Barsk boss brænder for Afrika
Politiken | 17.07.1994
Af Øjvind Kyrø
Din gule neger! Hvad Fanden vil du her? Kan du ikke se, at jeg har travlt? Udbruddet skyldes en indisk forretningsmand, som er kommet for at sælge et parti sorghum.
Da den korpulente mand bag skrivebordet hører hans pris, hagler ordene mod manden:
– Det er kraftædemig ikke guld, men mad jeg køber. Skrid! Kom først, når dine ågerpriser er faldet. Og i øvrigt har jeg masser af sorghum på lager.
‘Bob Koepp’ står der på en stabel visitkort på skrivebordet, man selv kan tage, for så spilder han ikke tid med at finde dem frem. Der står ingen titel. Spørger man, falder svaret kontant: – Jeg er bossen her.
Kontoret i den hvide villa i Nairobi ligner en krydsning mellem et museum, en transithal, et kontroltårn i en lufthavn og et bogholderi. Herfra har den brovtende mand med det tilbagestrøgne, pomadiserede hår og den fremstående bug styret verdens længstvarende luftbro.
– Vi begyndte i 1988 og har til dato leveret 55.000 tons til Syd-Sudan og Somalia, siger han stolt en tidlig morgentime, hvor han har tid til at udtrykke sig i mere end bjæf.
Bob Koepp er den første til at begynde dagens arbejde klokken 6.30, og han holder først inde ved 23-tiden. Skønt han er astmatiker, trækker han konstant vejret gennem en cigaret. Og selv om hans omsætning har rundet 100 millioner dollars, har han ikke en sekretær. To telefoner og to gamle skrivemaskiner er nok: – Jeg vil hverken have sekretær eller computer. Man mister forbindelsen med tingene, hvis man ikke har check på det hele selv.
Det er også grunden til, at vi kun bruger 2,7 procent på administration, hvorimod FN og mange andre organisationer bortødsler 40 til 50 procent. De har også hundredevis af folk, vi er kun 12.
HAR ALTID TID
Hans arbejdsgiver er Det Lutherske Verdensforbund. Selv er han katolik. – Men fand’me ikke en god en, som han siger.
– ‘Skrid’, sagde Bob Koepp, da jeg for første gang mødte ham og skulle arbejde med ham, fortæller en ansat. – Jeg blev fornærmet og holdt mig væk i lange tider, indtil jeg fandt ud af, at han altid giver sig tid, selv om han hele tiden siger det modsatte.
– Han er et med sit arbejde, og selv når han har ferie, ringer han til kontoret hver dag. Han ved alt, hvad der foregår, og han er fantastisk til at stampe penge op af jorden til nødhjælp. I aftentimerne kommer der folk fra alle mulige fraktioner i krigen i Sudan, og han holder i sit kontor sine egne fredsforhandlinger.
Selv siger Bob Koepp: – Jeg tror, at folk værdsætter min åbenhed. Jeg har ingen tid at spilde, ikke tid til at være pæn og diplomatisk og snakke nonsens med folk, før vi kommer til sagen.
Bob Koepp har sine faste, varmebehandlede meninger om alt. De afslører også, at han har en eminent historisk viden, som indbefatter det danske kongehus’ ægteskabelige kontaktpunkter fra Gorm den Gamle og fremefter.
Han synes også, at det ville klæde den danske kronprins at komme og få et job hos ham med at stuve sække ind i Herkules-flyene og se, hvad Afrika handler om.
– Jeg er 50 år, men føler mig som 100. I 30 år har jeg boet i Afrika, siger amerikaneren med den store, kropsnære skjorte.
Karrieren? – Jeg studerede i Californien, det var vistnok politisk videnskab. En dag sad jeg og stirrede ud på bjergene og sagde til mig selv, at det var dumt at spilde tiden på universitetet. I stedet meldte jeg mig som frivillig til fredskorpset i 1964.
Jeg kom til Nigeria og byggede veje, selv om jeg ikke er ingeniør, for det kan alle, der er i besiddelse af sund fornuft.
Så kom krigen i Biafra, og for Catholic Relief Service blev jeg involveret i redningsarbejdet.
AFRIKA ER NÆSTBEDST
Efter brød i skiver er Afrika den bedste opfindelse, siger Bob Koepp og citerer: Har man en gang smagt af Nilens vand, vender man altid tilbage.
I 1973 boede han i byen Juba i det sydlige Sudan, hvor han hjalp med at bringe flygtninge tilbage efter den første krig, og året efter åbnede han et kontor i Kenya for LWF, Det Lutherske Verdensforbund, og Den Norske Kirkehjælp.
Så gik turen igen til Juba, hvor han arbejdede for FNs Fødevareprogram. I 1980 blev han flyttet til Somalia i fem år – ‘men jeg blev syg af alt det lort med FN’ – og så lod han sig ansætte af et engelsk firma til at stå for vandforsyningen i Oman: ‘Det ved jeg heller ikke noget om, men jeg er god til at flytte ting fra A til B’.
I 1986 tog Bob Koepp for LWF til Sudans hovedstad Khartoum, hvorfra han to år senere sammen med tre andre organisationer blev smidt ud, fordi de sendte nødforsyninger til Syd-Sudan, hvor løsrivelsesbevægelsen herskede.
