Bekendelse af skyld

Weekendavisen | 07.01.2011

Af Øjvind Kyrø

Retsopgør. Forsoning er nøgleordet i Rwandas retsopgør efter folkemordet. Men den katolske kirke, der aktivt opfordrede til tutsiernes udslettelse, har stadig ikke erkendt sit ansvar

KIGALI – Pastor Kalisa synes ikke, at han har et problem. I en halv times tid har han siddet bag sit skrivebord og beskrevet, hvordan folkemordet udfoldede sig, uden at det eneste moralske fyrtårn i Rwanda, kirken, protesterede.

»Vores første præsident havde været generalsekretær i den katolske kirke, og lige siden var den katolske kirke alt, alt for tæt på præsidenten og den herskende klasse,« siger den anglikanske præst og tilføjer, at der var kirkeledere i regeringspartiets centralkomité.

»En kirke må ikke være allieret med staten,« siger pastor Philbert Kalisa med afsky i stemmen. »Så går det galt.« På hans skrivebord står et foto af præsident Paul Kagame.

Spørger man pastoren, om billedet er tegn på, at han støtter regeringschefen, svarer han uden at betænke sig: »Ja, men det er noget ganske andet. For jeg tror på, hvad staten og præsident Kagame gør og støtter hans arbejde for fred og forsoning.« Rwanda er – 16 år efter, at landet var lagt øde – ved at være færdig med sit retsopgør. Men kirken er stadig et problem.

Rigsadvokaten, der hedder Martin Ngoga, er katolik, og han er vred: »Hvis man anklager en katolsk præst, bliver man beskyldt for at angribe kirken. Og hvis man siger, at kirken var involveret i folkedrabet, siger kirkens ledere, at det passer ikke; det var kun enkeltstående personer, som deltog.« Rigsadvokaten peger på, at der siden folkemordet er skudt mange nye kirkesamfund op, fordi de gamle ikke har evnet at gøre op med sig selv og fortiden. Selv overvejer Ngoga at tilslutte sig et af de uplettede trossamfund, hvis ikke Vatikanet snart formulerer en undskyldning.

I arbejdet for forsoning er kirkerne ikke til at komme udenom, mener generalsekretæren for den statslige Enheds-og Forsoningskommission, dr. Jean Baptiste Habyalimana. »Hvis kirkerne ville erkende deres skyld, ville forsoningsprocessen gå hurtigere.« »Det er svært, men vigtigt at få folk til at forstå, at de alle er rwandere, og at de skal glemme, om de er tutsier eller hutuer. I gamle dage var hutu en social klasse, en underordnet person, der blev beskyttet af en overordnet person, en tutsi. Men i 1930rne benyttede de belgiske koloniherrer sig af fysiologiske måleinstrumenter til at afgøre, om man var hutu eller tutsi, og oplysningen blev indskrevet i ens ID-kort. Og under folkemordet blev hutu lig med morder, tutsi ensbetydende med offer.« Den statslige propaganda om forsoning har betydet, at ingen taler højt om etniske etiketter. H-eller T-ordet høres ikke på åben gade. Hvis en politisk modstander til regeringens tutsipræsident kritiserer, at det kun er tutsier – og ingen moderate hutuer – der mindes i hovedstadens bydel Gizosi, hvor en kvart million lig er samlet og stedt til hvile i en massegrav, bliver vedkommende stemplet som lovbryder og anholdt.

Dømte i kedeldragter

Man har netop afsluttet 1,3 millioner retssager i landsbyerne i de såkaldte gacaca-domstole, der traditionelt blev anvendt til at afgøre mindre stridigheder som hegnsret og arvesager. Gacaca betyder »det skyggefulde græs«, altså det græs, som findes under landsbyens største træ, hvor de gamle mænd traditionelt sidder og afgør tvister.

For en halv snes år siden indså regeringen, at de omkring 125.000 indsatte bogstaveligt talt ville rådne op i de overfyldte fængsler, fordi blodbadet også havde udraderet retsvæsenet.

Der sad flere dommere, betjente og advokater bag tremmer, end der var til rådighed uden for fængselsmurene.

Man tilbød derfor dem, der stod anklaget for i denne sammenhæng mindre grove forbrydelser, at de kunne slippe billigere i straf, hvis de tilstod og lod sig dømme af den lokale gacaca-domstol. En veritabel syndflod af tilståelser var resultatet.

»Først når morderne er kommet hjem og har bosat sig ved siden af familierne til ofrene, er ægte forsoning mulig,« siger generalsekretær Habyalimana.

Man kan se de gacaca-dømte iført blå kedeldragter overalt i landet. De må sove hjemme, men om dagen skal de i flok udføre samfundstjeneste i form af vejarbejde, brøndgravning eller andre nyttige kommunale opgaver.

