulrik Schultz heller ikke de nødvendige advarsler under kontakter med Udenrigsministeriet og den colombianske ambassade om de farer, der kan være ved at rejse i Colombia. Og en såkaldt sikkerhedsbriefing på tre timer, som F.L. Smidth ifølge eget udsagn havde givet, fandt aldrig sted.

Efter tilfangetagelsen kværnede spørgsmålet ‘Hvornår bliver vi sat fri?’ hele tiden rundt i hovedet på Ulrik Schultz og de andre gidsler, mens de blev flyttet fra den ene interimistiske lejr i junglen til den anden for at undgå, at de blev opdaget af hæren. Militære helikoptere befandt sig flere gange i luften tæt ved dem.

Andre farer lurede på jorden, bl.a. giftslanger. Maden bestod overvejende af ris og dåsefisk, men de fik også en ‘rædsom’ dansk ret, nemlig kogt skinke fra Danish Crown, fortæller Ulrik Schultz med besk ironi.

Gidslerne fordrev tiden med at dyrke motion, holde foredrag for hinanden, lave redskaber og instrumenter, se fjernsyn og video og lytte til kortbølge-radio bl.a. Radio Danmark. Radiolytningen førte til spøjse episoder. Da Ulrik Schultz fik meldingen om, at dronning Margrethe blev hospitalsindlagt efter et allergi-anfald, iførte han sig et sørgebind i form af en sort sok om overarmen. Da nyheden om Bjarne Riis’ Tour de France-triumf nåede frem, fejrede det danske gidsel det med sine lidelsesfæller med en ekstra omgang øl.

Samtidig havde Ulrik Schultz uregelmæssig kontakt med kæresten og familien derhjemme via fax-breve og sjælden radioforbindelse. Især hans mor var rystet over bortførelsen. Udlandsrejser, nervepiller og besøg hos naturlæge. Intet af det hjalp. Hun erklærede sig parat til at overlade ham den gravplads ved siden af hans afdøde far, der var tiltænkt hende.

 I ‘Gidsel for fred’ omtales, hvordan F.L. Smidth satte betydelige ressourcer ind på at få frigivet Ulrik Schultz og de andre gidsler. Koncernen allierede sig med det erfarne britiske rådgivningsfirma Control Risks, som dog ikke altid udviste professionalisme.

Sagen blev kompliceret af, at den tyske detektiv Werner Mauss – en mand med mange dæknavne – blandede sig som selvbestaltet mellemmand i Colombia. Han havde en central kontakt i Bonn-regeringen, nemlig koordinatoren for efterretningstjenesterne, der stod kansler Helmut Kohl nær.

Pludselig var gidselaffæren viklet ind i et spind bestående af Mauss’ private økonomiske interesser, hans unge, smukke hustrus idealisme i forhold til ELN, ELNs stræben efter international anerkendelse og den tyske regerings ønske om at spille rollen som fredsmægler mellem Colombias regering og partisanbevægelserne. Det kom så vidt, at tre ELN-ledere og den colombianske indenrigsminister var på separate, hemmelige missioner i Tyskland.

F.L. Smidths udbetaling af formentlig to millioner dollar (14 mio. kr.) i løsesum sikrede til sidst frigivelsen af Ulrik Schultz. Da var det blevet september. Der var gået over syv måneder. Da han fik beskeden om frigivelsen, tænkte Ulrik Schultz selvfølgelig på gensynet med de nærmeste, men glædede sig også til et varmt bad, et wc af porcelæn, en ordentlig seng uden myggenet og en gåtur ved havet. Nogle måneder senere genoptog han arbejdet hos F.L. Smidth.

Øjvind Kyrø spørger i den gennemresearchede bog på over 400 sider, om F.L. Smidth ikke ville have nået et hurtigere resultat ved fra starten at inddrage Colombias myndigheder i frigivelsesbestræbelserne – landet har et særligt anti-bortførelses-organ – i stedet for at vente et halvt år. 

Kyrø betvivler også det fornuftige i F.L. Smidths mørklægning af gidselaffæren over for offentligheden. Pressens pres kunne have været virkningsfuldt i forhold til ELN, skriver han. Forfatteren anker i samme forbindelse over, at dansk presse villigt fulgte F.L. Smidths anvisninger. Mangelen på kritisk holdning, ja i det hele taget på interesse var fremherskende. Årsagen kan være, at kun få danske journalister kan spansk, og at Latinamerika er for langt væk, for fremmed og for vildt, mener Øjvind Kyrø, som selv er Latinamerika-kender.