Bob Koepp: – I 1988 begyndte vi på luftbroen til Syd-Sudan, som nu har varet i fem år. Og største bidragyder til den er lille Danmark, fulgt af Holland, Tyskland og England.
Hans påskønnelse af den danske indsats gennem Folkekirkens Nødhjælp bemærkes flere steder i kontoret, hvor der vajer små dannebrogs-flag.
De nødstedtes taknemmelighed ses andre steder i rummet, blandt andet øverst oppe på en reol. Der står en model af en Herkules C-130.
I årevis har Bob Koepps Herkules-fly fløjet højt over Sudans himmel for at undgå beskydning og pludselig dykket ned over den belejrede by Juba i mindre og mindre cirkler for at aflevere sin last af fødevarer. Børnene i Juba kan takke flyet og ‘Mr. Bob’, som de hørte stod bag luftbroen, for deres liv.
Derfor byggede de af konservesdåser og andre kassable ting en miniature-kopi af flyet, bestykkede den med motorer fra skrottede båndoptagere, så propellerne kan dreje rundt, samt med landingshjul og lys.
Modellen overrakte børnene til Bob Koepp med tak for hans indsats.
FARLIGT NØD-ARBEJDE
– Juba var omringet som Stalingrad. Men vi fløj mad ind hver dag så præcist, at indbyggerne kunne stille deres ure efter vores Herkules-fly.
Når alle andre gav op, blev vi ved. Men de virkelige helte er de småfede amerikanske piloter i flyene, siger Bob Koepp.
– Det er et frygteligt farligt arbejde at kaste sække med mad ned. Vi har mistet flere fly og 10 mand – det hele skete i 1990, som var vor ‘Annus Horribilis’ – for en Boeing måtte gå ned i Juba, hvor den blev ødelagt af landminer, og her i Nairobi styrtede en 707er under landingen og brød i brand, så de 10 ombordværende blev stegt ihjel.
På væggen hænger – blandt datomærkede granatsplinter, dannebrogsflag, fotos af forliste fly og andre rarieteter – et billede af ‘The Order of the Two Niles’. Det er den højeste udmærkelse, som Sudan giver udlændinge, og den fik Bob Koepp for tre år siden overrakt af den muslimske regering i Khartoum.
– Tænk, at en undermåler som mig i en privat organisation, og ikke et eller andet stjerneskud i FN, skulle få den, siger han og tilføjer:
– Kort efter det blev kendt, at jeg havde fået den, kom en af cheferne i SPLA (løsrivelsesbevægelsen, red.) og bad om at se den. Jeg hentede den frem fra pengeskabet, han tog den og sagde: ‘På vegne af folket i Syd-Sudan overrækker jeg dig også vor lands højeste orden’ – og det er da en ret unik ting at være på god fod med begge parter i en borgerkrig . Man skal aldrig give op, for så opnår man ikke noget. Man skal heller ikke være som diplomaterne, de leger bare politik.
– og jeg bliver syg, når jeg ser de tilrejsende journalister arbejde. De fokuserer udelukkende på det dårlige, selv om det gode i Afrika overgår det. Se blot på, hvilken respekt afrikanerne viser os, selv om vi ikke fortjener det, for vi har udsuget Afrika og behandlet folk som lort. Det var dengang Europa tjente penge her og syntes Afrika var vigtig. Nu viser ingen kontinentet opmærksomhed.
‘VI ELSKER AFRIKA’
For eksempel Congo var Kong Leopold II’s private forretning – det blev ikke anset for et land – og han testamenterede det til den belgiske befolkning. I danskere havde også besiddelser her. Og i vore dage går de rundt i Norge med deres hvide ansigter og røde pletter på kinderne og siger ‘Vi elsker Afrika’, men når det kommer til stykket, tør ingen af dem lade deres datter gifte sig med en solbrændt herre. I Sverige er de lige så slemme, selv om de går ind for at alle skal være lige, og at de største mandfolk er kvinderne. I Danmark er I mere internationale, dog.
Det sker sjældent, at Bob Koepp forlader sit kontor og begiver sig derhen, hvor sulten hærger, med de eneste transportmidler, som han respekterer: fly.
Forklaring:
– Har du set et sultende barn, har du set dem alle. Jeg tror ikke på katastrofe-turisme, det har man journalister til. Mit job er at sørge for, at de sultende får mad. Og det er bedre, at de dør i stilhed og med værdighed end de udånder foran de amerikanske tv-journalister, der vil have deres sidste suk filmet i farver.
Spørger man Bob Koepp om, hvad han laver i sin fritid, indkasserer man følgende svar: – Se min vom, den kommer af for megen øl. Nu har jeg ikke tid til at drikke mere. Jeg har ikke tid til andet end at sove fire timer hver nat. Arbejdet er livet.
Ægteskab? Det har jeg slet ikke tid til. Og jeg gør ikke dette her for pengenes skyld. Jeg er gammeldags – det er nok mine tyske gener, der slår igennem her – for jeg går ind for det, der hedder arbejds-etik.
– Fremtiden er her. Folk som sudaneserne er folk uden komplikationer. For dem gælder det blot om at overleve fra dag til dag. Og når solen går ned, så går de til ro. Her er vidunderligt. Her er skønt.
– og skrid så!