»Der sidder nu kun 40.000 i fængsel, anklaget for de værste forbrydelser. Takket være gacaca-systemet er sammenlagt over en million mennesker blevet dømt og genindsat i deres lokalsamfund og bor nu dør om dør med deres ofre. Det ser man ikke noget andet sted i verden,« siger justitsminister Tharcisse Karugarama.

»Det værste er nu ovre,« tilføjer han. »Der er ingen usikkerhed i landet mere, og de børn, der er født efter 1994 – eller som ikke forstod, hvad der skete – kan vokse op i harmoni.«.

Ingen præcedens

Den canadiske jurist Me Karine Ruel, som er leder af en international menneskerettighedsgruppes afdeling i Rwanda, mener, at »kvaliteten af dommene i gacaca-systemet varierer stærkt. Der er mange, som har ‘ tilstået’ for at slippe lettere, og der er en del forbrydere, som ikke er blevet dømt.« Justitsminister Tharcisse Karugarama siger: »Der er ulemper ved alting. Når kritikerne siger, at gacaca-retssagerne ikke har været fair, og at de ikke lever op til international standard, må jeg blot sige: Der er ingen præcedens, intet fortilfælde, for folkedrab. Det er arrogant at sætte vores retssystem på anklagebænken.

Vi kæmper for, hvad vi mener er ret, og lader kritikerne danse, som de vil. Det afgørende er, at befolkningen er tilfreds.« Folkemordet i 1994 var verdens hurtigste – det tog 100 dage at slå 1.000.000 mennesker ihjel. De største forbrydere befinder sig stadig bag lås og slå iført fangedragter i pink, og udsigten til at komme for en dommer er lang.

»Ventelisten er enorm,« siger Me Karine Ruel. »Langt over 30.000 sager mangler at blive behandlet, og regeringen har ikke kapacitet til alle disse sager.« Hun kritiserer, at regeringen er så undertrykkende, at de fleste oppositionspolitikere, kritiske journalister og internationale menneskerettighedsgrupper enten flygter, bliver landsforvist eller forsvinder.

»Nogle af mine medarbejdere føler sig utrygge, fordi de i nogle sager bliver beskyldt for at støtte folkemorderne, når vi yder advokatstøtte til en anklaget.« En ny lov, der skal få alle de 11 millioner indbyggere til at føle sig som rwandere, bliver angrebet fra mange sider, også fra udlændinge som Me Karine Ruel: »Den er så bredt formuleret, at alt kan gå. Hvis en skoleelev driller en anden med etniske tilråb, bliver han overført til en anden skole, fordi han har ‘ ophidset til folkedrabs-ideologi’. Og det nytter ikke noget at appellere en afgørelse. Dommerne er ikke uafhængige, men aflønnet af regeringen.«.

Forsoning er mulig

De skrappe love mod »folkemords-benægtere« og andre, der går mod regeringens opfattelse af, hvad der fører befolkningen til »national enhed«, får fuld opbakning af biskop John Ruchahana. Han er nyudnævnt formand for Enheds-og Forsoningskommissionen.

Biskoppen er en agtet mand, og søndag morgen prædiker han for fulde huse i sin hjemstavn Ruhengeri, nær reservatet med bjerggorillaer, som turister strømmer til. Under den fire timer lange gudstjeneste bliver der opført et lille, moderne oratorium, hvor forsangeren bekender: »Jeg har dræbt en familie – kan I tilgive mig?« Koret svarer: »Forsoning er mulig«.

»Vi holdt for nylig en konference for 500 kirkeledere for at analysere fortidens forbrydelser, og kirkerne finder nu sammen i modsætning til tidligere, hvor vi konkurrerede med hinanden. Men vi mangler den katolske kirke, som ikke har bekendt sin skyld,« siger biskop Ruchahana. Han fortæller historien om, hvordan den katolske ærkebiskop under folkemordet udsendte et brev til alle sine præster om, at tutsier var at regne for værre end kommunister, og at deres udslettelse ville mindske drabsmændenes ophold i skærsilden.

»Der findes stadig aktive kirkeledere, der var involveret i massakrerne.

Men også FN og Frankrig mangler at erkende deres skyld og sige undskyld, fordi de svigtede deres ansvar, da vi var i den største nød,« siger biskoppen og lovpriser den ny regering, som prøver at samle befolkningen »og ikke splitte den, som den tidligere regering gjorde«. Biskoppen ser ingen som helst fare i at samarbejde med regeringen på noget område, og efter interviewet siger han kun nej til ét spørgsmål, nemlig om han vil fotograferes ved siden af den tjenestebil, som regeringen har udstyret forsoningskommissionens nye formand med.

Det er en limousine på to ton med tilhørende chauffør, en Mercedes 600 SEL, som biskoppen kører bort i.