Bagdelen er fordelen

Politiken | 19.04.1992

En dansker i Brasilien: Der er sjovere her, både for krop og sjæl. På Corvado-bjerget står Kristus og omfavner det hele. Hans udstrakte arme ses overalt nede fra Rio, denne syndige by i karnevalstiden, hvor den barske, daglige virkelighed ophæves og drømmene leves ud i en hed feber.

Af Øjvind Kyrø

Foto: Per Morten Abrahamsen

Brasilien er et gigantisk genetisk laboratorium. Blåsorte, brune, nougatfarvede, gule, røde, hvide lever side om side, i stank og i stinkende luksus. Ret beset er denne brogede nation bygget på seksuel løsagtighed.

Godsejeren tog for sig af tjenestepigerne, og kontorchefen bedækker sine sekretærer.
Ikke alene rå magt, men også en ubekymret tolerance er årsagen til denne multi-raciale stat, hvor solen skinner varmt, og fugten emmer det meste af året.
Brasilianere kalder de sig med en fællesbetegnelse, disse efterkommere af slaver fra Afrika, portugisiske erobrere, indianere fra Amazonas, tilrejste japanere og hollændere og tyskere og englændere og danskere og, og, og .

De tæller 155 millioner og bor på et areal, der er 200 gange større end Danmark, og som fylder lige så meget på verdenskortet som USA.
Det, der slår og fascinerer indpakkede europæere mest, er kroppene. Eller rettere: kropskulturen.

For det første den naturlighed, man oplever, når man ser en ældre mand med en fed vom gå ind på posthuset i shorts og intet andet – på vej til stranden. Og stranden hedder Ipanema eller Copacabana, og ved dem ligger Rios tættest befolkede kvarterer bekvemt, så mange lige kan smutte ned og tage sig en dukkert.

I Danmark ville en tyk mand i shorts og bar overkrop på posthuset som oftest ligne en undskyldning for sig selv, hæmmet af sin tyngende viden om fedmes betydning for hjerte-karsygdomme og tidlig død.
Her er derimod ingen generthed, han kunne lige så godt være iført habit og silkeslips, som han står i køen for at betale regninger.
Og kvinderne.
De har så sexede legemer, at det ville være blasfemi at skjule dem.

Ikke fordi de er kønnere end de danske, skønt formerne nok er mere svulmende end nogen andre steder på Guds frønnede jord, men fordi de kender deres fortrin og spiller på dem og i øvrigt ser ud til at føle sig hjemme i deres diminutive klædedragt.
Kvinderne bliver fornærmede, hvis der ikke bliver lagt mærke til deres udseende, og de hårdeste kritikere er deres medsøstre, ikke mændene.

PLASTIKKIRURGI

I mellem- og overklassen, som mere efterligner europæiske skønhedsidealer, tøver man ikke med at rette på kroppens mangler.

Mona Campos Mello, født Jespersen, er 49 år og fra Aalborg. Siden 1963 har hun boet i Rio med sin brasilianske mand, Alberto, der er ingeniør. I 15 år har Mona Campos Mello arbejdet som operationssygeplejerske på en plastikkirurgisk klinik.

‘Vi foretager ansigtsløftninger – jeg fik selv en for fire år siden – fjerner overflødigt fedt og maveskind og gør bryster mindre’, fortæller hun. ‘Næsten alle, der kommer til klinikken, er kvinder på 35 til 50 år, men vi har også ind imellem rettet ‘trætte øjne’ og næser på mænd, fortrinsvis forretningsfolk over 50 år’.

‘Brasilianerne går mere op i deres krop end danskerne, for de går tit på stranden, og der gælder det om at se godt ud’, siger Mona Campos Mello.
‘Kvinderne her er mere bekymrede for deres udseende’, samtykker hendes mand, Alberto. ‘I Danmark bruger I mere tøj, her er kroppene mere udsat. Kvinden her gør sig ikke umage med udseendet for mændenes skyld, men for de andre kvinders skyld’.
‘Det er rigtigt’, siger Mona Campos Mello, ‘det er et æstetisk spørgsmål mellem hende, spejlet og de andre kvinder’.

BALLER, IKKE BRYSTER

I weekenden strømmer folk til stranden. Den sorte gadefejer og den hvide millionøse ligger side om side og slikker sol, slapper af, spiller volleyball, læser, drikker, bedsteforældre nusser kærligt hinanden, børnene sover i parasollernes skygge, leger eller skriger – det hele indhyllet i en fin sky af saltstøv og brusende drøn fra de meterhøje bølger, der skyller mod stranden.

Enhver kvinde har en hel garderobe af forskellige badedragter til at gå på stranden med – tandtråds-tanga hedder det sidste skrig i mode.
Baller som balloner, sagte dirrende ved hvert skridt, bliver betragtet og påskønnet. Her er det nemlig bagdelen, ikke brysterne, der er det vigtige.
‘I Europa og USA er man brystfikserede, men her er det omvendte tilfældet’, konstaterer Mona Campos Mello. ‘I alle de år, jeg har arbejdet med plastikkirurgi, har vi kun foretaget tre brystforstørrelser, men tusinder af formindskelser’.
Hendes datter Danielle på 19 år: ‘Jeg har fire veninder på skolen, der har fået gjort deres bryster mindre – de var alle 17 år gamle, da det skete’.
Rios berømte plastikkirurg Ivo Pitanguy giver denne forklaring på fænomenet: ‘I de angelsaksiske lande har kvinderne små bryster, men omkring Danmark skiller det, for i Sverige laver mine kolleger det samme som jeg, nemlig med at gøre dem små, for både i Sverige og i Brasilien har kvinderne store bryster. Og hvorfor vi her fokuserer på bagdelen? Vel fordi brasilianske kvinder har pænere numser end i nogen andre lande’.

En anden kender og iagttager af Brasilien er den 37-årige Karl Erik Schøllhammer.
Han er dansk lektor i Rio og underviser her på to universiteter i dansk og skandinavisk litteraturvidenskab. Lønnen kommer dels fra Danmark, dels fra de brasilianske læreanstalter.
Han har boet i Brasilien i fire år og holdt forelæsninger i dansk litteratur på 15 universiteter landet over: ‘Det er fascinerende for en europæer at opleve den brasilianske virkelighed, for her føler man, at man lever, at man hele tiden er vidne til livets drama.
Døden er bestandig nærværende. På gaden kan man møde uhyrer af mennesker, som i enhver anstændig europæisk by ville være blive gemt af vejen på en institution. Men her står klokkeren fra Notre Dame på det ene hjørne, og længere henne kører manden uden underkrop rundt på et skateboard og tigger.
Vi europæere føler altid, at vi lever uvirkeligt, fordi vi tænker på alt det, vi skal nå i fremtiden. Men her leves livet. Her og nu. Her er ingen begrænsninger.
Det er chokerende at opleve volden her. Men den har en anden karakter end hjemme. I Danmark ser man den meningsløse vold, hvor fulde mænd uden grund slår folk ned eller laver hærværk. Her er volden forståelig – det ville faktisk være et sygdomstegn, hvis det ikke var her.
Klasseforskellene er så enorme, at den fattige er flere måneder om at tjene, hvad den rige spenderer på en aften i byen. Er det så ikke et sundt tegn, at en mand, der er ansat til at lufte en rig mands hund, hugger hans tegnebog? Skønheden og uhyret, de stærke farver, de pågående lugte og musik og gadelarm er kontraster, man konstant mødes af.

Det er fascinerende at opleve lidenskaberne. Hengivelsen er større her.

Man skammer sig ikke over sine følelser og krop, når kvinder forelsker sig, giver de hele tiden – og ugenert – udtryk for det. Vi nordboere er bange for at hengive os, fordi vi i hengivelsen føler os blottede og svage’.

Trods den brasilianske kropskultur ser man ingen topløse på stranden. De topløse i Rio ligger omkring svømmepølene på luksushotellernes tagterrasser – og kvinderne er fra Europa og USA.

På stranden promenerer pigerne i tandtråds-tanga, som kun skjuler et par strategisk/taktiske kvadratcentimeter, men de er der.
‘Her spiller man på erotikken’, siger Karl Erik Schøllhammer, ‘på de danske strande går det jo ud på, at man ikke kigger på hinanden, selvom piger ligger topløse.
Selv brasilianske piger med grimme kroppe kan være utroligt erotiske. Danske kvinder tror, at erotikken kun ligger i en smuk krop. Men i virkeligheden handler det om kropslig velvære og sikkerhed. Pigerne her danser af samme grund bedre, fordi deres kultur er friere og mere afslappet.
Skandinaviske og brasilianske piger er verdens smukkeste, men her begynder pigerne allerede fra 13 års alderen at sende erotiske signaler.
Pigerne her flirter mere end de danske – der ligger hele tiden noget i luften.
Danske frigjorte kvinder er så praktiske. For dem er det nærmest hygiejne, dette med erotik, og det gør, at spillet aflives, og optakten, der sætter kolorit på det hele, anses for hyklerisk eller pinlig.
I Danmark er kvinderne tit så praktiske: ‘Vi kan da godt gå i seng, for vi trænger begge til det, det er sikkert psykisk godt og sundt at hore lidt – sådan fornemmer jeg deres holdning’.
Her er det sjældent, at man går i seng med en pige første gang, man møder hende. Og det er på dette tidspunkt, der er det spændende, det pirrende.
Selv om pigerne flirter hele aftenen lang, bliver manden afvist til sidst.
Men overraskelsen kan så komme den anden eller tredje gang, man mødes.

Men i modsætning til Danmark gifter man sig meget ungt i Brasilien og får tidligt børn.
Karl Erik Schøllhammer: ”De fleste på 25 år er enten gift eller skilt. Utroskab er en institution. Man kan for eksempel aflæse det på de mange moteller overalt, hvor gifte i et par timer kan få deres husvilde affære fuldbragt.
På den anden side: Det bedste, en mand kan gøre for at få sit ægteskab oplivet, er at invitere konen med på motel, hvor det hele har en atmosfære af forbuden frugt.
Det er farligt at generalisere, og mit sexliv er ikke nogen Gallup-undersøgelse, men jeg fornemmer, at den erotiske hengivenhed, som brasilianske kvinder lægger for dagen, kommer lettere til dem. Det er sjældent at møde en pige, der har problemer med sex.
Det er sjovere og mere afslappet her. De har ingen problemer med at give sig hen erotisk. De er ikke hæmmede kropsligt, og når de er uhæmmede, er de det ikke på en rationel facon. De blokerer ikke og har ikke den angst for at give sig hen, som danskere ligger under for. I danske senge tænker man for meget på teknik, præstationer og den hellige orgasme.
Men nu skal man ikke tro, at dette handler om, at brasilianere er naturbørn og mere oprindelige end vi danskere, for erotisering er jo ikke natur, men et kulturfænomen.
Det er kort sagt sjovere her, både for krop og sjæl”.